Alfred Sinding-Larsen

Peer Gynt ved Christiania Theater anmeldt av Alfred Sinding-Larsen (under signaturen «- * -») i Morgenbladet i Kristiania 10. og 11. mars 1892 (No. 132 og 134, 74de Aarg.).

(10. mars 1892)

 

Christiania Theater.  Aftenens Forestilling, den første Opførelse af Ibsens «Peer Gynt» (1ste, 2den og 3die Akt), i ny Indstudering var Theatrets største Sukces i denne Saison: Huset udsolgt til Overpriser og stærkt Bifald hele Aftenen igjennem for Stykket og Musiken og Spillet og Dekorationerne samt til Slutning Fremkaldelser saavel af Hovedrollernes Indehavere, Hr. B. Bjørnson og Frøken Parelius, som af Forfatteren (paa hvis Vegne Regissøren takkede).

 

Det tør imidlertid neppe siges, at Stykket nu fremkaldte samme Begeistring, som da det for 16 Aar tilbage opførtes for første Gang, vistnok i noget sammentrængt Bearbeidelse, men med alle sine 5 Akter, – og Grundene hertil ere forskjellige. Herom skulle vi siden udtale os nærmere. Vist er det, at saavel Iscenesættelsen som Udførelsen af de forskjellige Roller ogsaa nu frembyder Meget at anerkjende, og at de nye Dekorationer ere vakre og virkningsfulde. At «Peer Gynt» fremdeles bliver et godt Kassestykke, er vel derfor utvivlsomt.

- * -

 


 

 

(11. mars 1892)

 

 

Christiania Theater.

Henrik Ibsen: Peer Gynt,
et dramatisk Digt i 5 Akter – 1ste, 2den og 3die Akt i ny Indstudering.


Den geniale psykologisk-filosofisk-satiriske Studie, som gjennem Digterens Fantasi udformede sig i den Række af dramatiske Billeder, hvoraf «Peer Gynt» bestaar, har fra Først af neppe været beregnet paa Scenen, og man kan vel i ethvert Fald med Sikkerhed sige, at Digtningen, saadan som den kom til at udgaa fra Ibsens Haand, ikke har været det. Hvis der nemlig er Noget, som i særegen Grad udmærker Ibsens dramatiske Forfatterskab og altid har udmærket det, maa det vel siges at være den usvigelige Sikkerhed, hvormed hans til Opførelse bestemte Arbeider afpasses efter Scenens Krav, og dersom Forfatteren havde skrevet «Peer Gynt» ikke alene i dramatisk Form, som Læsedrama, men som Theaterdrama, skulde han utvivlsomt baade have konstrueret det noget anderledes og navnlig sammentrængt Stoffet inden et Omfang, der gjorde det muligt at bringe det frem inden en enkelt Forestillings Ramme. Nu er dette ugjørligt, og naar Stykket desuagtet skal opføres, er der tvende Veie at gaa. Enten maa der foretages en Bearbeidelse med Afkortninger og Udeladelser, – eller det maa kløves i to Stykker og fordeles paa to Opførelser. Da «Peer Gynt» første Gang bragtes paa Scenen, havde man som bekjendt – med Forfatterens Samtykke – valgt den første Fremgangsmaade. Nu er man gaaet over til den anden, og navnlig efter den Maade, hvorpaa det er skeet, forekommer dette os mindre heldigt.

 

 

Den tidligere Bearbeidelse, som man ved Stykkets Gjenoptagelse har forladt, havde ganske vist den uundgaaelige Mangel, at der var meget Betydningsfuldt – og der er jo i «Peer Gynt» neppe en eneste Linie uden Betydning – som ikke kom med; men paa den anden Side ogsaa den ubestridelige og for det sceniske Indtryk væsentlige Fordel, at man dog fik det samlede Billede af Hovedfiguren, om end i Enkelthederne noget mindre fuldkomment, end det i Texten er givet. Naar man nu for at faa med hvert eneste Træk – lige til det for scenisk Fremstilling ganske uskikkede Optrin med Bøigen – har maattet indskrænke sig til en Opførelse af de tre første Akter paa en Aften, er man derved fra en Ufuldstændighed kommen over i en anden, ikke mindre men i vore Øine mere utilfredsstillende. Man lader Tilskueren gaa bort med et Indtryk, som af et Maleri, hvis ene Halvdel er udført i alle Detaljer, medens den anden fremdeles er ladet blank. Skulde der i nogen rimelig Grad været bødet herpaa, maatte Resten af Stykket blevet at se den følgende Aften, saa at der for Publikum kunde været ialfald Anledning til med friskt Indtryk af den første Del at se ogsaa den sidste. Men Opførelsen af de to sidste Akter er nu henskudt til næste Sæson – vi ville haabe: ikke ad Græcas calendas.

