Arnt Schøning

Artikkel av Arnt Schøning om Lille Eyolf i For kirke og kultur i Kristiania 1895 (Andet Bind, s. 286-294).

H. IBSEN, LILLE EYOLF.

Af stiftsprovst A. Schøning.

Ibsens poesirige arbeide om lille Eyolf er et alvorsfuldt billede af skyld og dom. Meget samler sig til ulykkebringende skyld: familiehemmeligheden som Astas mors brøde; det varsler straks, at noget tungt er i vente, da stykket begynder den solklare sommermorgen med, at Asta kommer ind med brevmappen. Allmerss og Ritas karakter maa ogsaa volde ulykke; karakterfeil volder tunge følger i livet, Allmerss umandige og drømmende personlighed med den upraktiske og snæversynte idealisme og Ritas jordbundne lidenskab. De blev begge med en saadan karakter skyldbundne i sit menneskelige ansvar, baade i det egteskabelige samliv og i børneopdragelsen. Det er ikke min hensigt at dvæle ved alt, som er af væsentlig betydning i dette verk. Der er jo skrevet saameget derom. Jeg vil begrænse stoffet og fremdrage et og andet.

Allmers og Rita er to egoister.

Nedenfor deres luksuriøst udstyrede hjem sad nogle fattige strandsiddere. Børnene dernede vokste op som uopdragne gadeunger, og blev pryglet af fædrene, naar de kom fuld hjem. Men Allmers og Rita brød sig ikke om sine fattige. De tænkte aldrig paa dem i medfølelse. Med uvilje tænkte Allmers paa pakket dernede, og det samme haarde sind havde han indplantet i sit barn. Lille Eyolf talte om de fattige børn med foragt og harme. Saa forskjellige Allmers og Rita ellers var, saa havde de fælles skyld ved at forsømme de fattige paa sin eiendom. De havde guld og grønne skoge, men de gjorde intet for at mildne fattigbørnenes livsskjæbne. De var fremmede børn.

I mange hjem hersker den samme daarlige aand som hos Allmers og Rita. Man tænker ikke paa de fattige i medfølelse, de er til plage og besvær. Man kan tænke og tale smukt om sit ansvar Allmers skrev paa en tyk bog derom , men det bliver forsømt i livet. Lasarus for den rige mands dør burde ikke været ham saa fremmed. Fattigbørnene paa Allmerss og Ritas eiendom burde ikke været fremmede børn for dem, som selv havde et fattigt barn, den lille krøbling.

Oppe i ensomhedens store stilhed havde Allmers fattet den beslutning, at herefter skulde han leve helt for lille Eyolf, og derfor vilde han forsage sit literære arbeide med bogen. Men han tænkte for stort om denne «forvandling» og forsagelse. Den var aldeles utilstrækkelig; hans menneskelige ansvar strakte sig længere end til hans eget barn.

Allmers havde troet, at han aldrig hjemme kunde faa syn for sine høiere pligter. Men netop hjemme var det rette sted at blive klar over sit menneskelige ansvar; ti menneskelivet var der omkring ham. Han burde gaat ned til strandstedet, ind i de fattige hjem, som han pleied gaa forbi. Han skulde tænkt over, hvad han kunde gjøre dér for at gjennemføre det menneskelige ansvar i sit liv. Da havde han sluppet for den dystre klage efter Eyolfs død: Jeg har jo ingen verdens ting at gaa efter.

Jeg tror, at det er en hovedtanke i Ibsens bog om lille Eyolf at vise strafskyldigheden ved at forsømme det menneskelige ansvar mod de fattige, naar man som Allmers og Rita har lukkede hænder og lukkede hjerter. Der er ogsaa andre hovedtanker, men denne hovedtanke har været lidet paaagtet. Den er i slegt med de andre hovedtanker. En kjærlighed som Ritas er egoisme. Allmerss forhold til sin hustru er egoisme fra først af, Rita var kun en biperson for ham. Ibsens digt er for rigt til at have kun én hovedtanke, saa man skulde kunne sige: det er hovedtanken. Et menneskelivs skyld pleier fremgaa af flere grundforhold.

