Clemens Petersen

Kjærlighedens komedie anmeldt av Clemens Petersen i Fædrelandet i København 18. juli 1863.

«Kjærlighedens Comedie», Comedie i tre Acter af Henrik Ibsen. Christiania.



Der er et Smagsstandpunkt, der uden Videre anseer Alt, som skrives paa Vers, for Poesi, og enhver Literaturs Historie har havt Tider, ligesom enhver Tid vil have Personer, der slaae sig til Ro paa dette Standpunkt. Saasnart der imidlertid er Udvikling, kan det naturligvis ikke vare længe, inden man kommer til at føle, at noget høist Upoetisk meget vel kan nedskrives paa Vers, og at disse følgelig ikke ere nogen Borgen for, at det er Poesi, der bydes. Men selv efterat man virkelig har vundet denne Indsigt, vil man dog endnu i lang Tid hænge fast ved den Mening, at Verset i ethvert Tilfælde er en væsenlig Bestanddel af den poetiske Form, og at det til syvende sidst, naar Talen bliver om den fuldendte Konst, igrunden er en Nødvendighed. I den franske Kritik og upaatvivlelig i hele den literaire Bevidsthed i Frankrig staaer Verset som en «conditio sine qua non». Man bebreider maaskee ikke mere en Comedieskriver, at han ikke skriver sine Comedier paa Vers; men hvis en Comedie skulde udrette noget Mere, end vække Opsigt og samle Penge og Berømmelse, hvis den skulde gjælde for classisk, det vil sige: fuldendt og mønsterværdig, saa maatte den nødvendigvis være skreven paa Vers, thi den franske Smag har ved Siden af sin Ubundenhed en Evne til at forstenes i Regler, der alene overgaaes af Chineserne. Det er Romantikerne i Tydskland, som først have forsøgt paa, theoretisk – thi praktisk har man forsøgt derpaa næsten lige siden Verdens Skabelse – at hævde den ubundne Stil som en lige saa gyldig poetisk Form som den bundne, men Forsøget rakte ikke langt. Den tydske Æsthetik, der gjorde denne Opdagelse ved at studere Shakespeares Dramer, er bleven staaende ved, at der er visse Æmner, der kræve Verset, andre, der bedst forliges med Prosaen. Det Ædle, det Ophøiede og det Tragiske skal man efter denne Mening støtte ved Sprogets klingende Fald i Verset, medens det Komiske og hele den lystige Skildring af Hverdagslivet bedst finder sig tilrette i Prosaens jevne Pasgang. Men heri er forsaavidt noget Falsk, som man med lige saa megen Sandhed kunde vende Forholdet helt om og sige: Tragedien maa nødvendigvis have Prosaens strenge Alvor, og Farcen er utaalelig, naar den ikke løber afsted i indsmigrende og yndefulde Vers. Sagen er nemlig denne: For Versets Berettigelse eller Nødvendighed kan man ikke finde nogensomhelst objectiv Begrundelse, hverken i den poetiske Forms almindelige Fordringer eller i det særegne Æmnes særegne Fordringer, idet Alt her beroer paa et individuelt Skjøn, eller, hvis Skjønnet slaaes fast, paa en Regel, som det ofte vilde være en Forbrydelse mod Poesien at følge. Derimod kan man finde en Grund til Versets Berettigelse og Nødvendighed i vedkommende Digters særegne Evne, og den er aldeles afgjørende, eftersom der er Digtere, der slet ikke kunne skrive et Drama i Vers, uden at lade deres bedste Evner ligge ubrugte, og ligeledes omvendt. Man kan iagttage dette paa en smuk Maade hos Goethe og Schiller, af hvilke den første helder saa stærkt til Prosaen, at han flere Gange har skrevet Dramer, der oprindelig vare versificerede, om i Prosa, medens den sidstes Prosa næsten altid i hans Dramer er svulstig og opskruet. Naturligvis er det forskjellige Ting, der komme frem, naar saa forskjellige Midler som bunden og ubunden Stil anvendes. Prosaen har en Kraft til at charakterisere psychologisk, som Verset aldrig kan oppnaae, og Verset har en Magt til at vælte den lyriske Stemning frem, som Prosaen har tabt. Goethe fandt først i Prosaen det charakteristiske Udtryk, og først i Verset kunde Schillers mægtige Begeistring flyve med løste Vinger. Spørgsmaalet om, hvorvidt et Æmne skal behandles i Vers eller i Prosa, maa derfor tilsidst afgjøres efter, hvad der stemmer bedst med vedkommende Digters Evner, og det vil være en Digter, der er født med Vers paa Fingrene, ligesaa umuligt at udarbeide et Æmne efter dets Indhold af Charakter, som det vil være en Digter, der af Naturen seer Poesien som Charakter, at oppnaae Alt, hvad han ellers kan oppnaae, paa Vers.

