Christen Collin

Lille Eyolf anmeldt av Christen Collin i Nyt Tidsskrift – Ny række, Årg. 3 (1894/95), Kristiania, s. 217-232.

Henrik Ibsen og troen paa livet.

«Livet er ubarmhjertigt», siger Alfred Allmers, til hvem Henrik Ibsen synes at ha betroet lidt af sin egen filosofi. Livet er ubarmhjertigt; det er ialfald det første indtryk, vi faar af den verden, hvori lille Eyolf lever som krøbling og dør, netop som hans far er kommen hjem for at «skabe lykkefølelse i hans sind». «Verdensordningen» havde «brug for det», siger Allmers. Det synes at være den samme verdensordning, som i sin tid havde brug for den uskyldige Hedvigs død, i «Vildanden». Eller for offere som Hertug Skule, «skjæbnens stedbarn paa jorden». For Kain, Judas og keiser Julian, «nødvendighedens slagtoffer». Den samme ubarmhjertige ordning, som først gjør, at et stakkers menneske «maa fare vild» («at ville er at maatte ville», heder det i «Keiser og Galilæer»), og bagefter straffer ham for det; eller om han ikke har feilet, straffes han alligevel. Den samme verdensordning, der optræder næsten hykkelsk i «Brand» som deus caritatis, efterat den har krævet baade barnet og Agnes og Brand selv som unyttige offere og spildt deres liv.

Livet er hos Ibsen en grusom ironiker. Det morer sig med at parre sammen mennesker, som ikke høver sammen: Alfred Allmers og Rita, ligesom tidligere Tesman og Hedda Gabler eller Gunnar og Hjørdis, Sigurd og Dagny. Vistnok sørger skjæbnen for, at man tilslut finder «den rette reisekammerat»; men ikke før det er for sent. Havde Alfred Allmers før vidst, hvad han faar vide af «familjebrevene», kunde han ha giftet sig med Asta; thi hun var den rette. Men oplysningen kommer ti aar for sent. I «Hærmændene» kom Sigurd hin stærke til Helgeland, netop did hvor Hjørdis bodde, «fordreven af uveiret» eller kanske af skjæbnens ironi. Men følgen var den, at Hjørdis dræbte baade Sigurd og sig selv. Ikke bedre gaar det, da skjæbnens ironi lar Eilert Løvborg vende tilbage til hovedstaden omtrent samtidig med Hedda Gabler, hver af dem med et barn, som snart skal komme til verden. Hedda Gablers svar paa dette sindrige indfald af skjæbnen er, at hun dræber sig selv og begge børn, baade tankebarnet og det, som var af kjød og blod. Indirekte volder hun ogsaa Løvborgs død.

Siden livet er ubarmhjertigt, blir nemlig ogsaa menneskene ubarmhjertige. Dette er et hovedthema i «Lille Eyolf», ligesom i Hedda Gabler. Forresten ogsaa i «Bygmester Solness», hvor bygmesteren blev haard og hensynsløs, fordi han havde betalt saa dyrt for at bli bygmester. Han som byggede hjem for mennesker, han fik selv intet hjem. Det var «prisen» for byggetomt. I de tre tomme barnekamrene havde han formelig bygget et slags huskapel for den ironiske guddom, med et alter, hvor han ofrede «menneske-lykke» ogsaa noget af sit eget hjerteblod.

Det er et thema, som Ibsen ikke blir træt af at variere. I «Lille Eyolf» har livet ikke blot været ubarmhjertigt mod Allmers narret ham med hensyn til Asta , men ogsaa mod Rita. Hun, som er «yppig» og «varmblodig,» kanske ikke ogsaa lidet hysterisk i sin elskov, er blit «stængt inde for livet» med en mand, som «gaar omkring og døser med fiskeblod i aarerne.» Saa siger hun selv i et bittert øieblik. Livets ubarmhjertighed gjør hende nemlig «ond og styg». Vistnok havde hun ikke sjelden revet Allmers med sig; allerede fra først af havde hun næsten hypnotiseret ham til sig ved at indgyde ham «skræk.» Ved en lignende magt som den, hvorved Rottejomfruen og Mopsemand lokkede rotterne (og lille Eyolf) tilvands; de, som alle var «grøssende rædde for vandet.» For Alfred Allmers stod der skræk af Ritas fortærende deilighed, fordi den gjorde ham utryg paa sig selv; den vakte hans begjær uden at vække en hengivenhed, som kunde styre og beherske det. Der er noget overordentlig udspekuleret sørgeligt og stygt ved dette ægteskab, noget, som kunde tilfredsstille den bitreste skjæbne-ironi. Alfred Allmers, som havde tænkt og grublet over det menneskelige ansvar, li ge siden han blev voksen, lar sig lokke ind i dette giftermaal ved Ritas farlige skjønhed og ved tanken paa, at han skulde kunne ofre sig helt for bogen om det menneskelige ansvar. Thi Rita havde «guld og grønne skoge.» Men han maatte betale dyrt for at faa lov til at arbeide paa sit livsverk. Ogsaa han maatte betale med menneskelykke, ligesom Solness. Med barneofring maatte ogsaa han betale, og med skranten samvittighed. Hvor udsøgt grusomt har ikke skjæbnen pint denne mand? Atter og atter havde han ladet sig «lokke» som han selv siger , lokke til at «elske helt og hensynsløst,» ligesom Rita i den grad, at han glemte barnet. Og skjæbnen, som laa paa lur, passede sit snit i en «fortærende deilig stund» og lod barnet rulle ned af bordet og bli krøbling. Hvilken blodig ironi, at dette skulde hænde netop ham, som altid gik og prækte om det menneskelige ansvar! Nu prækte lille Eyolf, uden at vide det, med langt større fynd og klem om det samme thema, hvergang han kom hinkende paa krykken. Krykkens tegnsprog var mere veltalende end den mest øvede frasemagers klingende ord. Alfred Allmers fik afsky for kunsten at forme det tænkte i ord. «Det at tænke, det rummer det bedste i en. Hvad som kommer paa papiret duer ikke stort.»

