Marcus Jacob Monrad

Kjærlighedens Komedie anmeldt av Marcus Jacob Monrad i Morgenbladet i Kristiania 15. og 22. mars 1863 (No. 74 og 81, 45de Aarg.).

Literatur.

Kjærlighedens Komedie. Komedie i tre Akter af Henr. Ibsen.

(15. mars 1863)
I.

Bjørnson og Ibsen ere i mange Stykker poetiske Modsætninger. Man kunde fristes til at kalde dem disjecta membra poëtre; den Ene har, hvad den Anden mangler, og det synes, at de først tilsammentagne vilde udgjøre et fuldkommen tilfredsstillende Heelt. Bjørnson er fuld af poetiske Ahnelser og Antecipationer; der foresvæve ham Syner af noget Stort og Betydningsfuldt; men han mangler forholdsvis Selvkritik og tager let Skin for Virkelighed. Hans Tilsprang ere derfor dristige og lovende; men naar det kommer til Gjennemførelsen, seer man hist og her Kraften at svigte, og Resultatet svarer hverken til det Billede, der udentvivl oprindelig foresvævede hans Fantasi, eller til de Forventninger, hvortil han har vidst at henrive Læserne. Ibsen er en langt mere skeptisk Natur og mere mistroisk mod sine Inspirationer, ja med Inspirationen og Ideen overhoved. Hans Grundopfatning er ofte i visse Maader altfor ædruelig; men hans techniske Styrke er større og under Udførelsen sniger det Poetiske sig ofte ind i Skabninger, som egentlig ikke syntes anlagte derpaa. (Hermed stemmer det ogsaa, at Ibsen er en dygtig Verskunstner, der endog af og til koketterer med denne Evne, medens Bjørnson snarere er ubehændig til at skrive Vers). Bjørnson lider af en vis poetisk Overtro eller maaske snarere Lettroenhed, der udsætter ham for Skuffelser; Ibsens Feil er snarere etslags poetisk Vantro; af Frygt for Skuffelser søger han undertiden at forskandse sig ved et tiltvunget Afkald paa det Ideale. Den Første lader, som hans Sigurd, sit Ideal og sin – for ham selv utvivlsomme – Ret sønderslaa af de ydre Magter, som han ikke formaar at gjennemtrænge og beherske; den Anden knuser selv, som Falk, sin ideale Kjærlighed uden ydre Nødvendighed, blot fordi han tvivler om dens Berettigelse.

Men vi maa betragte lidt nærmere denne «Kjærlighedens Komedie». Den Bemærkning, der her først paatrænger sig, er at det er en Komedie uden al Komik, ialfald i dens Idee og dens Hovedpartier. Der er vistnok flere Arter af Filisterkjærlighed, som stilles i et skjærende Lys imod Idealet; men det Hele bliver dog kun til Satire, men hæver sig ikke til det virkelig Komiske. Thi det er Vittighed, og mange Gange træffende, slaaende Vittighed, men uden Humor. Denne er nemlig kun der mulig, hvor Grundanskuelsen indeholder Ideens Forsoning med Virkeligheden, hvor altsaa en væsentlig Tro paa Ideens Magt, trods dens Tilhylling i Trivialitet og Daarskab, er tilstede. Kun den, der i Livet, selv det hverdagslige, seer en væsentligen sund Kjerne, kan uforstyrret lade dets Smaaligheder og Daarskaber støde mod hinanden og betragte deres mangehaande Krydsninger, der tilsidst fører til Selvopløsning, som en munter Leg; kun han har den rette Stemning til baade at opfatte og fremstille det sande Komiske. Derimod hører Satiren, som bekjendt, netop hjemme, hvor der – som hos en Persius og Juvenal – er en skarp Sands for det Daarlige og Forkeerte i Verden, men hvor Ideen, det Sande og Gode, kun opfattes som et abstrakt Ideal, som Noget, der burde være, men som væsentligen ikke er. Daarskaberne, der blotstilles, antage da en for dybt ondartet Charakteer og blive egentlig ulægelige Kræftskader; de falde saaledes væsentligen sammen med Laster og blive i ethvert Fald for alvorlige til at le ad; Latteren kvæles i Fødselen eller forvandler sig uvilkaarlig til en Straffeprædiken.

