Just Bing

Lille Eyolf anmeldt av Just Bing i Morgenbladet (Kristiania) 20. desember 1894.

 

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.
En Formkritik.

 


I sin Kritik over dette vor Digters nyeste Drama, skriver «Morgenbladet»s Anmelder (mærket – 8 –) følgende om Ibsen som Dramatiker:

 

«Han sætter ved Dramaets Begyndelse Læser og Tilskuer med et Slag ind i Situationen netop paa det Punkt, da den dramatiske Spænding er paa det høieste. I hans analytiske Digtning kræver Expositionen dog sin rigelige Plads, men Kravet herpaa tilfredsstilles helt ud ved den mesterlige Maade, hvorpaa han under Handlingens – oftere burde det heller hede Karakterudviklingens – Gang giver den nødvendige Forhistorie gjennem Samtaler, der aldrig er blot fortællende, men tillige kaster Lys til flere Sider.»

Denne fine og træffende Bemærkning frister mig til en videre Udførelse, til at søge kritisk at bestemme den Ibsenske Kunstopfatning, det Ibsenske Dramas Situationers, Menneskers og Replikers formelle Karakter.
 

I.


Medens man før ansaa Handlingen for det væsentlige ved Dramaet, og kun forlangte, at den skulde være motiveret ved Personernes indre Udvikling, ved deres Karakter, – er Forholdet her ganske omvendt. Lille Eyolf drukner i Expositionsakten; det hører med til Forhistorien. Hos Ibsen er Handlingen kun et Stød, som sætter den indre Udvikling i Bevægelse. «Der er Forvandling i mig nu,» siger Rita, og det er karakteristisk for alle de Ibsenske Personer. Deres Forvandling er det, som udgjør Grundkjernen i det Ibsenske Drama, derfor behøver Handlingen her sin lange Forhistorie.

Man skulde da vente, at Dramaet strakte sig udover et langt Tidsrum. Men nei! Alt, det vi ser, spiller kun i et Par Dage. Det, man ellers kalder dramatisk Handling, er hos Ibsen dramatisk Krise. Og til Krisens Øieblik holder det Ibsenske Drama saa nær op som muligt. Som der er et Sekund, medens Sølvet endnu flyder, men holder paa at blive fast, hvor det spiller i mange Farver og Figurer, saaledes er de Situationer, vor Digter stiller os for Øie.

Forhistorien med de mange Traade spiller der ind i Nuet, lever og rører sig der. Den er ikke blot og bart Forhistorie; dens Kræfter fornemmes usvækket i Krisens Øieblik, Nuet optændes først i sin fulde Glød ved Erindringens Lys. Den Ibsenske Situationen gaar – for at sige det kort – ud over sig selv, i dens Belysning dæmrer Fortiden frem med. Derfor denne Exposition efterpaa langt udover Dramaet.

Men paa den anden Side, netop fordi Situationen fra først af er skarpt markeret som dette Sølvblik, netop fordi det er det Tidspunkt, hvori Karaktererne endnu flyder, men skal til at fæstne sig, netop derfor eier Nuet en Bæreevne, som holder fast og ikke brister, hvor mægtig den forudgangne Tid tynger derpaa, netop derfor kan dette Nu gjenspeile Fortiden i saa mange Farver og Figurer.

Saa bliver da Resultatet af denne psychologiske Opfatning hos Ibsen, af denne Tilbøilighed til at rette Blikket fast og bestemt, ene og alene paa Krisen, men saa ogsaa at lade alt speile sig deri, – det bliver den dramatiske Fremstillingsform, som «Morgenbladet»s Anmelder saa klart og træffende har karakteriseret i de ovenfor citerede Ord.

Lad os anvende dem paa det foreliggende Drama.

Vi ser strax, hvor lidet Rita betyder i Forhodet mellem Allmers og lille Eyolf. Hun gaar der og er rent tilovers mellem dem. Barnet holder sig i Scenen med Rottejomfruen til Tanten, søger Ly hos hende, ikke hos Moderen. Hun har den bitre Følelse af at være stængt ude her.

«Barnet er bare halvveis mit eget», siger hun. Og denne saarede Moderfølelse slaar om i svulmende Elskovstrang overfor Manden – det er som en Ophovnen efter Kvæstelsen. Intet taaler denne Elskovstrang mellem hende og ham, hun elsker. Søsteren skal bort. Barnet, som ikke forbinder, men skiller dem, ønsker hun ogsaa bort i sin vilde Lidenskabs Opbrusning.

Saa Krisen. Den halte lille Gut drages ved Rottejomfruens lokkende Magt ud paa Dybet, og drukner, fordi han ikke kan svømme, og hos Rita, der syntes saa haard overfor lille Eyolf, reagerer Moderfølelsen voldsomt.

Vi er med et inde i en Bevægelse, hvor vi ikke ser Grunden. Men nu ved Krisen begynder Speilingerne, nu faar vi se.

