Nils Vogt

Når vi døde vågner anmeldt av Nils Vogt (under signaturen -8-) i Morgenbladet i Kristiania. 21. desember 1899 (No. 906, 81de Aarg.).

Henrik Ibsen:

Naar vi døde vaagner.

En dramatisk Epilog i tre Akter.

 

Da Nora i et Dukkehjem er vaagnet til fuld Bevidsthed som selvstændig tænkende Menneske, da gaar det op for hende, at det Liv, hun hidtil har ført, har været «et fattigt Menneske»s Liv, «fra Haanden i Munden». Naar Professor Rubek i Ibsens nye Drama skuer tilbage paa sin Berømmelses Livsløb, paa sit Kunstnerkald og sin Kunstnergjerning, saa ser han det som noget saa tomt og hult og intetsigende i Grunden. Over det Altsammen straaler i fjern Længsel fra Forjættelsernes Tind Livet, Livet i Solskin og Skjønhed. Og han vrider sig i Klagen: «Jeg holder snart ikke dette fattige Liv ud længer». Den gamle Mand er rig, berømt, men børnløs. Han er fri og uberoende til alle Sider, har fuldt op af alle de Ting, som man kan falde paa at ønske sig «saadan udvendig da». Han eier baade Villa og Palæ, herskabelige Huse, men intet Hjem, han er gift med sin «lille Maia», der ikke besidder Nøglen til det dirkefrie Skrin i hans Indre, hvor alle hans Billedsyner ligger forvaret. Han længes efter at eie en omkring sig, som kunde staa ham rigtig inderlig nær, et Menneske, der kunde udfylde ham, fuldstændiggjøre ham, være ét med ham i al hans Gjerning. Da hun Modellen som havde inspireret ham til hans store Verk «Opstandelsens Dag», sporløst forsvandt, da gik Skrinet i Baglaas, for hun havde Nøglen.

 

Det var hans Kunstnerkald, der dræbte Lykken. Hun, den deilige, gav sig helt hen til ham i fuld fri Nøgenhed, men han tog hende ikke. Han var vel ikke uberørt, men saa tirrende behersket. Og Forklaringen ligger deri, at han var Kunstner, bare Kunstner, ikke Mand. Han forbrød sig mod det inderste medfødte i hende, var under sin Opgaves Magt saa helt, at han satte Kunstverket over Menneskebarnet. Da han fandt hende, vidste han strax, hvorledes han skulde bruge hende til sit Livsverk, og sorgløs og ubekymret tog han et blodvarmt Legeme, et ungt Menneskeliv, og sled Sjælen ud af det, fordi han havde Brug for det til at skabe et Kunstverk. Men det er ikke Kunsten, hun har elsket, men Manden, og hun forlader ham, forat han aldrig skal faa skabe noget mere efterat Verket var født, deres eneste Barn. Men da hun reiste, var hun fyldt af Had til Kunstneren, der havde gjort hende saa tom indvendig, sjælløs. Og hun døde deraf sjælelig talt.

Nu mødes de efter mange Aars Forløb, begge brudt, hver paa sin Vis. Han i det Ydre en ældre distingveret Herre, hun ogsaa udvortes gjengangeragtig med tomt Blik og stive Bevægelser, som et vandrende Lig.

Hans Kunst er ikke længer for ham, hvad den var. Han ækles ved Menneskenes Hyldest, der falder i Henrykkelse over noget, som aldrig har været i hans Tanke, og medens han tager de gode Velstandsfolks Guld for Portrætbuster, der frapperer ved sin Lighed, lægger han i sine Arbeider bagenfor og indenfor Menneskenes ydre Træk noget fordægtigt, noget fordulgt, noget lønligt, som ikke Menneskene kan se agtværdige, hæderlige Hestefjæs og énvise Æselmuler og slukørede, lavpandede Hundeskaller og mæskede Svinehoveder, iblandt ogsaa slappe, brutale Studekontrafeier. Det er Kunsten blevet til for ham, hvis Livsmaal havde været at skabe den rene Kvinde saaledes, som han syntes, hun maatte vaagne paa Opstandelsens Dag, fyldt af en Helligdoms Glæde over at gjenfinde sig selv uforvandlet hun, Jordkvinden i de høiere, friere, gladere Egne, vaagnende til Lys og Herlighed uden at have noget Stygt og Urent at stille sig af med.