I det Væsentlige vil man vistnok finde, at dette passer paa Ibsens nye dramatiske Arbeide. Det sædvanlige flaue Væsen med Forlovelser og formentlige Forelskelser, den dertil knyttede Etikette og Sladder, Illusionerne og deres Forsvinden i det ægteskabelige Hverdagslivs Pinagtighed, – Alt dette træder stærkt pointeret frem og pidskes ubarmhjertigt af Falk, der tilligemed Svanhild fordetførste repræsenterer den høiere poetiske, ideale Kjærlighed. Men Falk er mere satirisk Betragter, end forelsket og Poet; han er bidende vittig ligeoverfor Næstens Daarligheder, men i hans egen Kjærlighed er der noget Forceret og Opskruet; den er etslags Konstruktion, der mere hviler paa sin Modsætning, end paa sig selv. Tag de Andres Daarskab bort, og hans egen Kjærlighed og Begeistring vil ikke have Noget at bestille. Han er netop etslags Persius i Kjærligheds-Kapitlet; Kjærligheden er ham et abstrakt Ideal, ligesom Dyden hos hans romerske Forbillede, – til Syvende og Sidst et Deklamations-Emne. Hvor liden Sandhed og Dybde der er i denne idealske Kjærlighed, viser sig deri, at den ikke holder Stand, saasnart den selv sættes paa Prøve, men endog paa den blotte Forestilling om at trivialiseres, opgiver sig selv. Guldstads Fristelse kan det idealske Par ikke modstaa; de staae der ganske betuttede og finde efter noget Overlæg, at deres Kjærlighed vel vilde kunne holde en Stund, men ikke for bestandig, og at det derfor er ligesaa godt først som sidst at lade Illusionen fare. Nu kunde vel Nogen ved at betragte dette abstrakte Schema formode, at netop Falk og Svanhild her blive komiske; det er dette høitstemte Par, der saae saa fornemt ned paa de andre Toldere og Syndere og som nu beskjæmmes, idet de befindes ikke at være bedre selv. Stykkets Brodd skulde saaledes være tveegget, idet den paa den ene Side træffer det naive Philisteri, paa den anden Side den qvasi-idealske Phrases Selvmodsigelse. Ingen Tvivl om, at dette kunde være opfattet og fremstillet komisk: herhen kunde pege ikke alene den berørte Scene, hvor det sværmende Par paa een Gang kløer sig bag Øret i Anledning af Guldstads praktiske Forslag, men ogsaa f. Ex. et tidligere Moment, hvor Falk i sin kraftige Iver for at gaa over fra Drøm til Handling, slaar Lampen og Blækhus istykker og ødelægger sin Vertindes Gardiner. Dette kunde – seet for sig selv – minde om det egte komiske Træk hos Blase i Kjøge Huuskors, da denne for at kurere sin Sorg ved fordoblet Virksomhed skynder sig med at dræbe den syge Hest ved en dobbelt Dosis af sin giftige Mixtur. Og Allusionen til Erasmus Montanus (hvor Falk nemlig siger: «Jorden er flat, Messieurs»), kunde virkelig et Øieblik bringe os til at tro, at Helten var meent som etslags Montanus i Kjærligheds-Veien, og at Stykket idethele skulde være at betragte i Analogi med denne holbergske Komedie, hvor netop Brodden er