Ibsen peger i dette verk paa vor tids store opgave: ophjælp af de lavere samfundsklasser. Han gaar ikke nærmere ind paa sagen; det ligger ikke for Ibsen at vise, hvorledes det sociale spørgsmaal skal løses. Han kommer slet ikke ind paa tidens gjæring og kamp om dette. Han tager ikke saameget sigte paa den økonomiske ophjælp som paa den moralske løftning gjennem kjærlighedens offervillige virken for at skabe lykkefølelse i de fattiges sind.

Jeg tænker mig, at Ibsen i et senere arbeide vil optage det emne til fyldigere digterisk behandling. I «Brand» er taterkvindens besøg med sit barn kun en episode; hun gaar videre sin vei. I «Lille Eyolf» er der mange forkomne fattigbørn til enhver tid lige ved den riges hjem, og Eyolf drukner ved bryggen paa det af Allmers og Rita forsømte strandsted, omringet af fattige gutter, som ikke vilde række en haand ud for at hjælpe ham; de havde aldrig faat nogen hjælp af Eyolf og hans forældre.

*                                                  *
*

Naget er en del af dommen, en straf. Der er meget, som volder nagets lidelse. Der er vel ikke mange familier, hvor der ikke er noget, som gnaver.

Hvor det gnaver i Allmerss hjerte at høre Eyolf komme frem med sine barnslige ønsker, som alle er umulige, fordi han er krøbling, og hans forældre er selv skyld i, at han maa gaa med krykken. Han vil følge med tilfjelds, han vil lære at svømme, han vil blive soldat. Ogsaa Rita lider derunder. Hun vil berolige Allmers: saa saa saa! men hun kan ikke sidde i ro længere.

Denne sene dirrer af smerte. Ibsen har her med enkle ord mesterlig skildret den sjælesmerte, som paa engang er samvittighedsnag og kjærlighedens smerte. Alt hvad Allmers og Asta gjør for at aflede Eyolfs pinlige bemerkninger, gjør det værre. Eyolf spørger, om han ikke snart bliver saa bra, at han kan faa være med tilfjelds. Smertelig berørt svarer Allmers: Aa jo, kanske det, lille gutten min. Allmers vidste ikke, at han samme dag skulde blive saa bra, at han kan slippe krykken og i døden komme opad mod tinderne og stjernerne i den store stilhed. Asta vil aflede dette emne ved at tale om, hvor pyntet han er idag. Men det gjør det mere pinligt. Krøblingen i uniform! Allmers vil aflede Eyolfs ønske om at lære at svømme ved at love ham alt, hvad han har lyst til. Eyolf vil allerhelst blive soldat. Da Asta vil aflede dette, fortæller hun ham om rottejomfruen; det emne gaar ogsaa Allmers ind paa; de nærmer sig det forfærdelige og vækker Eyolfs nysgjerrighed og lyst til at se rottejomfruen. Da Eyolf spørger, om hun er varulv om natten varulven suger blodet af børn , opfordrer Allmers ham til at gaa ned og lege lidt i haven eller kanske gaa ned paa stranden til de andre gutterne. Allmers hører, at de er uskikkelige mod Eyolf, og han siger med harme: De gutterne, de skal engang faa føle, hvem der er herrer dernede paa stranden!

Her kommer til udbrud Allmerss forsømmelse af sit ansvar mod de fattige; her kommer det frem, at han ogsaa efter hjemkomsten er langt fra at gjennemføre sit menneskelige ansvar i sit liv, og netop da banker rottejomfruen paa døren. Rottejomfruens komme er begrundet i det skyldforhold, som samtalen med Eyolf bringer frem, vanrøgt af Eyolf og vanrøgt af fattigbørnene. Naar Ibsen lader hende komme ind, da Allmers taler saa haardt om de fattige, tyder det paa, at digteren lægger megen vegt paa hans egoistiske forhold til de fattige. Han kan netop bedst rammes i sit barn og det et saadant barn, som hvis det havde faat leve, vilde optaget ham paa den maade, at han havde vedblevet i sin forsømmelse af sit menneskelige ansvar.

