Edvard Brandes

Lille Eyolf anmeldt av Edvard Brandes i Politiken i København 14. desember 1894.

Henrik Ibsens Skuespil.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.   Skuespil i tre Akter.   184 S.   (Gyldendal).

Etter al Sandsynlighed vil Mesterens ny Værk ikke give Anledning til saa mange sindrige Fortolkningsforsøg eller saa hæftig Meningskamp, som hans ældre Skuespil fremkaldte Verden over. Her uddybes ingen Gaader uden Opløsning, ej heller skabes mægtige Spørgsmaal, der ikke besvares; og hverken vil de samfundsbevarende eller de samfundsbekrigende Partier bruge Stykket som Krigsmaskine i den altid standende Strid. Den store Tvivler taler denne Gang mildt til Menneskeheden, hvad der rejser sig haardt og hvast, blødgøres efterhaanden og mildnes til Forsoning. Stemningen anslaas straks elegisk og bliver mod Slutningen helt sørgmodig. Ordet er Forsagelse, Stemningen er Afslutning eller Fredsslutning og Død. Lille Eyolf er et melankolsk Skuespil, hvis gode og fine Mennesker alle faar en krank Lykke. De formaar ikke at bringe deres Ønsker i Samklang med det Opnaaelige, og da den rige Lykke undslipper dem, dør de ud alt i levende Live. Dog Ibsen skænker dem en Opstandelse gennem Forsagelse og gennem Bestræbelsen for at skabe Andres Lykke.

De Personligheder, mellem hvilke Stykket foregaar, kan maaske ikke kaldes betydelige Mennesker, men de er aandeligt frigjorte, intelligente og højt dannede; Alfred Allmers er gennem Giftermaal med den smukke, blonde Rita fra Timelærer bleven en rig Mand, der paa sit Gods kan tilfredsstille sine literære Tilbøjeligheder. Han er Forfatter og skriver paa en tyk Bog om «det menneskelige Ansvar». Ibsen ønsker næppe, at man skal fæste synderlig Lid til hans Begavelse eller Kald. Allmers taler ikke om sin Produktion med en Solness geniale Selvtillid, ikke om sin Inspiration som Løvborg, ikke om sin ivrige Flid som Tessmann. Man forstaar godt, at Allmers selv tvivler om sit Kald og sit Værk og hjemkommen fra en Fjeldtur i første Akts første Samtale erklærer, at han for Fremtiden ikke vil skrive om Ansvaret, men leve for det, som hans stakkels syge Dreng paalægger ham.

Barnet, efter hvilket Stykket kaldes, er ni Aar gammel, lam i Benet og gaar med Krykke. Med et Par Streger har Henrik Ibsen tegnet det mest rørende Billede af den lille Fyr, der ikke aner sin Skæbnes Rædsel, ikke véd om den Uhelbredelighed, der altid vil forhindre ham fra at lege med de uartige Drenge paa Stranden. Naturligvis vil han alt det, han ikke kan nærer lutter Ønsker, som Livet ikke kan opfylde for ham. Forældrene har givet ham Bøger og den Stillesiddendes Legetøj han drømmer om raske Lege, om at løbe og svømme naar han bliver stor, vil han være Soldat. Og allerede gaar han omkring i en Art Uniform med Guldsnore og Løveknapper stort skal det være! Synet af ham i denne Dragt, der staar i saa tragisk-komisk Strid med hans Legemes Svaghed, skærer Faderen i Hjærtet. Med Rette tiltaler Rottejomfruen Stykkets eneste fantastiske Figur ham med «lille blesserte Krigsmand». Det er et saadant Ibsensk Fund, som man aldrig glemmer.

Der burde trods Barnets Ulykke være Fred over det Allmerske Hjem, klar Sol som den Sommermorgen, da Stykket begynder, thi to Kvinder omgiver Allmers med en stærk og omsigtsfuld Kærlighed. Hans unge Halvsøster Asta de har fælles Far, ikke fælles Mor og hans Hustru Rita. Omkring Asta har Ibsen lagt en Glorie af Sympati: hun er et fint Menneske, uselvisk og stilfærdig, spredende sit unge Sinds kloge Godhed over Broderens Hjem. Hun sætter Pris paa Rita, hun har den lille Dreng kær, og hun elsker Allmers med en Hengivenhed, som skriver sig fra den Tid, da de to forældreløse og fattige var Alt for hinanden, hvor han arbejdede strængt for hendes Skyld, og hvor hun saaledes var hans Kamerat, at hun barnagtigt skammede sig ved kun at være hans Søster og ikke hans Broder. Hun skulde heddet Eyolf, fortælles der, «hvis hun var bleven Dreng»; og hun morede sig som halvvoksen med at iføre sig Drengeklæder og da være Broder Eyolf for Allmers.