tveegget, idet ikke alene Erasmi pedantiske Lærdom, men ligesaavel Uvidenhedens og Charlataneriets Suffisance (f. Ex. i Jesper og Peer Degn) gjøres latterlig. Men Forskjellen er alligevel væsentlig, og netop belærende med Hensyn paa hvad der er komisk og ikke komisk. Vel kan man sige, at Erasmus paa en Maade repræsenterer Lærdommen ligeoverfor Vankundigheden; han har ogsaa ofte aabenbart Ret i sin Paastand (f. Ex. at Jorden er rund), og naar han alligevel maa bukke under og give sig Philisterne i Vold; saa kunde Nogen maaske et Øieblik – og der har virkelig været dem, med hvem det var Tilfældet – finde ham mere tragisk end komisk. Men med Urette; thi Erasmus er fra Begyndelsen til Enden en Figur uden Værdighed og repræsenterer aabenbart ikke Lærdommen selv, men kun dens Pedanteri og Utidighed. Han er en Sophist, der beviser Sandt og Usandt i Fleng og selv de Sandheder, han paastaar, ere dels ingen alvorlig Overbevisnings-Sag hos ham, dels i Utide anbragte ikke alene for hans Omgivelser paa Scenen, men ogsaa for Tilskuerne, der ikke kunne tillægge dem nogen praktisk Betydning. Montanus kan derfor ikke gjøre Fordring paa nogen Sympathi; og naar han tilsidst hildes i sine egne Sophismers Garn og af Frygt for Musketten bringes til at fornegte Jordens Rundhed, finder man, at der kun skeer ham hans Ret og det kan neppe for Alvor falde Nogen ind, at Ideen eller den væsentlige Sandhed derved bliver krænket. Montanus er ingen Galilei, der vistnok ogsaa blev tvungen til at fornegte Jordens Rundhed eller ialfald dens Bevægelse. Nu, det Sidste er vel ikke heller Falk, men han er, hvad der i poetisk Henseende næsten er det Værste: en Mellemting mellem en Bajas og en Martyr. Det er sandt: der er noget Huult og Opskruet i hans Idealisme; men det træder netop ikke anskueligt frem førend i Resultatet. Han staar ellers i sin Kamp mod Philisterne saa aabenbart med Palmer i Hænderne, og hans Væsen og Optræden er idethele omgydt med en Adel, der nødvendig maa gjøre Fordring paa Sympathi og Respekt. Han siger ogsaa saa mange træffende Sandheder – ikke saadanne harmløse Trivialiteter som at Jorden er rund – men nærgaaende og i vigtige Livsforholde indgribende, at vi snarere bringes til at overse enkelte Overdrivelser og uvilkaarlig komme til at betragte ham som Ideens Repræsentant. Og naar han alligevel tilsidst bøier sig under Trivialiteten og ikke engang af virkelig ydre Nødvendighed, men som vi bagefter erfare, af Mangel paa grundig Tro paa Ideen: saa er dette hverken tragisk eller komisk, men simpelthen flaut; vi have en Følelse af Skuffelse, thi Falk har ved sin tidligere Begeistring ikke blot skuffet sig selv, men ogsaa os, Tilskuerne. Selv det omtalte Træk med den sønderslagne Lampe staar i en saadan Sammenhæng og er behandlet i en saa alvorlig Stiil, at det snarere maa vække Forundring end Latter.