Hr. Henrik Ibsen har skrevet sit sidste dramatiske Arbeide, «Kjærlighedens Comedie», paa Vers: femfodede Jamber med fri Rimstilling, og dette er et lykkeligt Greb, der burde have Indflydelse paa hele hans fremtidige Virksomhed som Digter; thi dette Digt beviser som en uomtvistelig Erfaringssætning, at Verset er hans Evne, hans Talent og følgelig hans Form, og Meget af det, der i hans tidligere Dramer har stødt Læseren og fremkaldt et Billede af Forfatteren, som om han egenlig blot var et snildt literairt Hoved, kunde finde sin Forklaring deri, at han har skrevet paa Prosa, uden at kunne det. «Fru Inger til Østeraad» og «Hærmændene paa Helgeland» ere begge i ubunden Stil. Det første er et interessant Stykke, som vi anbefale vore Læsere at gjøre sig bekjendt med, og som ligger saa heldig for det kgl. Theaters Kræfter, at det vilde være meget ønskeligt, om Forfatteren vilde gjøre de nødvendige Skridt, for at faae det opført her, siden Theatret nu engang ikke er istand til at gjøre Noget af sig selv. Dette Stykke hører man, siden «det Ordknappe» er kommet i Mode og er blevet Normændenes Valgsprog, ogsaa ofte berømmes for dets «ordknappe» Diction, men Berømmelsen er en Misforstaaelse. Forsaavidt man nemlig ikke ved «det Ordknappe» vil forstaae det Uklare eller den forsætlige Fortielse, som begge findes i Stykket, maa man indrømme, at Dictionen er ordrig og veltalende, og dens Feil er, at Replikerne, een efter een, ligge og sukke efter Verset. «Hærmændene paa Helgeland» er derimod i flere Henseender en Feiltagelse , men Affectationen i dette Stykkes Diction vilde upaatvivlelig være i det mindste til en vis Grad fordampet, hvis det havde været skrevet paa Vers; thi Verset er Henrik Ibsens Natur, og udenfor det vil han som Digter neppe kunne være naturlig. Skjønt «Kjærlighedens Comedie» er et stort Arbeide, sandsynligvis paa henved tre tusinde Vers, er der kun meget faa, man kunde udpege som ligefrem daarlige, men derimod mange, man kunde afskrive som fortrinlige. De ere ikke døde Mechanismer, men have fra Fødselen af denne lykkelige Sammensmeltning af Tankebevægelsens logiske Udtryk og Versetakten, der gjør Rythmen levende, fyldig og faaer den til at flyve. Næsten paa hver Side vil man kunne finde træffende Exempler, og et lille Stykke skulle vi afskrive, fordi det indeholder en meget fin Bemærkning og giver den i et saare sindrigt og skjønt Billede. Iagttagelsen er desuden saa vanskelig at udtrykke og Billedet saa broget, at man ved Læsningen meget let løber hen over dette Sted, uden at faae Alt med. En af Stykkets Personer ved Navn Falk holder en Tale om Kjærlighed og The, og da flere af Selskabets Damer have bemærket, at de første grønne Foraarsspirer af Theen, der dufte som Lotos og smage sødt som Mandelen, aldrig komme udenfor «det himmelske Rige», men kun nydes af «Solens Døttre», fortsætter han, idet han anvender dette paa Menneskene, der kun saa daarlig forstaae at arbeide deres Kjærlighedsfølelse ud i Livets Virkelighed:
Ak, mine Damer, hver i sin Natur
Har selv et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind Slige
Bag Blyheds faldende Chinesermur.
Men Phantasiens smaa Chineserdukker,
Som sidder i Kioskens Ly og sukker,
Som drømmer vidt, saa vidt, med Slør om Lænderne,
Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne -
Til dem I Førstegrødens Knopper sanked;
Jer var det Et, hvad Høst der siden vanked.
See, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
Kun Efterslæt, mod hin som Hamp mod Silke,
En Høst, som faaes – af Træet ved at sparke det -
          Grossereren.
Det er den sorte The.
          Falk (med et Suk).
Den fylder Markedet.
Men den naturlige Evne er ligesaa lidt nok til at skrive fuldendte Vers som til nogensomhelst anden Konstvirksomhed. Rigtignok bliver man ikke Konstner ved Dannelse og Færdighed, men man bliver det heller ikke alene ved det, Naturen umiddelbart har givet, og hvor rige end Hr. Ibsens Vers ere paa naturlig Evne, saa fremtræder det dog temmelig følelig af og til, at de ikke ere skrevne med tilstrækkelig Smag. Rim som: Rensdyr – imens flyer, var der – Svar, der (Side 53), Brug for – Slug for (Side 25), vemoddryssende – kys hende, Beuf – Tøf-, hvorpaa næste Linie fortsætter: «felhæren» osv., synes ved første Øiekast at være Skødesløsheder, men da de forekomme paa hveranden Side, og da de med Sidetal betegnede ere af en saadan Beskaffenhed, at man ved Oplæsningen har Valget imellem at opgive Rimet eller selve Meningen, saa er det Skødesløsheder, der vilde være langt utilgiveligere hos en Forfatter, end Mangel paa Smag. Disse Tostavelesrim, hvor det ene af de rimede Ord (eller begge) er opløst i to selvstændige Ord, som Rensdyr – imens flyer, ere meget vanskelige at anvende og synes i de nordiske Sprog overhovedet aldrig at kunne dannes saaledes, at det udviklede Øre, der er vant til i Rimet at opfatte noget Mere end den blotte Lydlighed, imodtager dem som virkelige Rim, det vil sige, som Lydligheder, der tjene til at fremhæve en aandelig, en usandselig Sammenhæng mellem de rimende Ord. Allerede i Trestavelsesrimene, som strikkende – slikkende, er Lydligheden saa omfangsrig, at den meget let gjør Indtryk, som om den ikke mere var behersket og tjenende, men gik paa egen Haand og gjorde Løier for Øret. Og i den her omtalte Art af Tostavelsesrim faaer Lydligheden en endnu større Overvægt, da Rimet altid er et Dobbeltrim, nemlig enten to gode Rim, som Rensdyr – imens flyr, eller et godt og et slet, som Brug for – Slug for, og derved synke de ned til at blive Pudsigheder. De kunne naturligvis som saadanne have en stor og berettiget Virkning, naar de i Overensstemmelse med Tid og Sted gøgle forbi Øret i en let og flygtig Vise, der vil gjøre Alt til Latter og følgelig heller ikke kan have Noget imod at begynde med sig selv. Men hvor godt man end passer paa dem, beholde de altid noget Ironisk ved sig. Ved saaledes at blive spaltet i to selvstændige Ord har Rimlyden faaet en Skælm i Øiet og det nytter ikke at Forfatteren med andægtig Alvor siger, at Skælmen ikke er der, thi han er der alligevel. Netop som Bærer af Ironien har Byron anvendt denne Art Rim med en vidunderlig Finhed; men Byron har i dette Punkt som i saamange andre havt flere klodsede end heldige Efterlignere, og naar det nu dukker op i Norge, ganske afført Ironien og med alvorlig Fordring paa at gaae og gjælde for et simpelt ligefremt Rim, saa er det en Smagløshed. Og i det Hele taget synes Hr. Ibsen ikke at have gjort sig Rede for, hvad Betydning Rimet egenlig har, og hvad man opnaaer ved at benytte det. De almindelige Regler for Rimets Dannelse, for Tilveiebringelse af en slaaende og behagelig Lydlighed ere vel bragte i Anvendelse, men spørger man saa videre, hvad skal denne Lydlighed, der hvert Øieblik træffer Øret, betyde? Hvad skal den tjene til at fremhæve? Saa giver dette Digt neppe noget andet Svar, end at den er en vilkaarlig Prydelse, og det Svar er ikke fyldestgjørende. Rimet har sin Betydning i sin Sammenholdskraft; det er til for ved sin slaaende Lighed i Lydene at holde de i Udviklingen fra hinanden fjernede Forestillinger