Anonym anmelder i Verdens Gang

Lille Eyolf anmeldt i Verdens Gang i Kristiania 12. desember 1894 (No. 294, 27. Aarg.).

Ibsens nye Bog.

Lille Eyolf, Skuespil i 3 Akter.

Selv fra Hold, hvis Dom i literære Spørsmaal tillægges betydelig Vægt, er der faldt Bemærkninger om den Spænding, med hvilken ethvert nyt Værk af Henrik Ibsen herhjemme imødesees. Lad være, at den feberagtige Interesse, hvormed den berømte Digters nye Skuespil følges, takket være udenforliggende Begivenheder ikke minst denne Gang, ogsaa har sine komiske Sider.

I Virkeligheden er denne Opmærksomhed dog fuldt berettiget. Naar disse Linjer læses, sysselsætter allerede vor store Landsmands nyeste Digterværk ikke blot den aandeligt interesserede Almenhed i de skandinaviske Lande, men Tusener af Kvinder og Mænd i England, Tyskland og Frankrige har allerede eller vil i den nærmeste Fremtid fordybe sig i det mærkelige Værks Tanker. Om kort Tid vil det nye Skuespil ogsaa foreligge i det russiske, hollandske, bøhmiske og polske Sprog. Naar en Digter, udgaaet fra et saa lidet og fjernt Land som vort, ved sin Aands Ejendommelighed magter som Henrik Ibsen ikke alene at vække Opmærksomhed hos, men øve en mægtig Indflydelse paa Samtidens kulturbærende Racers Millionsamfund, er dette for det lille Lands Folk et historisk Fænomen, som gjør en vis stolt Følelse ved Tanken derpaa forklarlig. En Nation fyldes kun af berettiget Selvfølelse, naar den glæder sig over, at den kan give det universelle Aandsliv sit Bidrag.

Henrik Ibsens nye treakts Skuespil «Lille Eyolf» vil ikke blive det, som kommer til at vække den minste Opmærksomhed.

Strengt realistisk i hele sin Bygning bærer det intetsomhelst udvortes Træk, som bringer Forstanden til at stejle. Selv Stykkets ene sælsomt virkende Episode, «Rottejomfruens» Besøg, indeholder intetsomhelst ydre Moment, der tvinger Tilskueren til at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed som enkelte Scener i «Bygmester Solness». Episoden er flettet saa naturlig ind i Handlingen, at den med al sin glimrende sceniske Effekt i ydre Henseende intetsomhelst har af den frapante Virkning som den «Fremmedes» Optræden over i «Fruen fra Havet». Ved sin udvortes Naturlighed er den tvertimod et slaaende Vidnesbyrd om, hvor meget Ibsen selv nu i sin høje Alder indvinder i sikker Beherskelse af de aller vanskeligste sceniske Midler. Hele den øvrige Handling er rent udvortes seet saa enkel og jevn som vel muligt. At gjengive et Drama af Ibsen er jo ugjørligt. Vi agter heller ikke at forsøge derpaa. Naar vi peger paa Hovedlinjerne i Værkets rent ydre Struktur, sker det kun for at fremhæve Skuespillets strenge realistiske Form. Handlingen foregaar paa Almers Ejendom ude ved Fjorden, et Par Mile fra Byen. Almers, den forhenværende Timelærer og nuværende Literat, har, før han giftede sig med Rita, henlevet en arbejdssom, men lykkelig Ungdom i et inderligt Fortrolighedssamliv med sin yngre Halvsøster Asta , Eyolf, som han kalder hende, før han faar Barnet. Med Rita, der betager ham ved sin «fortærende Dejlighed», faar han en stor Formue og kan siden helt ofre sig for sin literære Virksomhed. Medens han skriver paa sin store Bog om «Det menneskelige Ansvar», lever de to det lykkeligste Samliv. Ægteskabet velsignes med en Søn. En stor Sorg rammer dem, da dette Barn ved et Uheld bliver vanfør for Livet og maa gaa paa Krykke. Lille Eyolf er ved Stykkets Begyndelse ni Aar gammel. Hel er dog deres Lykke ikke. Rita, en af Ibsens mærkeligste Kvindeskikkelser, beslægtet med Hedda Gabler, har med Skinsygens Kvaler instinktivt følt, at hun ikke ejer Almers helt. Først var det Bogen, hans Livsværk, som tog ham fra hende. Nu er det blevet Barnet og saa Asta. Denne Følelse af ikke at eje ham helt vækker det onde i hendes Natur og vokser til Had, Had mod hans Arbejde, Had mod Asta, Had mod hendes eget Barn, som hun ønskede, hun aldrig havde født. Da falder lille Eyolf i Vandet og drukner. Det forfærdelige Slag rammer dem som Skjæbnens egen tunge, straffende Haand, og de fjernes endnu mere fra hinanden. Under Prøvelsens bitre Timer opdager Almers, at Asta ikke er hans Søster; den Følelse, som har bundet dem sammen, har ikke været Broderens til Søsterens. For Astas Skyld vil han forlade Rita, men Asta afskjærer denne Mulighed ved at fornægte sin Kjærlighed og ægte en Ingeniør, som gjentagende har anholdt om hendes Haand og som hun selv holder meget af. I sin bitre Fortvilelse over, hvorledes Livets Lykke lægges øde omkring ham, stiger i Almers op en forfærdelig Trang til Hævn, til selv at øve den samme Ødelæggelse. Da vækker Rita Haabet hos ham om, at Livet dog kan fyldes med noget bedre, med Næstekjærlighedens Arbejde.