Den anden unge Kvinde, Rita, skildrer Ibsen som «fortærende dejlig». Hun er skøn som Synden, og maaske behandler Ibsen hendes varmblodige Naturel lidt strængt efter en Art moralsk Maalestok, som han ellers ikke anlægger. Ibsen opstiller to Love i sit Skuespil, den ene er Forvandlingens Lov, den, efter hvilken Følelsen hos Mennesker forandrer sig ved Aarenes og Forholdenes Magt. Saaledes har vel Allmers været hæftigt forelsket i Ritas Dejlighed, men i Ægteskabet er Følelsen kølnet. Desuden besidder Allmers ikke lidet af Rosmers Naturel. Han føres ad rent sjælelig Vej til den Kvinde, som han skal elske, og det ægte Samliv lever han med sin Søster, ikke med sin Hustru. Da Asta senere røber for ham en af de Hemmeligheder, der truende som Uvejrsskyer hænger over de optrædende Personers Hoveder, nemlig den, at hun end ikke har Fader tilfælles med ham, da frygter begge Forvandlingens Lov, efter hvilken hendes og hans Følelser vil undergaa Forandring, naar de ikke mere tror sig Broder og Søster.

Den anden Lov er Gengældelsen. Hvad man forbryder, det straffes man for ogsaa i dette Jordeliv. Nu bliver Rita efter Stykkets Moral ikke brødefri. Hun elsker sin Mand med en Kærlighed, der forlanger ham helt, med en Skinsyge, der ikke vil dele ham med nogen Anden eller noget Andet: hans Arbejde er hende imod; hun hader den uskrevne Bog; hun frygter Søsterens og hans inderlige Forstaaelse, ja hun tillader end ikke Barnet, det ulykkelige Væsen, at trænge imellem ham og hende. Allmers er kommen hjem fra Fjældene for helt at ofre sig for Sønnen, og denne Meddelelse modtager Rita med Kulde, ja med Fortvivlelse. Han erklærer: «Nu ser jeg, at det Højeste, jeg har at gøre her i Verden, det er at være en sand Fader for Eyolf». Hun svarer: «Nu er Du jo optaget af det, som værre er», og «jeg lader mig ikke afspise med Levninger». I denne Ophidselse, afsindig ved Tanken paa at skulle dele det Eneste, som hun ejer, med Barnet, ønsker hun det Døden.

Gengældelsen bønhører hende. Der lyder forvirrede Raab fra Stranden. Den lille Dreng er bleven svimmel paa Brohovedet og er styrtet ud, hvor Strømmen straks førte ham til Havs. De andre Børn dernede gør intet Forsøg paa at frelse ham. Forældrene, der ikke har fuld Vished om Ulykken, erfarer denne, da Raabet «Krykken flyder» naar til dem. Skønt disse to Ord allerede er blevne satte i Bevægelse og rimeligvis vil blive misbrugte til Mundheld, skal man derfor ikke underkende den brillante Virkning, de fremkalder, da Rita, som lyttede i Angst, styrter ind til Allmers med Rædslen i Hjærtet, da hun har skelnet disse skæbnesvangre Ord i Raabene. Deraf erfarer hun, at det er hendes ulykkelige Barn, der omkom.

