Kristofer Randers / signaturen «H. & F.»

Når vi døde vågnerNationaltheatret anmeldt av Kristofer Randers og signaturen «H. & F.» i Aftenposten i Kristiania 7. februar 1900 (Nr. 98, 41de Aargang).

Nationaltheatret.

Henrik Ibsen:

«Naar vi døde vaagner.»

Efter nogle Dages upaaregnede Udsættelse, foranlediget ved Hr. Eydes Sygdomsforfald, kom Henrik Ibsens nye Stykke «Naar vi døde vaagner» endelig igaar til Opførelse paa Nationaltheatrets Scene. Forestillingen, der har været imødeset med en let forklarlig Forventning, havde samlet udsolgt Hus og et særdeles repræsentativt Publikum, der for en væsentlig Del var mødt frem i Gala.

Kun én glimrede ved sin Fraværelse; og det var – som jeg nedenfor skal komme tilbage til – Forfatteren selv.

*

Efter al den Staahei, der i sin Tid blev gjort i Anledning af Førsteopførelsesretten til vor store Dramatikers sidste Arbeide, er det unegtelig lidt flaut, at det først saa sent er kommet til Opførelse paa vor Scene, – bagefter ikke blot det kgl. Theater i Kjøbenhavn, men ogsaa flere tyske Scener. Tildels har jo imidlertid Forsinkelsen sin Grund i tilfældige og Theatret utilregnelige Omstændigheder, og i ethvert Fald har den jo mindre at sige, naar Resultatet kun bliver saa meget bedre. – Lad det være sagt ligesaagodt først som sidst: nogen hel Seier blev Opførelsen ikke – den blev kun en meget respektabel succès d´estime. Men det skal ogsaa med det samme siges, at Skylden herfor ingenlunde væsentlig falder paa Theatret, men i lige saa høi Grad skriver sig fra Stykkets egen Karakter og de Vanskeligheder, dets sceniske Opførelse med Nødvendighed medfører.

Sagen er jo nemlig den, at «Naar vi døde vaagner» ikke er noget Drama i egentlig Forstand og allermindst et realistisk Drama – et Stykke Liv, fremstillet i Handling. Det er, som Digteren ogsaa selv har kaldt det, en Epilog – en storslagen og dybsindig Allegori, fyldt af et rent personligt Følelsesindhold, – et Tilbageblik, en Selvbekjendelse, et Opgjør med Livet. En Lyriker vilde for at udtrykke det samme givet sin Stemning Luft i Vers – saadan som en Tegnér har gjort det i «Mjältsjukans» pragtfulde Stancer:

Jag stod på høiden af min lefnads branter,
der vattendragen dela sig och gå
med skummig bölja hän åt skilda kanter;
klart var deruppe, der var skönt at stå – -

Paa en saadan Høide staar ogsaa Ibsen her og lader Blikket glide tilbage over Livets Vidder. Men for en udpræget Dramatiker som ham former Tankerne sig uvilkaarlig til Skikkelser, Samtaler og Handling. Og det er i høi Grad beundringsværdigt, hvorledes han i Hovedpersonernes Ytringer og Skildringen af deres Skjæbner har forstaaet at give sine intimeste Følelser Luft og gjennem de tilsyneladende ligefremme og ligegyldige Replikkers sære Tonefald og dobbeltklingende Billedsprog at finde Udtryk for en blødende og higende Menneskesjæls Længsler og Drømme, Anger og Haab. Ligesom han i «Bygmester Solness» symboliserte sit Livsverk i de høitstræbende Kirkebygninger og de lune Menneskeboliger, saaledes har han her – med en maaske endnu mere fantasifuld Symbolik – fremstillet det under Lignelsen af en kvindelig Statue, som Billedhuggeren først har formet enkel og ren, men som senere Tilsætninger har forkvaklet. Det er en Allegori saa fin og dyb, som nogen Digter nogensinde har skabt den. Men at et saadant Stykke ikke kan vinde ved at fremstilles paa Scenen, er noget, man paa Forhaand kan sige sig selv. Set i den prosaiske Virkeligheds grelle Lys bliver saadanne Ting som Irenes Livsskjæbne og hendes og Rubeks Bryllupsvandring op til «Forjættelsens Tinde» ikke andet end meningsløse Fantasterier. Og ved at skulle iklæde Digtningens symbolske Skikkelser Kjød og Blod paa Scenen stilles Skuespillerne overfor Opgaver, som det i Virkeligheden er umuligt fuldt tilfredsstillende at løse. Dette gjelder tildels om Rubek, der i dybere Forstand betyder Digteren selv, og det gjelder endnu mere om Irene, der mindre er en Person end et Begreb, – Rubeks Muse og personificerede Skjæbne.