sammen, for umiddelbart at fremtvinge Dannelsen af Sammenhæng selv mellem modsatte Forestillinger. Det er en Art Tegning i Verset, og hvis denne dets Sammenholdskraft svækkes eller lades ubenyttet, bliver Rimet betydningsløst og hører endogsaa til en vis Grad physisk op med at være Rim. Tager man f. Ex. den octavrimede Strophe for sig, da er det aabenlyst, at de sex første Verslinier, der rimes tre og tre ind imellem hinanden, skal indeholde Udviklingen, Forudsætningerne, Præmisserne osv., og de to sidste, indbyrdes sammenrimede Linier, Endemaalet, Slutningen, Dommen osv. Deler man nu Tankebevægelsens Skelet saaledes, at Forklaringen, Slutningen eller Dommen allerede begynder med femte eller sjette Linie, er Strophen fortegnet, og man vil lettelig kunne føle, at alle de efterfølgende Rim ere svækkede; og indtræder den først efter den syvende, er Rimslaget i de to sidste Linier ganske tilintetgjort, thi Lydligheden er betydningsløs. Og dette Forhold forandres ikke, fordi man har valgt en ganske fri Rimstilling. Naar Rimet slaaer, skal Tanken slaae med, og naar flere Linier med samme Rim omsluttes af en forangaaende og efterfølgende Linie, der ere rimede sammen, maa Tanken ogsaa afrunde sig i samme Tegning. Men fra denne Side have Hr. Ibsens Vers kun et meget ringe Værd, og de Steder, hvor man har savnet Noget eller er bleven stødt, ville være flere end dem, der have slaaet En som udmærkede.

Man møder saaledes allerede i Verseformen noget Forvirret og Sammenhængsløst, og drager man nu de mere indflydelsesrige Sider af Digtet ind under Betragtningen, viser det sig tilsidst som en næsten formløs Masse. Allerede i den enkelte Replik, i den ligefremme Udsigelse bevæger Tanken sig af og til gjennem Selvmodsigelser, og begynder man nu at forbinde Replikerne til Samtaler, der skulde indeholde Anskuelser, som charakterisere de Talende og forklare de Handlinger, hvori Udviklingerne ende, saa er det hele Digt i den Grad Graat i Graat, at det kun paa de færreste Steder og aldrig uden stor Møie vil være Læseren muligt at komme til en klar Forestilling om, hvad det egenlig er, Digteren har ment. En svulmende Sky driver forbi En; vel er den ladet med ildfuld Begeistring, men den mangler saa aldeles al organisk Sondring i klare, bestemte Former, at man umulig kan vide, om det er en Hest eller et Bjerg, den ligner; og stod ikke Henrik Ibsens Navn paa Titelbladet, vilde Ingen falde paa, at dette Stykke var af ham, thi han har i sine tidligere Stykker viist, at han har en endogsaa usædvanlig fin og livlig Sands for den techniske Behandling af et Stof, og den dramaturgiske Technik er i «Kjærlighedens Comedie» saa mat og mangelfuld, at den snarere skulde antyde en svag Begynder. Stykket har med Nød og neppe en Actinddeling, men det har slet ingen Sceneinddeling. Det kan ikke nytte Noget, om Forfatteren vilde forsøge paa at smutte bort med den Spydighed, at det kun er Overskrifterne over Scenerne, der mangle, thi det er virkelig selve Inddelingen i Scener. Alle Stykkets Personer befinde sig sammen fra det begynder til det ender, og Samtalen bevæger sig snart mellem disse, snart mellem hine, ofte kun gjennem to, tre Repliker, og snart om hint, snart om dette, uden at nogen bestemt Sag er ganske bestemt under Behandling, og uden at nogen Person faaer sit bestemte Forhold til Sagen fuldstændig udtømt, saa at man ved Opførelsen vilde troe, at det var et Carnevalsvirvar, der fremstilledes. Den techniske Lov for Dannelsen af en Scene kan udtrykkes saaledes: et dramatisk Optrin kræver to Personers Tilstedeværelse; det kan under visse Betingelser lade sig nøie med een, og det kan under andre optage tre, men det kan ligesaa lidt rumme fire, som