I Sorgens Stund er det Asta, der gyder Hvile og Fred over Allmers` Sind; de mindes de gamle Dage, da de to Søskende boede ene sammen, da Asta klædte sig i Gutteklæder, og han kaldte hende for Eyolf. Og Rita ved, at den lille Eyolf er opkaldt efter den store. Vi begynder at ane, at hun kunde sige, at Barnet blot halvveis var hendes eget, at Allmers har omhyllet sit Barns Tilværelse med Følelser og Minder, som hun var ganske fremmed for. Men vi faar høre mere; Faldet fra Bordet har gjort lille Eyolf til Krøbling; deri er Forældrene Skyld. Allmers skulde passe ham; Rita lokked, og han glemte Barnet i hendes Arme. «I den Stund dødsdømte du lille Eyolf,» siger Allmers til hende. Men vi faar ogsaa høre, at det var den Stund, Rita først fik vide, at der var noget ved dette Barn, hun ingen Del havde i, at dets Navn bar i sig et Minde om noget, der var hende fremmed; den Stund, der først satte Mur og Væg mellem hende og Barnet. Og nu i Opgjørets Stund reiser hun sig truende mod ham i Udraabet: «Ja, Gjengjældelsen!» Men vi faar høre mere: disse Minder stammer fra et Forhold, som Rita instinktsikkert har seet, er hende farligt. Broderens Kjærlighed til Asta har bevæget ham til at ægte Rita, og nu faar vi vide, at Alfred og Asta ikke er Broder og Søster, at der har dæmret noget mere end Kjærligheden mellem Broder og Søster i deres Forhold, saa Rita med fuld Ret har følt sin Kjærlighedstrang utilfredsstillet i Ægteskabet. Saaledes ser vi Situationen gjennem de første to Akter rulle frem som en Snebold, stadig bliver den mægtigere af hvad den optager i sig af Forhistorien; Erindringen om det Svundne er den Glans, hvori Situationen først bliver helt klar for os; før og nu er her uopløselig forbundet.

 

 

II.


Den samme Gaaen udover sig selv tror jeg kan paavises ved de Ibsenske Karakterer og Repliker. «Herregud, vi er da Jordmennesker alligevel,» siger Rita. Allmers: «Vi er lidt i Slægt med Hav og Himmel ogsaa, Rita». . . Rita: «Du kanske. Ikke jeg.» Allmers: «Aa, jo. Du mere end du selv tror.» Det er en Lov for de Ibsenske Centralkarakterer, at de er Jordmennesker, men dog lidt i Slægt med Himmel og Hav ogsaa. Paa samme Maade, som han holder nær op til den skarpeste Krise, og saa i Krisen lader Situationen gaa ud over sig selv og gjenspeile hele Forhistorien, – paa samme Maade driver han Karaktertyperne op paa sin høieste Spids, saa de ideale Kræfter i dem synes at røre sig uafhængig af Typens Naturbegrænsning. Man har ofte dadlet det unaturlige ved dem, man har sagt, at de var lidt sindssvage allesammen. Da Hedda Gabler udkom, skyndte vor norske Kritik med at kalde Hedda for tysk, medens Pariserne fandt, at hun var altfor skandinavisk; de paastod alle, at hun ikke hørte hjemme hos dem. Og deri havde de alle utvivlsomt Ret. De Ibsenske Karakterer hører kun et Steds hjemme, – i de Ibsenske Dramaer. Men her hører de ogsaa helt hjemme. Her paa Krisens Høidepunkt, hvor Situationen gaar ud over sig selv, kan de leve og røre sig i sin rette Atmossfære, disse den yderste Spidses Typer, som lader os glemme de Forhold, hvorunder de har dannet sig, for de almene Kræfter, der rører sig i dem. Vi glemmer den rige Grossererdatter Fru Allmers, jo mere hun fremtræder, denne Almen-Rita, denne kvindelige Urtype, med Kvindens hensynsløse Krav til Livet drevet op til en saadan Spids, at hun ønsker sit eget Barn bort, fordi det staar mellem hende og hennes Mand. Og vi ser mere Almentypen end den enkelte af Forholdene begrænsede og bestemte Karakter i denne Alfred Allmers, om hvem intet mere træffende kan siges end Ritas forvovne Replik: «Du havde Champagne, men rørte den ei.» Denne Fantast med Storverkslængslerne flyr altid Livet, der ligger for ham. Han lever det inderligste Samliv med sin Søster Asta, og gifter sig dog – for hendes Skyld. Han bor ved Strandstedet med de mange forkomne Mennesker. Og – skriver en Bog om det menneskelige Ansvar uden at røre en Finger til deres Forbedring. Oppe i Fjeldene fatter han den Beslutning, selv at renoncere paa alt Livsværk – for at opdrage den uhelbredelige Krøbling lille Eyolf til det Liv, han selv aldrig har levet. Da han vil hævne Eyolf paa Strandstedets Folk, – er det Rita, der skal tage Hevnen, naar han er borte. Ja hans Flugt fra Livet ender i Drømmerier om at vandre op i Ensomheden.

Som Hedda Gabler, som Hilde, som Solness er disse to Mennesker ikke blot naturlige Jordmennesker, man fornemmer i deres Væsen et Pust fra de abstrakte Begrebers uendelige Himmel og Hav.