Ogsaa med endeel af Stykkets lavere Personer er det Tilfældet, at deres komiske Maske bliver tildels tvetydig. Straamand f. Ex. præsenterer sig vel strax som svarende til sit Navn, det er et udtørket, udslukt Liv, der nu tilmed skal paradere paa Storthingsbænken. Og naar han puster sig op og «ruster sig til Kamp for den gamle Tro mod den nye Viden», men strax kommer meget slet fra det, vilde vi maaske finde ham latterlig. Men paa den anden Side er hans Familie, Kjærlighed og Troskab ikke langt fra at være rørende; vi ahne, at han dog ikke er uden indre Liv, men snarere lig disse Straahylstere, der i den haarde Vintertid omslutte levende Frugttræer. At han tilsidst trygler Falk om at tage sine spottende Yttringer tilbage, er maaske latterligt – skjønt snarere unaturligt -, men ialfald skeer det med en saadan Inderlighed og saadant Alvor, at vi vistnok ikke ville have Hjerte til at le, men snarere ynke den gamle Mand, der har faaet sin Livstro paa een Gang rokket.

Idethele er der for meget Alvor i Legen, Daarskaberne vise sig tildeels for nøie knyttede til virkelige Livsinteresser; de have ligesom for megen Nødvendighed og Substants, ikke den Lethed og Tilfældighed, som betinger den egte Komik; Svøben føres med en vis Tyngde og polemisk Iver, hvorved Digteren netop mere viser sig som Satiriker, end som Komiker.


(22. mars 1863)
II.

Men maaske er «Kjærlighedens Komedie» kun forfeilet i sin Titel, og i Virkeligheden snarere et alvorligt Drama, hvis Idee er at vise Kjærlighedens Luttring gjennem den abstrakte Idealismes Selvopløsning til et isandhed høiere, med Virkeligheden forsonet Standpunkt? Det er maaske Resignationen, der egentlig skal forherliges, eller Katastrofen er endog at forstaa som en Overgang – for at tale med Søren Kjerkegaard – fra det Æsthetiske til det Ethiske. Ogsaa et saadant Synspunkt skulle vi for et Øieblik forsøgsviis fastholde. Men da møde os strax store Betænkeligheder, og først og sidst den, at Resultatet slet ikke er Opnaaelse af noget Høiere og Sandere, mindst en virkelig Forsoning, men snarere et Tilbagefald, et Bøien Knæ for Tidens Afguder. Guldstad, denne sunde praktiske Mand, skulde maaske repræsentere den høiere, egentlige Sandhed. Men allerede Navnet klinger betænkeligt. Og vel giver han en tiltrækkende Skildring af det egteskabelige Hverdagsliv, af

        – «Pligtens Lykke,
af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
af Viljens Bøining mod hinanden ned,
af Vaagen for at ingen Steen skal trykke
den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet stred.
- -den Mildhedsaand, som læger Saarene
den Mandekraft, som bær med villig Ryg,
den Ligevegt, som rækker gjennem Aarene,
den Arm, som støtter tro og løfter tryg.»

Se, dette synes nu meget smukt, og Mange kan finde dette af Pligten helligede Forhold langt dybere og sandere, end Ungdommens opblussende Kjærlighed. Men seer man nøiere til, vil man dog finde, at det hele Billede ligner et – forresten yndigt – Landskab, hvor Solen er borte. Eller det er spredte Træk af Venligheder og huuslige Behageligheder, som dog savner det egentlige Livscentrum, der først kan give dem deres egentlige Betydning, nemlig Kjærligheden. Med andre Ord: hiint egteskabelige Hverdagsliv med dets milde Varme har sin Skjønhed og sin Gyldighed kun som en af Kjærlighedens egne Metamorfoser, men er, uden Kjærlighed eller endog i Modsætning til denne, en Usandhed og Umuelighed. Vi vide meget godt, at Ungdomskjærligheden som saadan ei kan vedvare til Livets Ende; vi vide, at det er Blomstens Bestemmelse at visne, men først naar den har sat Knoppen til den Frugt, som siden skal modnes; at afrive Blomsten, som det Usande og Ufuldkomne, og saa vente, at Frugten skal udslættes af sig selv, maaske under Huusvarmen, kan nok tiltroes en spidsborgerlig Onkel eller Tante, men burde ikke falde en Digter ind. Og igjennem Guldstad taler jo her – under den givne Forudsætning – Digteren selv, der endog har ladet sin Digter bøie sig for denne Anskuelse og væsentligen godkjende den. Men denne Opfattelse af Kjærligheden er netop, som sagt, den ægte spidsborgerlige; saa langt er det fra, at den indeholder nogen høiere Forsoning. Idethele er den i Stykket herskende Grundanskuelse, at Kjærligheden og Egteskabet ere uforenelige Modsætninger, ikke alene væsentlig usand og – i høiere Forstand – usædelig, fordi den nedværdiger baade Kjærligheden og Egteskabet, men ogsaa upoetisk, som overhoved enhver Synsmaade, der fremstiller Idealet og Virkeligheden som uforsonlige; istedetfor at give os et idealt Billede af Livet, fører den nødvendigen enten til et Ideal, der ikke har nogen Tilknytning i Livet, eller til et Livsbillede, der er uden Idealitet. «Kjærlighedens Komedie» giver os begge Dele, men saaledes, at det Første væsentlig gaar under i det Sidste. Hvad der her skal se ud som Resignation, er naturligviis i Grunden Fortvivlelse. Fortvivlet er Svanhilds: «Raad over mig», eller «lad nu Verden faa mig»; fortvivlet Falks tvungne Munterhed og Sang: «har jeg end seilet min Skude paa Grund, saa var det dog deiligt at fare!» Men tænke sig kun denne Sang sungen af en Skipper, der selv har boret sin Skude, eller ialfald forladt den i Utrængsmaal! Hvor er den Tanke, i hvilken han kan finde Fred, hvor blot den Erindring, som han uden Bitterhed kan gjenkalde sig?