Men det hjalp ikke bare at tænke heller. Han fik se til at leve tanken om det menneskelige ansvar, skjønt det laa ikke rigtig for hans drømmende natur. Imidlertid, oppe paa fjeldet var han blit som forvandlet. I en rædselens nat var han kommen til at «nyde dødsfornemmelsens fred og velbehag». Døden var blit som «en god reisekammerat». Livsviljen i ham havde faat en bøi eller en knæk; saa nu kunde han forsage det at leve for egen regning. Han kunde nøie sig med at leve for barnet. Eyolf «skal bli den fuldfærdige i vor slegt». Men skjæbnen var endnu ikke færdig med lille Eyolf. Verdensordningen havde fremdeles brug for ham, stakkar.

Ogsaa her var skjæbnen sindrig og opfindsom. Thi det maa man lade den Ibsenske skjæbne: selv om den stadig er den samme grusomme ironiker, saa ved den altid at finde nye og uventede midler. Denne gang «Rottejomfruen». Det ser ud til, at skjæbnen i det mindste har sans for at underholde os, og det er da et menneskeligt træk. Rottejomfruen, som faa eller ingen havde set, siden Henrik Ibsen saa hende derhenne i Skien i sin barndom, her dukker hun pludselig op ude paa Allmerss landsted, lige ved hovedstaden, ikke mange timer efterat Alfred er kommen hjem fra fjeldet. Og som Allmers havde ladet sig skræmme og lokke af Rita, saa blev lille Eyolf skræmt og lokket af Rottejomfruen og Mopsemand. Kan en fortærende deilighed lokke, saa kan ogsaa det grufuldt stygge. Deri er der visselig en fin psykologi, ligesom i det hele «Lille Eyolf» paa mange steder viser en indtrængende sjælelig analyse, udtrykt med mesterlig knaphed. Rottejomfruen har digteren visselig set og gjennemlevet. Selv om det kan siges, at denne underlige figur stikker altfor grelt af fra de andre, Ibsen har ialfald her skabt en fængslende figur. Med fin sporsans har digteren opsøgt det menneskelige hos hende; bag hendes monomani gjemmer der sig en livstragedie. Saavidt jeg skjønner, er hun paa én gang grusom og god mod rotterne; i sin viljekamp med dem tilfredsstiller hun paa én gang to modsatte drifter, grusomhed og moderlig ømhed. Det er vistnok ikke bare ironi, naar hun taler moderlig om «de søde, smaa gestalterne», «baade de voksne og smaapuslingerne deres». Selv er hun ofte saa træt af at hypnotisere eller smitte fra sig vilje; og hun er vistnok oprigtig, naar hun taler om, at de skal faa «sove dernede saa sød og lang en søvn. Alle de, som menneskene hader og forfølger». Ogsaa hun har vel som Allmers smagt «dødsfornemmelsens fred og velbehag»; ogsaa hun længes efter «den store stilhed». Men samtidig tilfredsstiller hun en lidenskab for at tilintetgjøre. Før lokked hun mennesker, én mest; allerkjæresten sin som hun siger. Her har digteren været altfor hemmelighedsfuld. Mener han, at hun ogsaa da led af en dobbelt, selvmodsigende lidenskab: trangen til at drage mennesker til sig og til at drage dem i døden? Af en lignende syg, seksuel trang som en Jack the Ripper og mange andre, hos hvem den kjønslige attraa blir til ødelæggelsesdrift? Det utilfredsstillende ved denne skikkelse er, at digteren ikke lar os faa vide alt, hvad han selv ved om hende; kanske af frygt for, at hun skulde opta for megen plads. Rottejomfruen vilde passet bedre i en roman, end i et skuespil. Men det gjælder kanske ogsaa de øvrige figurer.

Vist er det, at rottejomfruen var kommen til at dræbe den, hun havde kjærest; og at dette var hendes livs tragedie. Senere fandt hun ikke hvile: hun maatte fortsætte paa samme bane, idelig og altid gjenta den samme lokkeleg, omtrent som skyggerne i underverdenen efter de gamles forestillinger maatte gjenta samme ædle eller onde idræt, som de havde øvet i sin levetid.