Første Akt ender med Barnets Død. En saadan Katastrofe henlægges vel sjældent til et Dramas Begyndelse, inden Personerne er helt kendte af Tilskuerne, og inden disses Medlidenhed kan tænkes vakt. Ibsen har derfor ogsaa forberedt Eyolfs tragiske Skæbne ved en fantastisk Bifigur, den allerede nævnte Rottejomfru, der kun optræder i en eneste Scene i første Akt. Hun er udadtil kun en gammel fattig og hæslig, halvt sindssyg Kvinde, der drager fra Hus til Gaard for at fordrive Rotter og Mus sammen med sin Hund. Hun er altid til Rede: «Skulde Herskabet mærke, at her er noget, som nager og gnaver, saa sé bare til at faa fat paa mig og Mopsemand.» Hun fortæller om, hvorledes hun lokker Dyrene ved at spille for dem og faa dem ud til Søen, hvor hun ror ud med en Baad, medens Dyrene, netop fordi de er saa overvættes angst for Vandet, maa svømme efter hende og Hunden, indtil de drukner «og har det saa stille og saa godt og mørkt, som de bare kan ønske sig de yndige Smaa sover dernede saa sød og saa lang en Søvn, alle de, som Menneskene hader og forfølger.» Udadtil er hun da kun en Rottefængerske, men indadtil er hun selve Døden, der bereder den lange Søvn. Ogsaa den lille Dreng lokker hun. Der fortælles, at han, stirrende efter hende faldt i Vandet, medens hun roede ud mod Dybet med sin Hund.

Den første Akt, som indleder Lille Eyolf, er helt mesterlig, et førsterangs Kunstværk. Man faar Lyst til at citere store Stykker og paapege, hvor udmærket baade dette og hint falder. Saa nydeligt skildres den inderlige Samfølelse mellem Broder og Søster, saa menneskelig er Ritas Harme over at blive forsmaaet af sin Husbond og Herre, hvem hun modtog den forrige Aften klædt i Hvidt med udslaget Haar, rødt Lys i Stuen, Champagne paa Bordet alle Tillokkelser spildte paa denne Tørvetriller, der talte om Eyolfs Opdragelse og Fordøjelse og snart efter sov inderligt godt i sin Seng. Han «havde Champagne, men drak den ej!» I hvilken skærende Modsætning til Moderens Frodighed og Livslyst staar ikke Barnets bekymrede Ærgærrighed efter at være som andre. Han symboliserer alle de, der er paa Kant med Tilværelsen, og for ham er det Frelse, naar Rottefængersken tager ham ud med paa Dybet. Man lader sig i denne første Akt føre af Digteren til de Højder, hvori Stykket foregaar, og hvor Følelserne er satte paa Spidsen med fuld Bevidsthed fra Ibsens Side. Ellers vilde man spørge, om virkelig Ritas Skinsyge kunde være eksklusiv nok til at udelukke Eyolf, eller om Allmers absolut maa vælge mellem Barnets Opdragelse og sin egen Livsgærning og ikke kan forene begge? Man drages saaledes hen til at forstaa Rita, da hun i skinsyg Had mod sit fremmede Barn taler om «de onde Barneøjne» .

Disse Barneøjne forfølger hende i anden Akt. Hun har erfaret, at man saa Drengen ligge paa Ryggen nede i det klare Vand med store, aabne Øjne, og disse Øjne sér hende nu ud af Sikkerhed og Lykke ind i Samvittighedsnag og Kummer. Anden Akts Stemning er vidunderligt given, straks da man sér Allmers sidde nede ved Stranden og tungsindigt stirre ud mod Søen. Her foregaar to Opgørelser. Først mellem Rita og Allmers. Gensidigt bebrejder de hinanden Eyolfs Ulykke. Som spædt Barn laa han paa et Bord, og Allmers havde lovet at passe ham, saa kom Rita fristende skøn imod ham, og han gik bort med hende, glemte Drengen i hendes Arme, og Barnet faldt ned og blev Krøbling. De tvistes om, hvem der her bærer Skylden. Dog Læseren vil føle den hele Hændelse lidt komponeret og kombineret for Resultatets Skyld, indtil Samtalen uddybes. Allmers, som nu helt har vendt sin Sjæl fra Rita, tilstaar hende, at han giftede sig med hende uden den bedste Kærlighed, men i Forelskelse mod hendes Dejlighed og saa paa Grund af hendes «Guld og grønne Skove». Dog tragtede han ikke efter Pengene for sin egen, men for Astas Skyld for hende, som han kaldte Eyolf, inden den rette fødtes. Og her er da Gengældelsens sikre Lov. Den daarlige Kærlighed fik det vanføre Barn Bedraget mod sig selv og en Anden avlede den uoprettelige Ulykke.

Allmers vil dernæst bort fra Rita af endnu en Grund, som han ikke tilstaar hende helt. Asta har sagt ham sin Hemmelighed: hun er ikke hans Søster; hvad han holdt for det inderligste Blodsslægtskab er kun Valgslægtskab, styrket ved det kærlige Samliv under Fattigdom og Forsagelse. De passer til hinanden, de to, tænker og føler éns; mellem de to vilde intet Skillende kunne komme.