Almers.
Det vil bli en tung Arbejdsdag foran os, Rita.
 
Rita.
Du skal se, der vil falde Søndagsstilhed over os en Gang imellem.
 
Almers
(stille, bevæget)
Da fornemmer vi Aandernes Besøg, kanske.
 
Rita
(hviskende)
Aandernes?
 
Almers
(som før)
Ja. Da er de kanske om os, de, som vi har mistet.
 
Rita.
(nikker langsomt)
Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf ogsaa.
 
Almers
(stirrer frem for sig)
Kan hænde, vi endnu engang imellem, paa Livsvejen faar se ligesom et Glimt af dem.
 
Rita.
Hvor hen skal vi se, Alfred ?
 
Almers
(fæster Øjnene paa hende)
Opad.
 
Rita
(nikker bifaldende)
Opad.
 
Almers.
Opad, imod Tinderne. Mod Stjernerne. Og imod den store Stilhed.

Men dette Drama, der udspilles indenfor den enkle Ramme, Hjemmet ved den lille norske Fjord, og om hvis udvortes Handling i ovenstaaende Sammendrag kun gives en mager Forestilling, er et Værk, hvis Verdenstankers Universalitet hæver det op i den Aandens høje Sfære, i hvilken kun de store Genier har bevæget sig, fra de græske Digtere skrev sine Skjæbnetragedier, til Gøthe skabte sin udødelige «Faust». Bag den ejendommelige Titel «Lille Eyolf» rulles op for Læseren et mægtigt Slagbillede, hvor Mennesker kjæmper sin blodige Kamp mod Verdensordenens skaanselløse, jernhaarde Overmagt. Som i de græske Tragedier den hemmelighedsfulde Skjæbne blindt knuste Menneskers Lykke, har Individualitetens Digter atter i et storslagent Syn vist os en almenmenneskelig Episode af Individets Kamp mod Verdensordenens hemmelighedsfulde Magter: Ansvar, Gjengjældelse og Forvandlingens Lov.

Almers er en Tviler. Han maatte være det. For den Kristne indeholder Livet ingen Tragedie. Da hans skyldfrie Barn med dets rige Fremtidsmuligheder drukner, finder han det hele saa meningsløst. Ingen Gjengjældelse. Og alligevel saa har Verdensordenen Brug for det? Men skulde der alligevel være nogen Mening bag, en Slags Logik eller højere Styrelse? Og den grublende Tviler finder paa Væggen Gjengjældelsens «Mene tekel». Har han og hans Hustru ikke været gjennemtrængt af den rette Ansvarsfølelse? Selv da han fattede den store Beslutning at vie hele sit Liv til at skabe Eyolfs Lykke, var det jo Egoisten i ham, som vilde, at Sønnen engang skulde føre videre det Livsværk, han selv tvilede om at magte. For hvert nyt Slag af Skjæbnens tunge Haand føler han klarere og klarere Gjengjældelsens Sammenhæng. Liv og Skjæbner lægges øde rundt omkring ham. Maaske aldrig har Ibsen tegnet Livets Gru med større Ubarmhjertighed end i dette Skuespil. I «Fruen fra Havet» lød Forsoningens Budskab «i Frihed og under Ansvar». Hvad der laa bag disse gaadefulde Ord, skimtes i det nye Skuespil. Ogsaa i dette klynger Mennesket sig i sin højeste Sjælenød til Forsoningens Redningsplanke. Denne Redningsplanke fører vistnok opad, imod Tinderne, mod Stjernerne, men ogsaa imod den store Stilheds dunkle Gaade.

Man fyldes efter Læsningen af det sælsomme Skuespil med den dybeste Beundring for den Digter, som i Ibsens Alder kan skabe et saa mægtigt Kunstværk. Hver Linje i dette Billede røber Mesterens Haand. Karaktererne staar, uden at tynges af de høje Tankers Vægt, i levende Anskuelighed, Dialogen og den dramatiske Bygning er mesterlig. I Personskildringen har Digteren i Rita føjet en ny enestaaende Skikkelse, Kvinden, hvis Kjærlighedsbrand fortærer selve Moderfølelsen, til sit brogede Kvindegalleri, og i «Rottejomfruen» har han tegnet en Skikkelse, hvis Originalitet er skabt af den særeste Fantasi. Første Akt er i dramatisk Henseende det virkningsfuldeste, Samtidens første Skuespildigter endnu har skrevet. De to siste Akter ejer maaske ikke den samme ydre Effekt, men vil gjennem en Fremførelse, der er gjennemtrængt af Digtningens Aand, ogsaa paa Scenen gribe med den samme Magt som under Læsningen.

Det Livssyn, hvoraf Ibsens nye Skuespil er fremgaat, vil som dets Forgjængere ægge til bitter Modstand. Over det tredje Riges livsfriske Haab vil den store Stilheds Goldhed lægge sin klamme Dødskulde. Men det Værk, dette Livssyn affødte, vil ved sin egen Kunsts mandige Kraft leve i Verdensliteraturen.

Publisert 6. apr. 2018 10:04 - Sist endret 24. aug. 2018 11:40