*                                                 *
*

Det interessanteste ved Rottejomfruens psykologi er vel dette, at hendes moderlige instinkt har floket sig sammen med ødelæggelsesdriften. Hun føler sig som en mor for alle disse «yndige smaa», de hadede og forfulgte. Med sit spil dysser hun dem til hvile i havets dyb, dernede «har de det saa stille og saa godt og mørkt». . . Hvis man absolut skal tro, at Ibsen har gjemt en symbolsk betydning i denne figur, som en kjerne for tyske og andre nøddeknækkere, da ligger det vel nærmest at betragte hende som et symbol paa naturen, med havet som sin moderlige favn. Havet, som drager og lokker med sit spil, moderlig og grusom. Hele naturen som en abnorm mor for sine børn . . . . Men Rottejomfruen er jo Rottejomfruen og ikke nogen mor. Saa dennegang bør vel digteren frikjendes for symbolik.

Jeg er bange for, at Rottejomfruen alligevel vil drage mere end én kritiker «ud paa dybets vande», hvor man ikke naar bund, nogle af os, som «gnaver» paa mesterens verker.

Sikkert er det, at der staar ligesom et koldt pust ind i stuen hos Allmers af denne sælsomme skikkelse. Symbol eller ikke-symbol, i hvert fald hjælper hun til at forberede og varsle den kommende ulykke, Eyolfs død. Det sikre er, at hun er et redskab for mesterens glimrende teknik. Rita følte det, som om Rottejomfruen havde bragt ligesom en ligstank med sig ind i stuen. Og dette var dramatisk nødvendigt for at faa os til at føle det grufulde, det nifse ved dødens besøg. Alfred Allmers havde paa fjeldet indbildt sig, at han havde klappet døden paa skulderen som en god kammerat. Men da døden kom og meldte sig, grusom og kold, da viste det sig, at Allmers var en frasemager. For normale mennesker blir døden altid en fremmed. Dette tror jeg er den egentlige grundtone i stykket. Lad livet være ubarmhjertigt, saa ubarmhjertigt, at det ofte synes, som om døden er en ven og kammerat. Men «da saa kammeraten kom . . . , saa stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det, som vi ikke tør gaa ifra alligevel. Saa jordbundne er vi begge to, Rita». Saa siger Allmers i sidste akt. Og her tror jeg digteren selv taler med, klarere og sterkere end han har talt til os paa lang tid. Ogsaa han har som Allmers grublet over det menneskelige ansvar, «lige siden han blev voksen». Ogsaa han har, oppe paa kunstens og tankens vidder, tænkt sig døden som en kammerat og en ven i nøden (som i Rosmersholm og Hedda Gabler). Men nu kommer han og bekjender, at døden den er og blir ufattelig nifs. I livet hører vi hjemme, enten det er blidt eller haardt.

Det er derfor, at digteren slipper dødens kolde gru ind paa scenen, allerede i første akt. Derfor er det, at han lar stykkets handling dreie sig om, hvad der foregaar efter et pludseligt dødsfald. Ellers har han pleiet at la stykkerne ende med ét eller flere dødsfald. Atter og atter har han vist os, hvorledes livets ubarmhjertighed gjør døden til en befrier. Nu viser han os, at døden, naar den kommer uforberedt i al sin ufattelige, meningsløse gru, gjør, at vi klynger os til livet. Gjør, at den fordringsfulde blir nøisom. De, som krævede alt eller intet, nøier sig med det lille, de kan faa. Døden gjør livsdriften myg og smidig; den lærer menneskene at akklimatisere sig.

Der kan neppe være tvil om, at dette er grundtanken i stykket. «Lille Eyolf» er Henrik Ibsens indlæg i diskussionen om troen paa livet. Han, som saa ofte har forherliget dødsmodet, som et oprør mod livet, forherliger her til en viss grad Rita Allmers seige fasthængen ved livet. Dette er det gribende ved stykket. Det er ikke meget længe siden, at Emile Zola afsluttede den lange række «dokumenter» om livets ubarmhjertighed og raahed med den trosbekjendelse, som han lægger doktor Pascal i munden: «Jeg tror paa livet.» Hele fortællingen var et forsøg paa at forme troen paa livet til en slags religion. Og han, brutalitetens utrættelige digter, endte med at vise os en liden oprakt barnehaand, «løftet som en fane, der vinkede: Kom og lev livet!» (dressé comme un drapeau dappel à la vie.) Ikke længe efter kommer Henrik Ibsen og heiser et slags livstroens flag, «helt tiltops,» som det synes. Og i de sidste dage er Arne Garborg ude med en fængslende og veltalende artikel i «Samtiden,» denne gang ikke en sang om tre slags fortvilelser, men et kjækt forsøg paa at trænge tversigjennem pessimismen til «troen paa livet.» Det begynder næsten at bli beboeligt ogsaa i digternes verden. Og vi kan kanske sætte over porten til det nye theater: Ei blot til ulyst!