Han er i Mellemtiden bleven verdensklog. Med Rædsel erfarer Irene, at det enkle og store Verk, som hun har været med at skabe deres Barn efterat hun forlod ham er bleven til noget mere mangfoldigt. Den Plint, hvor hun stod rank og ensom, har ikke givet Rum for det, han vilde digte til. Hun staar ikke længer «ganske i Midten». For Helhedsvirkningens Skyld er hun rykket noget tilbage. Og da hun spørger: Men Lysglædens Forklarelse straaler over mit Ansigt fremdeles? bliver Svaret: «Det gjør den nok, Irene. Paa en Maade da. Lidt afdæmpet kanske. Saaledes som min ændrede Tanke kræver det.» Hun, der gav ham sit Liv, som døde sjælelig, da hans «Episode» med hende var forbi, er blevet om ikke en Baggrundsfigur, saa ialfald ikke mere end en Mellemgrundsskikkelse. Og sig selv har han hensat i Gruppen som en skyldbetynget Mand, som ikke kan komme helt løs fra Jordskorpen. Den Figur heder «Angeren over et forbrudt Liv». Han sidder der og dypper sine Fingre i det rislende Vand for at skylle dem rene og han nages og martres ved Tanken om, at det aldrig, aldrig lykkes ham. Han naar i al Evighed ikke fri op til Opstandelsens Liv. Bliver evindelig siddende igjen i sit Helvede. Til den Forklaring slynger hun ham haanligt og haardt Ordet «Digter» i Øinene, «fordi du er slap og sløv og fuld af Syndsforladelse for alle dit Livs Gjerninger og for alle dine Tanker, og saa modellerer Du Dig selv i Anger og Bod og Bekjendelse, og dermed er Dit Regnskab opgjort, mener Du. Men jeg var et Menneske dengang! Og jeg havde ogsaa et Liv at leve og en Menneskeskjæbne at fuldbyrde. Jeg skulde født Børn til Verden. Mange Børn. Rigtige Børn. Ikke af dem, som gjemmes i Gravkjælderne. Det havde været mit Kald. Skulde aldrig ha tjent Dig Digter.»

Den gamle Mand trygler hende om Hjælp til at leve Livet om igjen, men det er døde Drømme. «Vort Samliv har ingen Opstandelse efter sig.» Og saa leger de som gamle Børn atter med Løv og Blomsterblade i Bækken og lærer, at naar vi døde vaagner, saa ser vi først det uoprettelige, at vi aldrig har levet.

Men af Solnedgangens Rødme over Fjeldet lader de to Døde, der frivillig slap al Jordens Herlighed fra sig, sig lokke til et Forsøg paa at leve en Sommernat paa Vidden, hvor Taage og Sneskred hyller dem ind i sit kolde Liglagen.

*

Men fjernt nede fra dybet jubler Maias Sang: «Jeg er fri»! Ogsaa hun som alle Kvinder nysgjerrig efter det Vidunderlige har vovet sig op paa Vidderne. Professoren har taget hende som en Slags Nødskilling, har lovet ogsaa hende at vise hende al Verdens Herlighed fra et høit Bjerg. Men hun er ikke født til Bjergstiger, hun har ingen Interesse for Kunst, og det rige Hus, han fører hende ind i, har hverken Sol eller fri Luft, det er et koldt, klamt Bur med bare Forgyldning og store forstenede Menneskespøgelser rundt Væggene. Hun er en robust og verdslig Natur, hvis Nattesøvn aldrig forstyrres af Anfægtelser, men ogsaa hun har en Slags Trang til at leve frit, og der kræves ikke mange Ord for at lokke hende ind i det Eventyrlige med Bjørnejægeren, for hvis cyniske Opfatning hun er en habil Dame. «Stygt, fælt, skrækkelig afskyeligt er det meste af det, han lyver sammen, men saa vidunderlig dragende er det alligevel.» Men hun berger sig snarest ned igjen fra de skredsvangre Bjerge, og det nye Liv, hun gaar imøde, har ingen Forbindelse med Opstandelsens Dag paa Forjættelsens Tind. Hendes Jagtkamerat er ulige interessantere. Han har engang løftet et ungt Tøsebarn op af Gadesølen og baaret hende paa Hænder, at hun ikke skulde støde sin Fod paa nogen Sten. Til Tak gav hun ham de Horn, der fuldstændiggjør hans Udstyr som Skogdjævel (Faun), og nu er Jagthundene hans nærmeste Venner, det friske, frodige og blodige hans Attraa: Bjørn, Ørn og Ulv, Kvindfolk, Elg eller Ren. Ogsaa han arbeider med at lægge Materialet under sig, at gjøre sig til Herre og Mester over det. Som Professoren maser med Marmorstenen, maser han med de spændte, dirrende Bjørnescener og giver sig ikke, før han har vundet Bugt med det, som strider saa haardt imod. Han er raa der, hvor Professoren er raadvild, beder Vorherre bevare ham for at føre Vismands Tale og fører Vildmands Liv. Atter en Menneskeskjæbne, der er bukket under. Han har søgt at give en Kvinde Kjærlighed og Hjem, men strander ligesaa vel som den, der har sat sit Kald over det at leve.