Mennesket maa vistnok ofte bøie sig for de ydre Magter, der med ubarmhjertig Haand gribe ind i de ømmeste Forhold; mangen Blomst bliver afreven af Vaarens Storme, og mangen Ungdomskjærlighed maa gjøre Afkald. Vi ere nu saa prosaiske, at vi just ikke fordre, den ulykkelige Yngling skal tilbringe sit hele følgende Liv med at sukke over sit skuffede Haab; vi ville end ikke benegte hans moralske og æsthetiske Berettigelse til – muligvis – i Tidens Løb at søge sin Trøst i en ny Forbindelse, der bliver til et Egteskab. Men fuldt saa prosaiske ere vi dog ikke, at vi kunne finde os i, at den første Kjærlighed – naar den kun med nogen Ret skulde fortjene dette Navn – bliver opgiven med koldt Blod og efter venskabelig Overenskomst – ligesom et Handelsfirma opløstes – blot fordi den tvivler om sin egen Udholdenhed, eller fordi et fordelagtigere Tilbud gjøres. Vi see heri en Forkyndelse mod Kjærlighedens Idee, for hvilken der ikke er nogen Forsoning. Det er ingen Kjærlighedens Forsagelse, hvorved den bekræfter sig i sin sande Evighed, men en Forsagelse af Kjærligheden, hvorved denne opløses i en Selvmodsigelse og en Umulighed. Har end Søren Kjerkegaard Ret i, at den evige Kjærlighed, som Elskende tilsværge hinanden, ikke altid objektivt varer ret længe, saa er det dog plat umuligt, at dette kan komme til de Elskendes egen Kundskab, saa længe de endnu ere Elskende; umuligt, at de kunne forsikre hinanden om en Kjærlighed, der skal vare til imorgen. Og dog er det netop denne moralske og æsthetiske Umulighed, der udgjør Katastrofen i Kjærlighedens Komedie; den vilde ganske rigtigt være komisk – hvis den ikke, som vi tidligere have vist, var holdt i en altfor alvorlig Stil og fremstillet altfor indgribende.

Heller ikke kan det hjælpe os at forestille os, at Falk maaske i Digtekunsten vil søge Trøst for sin skibbrudne Kjærlighed, og at Kunsten her altsaa skal være den Ideens Sommerfugl, der ryster det jordiske Støv af sine Vinger. Thi den obligate Digtekunst, eller Kunsten løsreven fra fulde og rige almeenmenneskelige Interesser, er selv ingen gyldig poetisk Idee; den er egentlig den samme «Digterdrage dannet af Papir», der saa skarpt gjennemhegles S. 54; et saadant Øiemed kan derfor ikke hellige et Brud med Ideen, der oprører den menneskelige Følelse. Og hvad skal man vente af en Poesi, der betragter Idealet som et flygtigt Veirlys, og det virkelige Liv som ideeløst Graat-i-Graat?

Hvorledes vi altsaa sno det, lider Værket under denne uforsonede Livsanskuelse. Den hindrer, som vi have seet, den komiske Virkning og gjør ligeledes enhver alvorlig Tilfredsstillelse umulig. Den gjør Spøgen til Alvor, og det Alvorlige til en Usandhed. Det Hele efterlader en vis skjult Brod, en uhyggelig Tvivl i Sjælen, og vi føle os fristede til, som Straamand, at bede Digteren, at han «igjen vil reise den Tro, han rev omkuld», at han vil tillade de Unge at tro paa Kjærligheden og de Ældre at tro paa Egteskabet og ikke gjøre os vise paa, at fra et høiere Standpunkt begge Dele maa forkastes som Illusioner.