*                        *                        *

Lad os da se lidt nærmere paa det nye livstroens evangelium. Først og fremst betoner Henrik Ibsen, ligesom Zola før ham og Garborg senere, at livet er ubarmhjertigt og stygt. Og derved blir ogsaa menneskene «onde og stygge». Først maa vi være pessimister. Vi maa, som Garborg siger, «modig se pessimismens sandhed note 1 i øinene». Omtrent som den gamle tros omvendte først maatte se syndens haabløse elendighed i ansigtet, føle sig som fortabte. Først maa vi gjennemleve de to første akter af «Lille Eyolf», som hører til de uhyggeligste livsbilleder, Henrik Ibsen har vist os; rigtignok med et skjønt solstreif indimellem (Asta Allmers). Vi maa først se, hvorledes livets misforhold gjør Rita Allmers næsten til en ravnemor. Vi maa i anden akt se, hvorledes sorgen gjør ogsaa Alfred Allmers «ond og styg». Ikke blot naturen er ubarmhjertig, kold og udeltagende, som fjorden i anden akt. Det er ikke det værste. «Livet er ubarmhjertigt», siger Alfred Allmers. Og Rita svarer: «Menneskene note 1 er hjerteløse. De tar ingen hensyn». Hun sigter nærmest til gutterne nede paa stranden. De kunde efter al sandsynlighed ha reddet lille Eyolf, hvis de havde følt nogen deltagelse for ham. Men de stod bare og saa paa. Og de ropte med en slags uvilkaarlig, ureflekteret ironi: «Krykken flyder!» Krykken, den kan svømme, den kommer op igjen! Og forældrene føler det som en langt dybere skjæbnens ironi, at alene krykken blir reddet, som mindesmerke om hin gamle uret mod barnet.

Menneskene har det ondt, og de selv gjør hinanden onde og stygge. Det er dette sidste, som især viser livets slethed. Gutterne var ubarmhjertige, fordi de var opvoksede i armod og regelmæssig trakterede med prygl, prygl var det eneste, som deres respektive fædre havde med til dem, hvergang de kom ravende hjem.

Hvilken livskunst kan udrette noget overfor et liv, som er saa slet? Her kommer vi til det spændende i stykket. Men Henrik Ibsen er ikke den mand, som skynder sig med at svare. Det er næsten, som om han holder en mønstring over de forskjellige slags livskunst, som kunde komme med i betragtning. Han lar Alfred Allmers prøve to modsatte veie, uden at finde udvei. Den ene er flugt fra virkeligheden og den anden en pessimistisk realisme. Først søger Allmers at drømme sig bort fra den pinlige virkelighed. Straks da ulykken varsles, raaber han: «Det er ikke Eyolf. Det er ikke Eyolf». Senere: «Nei! Nei! Nei!» I begyndelsen af anden akt har han endnu ikke rigtig villet se virkeligheden i øinene. «Jeg synes, det er saa rent umuligt, dette her. «Er det da virkelig sandt, Asta? . . Eller drømmer jeg bare? Aa, om det bare var en drøm!» Men det er ingen drøm. Han finder, at selve fjorden «ser ubarmhjertig ud». Saa forsøger han da at se virkeligheden i ansigtet; han opsøger endog det pinlige og fodrer sin bitterhed med det. Fingrer og føler paa sine sjælesaar. Var han før et øieblik drømmer og romantiker, saa er han nu kommet over til den bitre, pessimistiske realisme. Han nyder paa en viss maade lidelsen, som selvpinerne nyder den. Nyder livets ubarmhjertighed som ironiker. «Kanske det gaar saadan paa maafaa, altsammen, du. Skjøtter sig selv som et drivende skibsvrag uden ror».

Alt dette forekommer mig at være skildret med en overordentlig fin og sikker psykologi. Alfred Allmers realistiske standpunkt udvikles videre længer ud i anden akt og fremhæves her i modsætning til den religiøse idealisme. Han havde nemlig rigtignok kun isøvne havt et svagt tilbagefald til sin gamle barnetro. Men nu, da han er vaagen, skammer han sig overfor Rita ved, at han har takket gud isøvne. Rita minder ham om, at han i sin tid har berøvet ogsaa hende troen, som nu kunde være kommen vel med, nemlig s om bedøvelsesmiddel. Dette gir Allmers anledning til med en overordentlig skarp og kanske lidt sofistisk dialektik at overbevise hende om, at de begge er jordbundne. «Her, i jordlivet, hører vi levende hjemme». Uden at vi af den grund kan regne paa nogen livslykke, vel at merke. Vi er jordbundne som jordlivets fanger paa livstid. Livet kan gjøre med os, hvad det vil, pine os og plage os. Vi er nu engang bundne af livsdriften, til et liv, som kanske ikke er værd at leve.