det kan lade sig nøie med ingen. Den ene Person kan være et Chor eller en Folkemasse, og de to kunne være to Partier; thi Meningen er ikke den, at et Optrin ikke maa have flere end to Figurer, men den, at det kun kan have to Forhold til en Sag, nemlig de to, der ere hinanden modsatte. Derfor er det den simpleste techniske Form for et Drama, at en Person giver Audiens og modtager en Række forskjellige Personer, der ere saaledes ordnede, at det, den Første forebringer, sætter den Hørende i en øiensynlig Modsætning til den næste, der skal tale, og saaledes fremdeles. Naturligvis kan en Sag klares og udvikles ved en enkelt Persons Redegjørelse for sig selv og Selvudvikling i en Monolog, og den kan udvikles ved personliggjort at være tilstede som Trediemand, men den egenlige, væsenlige Form for en Sags Behandling er simpelthen Partens og Modpartens Tilstedeværelse. Har man nu i et Stof fem eller sex forskjellige nærmere eller fjernere Forhold til den samme Sag, og hvert af disse er repræsenteret ved en, to, eller tre Personer, da gjælder det at lade de forskjellige Forhold træde til netop paa det Trin af Sagens Udvikling, hvor den er istand til at optage alle det nye Forholds Bestemmelser i sig og derved bringes videre, men hverken før eller senere. Og sætter man dem Alle i Bevægelse paa een Gang, da frembringer man en Udvikling af Sagen, der kan lignes ved en Strøm, hvori mange forskjellige Personer kaste mange forskjellige Ting, og som vel fører dem alle til det samme Maal, men som ikke selv derved modtager nogen Impuls. Man giver da i Dialogen et Billede af den selskabelige Conversation, men man skriver ikke et Drama. Man skildrer en Tilstand, og det er netop det, Dramaet ikke kan uden ganske middelbart. Og derfor har man, naar man har læst «Kjærlighedens Comedie», en Følelse, som om man havde været i Selskab og hørt Bynyt – derimellem ogsaa interessante Ting – men at man har været sammen med en konstnerisk Gjengivelse af en ideeholdig Afslutning af et Liv, skulde man rigtignok ikke troe. Dog maa det bemærkes, at tredie Act er betydelig bedre end de to andre.

Gaaer man saa videre i Undersøgelsen af den Stemningsmasse, der her foreligger i en næsten embryonisk Skikkelse, uden at nogen Del eller noget Led er udviklet til et virkeligt, organisk udsondret Lem, og fremdrager man det Tankeindhold, der fylder denne Stemning, saa træder det Forvirrede og Formløse endnu stærkere frem. En Tankes Form er dens Sandhed og dens Klarhed; den ene af Delene er ikke nok, og noget Mere behøves ikke. En usand Tanke har kun en halv Form. Den kan være klar, den kan gjennemløbe en lang Skala fra det Piquante til det Pompeuse, den kan blænde og den kan straale; men den Skikkelse, hvori den skulde træde tugtende eller frelsende ind i en Bevidsthed, kan den ikke faae, thi dertil hører, at den er sand. Naar man da mener, at der paa en usand Tanke kan bygges en formfuldendt Konst, saa har man et lavt Begreb om, hvad poetisk Form er; man forvexler den med det Mechaniske. Og den uklare Tanke har ligeledes kun en halv Form. Den kan være sand, den kan ligesom ved en stofagtig Assimilationsproces gaae over fra den Ene til den Anden, men den kan ikke fremsættes saaledes, at den ved at fremsættes evner at begrunde en Overbevisning, og naar man da, bankerot paa Grunde, tyer til den stumme Overbevisning og sætter den ind som en gyldig Grund, saa har man et lavt Begreb om, hvad Overbevisning er; man forvexler den med Instinctet. Men hvad der nu findes af Tankeindhold i dette Digts Stemningsmasse, har hverken Sandhed eller Klarhed, og er følgelig formløst; det Hele skrumper sammen til et saaret Instinct, der farer afsted og gjør Larm i en ranglende Mechanisme.