Det er Asta, som hører rottejomfruen banke paa døren. Store Eyolf er den lydhøre her for den fare, som nærmer sig lille Eyolf; hun har mødt rottejomfruen igaar paa veien. Ogsaa Allmers har seet hende paa sin reise. Netop disse, som havde stor kjærlighed til Eyolf, saa hende; de ante det kommende uden at forstaa det. Gjengjældelsen melder sig ofte forud i kjærlighedens og samvittighedens anelser. Rita havde ikke seet hende, fordi hun ikke havde kjærlighedens ængstelse. Men kanske vi ogsaa faar se hende da, Eyolf, siger Rita i en anelse, som heller ikke hun forstod.

Rottejomfruen henvendte sig til Rita, da hun sagde: Har herskabet slet ingen brug for mig idag? Hun spørger Rita, fordi hun, som ønsked Eyolf bort, netop havde brug for hende. Det er derfor ogsaa et gribende træk, at det var Rita, som sagde: Kom ind, da rottejomfruen stod for hendes dør for at befri lille Eyolf fra at hades og forfølges i denne verden.

Da raabene høres nede ved fjorden, at et barn er druknet, skriger Rita i angst: Hvor er Eyolf henne? Allmers svarer: Bare rolig, rolig, han er jo ude i haven og leger. Han havde jo selv opfordret gutten til det. Hans nye opdragelsesprincip skulde nu for første gang gjennemføres. Eyolf skulde ikke længere plages med at sidde inde med sine skolebøger, og alt, hvad hans barnesjæl rummed af ædle spirer, skulde herefter bringes til at skyde vekst, sætte blomst og frugt.

Hvilken rystende skuffelse, at der intet skulde blive af alt dette, ja Allmerss kjærlige ønske om, at Eyolf skulde ud at lege, blev en aarsag til hans død. Eyolf havde listet sig ubemerket ud efter rottejomfruen. Allmers blev straks optaget i sine tanker af at tale med Asta om brevmappen. Familiehemmelighedens skyld holdt ham tilbage fra at se efter barnet, uden at han selv vidste det. Asta var kommet med mappen, før rottejomfruen kom med den sorte pose. Ogsaa hans nye opdragelsesidéer holdt ham tilbage fra at gaa ud og se efter barnet; han er jo ude og leger. Saa han er begyndt at lege nu, siger den muntre Borgheim. Ja nu var den stakkars lille, blege gutten begyndt at lege; men det var rottejomfruen, som legte med ham. Oppe paa høiderne havde Allmers truffet døden. Han og døden gik der som to gode reisekammerater. Nu var han hjemkommen, og døden var kommen med til hans hjem; det var hans barn, døden skulde tage.

Jeg synes, hele livet er som en leg, jeg, siger Borgheim. Ungdommens freidige modige sind kan se livet som en leg, før livets haarde kaar bringer alvor i legen eller gjør ende paa legen. Mange tænkte, at legen den skulde gaa op i de graanende dage. I «Brand» kommer Einar og Agnes legende frem en klar sommermorgen paa fjeldet: Agnes, min deilige sommerfugl, dig vil jeg legende fange. Jeg skal løfte dig varligt paa haand og lukke dig ind i mit hjerte; der kan du lege dit hele liv den gladeste leg, du lærte. Uden at se det har de nærmet sig en brat styrtning; de staar lige paa randen. Der var en afgrund bag!

Ritas lokkende leg med Allmers fik sin fortsættelse i rottejomfruens leg med deres barn.