Denne art realisme kan ikke leves i længden. Baade Allmers og Rita søger at flygte som fra et fængsel. «Dette her, det bærer jeg ikke i længden», siger Rita. «Aa, kan vi da ikke finde paa noget, som der er glemsel i . . . Kunde vi ikke prøve med at reise langt bort?» «Fra hjemmet?» Nei, det gaar ikke, mener Allmers. «Naa, saa se mange mennesker hos os da? Føre stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde døve og dulme». (Altsaa gjøre samme tjeneste, som religionen efter Ritas mening kunde ha gjort). Nei, da vil Allmers heller «prøve paa at ta sit arbeide op igjen». Altsaa arbeidet som bedøvelsesmiddel. Digteren holder en slags mønstring over de forskjellige smertestillende midler, som staar til menneskenes raadighed. Og vi tror at gjenkjende den digter, som i «Vildanden» med en mesterlig blanding af ironi og medlidenhed viste os illusionerne og «livsløgnene» som en meget probat og fornuftig medicin for enkelte slags naturer. Mon ikke selve livet er en sygdom og de forskjellige slags livskunst forskjellige arter medicin, afpassede efter hver enkelts natur og livsvilkaar? Dette spørsmaal ligger ialfald snublende nær for den, som lever sig ind i den Ibsenske tankeverden.

Ogsaa Alfred Allmers forsøger at flygte; men ogsaa for ham ser vi digteren i anden akt omhyggelig stænge alle veie til flugt. «Jeg vil reise fra det hele her», siger han til Asta. «Langt bort fra det altsammen». Asta minder ham om, at han ikke er skikket til at staa alene. Saa vil han ty «hjem igjen» til Asta: «Ja saa vil vi to leve vort fordums liv om igjen». Men skjæbnen har sørget for, at dette er umuligt. Familjebrevene viser, at de ikke er bror og søster. Allmers mister nu ogsaa den store Eyolf. Og vi synes nu at skimte, hvorfor digteren har ordnet det saa, at han mistede gutten, den lille Eyolf. Man maa vel tænke sig, at digteren har villet sætte hans natur paa prøve; eksperimentere med ham. Stænge den ene vei efter den anden til selvbedrag. Som en stor mester i det psykologiske eksperiment har digteren i slutningen af anden akt formaaet at isolere dette enkelte individ. Allmers har ikke længer lille Eyolf at leve for. Det at leve for slegten fremstiller Ibsen her med sin gjennemborende kritik som en art flugt fra livet, fra det virkelige liv. Det er en af den positivistiske livskunsts bedøvelsesmidler. Hos Alfred Allmers ialfald vilde det ha været et afslag i livskravet og selvhævdelsen, en «forsagelse», som han selv kalder det. I grunden et livs-surrogat. De, som ikke længer kan leve sit eget liv, forsøger at flygte over i andres liv og «leve for børnene», som det heder saa smukt. Ibsen antyder, at netop hvor det gjælder børnene, er det saa let at dysse sig ind i smukke drømme og illusioner. Lille Eyolf «skal bli den fuldfærdige i vor slegt», siger Allmers. Nei, lad os heller faa se, hvad han duer til, naar han blir staaende alene, uden barnet og uden Asta, og med en hustru, som han ikke kan støtte sig til. Jeg tror det er dette eksperiment, som har interesseret digteren, hvadenten han nu væsentlig har tænkt sig frem eller følt sig frem.

Samtidig har det lykkedes digteren at isolere Rita og at faa ogsaa hende til at føle sig alene (den psykologiske digter eksperimenterer nemlig med flere karakterer paa én gang, hvilket gjør denne kunst endnu vanskeligere). «Aa, gaa da ikke fra mig allesammen!» klager Rita, idet hun kommer ind paa scenen i sidste akt. Saadan er nu situationen. Ogsaa hun er blit alene, hun, hvem digteren har fremstillet som en af de kvinder, der bare føler sig som en halvdel, hørende til en eller anden mand. En slags «Julie»-natur, der som en slyngplante suger alt sit livsindhold af en mand. Hun kunde ikke undvære ham et døgn, uden at alt blev «øde og tomhed». Netop en saadan natur har «den enkeltes» digter maaske havt en særlig lyst til at isolere. Ibsen vil prøve, hvad udvei der staar tilbage for hende, naar hun blir stillet alene. Og det uden religionens trøst.

Det er dette, som er det spændende ved tredje akt: hvad udvei er der for disse to svage mennesker, naar de blir stillet alene? Næsten endnu mere alene, de to sammen, end om de ikke havde været sammen. Forgjæves klynger de sig til Asta og søger at faa hende til at bli hos dem, i lille Eyolfs sted. Endog Rita tigger hende om at bli. Men digteren vil ikke, at hun skal bli. Da faar hun heller drage bort med veibyggeren, endskjønt hun ved, at han ikke kan faa hende «mere end halvt», og endskjønt han har sagt, at han maa «ha hende helt og holdent». Der falder et skjær af ironi over stakkers veibyggeren, da han følger efter hende, «svingende hatten». Er det ikke lidt grusomt af digteren at la ham svinge med hatten? Men det faar være, som det vil. Nu er da ialfald Allmers og Rita blit alene.