Falk og Svanhild elske hinanden, men netop da de ere komne til Vished herom, da Omstændighederne ovenikjøbet indtil Overflod haste afsted med at berede deres Kjærligheds Samliv de ydre Betingelser, blive de enige om at skilles ad. Han gaaer ud i Verden for at blive Digter, og hun gifter sig med en aldrende Grosserer, i hvis Arme hun kaster sig med den temmelig frastødende Replik: «Lad nu Verden hae mig». Men hvad Mening er der heri? At den Tanke, der bærer dette Billede, er uklar, vil give sig umiddelbart af sig selv for Enhver, der læser Digtet, og det vil ved de ovenfor fremsatte Antydninger af Digtets techniske Mangler ikke være vanskeligt at indsee, hvori denne Uklarhed har sin Aarsag. Men Tankens Overspændelse og Forskruethed, dens skrigende Usandhed synes ikke mindre indlysende. Ethvert Menneske er født med en Protest imod denne Tanke, og naar man i vore realistiske Dage vil fortælle, at Kjærligheden kun opnaaer sin Idealitet ved at bryde med sine naturlige Forudsætninger, at en Elsker, naar han vil bevare sin Kjærlighed fra at besudles og maaskee fortæres af Livets Trivialitet og Jammerlighed, skal forlade sin Elskede, forvandle sin Kjærlighed til en Erindring og holde den ganske udenfor Livets Virkelighed, saa fortæller man ikke et Eventyr, hvori Tilhøreren aner et friere, skjønnere Liv og ligesom med hele sin Sjæl hører en høiere ethisk Lov; men man fortæller en Affectation, som nærmest vilde egne sig til at vække et Smil, hvis der ikke tillige var noget Usundt i den, som irriterer. Hvis Hr. Ibsen vil gaae Historien igjennem og see efter, hvad Andre have tænkt om den Sag, vil han finde, at fra Platons Symposion til S. Kierkegaards Afhandlinger om Ægteskabet er den menneskelige Tanke overalt kommet til ganske andre Resultater end dem, hvori han er tumlet overende; han vil finde, at disse Resultater, skjønt yderst forskjellige i deres Udtryk, dog i deres Indhold ere de samme, og sin egen Tanke vil han kun møde, hvor han hist og her støder paa en sygelig Karrikatur, der snapper stakaandet efter Livets Idealitet eller puster denne op til saadanne Former, at Mennesket derved ligesom fik Ret til at fornegte Idealet. Det er den saakaldte platoniske Kjærligheds Læresætninger, optagne i en kraftløs, pessimistisk Anskuelse af Livet, der have drevet Hr. Ibsen ind i denne usunde Tanke. Men den platoniske Kjærlighed var kun en daarlig Forstaaelse af Platon og en taabelig Anvendelse af det Forstaaede under ganske forandrede Culturforhold. Den har undertiden været en skjøn Drøm, men lige saa ofte et slet Skjul over raffineret Uterlighed, og altid baade som Reflexion og som Konst har den havt en flau Smag ved sig; thi den har kun været en Doctrin, der har beskæftiget og som oftest vildledet den menneskelige Intelligens, men den har aldrig været en Følelse i det menneskelige Hjerte. Det Flaue har Hr. Ibsen faaet bort ved en Tilsætning af tydsk Sentimentalitet fra Stieglitzes Liv og Tid, og det høie Raab mod det Spidsborgerlige er fordrageligere for vor Tid, men det ere ikke sandere. En ganske simpel Betragtning vil vise det. Man kan ikke undgaae at bemærke, at medens f. Ex. Sult kun er en Fornemmelse af physisk Trang, der vil tilfredsstilles for siden at komme igjen, og medens f. Ex. Gudsfrygt kun er et aandeligt Forhold mellem Aand og Aand, der vel har sin naturlige Forudsætning i Synden, men ingen physisk, saa forener Kjærligheden i sit Begreb begges Charaktermærker. Den har sin Trang, sit Udtryk og sit Formaal baade i vor physiske og i vor aandelige Natur, og det bestandig paa een Gang, og da ingen anden Følelse saaledes fremstiller Mennesket som en Sammensmeltning af Aand og Natur, har man kaldt den den fuldkomneste og skjønneste menneskelige Følelse. Medens en hvilkensomhelst anden Yttring af vor Leven jager os hen i en Krog af os selv, giver Kjærligheden med eet Slag et fuldt Udtryk for hele vort Væsen fra dets dybeste Sammenhæng med det Naturlige til Aandens friske Svingninger. Men efter dens Natur maa dens Opgave bestemmes. Er den af Naturen et Udtryk for hele Mennesket, saa maa den ved at gjennemleves ogsaa blive ved at være det. Den Religieuse vil forlange Religionens Stempel paa sin Kjærlighed, den sædelige Borger vil have den anerkjendt og betrygget af Staten osv.; men Hr. Ibsen mener, at det ideale Menneske vil have den udenfor Alt det, der gjør ham til Menneske, frit hængende i Luften. I Stedet for at Kjærligheden skulde være Ledsager og Deltager i al Livets Gjerning, vil han have den forvandlet til en Drøm. Drømmen, der gaaer, naar et Menneske vaagner og først kommer igjen, naar han begynder at sove ind, skal altsaa være Kjærlighedens Liv; men denne Tanke er usand, og i dens Usandhed har Digtets Formløshed sin Grund.

