Nils Vogt

Lille Eyolf anmeldt av Nils Vogt (under signaturen -8-) i Morgenbladet i Kristiania 15. desember 1894 (No. 695, 76de Aarg.).

Lille Eyolf.

Henrik Ibsen: Lille Eyolf.  Skuespil i tre Akter.  Kjøbenhavn.  Gyldendalske Boghandels Forlag.

Ogsaa for den dramatiske Forms Vedkommende staar Ibsen som den store Reformator i Nutiden. Det har i de moderne Dramaer ikke været ham om at gjøre at give Plads for mest mulig «Handling», Udviklingen af Ideer og Karakterer er det Hovedsagelige. Han sætter derfor ved Dramaets Begyndelse Læser og Tilskuer med et Slag ind i Situationen netop paa det Punkt, da den dramatiske Spænding er paa det Høieste. I hans analytiske Digtning kræver Expositionen dog sin rigelige Plads, men Kravet herpaa tilfredsstilles helt ud ved den mesterlige Maade, hvorpaa han under Handlingens oftere burde det heller hedde: Karakterudviklingens Gang giver den nødvendige Forhistorie gjennem Samtaler, der aldrig er blot fortællende, men tillige kaster Lys til flere Sider. Læseren faar det nødvendige Tilbageblik paa samme Tid, som Dramaets forskjellige Personer derved træder klarere frem for hinanden, ofte ogsaa for sig selv.

Saa er ogsaa Tilfældet i «Lille Eyolf», endog i stærkere Grad end sædvanlig. Hvad der betinger de handlende Personers Optræden og belyser deres Karakter, ligger altsammen forud for første Akt. Vi føres strax ind i Knudepunktet.

Den forhenværende Timelærer og Literat Alfred Allmers, der ved et rigt Giftermaal har faaet Guld og grønne Skove, har seet sin Livsopgave i et Verk om «det menneskelige Ansvar», men har ikke evnet at fuldføre dette trods meget Arbeide ved den natlige Lampe i det rige Hjem. Han er tyet op «paa Vidderne», og fra denne Vandring alene i Ensomheden vender han tilbage med den Overbevisning, at hans Livsopgave ligger ikke der, hvor han før har troet at finde den. Han har sløset Tiden væk, forsømt sine bedste Evner, han vil ofre sig for sin Søn, den lille Krøbling, ikke mere være Skolemester for ham, men i Ordets bedste Forstand Fader; han vil prøve paa at lyse op i alle de rige Muligheder, som dæmrer i hans Barnesjæl. Oppe paa Høifjeldet har han tvunget sig selv ind under Forsagelsen. Sønnen skal blive den, der fuldender Verket, eller saa vælge noget, som er fuldt ud hans eget.

Ligeoverfor denne tvivlende og grublende Mand, der føler Livets Ansvar og gjerne vil fylde Maalet, staar hans Hustru, den yppig vakre Rita, som intet andet kræver af Livet end at faa leve. Men hun vil leve det fuldt og helt, i stærk og hensynsløs Kjærlighed, vil aldrig give sig ind under «Forvandlingens Lov», der rammer alle menneskelige Forhold. Som hun tidligere har været skinsyg paa og hadet Mandens Arbeide, der forbød hende at eie ham helt og til alle Tider, og ønsker hans Søster bort og vel gift, fordi Manden har Interesse og Kjærlighed til hende, optændes nu hendes Vrede mod det lille Barn. Hun afviser med Harme hans Tale om, at de begge mødes i Kjærlighed til Barnet, som «lunkne Talemaader», og bryder sig ikke det mindste om hans «stille Inderlighed». Helt og holdent og alene vil hun have ham, slig som hun havde ham i de første, deilige, svulmende Tider. Hun vil ikke afspises med Levninger og Rester.