Rottejomfruens lokkeleg bringer mig til at tænke paa middelalderens dødsdans, som fremstilles med alvorsblandet humor i middelalderens folkedigtning og billedkunst. Døden maa alle følge, saa nødig de vil. Under dans og løier trækker den helst med sig de lykkelige, som staar midt i livets glæder, ogsaa barnet, som synger: O ve, kjære moder! En sort mand trækker mig bort; hvor kan du forlade mig! jeg maa danse.

Jeg kommer ogsaa til at tænke paa en anden leg, som livet har saameget af, den lokkeleg som Guds ord taler om: Min søn, naar syndere lokker dig, da samtyk ikke, naar de siger: gaa med os! Den leg fører ogsaa til døden.

Rottejomfruen skal ikke være tegnet efter det gamle sagn om rottefangeren fra Hameln, men efter en virkelig person, som Ibsen mindes fra Skien. Der er noget dæmonisk ved hende. (Smlgn. «Bygmester Solness»). Hun er paa rundreise og altid paa farten. Dette har en besynderlig lighed med, hvad der i Jobs bog fortælles om Satan selv. Herren sagde til Satan: Hvorfra kommer du? Og Satan svarte Herren: Fra at fare om paa jorden og vandre omkring paa den; og derefter for Satan ud for at bringe ulykke over Job. Hun har onde øine. Der ligger en sterk magt i hendes hvasse stikkende blik. Naar det onde kommer op i Rita efter rottejomfruens besøg, ser hun paa Allmers med «gnistrende» øine (ganske det samme udtryk bruges om rottejomfruens øine). Hun er begyndt at tro paa onde øine nu, mest paa onde barneøine.

Rottejomfruen tilbyder befrielse fra det, som nager og gnaver, kribler og krabler. Men det er et vrængebillede af befrielse. Hun fordriver ikke naget selv. Eyolf blev borte uden spor efter sig, bare krykken blev bjerget. Eyolf misted de, men naget beholdt de. Der er en skjærende ironi i den slags befrielse. Folkene paa øen havde budsendt rottejomfruen, og det ler hun klukkende af: «Folkene havde saa sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det». Fra hjertet kan kun gode magter fordrive det, som nager og gnaver. Den, som vil befries fra det, maa budsende frelseren, fredsfyrsten, med et troende sind, ydmyget og lutret af sine lidelser og tab. Ibsen har et dybt syn paa straffens grusomme gjengjældelse, men han er ikke den, som kjender lægedommen; saa dybt ser han ikke. Den er for ham «tomme forestillinger».

Naar der er noget dæmonisk ved rottejomfruen, har det sin psykologiske tilknytning i det, at hun er vanvittig eller forrykt. Hun var blevet forrykt efter den store sorg i sit liv, der havde gjennemrystet hende, saa hun blev et vrængebillede af en kvinde. «Allerkjæresten» havde sveget hende. I lidenskabelig skinsyge lokked hun ham da til døden; nu ligger han nede hos alle rotterne.

Den mystiske rottejomfru har adskilligt, som minder paafaldende om Rita. Ogsaa Rita var af en lidenskabelig natur og forfærdelig skinsyg. Rita var blevet skuffet af sin allerkjæreste, og ved sin lokkeleg havde hun bragt ulykke over ham og forvoldt deres barns hjælpeløshed i døden. Rottejomfruen besøger Rita som en forvrængt gjenspeiling af hendes ulykkessvangre karakter.

*                                                  *
*

Der er megen tale om forvandlingens lov. Jeg vil her kun tale om den forvandling, som staar i sammenhæng med tabet af Eyolf, forvandlingen til skyldbevidsthed.

