Anonym anmelder i Bergens Tidende

Kjærlighedens komedieDen Nationale Scene i Bergen anmeldt i Bergens Tidende 1. og 6. november 1879 (No. 254 (A) og 258, 12. Aarg.).

(1. november 1879)

Et og Andet.

- Theatret.   Igaar opførtes for første Gang «Kjærlighedens Komedie» for propfuldt Hus. Stykket slog særdeles godt an og fik en Udførelse, der gjør vor Scene al Ære. Publikum ytrede ogsaa sin Paaskjønnelse ved hyppigt og kraftigt Bifald samt ved stormende Fremkaldelser efter hver Akt. Svanhilds Rolle udførtes som Debut af Frøken Sofie Reimers. Debutantinden lagde betydelige sceniske Betingelser for Dagen, der var Intelligens over hendes Opfatning, Poesi og Varme over hendes Udførelse og Sjæl i hendes Deklamation, der understøttedes af et overordentlig skjønt Organ. Vi tager derfor ikke i Betænkning at forudsige hende en Fremtid ved Bergens Scene. I Falks store og uklare Rolle har Hr. Michelsen faaet en vanskelig Opgave, som han løser overraskende godt. Der er en ungdommelig Friskhed og studentikos Slagfærdighed over hans Fremstilling, Aand og Varme over hans Deklamation, saa at man baade faar Tro paa og Sympathi for denne Figur. Med Hensyn til Bevægelsernes Frigjorthed og pointeret Replikbehandling vidnede Hr. Michelsens Udførelse om mærkbare Fremskridt. De øvrige rollehavende, hvoriblandt specielt maa nævnes Hr. Garmann (Styver), Hr. Johannesen (Straamand), Hr. Asmundsen (Guldstad) og Fru Sperati (Frøken Skjære), fortjener Anerkjendelse for deres omhyggeligt udarbejdede Spil. Samspil, Arrangements og Udstyr var særdeles tilfredsstillende. Forestillingen gjentages imorgen (Søndag) og Mandag.

 


 

(6. november 1879)

Bergen.

Theatret.   «Kjærlighedens Komedie» har nu gaaet Aften paa Aften over Bergens Scene for fuldt Hus og under meget Bifald. At Stykket vedholdende har gjort saa megen Lykke, skyldes først og fremst Udførelsen. Vistnok har selve det satiriske Drama mange gode og interessante Sider, men det savner to væsentlige og for den sceniske Levedygtighed grundlæggende Egenskaber, nemlig: Klarhed og Anskuelighed i Udviklingen samt dramatisk Spænding og Helstøbthed. Men den Udførelse, som bliver det til Del, er ogsaa saa omhyggelig udarbejdet og de forskjellige Kræfter saa vel sammenarbejdede, at det gjør vor Scene al Ære. Størst Anerkjendelse fortjener utvivlsomt Hr. Michelsen. Hans Fremstilling af Falks store og vanskelige Rolle viser ikke alene Fremskridt, hvad det rent tekniske f. Ex. Bevægelsernes Frigjorthed og Replikbehandlingens Pointering angaar, (skjønt der naturligvis netop i disse Henseender i Detaljen endnu staar adskilligt tilbage at ønske), men en aandfuld Opfatning og et lykkeligt Talents Greb af netop den Side ved denne uklare Figur, som gjør den mest sympathetisk og derfor Stykket i det hele mest virkningsfuldt. Falk kan nemlig gives paa flere forskjellige Maader, man kan f. Ex. betone Egoismen i hans Natur, d. v. s. tage sit Udgangspunkt i første Akt, men da vil Slutningen blive haard og uhyggelig, eller man kan lægge Hovedvægten paa anden Akt og fremfor alt søge at fremstille den overlegne Satiriker; men da vil Falk falde altfor meget igjennem i Scenerne i tredje Akt med Styver og Straamand. Hr. Michelsen har ikke gaaet nogen af disse Veje, han har anlagt Falk som en frejdig og ideelt anlagt Student, hvem Idealismen gjør slagfærdig og satirisk, og hvem Ungdommeligheden faar ud i Forholde, som han ikke har Mandighed til at bære frelst frem gjennem «Livets Ørk». Paa denne Maade faar vistnok enkelte Replikker ikke den fulde Farve, som en anden Fremstilling kunde give dem, men Totalindtrykket bliver mere helt og sympathetisk. Hr. Michelsens Falk maa i det hele taget betegnes som en betydningsfuld Præstation, den er, især naar Opgavens Vanskelighed tages med i Betragtning, den bedste, han hidtil har leveret.

Frøken Sofie Reimers Debut som Svanhild har vistnok flere af Begynderens sædvanlige Fejl (f. Ex. af og til for stærk Deklamation, mangelfuld Plastik osv.), men den har ogsaa flere Fortrin, end man plejer at se ved en Debut. Vi skal saaledes først og fremst nævne Fremstillingens velgjørende kunstneriske Ro, fine og pointerede Overgange samt Opfatningens Intelligens og Adel.

Ogsaa de øvrige rollehavende aflagde i det hele og store taget Vidnesbyrd om et samvittighedsfuldt og omhyggeligt Arbejde. Bedst af disse tilfredsstillede Hr. Garmann os. Hans Styver var en meget fortjenstfuld og interessant Præstation. Den Enhed, som Forfatteren ikke har udstyret Figuren med, har imidlertid Hr. Garmann heller ikke faaet helt ud frem. Det Tonefald, som der er over Styvers Tale i 3dje Akt, har saaledes en noget forskjellig Karakter fra i første og anden; det er i Grunden kun det karakteristiske Ydre og den stemningsfulde Fremsigelse af de smukke Vers, der skjuler over, at Figurens Enhed er brudt. Imidlertid foretrække vi i et lyrisk-satirisk Drama som «Kjærlighedens Komedie» et Anlæg som Hr. Garmanns af Styver for et saadant som Hr. Johannesens af Straamand. Det var lykkedes denne at bevare Figurens Enhed, (nogle Enkeltheder var endog ypperlige,) men til Gjengjæld herfor faldt den virkningsfulde Scene med Falk i tredje Akt død og stemningsløs til Jorden. Fru Sperati burde havt mere Ro over sin i flere Henseender fortjenstfulde Fremstilling af Frøken Skjære, da vilde flere af de Platheder, hvormed Forfatteren har ødslet paa denne Figur, træde mindre skarpt frem. Hr. Asmundsens Guldstad burde navnlig i de første Akter været i Besiddelse af en større Lethed i Replikbehandlingen, forøvrigt havde hans Spil adskillige gode Sider. Fru Nielsens Fru Halm kunde uden Skade været noget bredere og Hr. Halvorsens Lind vilde have vundet ved en roligere Fremsigelse af Replikerne. Annas Rolle laa godt til for Frøken Paulsen.

Publisert 5. apr. 2018 12:11 - Sist endret 17. sep. 2018 10:49