Ved Siden af dem den trofaste Søster, hvis nære Aandsslægtskab med Broderen giver hende en ganske anden Forstaaelse af ham og hos ham, end Hustruen formaar at vinde, og den livsfreidige Veibygger, der elsker sit Arbeide, finder Livet at være en Leg og haaber paa Lykken, der, naar den først kommer, pleier at komme som en Vaarflom.

Saa kommer Katastrofen. Draget af «Rottejomfruen»s mystiske Magt og umiddelbart efter, at Moderen har ønsket ham død, for ikke at maatte dele Faderens Kjærlighed med ham, falder lille Eyolf i Søen og drukner. Rædsel griber hende, Fortvivlelse Faderen.

Der er over denne første Akt et dramatisk Liv og en Fortællingens fængslende Evne, der stiller den blandt det første af, hvad Ibsen har skrevet. Mest udført i Karakterskildringen er Rita, der dristig, men aldrig over den kunstneriske Skjønheds Grænse, forkynder Sanselighedens Evangelium med det selviske Kravs hele utæmmede Styrke, uden at forstaa, at de Egoismens, Skinsygens, Kjødslystens «onde Øine», hvormed hun ser paa Ægteskabet, gjør Forholdet fremmed og fjernt for Manden. Hun eier ingen Forstaaelse af det dybeste i Ægteskabet, Samlivets og Tankeudvexlingens stille Glæde, der omskaber Rebekka i Rosmersholm, saa hun udtaler: «Alle disse opjagede Magter slog sig stilfærdig ned i Taushed. Der faldt en Sindshvile over mig, en Stilhed som paa et Fuglebjerg under Midnatssolen oppe hos os.»

For Rita brænder efter 10 Aars Ægteskab Lampen lige evigt i Venustemplet. Hun er Inkarnationen af det hensynsløse, kjødelige Begjær. Man mindes om Helmer i «Et Dukkehjem», hvis Forelskelse ogsaa er til det yderste baade smaalig og fordringsfuld, og hvis Skinsyge vækkes, blot Hustruen fortæller om sine Barndomsveninder.

«Jeg vil eie dine længsler,
voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme,
ja for din part notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja og nei
vil jeg vide fyldt af mig.»

Saa taler Peer Gynt til Anitra, og ud fra denne Betragtning maa man give ham Ret i, at han ikke opfylder sit Profetløfte om at give hende en Sjæl. Thi

Har man Sjæl, saa er man bunden
I Betragtning af sig selv!

Istedetfor Sjæl vil han give hende Ringen om Ankelledet, Eiendomstegnet og Slavemærket.

En saadan Ring om Ankelledet bærer ogsaa den Mand eller Kvinde, hvis Legeme er Bolig for en Sjæl, men som i Ægteskabet bindes til en Helmer eller en Rita.

Manden som Egoist har Ibsen foreviget blandt andet i Konsul Bernick og Helmer. I Hedda Gabler og Rita har Kvinderne faaet «Ligestillethedens» Ret i saa Maade fuldt fyldestgjort.


Et Uddrag af et Ibsensk Drama maa altid blive ufyldestgjørende. Der er en saa stræng Orden befulgt i Bygverkets Reisning, Stykke er føiet til Stykke saa sikkert og dog saa behændigt og tilsyneladende let, at enhver Gjengivelse i andre Ord kun vil give et svagt Indtryk. Man fristes til for at fremholde det karakteristiske at optrykke Scene efter Scene, men opgiver det strax, hele Bogen omtrent maatte da aftrykkes. Hvad en genial Bygmester har opført i rene og kraftige Linier, maa nydes som Helhed. Og jo dygtigere han har været, des lettere ser Arbeidet ofte ud, saa ligetil og enkelt. Det er den høieste Kunst.