I den første fortvilelse over det tunge tab har ikke Allmers erkjendelse af gjengjældelsens dom i dette. Han bliver haard, naar han grunder paa det gaadefulde «hvorfor?» Han kan ikke skjønne meningen i det, som er gjort mod ham og Rita; for der maa vel være en mening i tilskikkelsen. Men kanske det gaar saadan paa maafaa altsammen, skjøtter sig selv som et drivende skibsvrag uden ror. Der er ingen gjengjældelse bagved; ingenting at sone; Eyolf har jo aldrig gjort rottejomfruen noget ondt. Saa grundløst det hele, saa rent meningsløst, og alligevel har verdensordenen brug for det. Ubarmhjertigt er det! Hvor ubarmhjertig fjorden saa ud, da Eyolf var druknet i den. Den laa saa tung og døsig og speilte de dystre regnskyer; den laa der ogsaa som et speilbillede af det tunge sorgens mismod, som nu fyldte Allmerss sjæl. Han sidder ubevægelig og aandsfraværende og stirrer udover vandet. Han svarer først ikke paa Astas ord; hvad han siger, er smertens dvælen ved det forfærdelige tab sorgen elsker sin smerte , indtil han endelig kommer ind paa Astas og hans gamle minder, men det bliver ham til bebreidelse. Der er en musikalsk stemning i den poetisk skjønne sene mellem Allmers og Asta i den lille skovdal nede ved stranden (begyndelsen af 2den akt). En af vore musikere skulde tolke den i toner.

Men i samtalen derefter med Rita, siger Allmers koldt og haardt til hende: Sorgen gjør ond og styg. Jeg føler det saa, jeg ogsaa, svarer Rita trodsigt. De giver hinanden bitre bebreidelser; der er ingen skyldbevidsthed hos nogen af dem. Den ubrudte egoisme anklager andre istedetfor sig selv. Du er den skyldige her, siger Allmers opfarende. Naar sorgen ikke lutrer og ydmyger det egoistiske sind, da gjør sorgen ond og styg. Allmers giver tabt for Ritas vilde anklage: Du ogsaa! du ogsaa! Allmers svarer: Aa ja, kræv du mig ogsaa til regnskab, om du saa vil. Vi har forbrudt os begge to, og derfor var der gjengjældelse i Eyolfs død alligevel, dom over dig og mig. Nu begynder Allmers at se sin skyld, og da kan han se gjengjældelsens dom i det. Kun den skyldbevidste ser sin ulykkes dybe rod i hans fortid. Naar han ser sin medskyldighed, vaagner han til bodstrang.

Men Allmerss skyldbevidsthed er endnu utilstrækkelig. Han ser kun endel af sin skyld, sin familieskyld. Han føler endnu ikke sit menneskelige ansvar for fattigbørnene paa stranden. Allmers gjør altid tilløb, men er for svag og umandig karakter til at naa helt frem. Hans arbeide med bogen om det menneskelige ansvar blev kun tilløb; hans opdragelsesprinciper blev ogsaa kun tilløb. Da han gik alene deroppe paa høiderne, tog han feil af retningen og var aldrig kommet frem til mennesker mere, hvis ikke døden havde givet sig i følge med ham; den førte ham til den anden side af vandet. Først hans barns død bragte ham frem til mennesker igjen. Men han var sen til at tage op sit ansvar her. Endnu efterat han har faat se sin skyld mod lille Eyolf, er hans sind lige haardt mod fattigbørnene, som det var før rottejomfruen kom. Larmen og skraalet fra strandstedet i 3die akt vækker kun onde følelser hos ham. Han synes, hele strandstedet burde ryddes. Lad dem bare forgaa, ligesom de lod Eyolf forgaa!

Det er Rita, som først ser sin skyld mod de fattige og faar tanken om her at gjennemføre det menneskelige ansvar i sit liv. Allmerss smukke talemaader vil hun tage op i sit arbeide. Hun sad og hørte paa, naar han fortalte om bogen om det menneskelige ansvar. Nu vil hun prøve sig frem paa sin maade.