*

Ved Opførelsen viste det sig ogsaa, at nogen egentlig Klargjørelse af Digterens Tanker eller Uddybning af Personernes Karakter formaaede Spillet ikke at give, og paa enkelte Steder kan det ikke negtes, at det var vanskeligt for Tilskuerne at følge med i Digtningens skjulte Mening, og at Fantasiens fine Spind med en altfor haardhændt Behandling reves istykker. Men i det hele var Forestillingen – uden egentlig at hæve sig til nogen høiere Flugt – meget respektabel og stemningsfuld. 1ste Akt, hvor Digteren med Mesterhaand knytter Handlingens Traade og i vexlende Scener præsenterer samtlige Stykkets Personer, var vel den, der i det hele gjorde sig bedst, om Spillets Tempo end maaske uden Skade kunde været noget hurtigere. 2den Akt med de lange Samtaler mellem Rubek og hans Hustru og Rubek og Maja falder noget enstonig og abstrakt. I 3die Akt er den friske og dristige Scene paa Fjeldet mellem Maja og Bjørnejægeren af ypperlig Virkning, medens derimod Slutningskatastrofen med Tindebestigningen og Sneskredet hører til dem, som neppe nogen scenisk Fremstilling vil formaa at meddele den fornødne Illusion og at hæve op i den Digtningens Verden, hvor den hører hjemme.

*

Stykkets Hovedroller udføres af Hr. Eyde som Billedhugger Rubek og Fru Wettergreen som Irene. – Rubeks Rolle stiller saa store Fordringer til Fremstilleren – til hans selvstændige skabende Evne og hans Personligheds Magt, – at et Theater kun i det sjeldneste Tilfælde vil kunne tilfredsstille dem. Og sikkert er det ialfald, at Eyde fyldte den ikke. Der kunde være adskilligt at udsætte paa Enkeltheder i hans Spil, at hans ydre Fremtræden havde for lidet af Kunstnerens Overlegenhed og Verdensmandens Eleganse, at hans Bevægelser tildels var for nervøse og hans Replikbehandling ujevn og stakaandet o. s. v. Men det væsentlige er, at hele hans Fremstilling var altfor overfladisk og manglede den indre Glød, som skulde gjennemstrømme ham og hele Tiden merkes under den ydre rolige Skal. Betydelig høiere stod Fru Wettergreen som Irene, – der var Ro og Værdighed over hendes Fremtræden, det aandsfraværende og udslukte hos hende kom godt frem, og der var Magt i hendes undertrykte Lidenskab, saaledes hendes pludselige Skrig i 2den Akt, da Vanviddets Aander slipper hende. Men det er jo en Figur, der om muligt er endnu vanskeligere at spille end Rubeks, og noget fuldt tilfredsstillende Indtryk kunde derfor heller ikke hun fremkalde.

En betydelig taknemmeligere Opgave havde Fru Dybwad og Hr. Blich som Rubeks Hustru Maja og den vilde Bjørnejæger, Godseier Ulfheim. Det er levende og naturlige Skikkelser, kraftigt og realistisk tegnede fra Forfatterens Haand. Og de blev ogsaa saa kraftigt og naturligt spillede, at det var en Lyst at se. Fru Dybwad var koket og æggende, skjelmsk og overgiven som en Vildkat, og Hr. Blich gav den raae Sportsmand og vidtløftige Jæger med Kraft og Spænstighed, uden altfor meget at overdrive det «Faun»-agtige i hans Natur. Scenerne mellem ham og Maja blev stadig modtagne med et Bifald, der lod som Lettelse – ikke mindst den temmelig vovede Scene i første Akt, hvor dog Fru Dybwad uden Skade kunde lægge lidt Dæmper paa sin Overgivenhed. Som Badeinspektør havde Hr. Voss skabt en ganske morsom Figur, og Scenearrangementet var helt igjennem omhyggeligt og smukt.