De følgende Akter er saagodtsom uden dramatisk Handling i ydre Forstand. Man faar der i Samtaleform det nødvendige Tilbageblik paa Fortiden, hvorved først Øiet helt aabnes for de Karaktertræk, der giver hver enkelt af Personerne deres Særpræg. Det viser sig, at Søsteren Asta er den eneste, der har «fanget Barnet i Kjærlighed» helt fra den Tid af, da han blev Krøbling, fordi Forældrene glemte sig i en Sansernes hede Rus, medens Fader og Moder igrunden aldrig helt har eiet af. De tilbageskuende Samtaler giver med et psykologisk Skarpblik, der virker næsten isnende, den fulde Forklaring hertil. I lønlig, feig Anger var det, Forældrene lod sig skræmme fra ham, medens han levede han mindede dem jo hver Time paa Dagen om deres Forsyndelse mod ham og det er ligesaa meget Samvittighedsnag som Sorg, der nu tærer dem. Deres Kjærlighed har ikke været den hjemlige Arnes Ild, der lyser og varmer, den har været en fortærende Brand, og nu er den sluknet hos en af dem. Men i det, som Allmers nu føler for sin Hustru i Medskyldighed og Bodstrang, skimter han ligesom en Opstandelse, hvad Rita uvillig afviser som noget fremmed og ligegyldigt. Hun er alene Jordmennesket, han føler sig lidt i Slægt med Hav og Himmel.

Samtidig møder vi et forklarende Opgjør mellem Broder og Søster der ikke er Broder og Søster i smukke Minder fra Ungdomsaarene, da de lykkelig arbeidede sammen i Fattigdom, altid med Forstaaelse af hinanden, en inderlig Forstaaelse, der hos hende er voxet frem til og hos ham pludselig dæmrer som en vaagnende Kjærlighed. Megen Skjønhed og megen Tankerigdom byder disse Scener, og Sorgen, Samvittighedsnaget, den grufulde Rædsel ligeoverfor det druknede Barn har fundet gribende Udtryk. Den Sjælekamp, en Fader gjennemgaar ved Tabet af det eneste Barn, paa hvis Fremtid han byggede sit Livs bedste Haab, denne dumpe Fortvivlelse, Haabløsheden, der stundom slaar ud i Trods og onde Ord, er gjengivet med Livets egen Magt.

Tredie Akt er utvivlsomt den svageste. Den virker stundom noget monotont ved Gjentagelser om end altid i vexlende Former af Reflexionerne fra den foregaaende Akt, og Løsningen, der kommer i Form af, at Ægtefællerne søger et agtværdigt Surrogat for Livslykke i Filantropi mod de Fattigbørn, som de tidligere har overseet og staaet fjernt, virker ikke helt overbevisende. Men bedre Udgang gives der vel ikke for dem, der ikke har bygget sit Liv paa sikrere Grundlag end de to.

Som Helhed er Dramaet et Vidnesbyrd om, at den aldrende Digter endnu eier Evnen til med en sjelden Aandskraft at optage til Drøftelse de evige Spørgsmaal om Menneskenes Skyld og Ansvar, Opgave og Maal, i det moderne Dramas enkle, stærke Ramme. Uden Bitterhed, uden Tendens, skarpt og manende fortæller han Verden om de Sjælelivets Kampe, der foregaar under Hverdagslivets jevne Overflade. Og naar man, træt og skuffet, med Anger over egne Feiltrin,vil søge Hvile og Fred, peger han mildt vi mindes om «Harperne i Luften» «opad, imod Tinderne. Mod Stjernerne. Og imod den store Stilhed.»

Men det tilfredsstiller ikke Menneskesjælens inderste Trang. Og med eller mod Digterens Villie lærer ogsaa dette Drama os, at enten man søger Livets Maal alene i Sansernes Rus eller i retskafne, jordiske Opgaver, saa vil Skuffelsen melde sig. Alene den, der føler Evighedsspiren i sig, vil finde Sindets Ro i Bevidstheden om, at man lever og arbeider for Maal, der naar udover dette Liv.

8
Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 6. apr. 2018 10:04