Derpaa følger det spændende: resultatet af det store og sindrige psykologiske eksperiment. Det mest iøinefaldende er Ritas «forvandling». Hun sammenligner den med en slags ny fødsel. Hun, som før hadede denne bogen, hvortil Allmers gav al den lille varme, han eiede og havde, hun er nu «blit nøisom». «Jeg er villig til at dele dig med bogen». Hun vil «hjælpe ham med at bære livet», bare hun faar lov til at «beholde ham hos sig, saadan i nærheden» (der ligger noget gjemt i dette udtryk. Hun tror, hun vil nøie sig med at være som en søster). Hun faar pludselig lyst til at hjælpe de fattige mennesker nede paa stranden. Selv om Allmers gaar fra hende, selv da vil hun finde sig i at leve. Hun vil ta til sig «alle de fattige, forkomne børn». «De skal faa bo i Eyolfs stuer. De skal faa læse i hans bøger. Faa lege med hans smaasager. De skal skiftes til at sidde paa hans stol ved bordet».

Dette sidste forekommer mig at være vidunderlig skjønt, et pludselig sprudlende opvæld af en dyb, varm kilde hos digteren. Han er endnu den samme, som blæste liv af sit liv i kvindeskikkelser som Agnes og Solveig. Er der nyt vaarbrud i hans sind efter den strenge realismes istid? Ny smeltning af den haarde og bitre satire til svalende lyrik? «Opad, imod tinderne. Mod stjernerne. Og imod den store stilhed». Haand i haand og viede til ny pagt med disse skjønne ord lar digteren de to forsvinde for vort blik, under flaget, som Allmers havde heist helt tiltops. Disse klangfulde ord, er de ikke en ny tids flag, som Ibsen har heist tiltops, for at hilse dæmringen af et nyt aarhundrede? Har ikke ogsaa han været oppe paa vidderne og set skjæret af en ny dag, som snart vil stige op over himmelranden?

Rigtignok synes digteren paa flere steder at advare os imod at bli overspændte. Denne forvandling hos Rita, denne nye aandelige fødsel, han skildrer den jo i grunden som et afslag i livstrang. Sorgen gjør ikke blot «ond og styg», det er sandt. Den har virkelig adlet hende; men alene ved at tilføie hendes livsvilje en knæk. Det er forsaavidt med hende som med Rebekka West i «Rosmersholm». Ogsaa Rebekka undergik en forvandling, «det store omslag»: ogsaa hun blev adlet; men da var det ogsaa forbi med hende. Livsdriften var knækket. Ogsaa over hende var der faldt noget af den store stilhed. Rebekka siger: «Der faldt en sindshvile over mig, en stilhed som paa et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.» Men hendes «fordums freidige vilje nu har den ikke længer nogen magt», siger hun.

Det er anden gang Ibsen viser, hvorledes en sanselig, hensynsløst begjærende kvinde kan renses og forædles. Men begge gange sker det gjennem en altfor grundig kur, ved saa sterke lægemidler, at de svækker personlighedens inderste marv, det som Schopenhauer kalder «viljen til livet.» Den yppige, blodfulde Rita, som ikke er mere end 30 aar gammel, hun vil nøie sig med at ha Allmers «i nærheden», saa hun kan stelle godt for ham. Hun vil nøie sig med at ha «noget at fylde livet med». Hun vil holde et slags barneasyl som et surrogat for den «fortærende» elskov, hun havde mistet. «Du har skabt en tom plads inden i mig. Og den maa jeg prøve paa at fylde ud med noget. Noget som kunde ligne en slags kjærlighed». Efter dette er det alligevel ikke saa sikkert, at Ibsen virkelig har heist flaget helt tiltops.

I «Rosmersholm» siger Rebekka: «Det rosmerske livssyn adler. Men men det dræber lykken, du». I «Lille Eyolf» taler Allmers i sin sædvanlige høittravende stil om «en opstandelse» hos Rita. «Overgang til et høiere liv». «Ja, med forlis af hele, hele livets lykke», svarer Rita, idet hun «ser forsagt hen for sig». Det synes, som om hun i barnehjemmet har fundet et bedøvelsesmiddel, i lighed med dem, hun søgte, straks efterat ulykken var sket; et middel til at glemme «de store, aabne øinene». Og desuden nogen at klynge sig til, hun som ikke kunde leve alene. Ogsaa før havde hun jo forsøgt at klynge sig til lille Eyolf, istedenfor til den kjølige Allmers, som gav al sin varme til bogen. Men bestandig stod Asta iveien.