De til Stykket malte Dekorationer er stilfulde og vakre – navnlig Badedekorationen i 1ste Akt og det vilde Sne- og Tindelandskab i sidste. Derimod forekommer det mig, at Høifjeldslandskabet i 2den Akt, der indbragte speciel Applaus, er mindre vellykket. Der er – ved at udnytte hele Scenens Dybde – frembragt et udmerket Perspektiv; men Landskabet er for ophakket og uroligt, baade i Formation og Farve, og virker derfor ikke som den ensformige og endeløse Høifjeldsvidde, hvorpaa Digteren har givet Anvisning.

*

Publikums Holdning var i det hele noksaa reserveret, og andet var jo efter Stykkets og Forestillingens Karakter egentlig heller ikke at vente. Men der faldt dog livligt Bifald efter hver Akt, og efter Teppets Fald fulgte flere Fremkaldelser – særlig af Fruerne Wettergreen og Dybwad. Tilslut raabtes der ogsaa paa den feirede Digter. Men Publikum maatte nøie sig med Regissørens Forsikring om, at dets Hyldest skulde blive Forfatteren «overbragt».

*

Thi Ibsen var, som ovenfor nævnt ikke tilstede i Theatret. Og jeg feiler neppe ved at antage, at denne noget paafaldende Udeblivelse ogsaa var demonstrativ – at den skyldtes den – ialfald tilsyneladende – Tilsidesættelse, hvorfor Digteren i den forløbne første Spillesæson har været Gjenstand fra Nationaltheatrets Side.

Siden Theatrets Aabning i September Maaned ifjor er der, som man ved, kun blevet spillet 1 Stykke af Ibsen, men hele 4 af Bjørnson, og tæller man de samlede Antal Opførelser sammen, bliver Misforholdet endnu større. Det skal vistnok indrømmes, at Tingen tildels kan have sin undskyldende Forklaring. «Over Ævne» stod jo for Tur til at opføres, og var 1ste Del gaaet over Scenen, fulgte det omtrent af sig selv, at 2den Del gaves umiddelbart efter. At saa ogsaa «Geografi og Kjærlighed» fulgte paa Kjøbet, kan jo forsvares med, at der, ovenpaa den megen Høitidelighed, til Afvexling tiltrængtes noget lettere og muntrere Gods, og at «Geografi og Kjærlighed» da laa lige for Haanden, idet det ikke krævede videre ny Indstudering. Men herved skal dog bemerkes, at blandt de Stykker, der staar for Tur til at opføres (og det, – baade efter sin Affattelsestid, sit indre Værd og Omstændighederne ved dets tidligere Udelukkelse – vel saa nær som noget af Bjørnsons) hører ogsaa Ibsens «Gjengangere», hvis Optagelse paa Repertoiret forlængst er annonceret. Der er derfor neppe Tvivl om, at der her er begaaet en Feil, som ialfald kan faa Smag af Familiehensyn, og som ude blandt Publikum har været Gjenstand for Domme, som i Længden ikke kan være heldige for Theatret. Det er derfor baade for dettes og for Publikums Skyld at haabe, at man nu gjør Feilen god igjen ved snarest muligt at bringe frem de paatænkte Stykker af den Mester, hvis Produktion er den sterkeste Bærer af vor Literaturs europæiske Ry, og hvem vi – og vort Theater ikke mindst – skylder saa uendelig meget.

K. R.
*

Stemningen i Salen var iaftes fuld af Forventning, der laa som noget personligt interesseret i Luften, og Nervøsiteten var stor baade foran og bagom Teppet. For en Ibsen-Premiere er noget for sig, helt forskjellig fra en almindelig Førsteopførelse, hvor Stykke og Forfatter ofte er lige ukjendte for Publikum. De fleste af Tilskuerne har læst Digterens allernyeste Arbeide, Aviserne har drøftet det i det vide og brede, det er diskuteret, gransket og undersøgt af tusender.