Men før hendes udvikling er kommet saa langt, forsøger hun først at finde andre veie. Da Allmers ser gjengjældelse og dom i Eyolfs død, blir hun fortvilet: for vi kan jo aldrig, aldrig faa gjøre det godt igjen. Hendes kraftigere natur tænker straks, at det bør gjøres godt igjen, men det er for sent, mener hun. Det er et fint psykologisk træk, at medens Rita grunder paa, om det kan gjøres godt igjen, saa drømmer Allmers, at det er blevet godt igjen. Den ulykkelige Rita ved hverken ud eller ind. Selvmord er hun ikke istand til. Men skulde det ikke være gjørligt at glemme angeren og naget? kunde der ikke findes noget, som der er glemsel i? reise langt bort eller føre stort hus? Hvor hendes hjerte vrider sig i raadvild smerte.

Endelig vækkes hun af det stygge skraal fra strandstedet. Hun havde saa ofte hørt det uden at agte paa det, naar mødrene dernede skreg om hjælp for sine stakkars børn; men nu er hun blevet lydhør for det. Hun vil tage til sig de uskikkelige gutterne, hun vil mildne og forædle deres liv. Hun har trods alt et moderhjerte. Først nu vaagner ogsaa Allmers til selvbebreidelse over sin forsømmelse af de fattige: I grunden har vi ikke gjort meget for de fattige folk dernede. Vi har ingenting gjort for dem, svarer Rita.

Man har fundet, at stykkets slutning kommer for uventet og umotiveret, men jeg tror, at dette staar i sammenhæng med, at man har overseet strandstedets forbindelse med den hele tankegang. Der var forvandling i Rita nu, men med forlis af hele livets lykke, saaledes som hun før havde forstaat livets lykke. Det er ikke noget pludseligt sprang i hendes sjælehistorie. Da hun har grebet denne tanke, er det fra først ikke saameget af kjærlighedens offervillighed som for at smigre sig ind hos de store aabne øinene, som stirred anklagende paa hende fra bunden af fjorden. Hun vilde ogsaa optage dette arbeide for at fylde livets tomhed med noget, som kunde ligne en slags kjærlighed. Hun var ikke fuldfærdig straks, men det var noget nyt, som nu spirte i hendes sjæl; det kunde nok blive til blomst og frugt.

Igjennem dette arbeide for de fattige fandt Allmers og Rita igjen et grundlag for sit samliv, som nær var aldeles brustet istykker. Nu kunde Ritas guld og grønne skoge sætte Allmers istand til at varetage bedre sine høiere pligter, og nu skulde de fattige paa strandstedet faa erfare paa en bedre maade end før, hvem der var herrer dernede paa stranden. Nu vil Allmers og Rita være deres velgjørere.

Saa er ikke Eyolf taget fra os forgjæves! sagde Rita. Ikke Allmerss planer for Eyolfs fremtid, men Eyolfs død skulde sætte blomst. Asta bringer ham vandliljerne som en afskedshilsen fra sig og lille Eyolf. Hun plukked dem der, hvor tjernet flyder ud i fjorden. Disse blomster fra Eyolfs grav er symbol paa, at han ikke var død forgjæves. Skulde Allmers frigjøres fra egoismen og modnes til at gjennemføre sit menneskelige ansvar i sit liv, maatte han miste begge Eyolferne. Han havde en følelse deraf, da der i Rita foregik en opstandelse til et høiere liv, men med forlis af livets lykke. Da svarte Allmers: Det forlis, det er just vindingen det. Naar det forlis bliver vinding, da mildnes sorgen, og da skal heller ikke flaget længere vaie paa halv stang baade nætter og dage, hvad Rita vilde i sorgens haabløshed. Nei da kan de heise flaget helt op.

Men tom og fattig er Ibsens slutningshenvisning til tinderne, stjernerne og den store stilhed. Ibsen formaar ikke at vise den lidende og brødefulde menneskeslegt didop, fordi han kjender ikke Sions bjerge, hvorom sangeren siger: Jeg opløfter mine øine til bjergene, hvorfra min hjælp skal komme (Ps. 121). Han kjender heller ikke den store stilhed i ensomhedens høider, som Jesus søgte, hver gang han var alene paa bjerget natten over i bøn til Gud.

Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 26. apr. 2018 09:38