Vi have saa længe opholdt os med at paavise det efter vor Synsmaade Forfeilede i Stykkets Hovedidee, fordi Digteren her forekommer os at være inde paa en farlig Retning, i hvis Konsekventser et ikke ubetydeligt poetisk Talent let kan gaa tilgrunde. Thi at gjøre sig til Organ for Tidens Sønderrevethed og aandsslappende praktiske Vantro, betragte vi som poetisk Undergang, og dertil er Ibsen vistnok for god.

Sin stærke Side har nærværende Stykke, som før antydet, i de satiriske Reflexioner og tildeels i satiriske Karakteerskildringer, fremdeles i en flydende og raskt vexlende Dialog. Her er det nu ogsaa at den overlegne Versekunst gjør fortræffelig Virkning, endskjønt den vistnok hist og her synes altfor overmodigt at udfordre Vanskelighederne og at fraadse vel meget i Rim, idet den ikke engang lader sig nøie med de hidtil i humoristiske Vers privilegerede Trestavelses-, men gaar lige til Fire- og Femstavelses-Rim.

Men saameget Kvikt og Pikant der end er for en Læser at godte sig over, saa tvivle vi dog meget om en Opførelse paa Skuepladsen, hvorom der har været Tale, vil lykkes. Ikke som om der skulde mangle noget Væsentligt hvad scenisk Korrekthed angaar, men fordi et saadant Konversations-Stykke med sin tynde Handling og den utilfredsstillende Løsning netop ved Opførelsen vil vise sig fra sin svageste Side, medens dens Fortrin, det kaustiske Vid og den legende Versifikation paa Scenen neppe ville komme til sin Ret.

Tilsidst anhangsvis en Røst i Ørkenen om den eiendommelige Retskrivning, som Forfatteren har troet i vor anarkiske Tid at burde forsøge. Som Digter, der har Sands for Sprogets Velklang, for hvilken ogsaa Skrivten bør have tilstrækkelig Betegning, har han med Føie ikke kunnet finde sig i den for Øieblikket herskende Mode, der vil berøve Skrivtsproget enhver Evne til at adskille korte og lange Vokallyd, en Evne, som dog ethvert andet dannet Skriftssprog mere eller mindre fuldstændigt har. Han har derfor nærmet sig til den svenske Brug, der ikke udtrykkelig betegner den lange Vokallyd, men derimod den korte ved paafølgende Konsonant-Fordobling. Han skriver saaledes Rett, Brækk, Knurr, Puff, takklet o. s. v., dog uden Konsekvents. Den, som har en finere Brug for Sproget, end til Dagens nødtørftige Hastværksarbeide, vil vel, saa snart som Tidens ferske grammatiske Visdom er bleven gammeldags, igjen føle Trang til at kunne adskille lange og korte Lyd, især i et Sprog som vort, hvor Vokal-Nuanceringen er saa riig; og det kan da i og for sig være ligegyldigt, om Adskillelsen sker, som hidtil hos os, ved Vokalfordobling og støttende Eer, eller, som hos Svensken, ved at fordoble Konsonanter, eller, som i Tydsk, ved begge Dele; hvorimod den sidste Tids danske og norske Mode tydeligvis er den allersletteste. Men naar vi altsaa i den gjennem vor Literaturs hele klassiske Periode temmelig konsekvent udviklede Skrivebrug hos os selv have et tilstrækkeligt Middeel, saa kunne vi ikke rigtig skjønne, hvorfor vi i dette Punkt skulle laane fra de Svenske. Er det maaske paa denne Maade, man vil fremme Folkenes Broderskab, eller tror man ikke, at Normand og Svensk kunne være lige gode Venner, fordi den Ene fordobler Vokaler, den Anden Konsonanter?

Publisert 4. apr. 2018 11:50 - Sist endret 4. apr. 2018 11:51