Det er fælles Eiendom, som alle har en liden Del i. En sidder med Følelsen af, at en formelig skal i Ilden paa en Maade, skal se om ens egen Opfatning, hvad enten den nu er dybsindig eller ei, holder stik, eller om den er helt forfeilet.

Og Skuespillerne selv ved, at her staar mere paa Spil end ellers, for Publikum har ogsaa memoreret Rollerne paa sin Vis, i egen Indbildning gaaet Instruktøren lidt i Næringen. Der sidder baade hist og her nogen, som alt har skabt sig sit eget Billede af Digterens Personligheder, og som nødig giver slip paa det.

Der falder først Ro over Skuespillerne og Publikum, naar Teppet er gaaet ned efter sidste Fremkaldelse, og Premièrens Spænding er forbi.

*

«Naar vi døde vaagner» sætter, naar Landskabsdekorationerne undtages, ikke stort Apparat i Bevægelse, der er ingen Pragtudfoldelse i Toiletter, ingen Massevirkninger eller Grupper af Mennesker. Endel Badegjester spadserer forbi i første Akt, nogle Børn, som sikkert bliver forkjølet i Fjeldluften i sine tynde Dragter, danser og leger mellem Vidjebuskene; det er det hele.

Fru Maja Rubek gjør derfor sit bedste for at bringe det dekorative Element ind i sit lille Samfund, og hun er helt parisisk elegant i sin violette Fløielskjole med hvide Kniplinger, en Smule for dristig klædt maaske for en Dame som Professorinden at være. Hun vilde muligens virket mere «rolig» saadan en Formiddag ude i Parken ved Societetslokalet.

Men vi tilgiver let Fru Majas livsglade Dragt og ønsker, at Irenes Draperier havde været en Smule mindre folderige, havde bidraget mere til at give det plastiske Indtryk, som denne levendegjorte Galathea skal bibringe en. Og medens ens Kritik af det ydre Apparat er vaagen, noterer man sig med det samme, at Professor Rubeks Skrædder ikke er saa genial som hans verdensberømte Kunde, men endnu ikke modellerer saa godt i Tøi som Mesteren i Ler.

Er man saa endelig paa det rene med, at Høifjeldet i anden Akt er mere Diorama, vakkert Diorama, end Sten og Ur og Krat, lader man Tanken paa Personlighedernes Ydre være og søger at faa fat paa det Indre – men i al Stilhed og uden at give Besked om de Fund, man maatte gjøre.

*

Vort Publikum gaar altid til en Ibsenpremiere som til en Høitid. Der er den store Begivenheds Klang fra en Førsteopførelse af Ibsens Dramaer. Og derfor var ogsaa vort store, deilige Theater igaaraftes fyldt til sidste Plads af et festklædt og forventningsfuldt Publikum. Kunst, Videnskab og Forretningsliv var repræsenteret af sine mest fremtrædende Mænd.

I Kongelogen saaes Hofchef Frølich, Staldmester Sverdrup, og i Direktionens Loge befandt sig Statsraaderne Kildal og Rygh samt Advokat Ramm.

Af fremmede Gjester, der havde indfundet sig, nævner vi den svenske Journalist Per Staaf, som repræsenterede Dagens Nyheter. Direktøren for Dramatiska Theatern i Stockholm, Molander, Forfatteren til «Lyckoriddern» og andre Skuespil, saaes ogsaa at følge Skuespillet med stor Opmerksomhed.

Paa første Bænks Fløi sad en smilende og elegant Herre. Det var den danske Professor Karl Larsen, «Kristian Vesterbros» bekjendte Forfatter. I Nærheden af ham opdagede vi den engelske Journalist og Advokat, Mr. Spender, der synlig interesseret fulgte Opførelsen.

Midt foran Scenen paa Orkesterpladsen saa man Expeditionschef Sigurd Ibsen og Frue.

De fleste af vore yngre Forfattere var mødt op, og i Orkesterpladsens Fauteuils saa man vore kjendte Recensenters kritiske Aasyn.

Herrernes Toiletter var noksaa blandede. Paa Orkesterpladsene var imidlertid Størsteparten i Gallaantræk. Her straalede ogsaa Damerne i lyse og tildels udringede Kjoler.

H. & F.
Publisert 6. apr. 2018 10:05 - Sist endret 24. aug. 2018 11:00