 

 

 

 

III.


Den samme Tendens til at gaa ud over sig selv kan vi iagttage i Replikerne; de er hos Ibsen saa eiendommelig dobbeltbundede. Ingen forstaar som han at lade en Ting skimte frem før, han siger den i rene Ord. Tag f. Ex. følgende lille Replikskifte. Allmers: Far var aldrig rigtig snil imot dig. Asta: (heftig) Aa sig ikke det. Allmers: Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig. Ikke saadan, som han burde. Asta (undvigende): Nei, kanske ikke saadan, som han holdt af dig. Det var da rimeligt. Allmers (vedbliver): Og saa haard var han ofte imod din Mor ogsaa. I alt Fald i de sidste Aarene. Asta (sagte): Mor var jo saa meget, meget yngre end han. Husk paa det. Allmers: Tror du ikke de passed rigtig sammen? Asta: Kanske de ikke gjorde det. Ja, men alligevel –. Far, som ellers var saa blød og varmhjertet –. Saa venlig imod alle Mennesker – Asta (stille): Mor var vel heller ikke altid som hun skulde være. Allmers: Var ikke din Mor! Asta: Kanske ikke altid. Allmers: Imod Far, mener du? Asta: Ja. Allmers: Det mærked jeg da aldrig noget til.

Man aner i disse Ord, at de to ikke er Søskende, men Alfred Allmers selv aner ingen Ting. Replikerne har en ligetil, naturlig Side, som vender ud mod Alfred, men tillige en fordulgt anelsesfuld, der vender ud mod den tænkende Tilskuer. Ordene gjemmer en Mening, der ligesom gaar ud over Grænserne for det ligetil Svar, de giver.

Men der er ogsaa i anden Forstand en Dobbeltbundethed i de Ibsenske Repliker, det er deres symbolske Karakter. Naar Hilde kræver, at Bygmesteren skal stige saa høit, som han selv bygger, saa kræver hun den ligefremme Ting, at Solness skal rende tiltops opover alle Stilladserne. Men dette er en Latterlighed, som først ophører at være latterlig derved, at Ordene rummer en Betydning, der gaar udover deres ligefremme Mening, rummer det ideale Krav, at Kunstnerens Personlighed skal staa paa Høide med hans Verk.

Naar Rita taler om sin Rædsel for de store aabne Øinene, saa mener hun ganske ligetil Øinene paa Eyolfs Lig, der ligger og driver derude i Fjorden. Men man aner tillige, at denne Rædsel tillige rummer det Samvittighedsnag, som ligger blytungt over hende, som lænkebinder alle hendes Kræfter, og at det er dette Nag, hun vil dulme i sin nye Livsgjerning, naar hun taler om, at hun vil «smigre sig ind hos de store aabne Øinene.»

Hvorledes skal nu disse Repliker siges fra Scenen? Hvorledes skal Ibsen spilles? Hvorledes skal begge disse Momenter komme frem i Diktionen? Lad mig som Ikke-Kunstner faa Lov til at udtale mig lidt om disse Spørgsmaal.

Lad mig begynde med at fremhæve noget tilsvarende i den bildende Kunst. Vi finder noget af de samme Ibsenske Tendenser til at gaa ud over sig selv, at lade skimte frem noget «under og bagved», paa de Rembrandtske Billeder. Som hos Ibsen er der ganske naturlige, enkle Situationer med ganske hjemlige enkle Mennesker, men de gjenspeiler et Følelses- og Tankeinhold, som hæver deres Betydning op over den dagligdagse Sfære uden at rykke dem ud deraf. Ingen Malers Skikkelser er saa «underlagt Forvandlingens Lov» som Rembrandts, de lever som i Øieblikket; man venter, at det skal fly hen og Udtrykket forandre sig. Momentet er grebet saa intens, og den øieblikkelige Streifning, Lyset giver, lader skimte frem, hvad der ikke helt sees. Man forvirres, man spørger: ser jeg det eller ser jeg det ikke?

Det vilde nu vistnok være ganske forfeilet at spille Ibsens Scener i Rembrandtsk Belysning. De er alle tænkt at foregaa i norsk Natur, og dens Lys er ikke Rembrandts.

Men over selve Spillet maa der ligge noget af Rembrandts momentone Præg. Det er ikke nok, at Replikerne falder naturlig; denne Naturlighed maa være en Naturlighed, som forvirrer. Kunsten ved Diktionen bliver ikke blot at markere Repliken, men at markere den saaledes, at den gjør Tilskueren usikker, at han stadig holdes i Spænding ved en ubestemt Følelse af, at der ligger noget «under og bagved». Vor norske Scene har den Fordel, at den ligger paa Ibsens egen Naturgrund; vor naturalistiske Spillemaade bør vi ingenlunde opgive her. Men vi maa agte nøie paa, at det bliver en Rembrandt-Ibsensk Naturalisme. Op imod vort Hverdagslivs Sprog og Betoning maa Diktionen ikke blot lægges nær, men ogsaa «snublende nær».

 

 

 

 

Just Bing

 

 

Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 6. apr. 2018 10:04