*

For den ene som for den anden et fattigt Liv. Fra alle disse Skjæbner synes at reise sig det Spørgsmaal, Irene fremsætter: «Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?» Det er ikke nyt fra Ibsens Haand. Om vi ser tilbage til de ældre Verker, med deres strænge Krav til Personligheden og Kaldet, eller vi dvæler ved de Arbeider, til hvilke «Naar vi døde vaagner» er den afsluttende Epilog, altid møder vi Modsætningerne mellem Instinkt og Lov, Frihed og Tvang, Individ og Samfund, Naturverden og Mørkloftsverden. Og ikke mindst har det været Samlivet mellem Mand og Kvinde, der i denne Forbindelse har været lagt under det Ibsenske Seglas, Spørgsmaal om Ægteskabets Evne til at binde eller løse Sjæle, forkrøble eller udvikle. Fra Nora af gjennem Fru Alving til Rosmersholm, Fruen fra Havet, Hedda Gabler, Solness, lille Eyolf og i Borkman, overalt møder vi det samme Spørgsmaal, om end i forskjellig Form.

Og nu som tidligere er Ibsen den, der spørger saa indtrængende, at man ikke kan komme forbi. Men Svaret overlader han til os selv at give. Er det Kvindens erotiske Krav, der staar iveien for Mandskraftens fulde Udvikling, er det Mandens egenkjærlige Virketrang udad, der skygger over det fineste sjælelige, det ømmeste i Livet, fuldt Samliv mellem Mand og Kvinde?

Svarene vil visselig blive mange. Der kan paa Grundlag af denne Bog skrives Afhandlinger om Ægteskabets Ide eller Indlæg for «fri» Kjærlighed, man vil kunne gjentage Beklagelsen over «Geniernes Hustruer» eller psykologisk søge at paavise den voldsomme Udviklingsproces hos disse Kvinder med de stærke Krav, sammenlignet med en Solveigs Tak for en stakket Lykkestund i et langt Længselsliv:

«Livet har Du gjort mig til en deilig Sang.
Velsignet være Du, at Du kom engang.»

Men helst vil vi dvæle ved den Understrøm af Hjemlængsel, der bærer Verket som en stille Prædiken til Menneskene om, at Ære og Guld ikke veier mod det ene store at leve Livet sammen i kjærlig Forstaaelse.

Et Hjem er der, hvor alle dine Tanker
kan lege frit som Børn paa Faders Fang,
hvor ei din Røst paa Hjertedøren banker
før Svaret lyder i beslægtet Sang.
*

Ibsens nye Verk er skrevet med fuldendt sprogligt Mesterskab. Ikke et dødt Ord, ikke en overflødig Replik. De griber ind i hinanden tilsyneladende saa let og utvungent som den mest dagligdagse Tale, men skaber dog sammen den drivende Kraft som de mangfoldige Hjul i det fineste Uhrverk, hvor intet Sekund tabes for Udviklingen. Og saa det koglende i disse Sætninger, der bag sin ligefremme Mening synes at have en dybere, saa det altid klinger, som om der spilles paa flere Strenge samtidig. Ibsen har i sine dramatiske Verker hævet det norske Scenesprog til en hidtil ukjendt Klarhed og Enkelhed, og det Verk, den alderstegne Digter nu har fuldbragt, staar i saa Maade snarere over end under sine Forgjængere. Det vil fra Bredderne kræve en sikker og dog fantasifuld Tolkning, som det særlig for Irenes Vedkommende neppe vil være let helt at naa. Godt spillet maa de to første Akter blive af glimrende Virkning.

8
Publisert 6. apr. 2018 10:05 - Sist endret 6. apr. 2018 10:05