Kristofer Randers

Lille EyolfChristiania Theater anmeldt av Kristofer Randers i Aftenposten i Kristiania 16. januar 1895 (Nr. 29, 36te Aargang).

Kristiania Theater.

Der hvilede en ganske usædvanlig Feststemning over Kristiania Theater igaaraftes, da Teppet gik op for Førsteopførelsen af Henrik Ibsens «Lille Eyolf». Huset var fyldt til sidste Plads, og man følte, at Publikum sad i spændt Forventning om, hvorledes vor Nationalscene vilde formaa at løse den største og interessanteste Opgave, som i den sidste Tid er bleven det stillet.

Idethele maa det siges, at denne Forventning ikke blev skuffet. Vistnok var det, der bødes, ingenlunde nogen Mønsterforestilling, og det var kun i enkelte Scener, at Spillet hævede sig til saadan Høide, at det var vor store Digters Verk fuldt værdigt. Men gjennemgaaende var Forestillingen ialfald høist respektabel, – der var tydeligvis lagt et alvorligt Arbeide paa Fremførelsen, baade hvad Iscenesætningen og de enkelte Roller angaar, og der var ingen, som ved sit Spil skjæmte Forestillingen bort.

Hovedrollen i Stykket er jo uden Sammenligning Rita, der – visselig til manges Overraskelse – er bleven betroet til Fru Wettergreen. Rollen kræver store personlige Betingelser, saavel hvad det rent Ydre som Karakterens indre Udfoldning angaar; og disse Betingelser kan Fru Wettergreen ikke i alle Dele gjøre Fyldest. Hun har – hvad der visselig ikke har lidet at sige – Blod og Sanser, – hendes Fremstilling er gjennemgaaende rigtigt anlagt, og momentvis er hendes Spil af betydelig Virkning, navnlig i de store Scener, hvor Ritas stormende Lidenskab og Kjærlighed til Manden bryder frem. Men hun gjør sig skyldig i den Feil at overdrive den sanselige Lidenskabs Udbrud og gjennemgaaende at spille vel understreget og konvulsivisk, saaledes at hendes Skikkelse faar et altfor nervøst-sanseligt Præg, og at Rollen, der allerede fra Forfatterens Haand er dristig tegnet, undertiden falder over i det grove og chargerede. Rita er vel varm og fuldblodig og sanselig. Men hendes Sanselighed er den ægte Kvindes – stolt, ædel, hengivende og selvbevidst; og det er dette, som Fru Wettergreens Gjengivelse af Rollen ikke altid er. Bedst syntes hendes Spil mig at være i enkelte Scener i 1ste Akt og gjennemgaaende i 3die, hvor hun optraadte mere rolig og behersket end i de tidligere Akter, og hvor der overhovedet paa Scenen opnaaedes en større Virkning, end man efter Læsningen af Stykket skulde være tilbøielig til at antage.

Stykkets anden kvindelige Hovedrolle, Astas, ligger udmerket for Fru Dybwad, som ogsa havde skabt en særdeles fin og sympathisk Figur af denne sarte og opofrende Kvindeskikkelse. Navnlig var hendes Spil af stor og gribende Virkning i Slutningsscenen af 2den Akt, der ogsaa indbragte hende en stormende og vel fortjent Fremkaldelse for aaben Scene.

Mindre heldig forekom Fru Bosse-Fahlstrøm mig at være som «Rottejomfruen». Der hvilede vistnok over Skikkelsen den Uhygge, som skal til for at forberede den kommende Katastrofe; men noget tilforladeligt eller særligt karakteristisk Indtryk gjorde denne Figur ikke.

Ægtemanden, Allmers´ Parti gives af Hr. Halvorsen. Det er en vanskelig, noget uklar og lidet sympathisk Figur, hvoraf Halvorsen heller ikke havde formaaet at gjøre mere end det nødtørftige, – det blev nærmest til en noget afbleget Gjentagelse af denne Skuespillers meget anerkjendelsesværdige Rolle som Gregers Werle i Vildanden, uden den Finhed og aandelige Fornemhed, der dog – trods alle Svagheder – bør præge denne Mand, som to saadanne Kvinder som Rita og Asta har skjænket sin Kjærlighed.

Derimod var det en sand Fornøielse i dette Stykke at se Hr. Løvaas, der spillede den ligefremme og livsglade Ingeniør Borgheim med en Ungdomsfriskhed og et naturligt Tække, som virkede i høi Grad overraskende, efter hvad man tidligere har havt Anledning til at se af ham, og som lover særdeles godt for denne unge Skuespillers Fremtid.

Hvorvidt noget lignende kan siges om den lille Tordis Halvorsen, Skuespillerens Datter, der udførte Eyolfs Parti, skal vi lade usagt. Men vist er det, at det er sjeldent at se et Barn optræde saa forstandigt og – jeg kunde nær fristes til at sige – saa scenevant, som hun gjorde i denne Rolle, der ikke er uden sin væsentlige Betydning i Stykkets Økonomi.

Forestillingen igaaraftes overvares af Forfatteren, der efter Stykkets Slutning maatte vise sig paa Scenen og under Touche fra Orkestret hilstes med stormende Applaus fra det staaende Publikum. Tilslut blev ogsaa samtlige Spillende fremkaldte gjentagne Gange.

K. R.
Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 24. aug. 2018 11:47