Thi Digtet er formløst. Skjønt dets Vers have mange fortrinlige Egenskaber, og skjønt Verset er Hr. Ibsens konstneriske Form, hænge de dog kun som et skjønt foldet Klædemon, bag hvilket Psyche ikke findes. Og det bør fremhæves; thi Hr. Ibsen betegnes af den Kreds, hvortil han hører i Norge, særlig som Formens Repræsentant, og af Alle tillægges ham stor Formevne. Men Form er ikke blot det sproglige Udtryk, Tanken seet gjennem Sproget, thi da var Shakespeare visselig ikke bleven udødelig; dens væsenligste Side er Tankens klare, lovfaste Gang, Stemningens primitive Kraft, Billedets tydelige Tegning og Helhedens levende Organisation. Man kan gjerne have Ret, naar man hos Hr. Ibsen særlig lægger Vægt paa den Finhed, hvormed han forstaaer at forme Noget, men saa maa man gjøre en lille Tilføielse: han arbeider kun godt, naar han arbeider i Ly af et anerkjendt Forbillede; naar han vil træde absolut selvstændig frem, bliver han sær og paafaldende. Og dette Forbillede har han ikke fundet, fordi han bestandig har søgt det i en enkelt Digter eller i et enkelt Værk, i Stedet for at søge det i en hel Dannelse. Han er ikke kommen til Ro i Noget, hvis Videreførelse kunde være et ædelt og passende Arbeide for ham, og derfor er ogsaa hans Digtervirksomhed, naar den sees under Eet, individualitetsløs. «Hærmændene paa Helgeland» og «Kjærlighedens Comedie» kunne umulig komme fra samme Pen uden derved, at begge ere mislykkede. Ganske vist have Forholdene været noget ugunstige for Henrik Ibsen. Han er en blød, fin, aldeles theoretisk Natur, der selvfølgelig let bliver holdningsløs og exalteret, naar han drives for stærkt ind i det praktiske Liv. Og saa have Forholdene været saa ugunstige, at han er bleven jaget op i det Vildeste i hele Norge: Theaterbestyrelsen og Journalistiken. Og det have hans Venner, hans Publicum, den hele Offenlighed deroppe seet ganske roligt paa, formodenlig i den Mening, at de begavede Menneskers Antal i Norge er saa stort, at Landet har Raad til at spilde dem paa Gaden. Men man kan dog paa den anden Side ikke negte, at han har nogen Skyld selv, idet han ikke har forstaaet at sætte sine Evner og sin Opgave i det rette Forhold til Bjørnstjerne Bjørnson. Uden at beherske de iltre Forhold, har han ladet sig føre op i en Concurrence mod denne Forfatter, først forsøgende at blive det Samme som han, siden at blive noget absolut Andet, og han har følt, at han med sit fine Blik for Forbilledet og sin rige Evne til at arbeide videre, hvor de Andre have sluppet, netop var skabt til at gaae ved Siden af Bjørnson som en stille, men vægtig Paaminder om det, Saamange i Norge have Tilbøielighed til at glemme, og som dog ikke bør glemmes. Under nye, ufæstnede Forhold maa man enten være Kongen, der raaber: «stille her i Hallen», eller ogsaa et Billede af den gamle Orden, thi det Tredie er Uordenen. Men Henrik Ibsen er endnu en ung Mand og synes, som sagt, at have rige Evner.

Clemens Petersen.
Publisert 4. apr. 2018 11:52 - Sist endret 4. apr. 2018 11:55