*                                                 *
*

Mon Henrik Ibsen overhovedet har villet heise nogen livstroens fane? Med indskriften «altruisme»? Det kan undertiden synes tvilsomt. Mon det ikke er vel saa sandsynligt, at han fremdeles mener, at der er mange slags livskunst, forskjellig for de forskjellige? Omtrent som ikke alle syge kan bruge samme slags medicin, eller samme slags kur. Henrik Ibsen synes at mene, at der er valg mellem to store hovedarter af livskunst, den hensynsløse egoisme og altruismen. Begge har sine fortrin, og begge har sine mangler. Kort efter lille Eyolfs død foreslog Rita for sin mand: «Kunde vi ikke prøve paa at glemme Eyolf? « «Glemme angeren og naget, mener jeg.» Ja hvis de havde kunnet glemme angeren og skyldfølelsen, da havde jo ialfald Rita kunnet leve videre som før; eller lykkeligere end før. Men selv hun havde ikke en robust samvittighed, ikke at tale om Allmers, som stadig gik og prækte om ansvar. Rita var ikke hel nok i sin egoisme, tildels fordi hun ikke havde gode nok nerver. Hun saa stadig for sig «de store, aabne barneøine;» og hun hørte klang af ligklokker. For hende er der ingen anden udvei end at slaa om i altruisme; ogsaa den har sin skjønhed. Nei, den, som vil leve et rovfugleliv, som det Hilde og Solness drømte om, han maa ha gode nerver som de gamle vikinger; han maa ikke lide af hallucinationer. Det er i det hele en vanskelig kunst, egoismens livskunst, synes digteren at mene. For svage og skrantne folk nytter det ikke at melde sig. (Det var ogsaa Nietzsches mening). Selv en Hedda Gabler kunde ikke la være at ta hensyn, nemlig til den offentlige mening og sin egen familjetradition. Bygmester Solness, som var saa flink til at suggestionere andre, han blev selv tankesmittet. Dette er den store vanskelighed ved den gjennemførte egoisme, ved det, som Nietzsche kalder «herremoralen:» Hvordan skal tænkende mennesker kunne la være at tænke paa tjenerne? Holde dem udenfor bevidstheden?

Selv Hilde, som næsten levede i en «rovfugls» uskyldighedsstand, selv hun kunde ikke undgaa at smittes af Alines livsvilje; mod sin vilje kom hun til at føle deltagelse for Aline. Og dermed var det forbi med hendes uskyldighed. Det nyttede hende ikke ganske at drømme sig ind i en eventyrverden. note 2

«Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig», siger Alfred Allmers. Ja, det er dette, som volder god eller skranten samvittighed, det at andre tar plads i vor bevidsthed. Moralens oprindelse beror vel ikke paa noget andet. Digterens psykologiske experiment med Rita viser os, at ogsaa i hende havde lille Eyolf tat plads. Den nye «fødsel» i hende bestod deri, at hun maatte gi plads for barnet ved siden af sig selv, indenfor sit eget jeg. Den plads Eyolf ikke havde faat i sin levetid, tiltvang han sig som død. Hun blev nødt til at gjøre noget for at «smigre sig ind hos de store, aabne øinene». Dette er resultatet af det psykologiske eksperiment for Ritas vedkommende. Men digteren har sørget for, at det ikke er let at uddrage nogen sikker moral eller leveregel af dette tilfælde. Thi han fremstiller Ritas «forvandling» nærmest som en sygelig proces, der skyldes hendes svage nerver. En robustere natur kunde ha været istand til at glemme baade de store, aabne øinene og klokkeklangen af ordene «krykken flyder».

Ogsaa i «Bygmester Solness» har Ibsen fremstillet vanskelighederne ved egoismen. Det er nok en kunst «over evne» for nutidens nervøse mennesker. De blir alt for let svimle. I «Lille Eyolf» har han fortsat det psykologiske forsøg og vist, at den, som ikke kan blive helstøbt egoist, ialfald kan bli en brugbar altruist. Saa smidig er den menneskelige natur. Vi bør ikke tabe modet, om vi ikke kan bli store egoister. Livet kan alligevel være værdt at leve.

Men Alfred Allmers, hvordan gik det ham? Han var jo allerede blit forvandlet oppe paa fjeldet, straks før vi første gang gjorde hans bekjendtskab. Han var allerede dengang blit altruist, saa trodde han ialfald selv. Før havde han levet for sit eget livsverk, bogen om det menneskelige ansvar. Nu vilde han udelukkende leve for barnet. Hvordan var det gaat til med denne «revolution»? Ogsaa her ligesom senere hos Rita, var det nærmest døden, som havde været ude, rigtignok bare med en advarsel. Allmers havde, som det synes, gjennemlevet dødens rædsel og bagefter i det mindste indbildt sig, at han havde «nydt dødsfornemmelsens fred og velbehag». Det var dette, som havde git hans egoisme den rette knæk eller bøi, saa den slog om til altruisme. Digteren har sat denne altruisme paa en eiendommelig og skarp prøve. Han vil leve for barnet, og det klinger smukt. Men sæt at han ikke fik noget barn at leve for? Da viser det sig, at der var adskillig egoisme tilbage hos Allmers. Dette har digteren vist paa en glimrende klar og ubarmhjertig maade, især i anden akt. Det er ikke saa let at bli en helstøbt altruist heller. Det ser ud som om Alfred Allmers ikke vil drive det langt hverken som egoist eller altruist. Men hvad blir der saa af Allmers, hvis han hverken duer til det ene eller det andet? Hvad er resultatet af det psykologiske eksperiment for hans vedkommende?

Det synes, som om Peer Gynts digter er meget nær ved at sende Alfred Allmers tilbage til støbeskeen. Han synes ikke at kunne akklimatisere sig i livet. Han truer med at drage op paa de store vidder og gaa bort med «reisekammeraten», nemlig døden. Men her kommer noget af det merkeligste og det mest betegnende ved dette stykke: ogsaa for Allmers finder digteren en slags plads her i livet. Menneskenaturen er smidig, og jordlivet er ikke saa trangt, som det ofte synes. Ikke paa langt nær saa trangt som i «Rosmersholm» og «Hedda Gabler». I «Lille Eyolf» synes digteren at se flere udveie. Og det bestyrker den opfatning, at døden har gjort et nyt indtryk paa ham. Livet er kanske meningsløst, som han lar Alfred Allmers sige, i pikante billeder. Men døden er dog endda mere meningsløs.