Akten er saaledes bygget, at Samtalen mellem Asta og Allmers aabner den men afbrydes ved Opgøret mellem Rita og ham og da Allmers saa fra Rita vil ty til Asta, siger hun ham stille og melankolsk, at for Fremtiden er intet Samliv mellem dem muligt: det fordums vender ikke tilbage, det Forhold, som var helligt, er ogsaa Forvandlingens Lov underkastet. Hun rækker ham de Vandliljer, som hun plukkede ved Stranden, som en sidste Hilsen fra den stakkels Eyolf derude og fra hende selv.

Ogsaa denne korte anden Akt er skrevet med Ibsensk Genialitet. Især Astas Skikkelse staar med en henrivende Ynde, saa kækt som hun sér Virkeligheden under Øjne. Hun staar stolt i Stykket, vil nemt blive dets Midtpunkt over for Ritas ikke særdeles ejendommelige Naturel og Allmers noget udviskede Personlighed.

Tredje Akt slutter af. Men Stykkets vigtigste Ord er de sagte. Asta drager bort for altid med en Ingeniør, som Ibsen under hele Stykket har holdt i Beredskab for hende over en stærk Forelskelses Ild. De, som Dagen derefter interesserer, vil tænke sig hende anbragt i et godt Ægteskab med en brav Mand, der paaskønner hendes sjældne Egenskaber. Allmers og Rita bliver da ene tilbage, som begge tror for en kort Stund, indtil de atter faar talt sig ud. Og da viser det sig, at Rita er kommen ind under Forvandlingens Lov. Hun opgiver tvunget det, som hun ansaa for Livets Lyst og Maal og vil gaa den tunge Forsagelses Vej. Til Bod for Barnet for «at indsmigre sig hos de store, aabne Øjne», vil hun, om Allmers rejser fra hende, forsøge at fylde sit Liv med noget, der ligner Kærlighed. Hun tænker paa de slemme Gadedrenge, der legede ved Stranden, og som var misundelige og uvenlige overfor den lille Eyolf, end ikke forsøgte at frelse ham. Allmers vilde af Hævn rydde Stranden for Fattigfolk. Hun vil føre dem op i sit Hus, sætte dem paa Eyolfs Plads, give dem hans Bøger og Legetøj, prøve om hun kan «mildne og forædle deres Livsskæbne». Og da føres han hen til hendes Vej, og sagte beder han, hvis Hjærte var fravendt hende i Vrede, om han tør være med. De vil sammen leve i Forsagelse og for Andre og haaber saaledes at faa Besøg af de Aander, som de har mistet, medens de ser «opad imod Tinderne imod Stjærnerne og imod den store Stilhed».

Over hele dette skønne Skuespil ligger snart som Tvivl snart som Forsoning Mindelsen om Døden. Allmers fortæller, hvorledes han paa sin Fjældtur en Dagstid forvildede sig i Ensomheden og troede, at han vilde gaa til Grunde langt fra Mennesker og da nød han «Dødsfornemmelsens Fred og Velbehag», følte ingen Angst, men syntes at han og Døden gik som «to gode Rejsekamerater». Dog da han bag efter møder Døden i Rottefængerskeskikkelsen, forstaar han dens Rædsel. Han spørger i anden Akt Rita, om hun turde dø for atter at mødes med Eyolf, og han faar helt Svar først i tredje Akt, da han raser over, at Drengene ikke med Ofrelse af deres eget Liv frelste Eyolf, og hun sagte svarer, om han er vis paa, de selv havde vovet det. Er Gengældelsen først kommen over Mennesker det lærer Stykket saa enten Døden eller ogsaa frejdig Opgivelse af egen Lykke og ærligt Forsøg paa at hjælpe Andre til blidere Livsskæbne. Dette er Ritas Forvandling, hendes «Overgang til et højere Liv.»

Ovenstaaende indeholder et hastigt Referat af Henrik Ibsens ny Skuespil og nogle Synspunkter for Opfattelsen. Utvivlsomt vil Lille Eyolf gaa Sejrsgang over alle evropæiske Teatre. Forsoningens Aand er over det: Forsagelse i Stedet for Lidenskab.

E. B.
Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 24. aug. 2018 11:45