«Vi er lidt i slegt med hav og himmel ogsaa», siger Allmers. Vi er ikke saa jordbundne endda. Han havde været oppe paa fjeldet, i den uendelige ensomhed, hvor han «fik se solopgangen lyse over tinderne. Føle sig nærmere stjernerne. Næsten i forstaaelse og i samfund med dem». Og nu, da han er blit alene, mere alene sammen med Rita end han havde været paa fjeldet, nu «drages» han atter op i ensomheden»; op mellem fjeldene. Dette er det enkle resultat af digterens forsøg med Alfred Allmers. Asta siger, at han ikke var skikket til at staa alene. Og digteren har villet se, hvad der blev af ham, naar han samtidig mistede baade den lille og den store Eyolf. Digteren har indhyllet resultatet i en viss poetisk skumring. Men det synes dog klart nok, at følgen af, at Allmers blev alene blandt mennesker var den ligefremme og simple, at han længtes efter samfund med naturens magter. Det er ikke noget nyt, naturligvis. Bortstødt af det menneskelige samfund havde Byron og Shelley søgt hvile og trøst i naturen, i «den ensomhed, hvor vi er mindst alene». Ligesaa vor egen Wergeland. Vi lever ikke blot i det menneskelige samfund, men ogsaa af og til i samfund med naturen. Og mens den mere prosaiske Rita, saasnart digteren sætter hende alene, finder udvei til at skaffe sig samliv med andre mennesker, vender Allmers sig til naturen. Paa den maade udfylder de hinanden. Et noksaa underligt resultat hos den digter, som har sagt, at den sterkeste er den, som staar mest alene.

Ikke nok med dette. Da Rita har opdaget en ny vei til at leve livet, næstekjærlighedens vei, vaagner atter de altruistiske drifter hos Allmers. «Kanske jeg kunde faa være med? Og hjælpe dig, Rita?» Endog i dette stykke er han ikke rent ubrugelig. Det faar ikke være saa nøie, om han ikke er saa hel, synes digteren at mene; den samme digter, som altid har hadet halvhed, i godt eller ondt. Ogsaa Rita er i grunden meget skrøbelig i sin altruisme; det lar digteren os tydelig forstaa. Alligevel er han tilslut glad i disse mennesker. Han synes at være blit rørt over menneskenaturens smidige livstrang. Over den seige fasthængen ved livet, saa slet som det er. Det er kanske ikke saa slet endda. Thi det værste var jo, at livets ubarmhjertighed gjorde menneskene selv onde og stygge. Men sæt at menneskene øvede sig op i at være barmhjertige, især overfor dem, som livet er strengest imod? Her er det vi kan bryde et stort hul i pessimismen. Her er dens svage punkt. Den kan ikke negte, at netop livets grusomhed og mange menneskers haardhed gir ialfald enkelte mennesker anledning til at være barmhjertige. Jo koldere og strengere livet føles, desto naturligere er det, at de levende slutter sig sammen. «I London drar den dag idag en mand omkring med en haandvogn, som der staar et stort bur paa, og i dette en hund, en kat, nogen rotter og mus, en del smaafugl. Naar det er koldt, slutter hunden og katten sig sammen, og rotterne, musene, fuglene tyr til disses varme pels.» Saa fortæller Bjørnson i «Engifte og mangegifte».

Drevet af en saadan tanke er det, at Allmers med en pludselig indskydelse «gaar hen til stangen og heiser flaget helt op». Han og Rita slutter sig sammen paany. Han vil hjælpe hende med at arbeide for mennesker, og hun vil være med ham i følelsen af samfund med naturens store magter. De, som nylig stod saa alene, de føler sig pludselig i samfund med alt og med alle. Med de levende, og med dem, som døden har røvet. De føler trang til at virke; thi arbeidsdagen er kort. Men de føler samtidig, at der er hvile og ro over dette yrke. Thi de arbeider i samfund med livet. I sit indre føler de det menneskelige brorskabs varmende drift. Men over dem er stjernerne og den store stilhed. «Der er to ting», siger Kant, «som fylder sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt: stjernehimmelen over mig og den moralske lov i mig selv».

Digteren synes at ville sige:

Vi nutidens mennesker har kanske ikke natur og nerver til at være vikinger. Alligevel maa vi kunne leve. Vi faar vel prøve at akklimatisere os her i livet. Thi døden er nok endda mere ubarmhjertig, tiltrods for hvad Rottejomfruen mente. Kan vi ikke staa alene, faar vi leve i samfund. Men ikke blot med mennesker, vel at mærke. Ogsaa med himmel og hav.

Chr. Collin.

Noter:

  1. Udhævet af mig.
  2. Smlgn. Helene Dickmar: To literære studier.
Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 6. apr. 2018 10:04