Endnu mere ufyldestgjørende bliver efter vor Opfatning Fremførelsen af det nu optagne Brudstykke af «Peer Gynt» gjennem den trættende Opstykning i Tableauer, mellem hvilke Tæppet gaar ned, hvilket i Aftenens Løb sker ikke mindre end fjorten Gange, og som adskilles ved Pauser, hvoraf en i 2den Akt endog varer sine 10 Minutter. Dette hænger sammen med det extraordinære Udstyr af Dekorationer, som man har troet at burde anvende. Der er visselig Intet at sig til, at Theatret anstrænger sig for at give et Verk af denne Rang et værdigt Udstyr; det havde man ogsaa forrige Gang gjort. Men nu forekommer det os, at man er gaaet for langt. Vi have for vor Del en Følelse af, at Dekorationerne ikke udelukkende ere blevne til for «Peer Gynt»s Skyld, men at man snarere har taget Anledning af «Peer Gynt» til at virke med en sensationel Opsætning. Scenen mellem Aase og Husmandskonen i 3die Akt er jo endog henlagt til en Friluftsdekoration, skjønt den hos Forfatteren foregaar i Aases Stue! Men at lade Dekorationsudstyret spille en saa fremtrædende, man kan gjerne sige selvstændig, Rolle, kan gaa an ligeoverfor Arbeider af ringere Art, her er det urigtigt. I sig selv fængsler det uundgaaeligt altfor meget af den udelte Opmærksomhed, hvormed et Stykke som «Peer Gynt» har Krav paa at følges, og endnu mindre fordelagtig for selve Stykket bliver Virkningen, naar Dekorationernes Opstilling skal nødvendiggjøre alle de nævnte Afbrydelser i Handlingens Gang.

Vende vi os til Udførelsen, kan vi heller ikke finde, at Titelfiguren, som den gives af Hr. Bjørn Bjørnson, maaler sig med den af Hr. Klausen med saa stort og almindeligt Bifald kreerede Figur. Peer Gynt er en stærkt impulsiv, over sig selv uklar Natur, med voldsomt udviklet Fantasi, nervøs indtil Hallucination, afvexlende vild og blød, naiv og umiddelbar i al sin Gjøren og Laden. Hvad der nu især præger Hr. Bjørnsons Kunst, er hans Evne til forstandsmæssig Udformning af den dramatiske Skikkelse og til kunstmæssig Gjennemførelse af sin Opfatning, hvorimod navnlig det Naive og Umiddelbare falder ham fremmed. Han har derfor staaet ligeoverfor den her foreliggende Opgave uden de væsentligste Betingelser for at kunne gaa rigtig ind i den og spille Rollen ud fra en Indlevelse i Karakteren. Hans Peer Gynt er saa at sige taget udenfra, og det ungdommelige Kraftige, Spænstige og Spræke, hvormed Skikkelsen i sin ydre Fremtræden skal være udstyret, er det, der kommer bedst til sin Ret i Hr. Bjørnsons Gjengivelse. Men en tilsvarende Naturlighed naar han kun undtagelsesvis, hvor det gjælder Aabenbarelsen af Peer Gynts ildfulde Fantasi, af hans stærke Følelses- og Stemningsliv. Det lykkes ham saaledes hverken i Aabningsscenen, hvor han fortæller Aase om Renridtet paa Gjendeeggen, trods al Recitationens Kraft og Liv, eller til Slutning i Dødsscenen at give Indtryk af Improvisation, af hvorledes han selv efterhaanden rives med og lader sin Indbildningskraft faa frit Løb i Udmalingen af de farverige Billeder; man beholder et ufrit Indtryk af det Tillærte og Indstuderede, som Gjengivelsens Liv ikke formaar at udslette. Den Blødhed, som mangler hos ham i Dødsscenen, lader ogsaa denne gribende Scene tabe meget af sin Virkning, (hvortil forresten ogsaa en Mangel ved Arrangementet bidrager Sit). Paa den anden Side er der enkelte Scener, som han udfører godt, f. Ex. den lille Monolog, hvor han useet er Vidne til, at den unge Soldat hugger Fingeren af sig. En Feil, som Hr. Bjørnson oftere begaar, gjør han sig ogsaa her skyldig i, nemlig at tale i et altfor hurtigt Tempo, hvorved hans Udtale bliver mindre klar og forstaaelig. – Dersom Hr. Klausens Helbredstilstand ikke lægger Hindringer iveien for hans Udførelse af Rollen, kan der vel Ingenting være iveien for, at han i denne alternerer med Hr. Bjørnson. Utvivlsomt skulde dette interessere Publikum og vilde for Theatret have den Fordel, at Stykket kunde gaa hver Aften.

Aases Rolle gives fremdeles af Frøken Parelius og det med samme Friskhed og Kraft som for 16 Aar tilbage. Den Elskværdighed, hvormed hun ved at omgive denne bizarre Skikkelse, det Lune og den usvigelige Troværdighed, hvormed hun lader Peer Gynts «gamle skrale Mor» uafladelig vexle mellem Harme over Sønnens Vanart og blind Beundring og Kjærlighed, det Rørende i hendes Vedhængen ved ham trods Alt og til det Sidste gjør Frøken Parelius´s Aase til et af de sceniske Billeder, som man altid beholder i velgjørende Erindring, og som gjør vort Theater Ære.

De øvrige Roller ere alle mindre betydelige. Fru Dybwad har nu overtaget Solveig og forstaar paa en smuk Maade at give Udtryk for det Barnlige, Rene, Stilfærdige, som fængsler Peer Gynt, og som paa sin Side uimodstaaeligt fængsles af ham. – Dovregubben spilles af Hr. Selmer, der er morsom, men rigtignok mangler sin Forgjængers brede Autoritet. – Hr. Fahlstrøm har gjort noget særdeles Fornøieligt ud af Hoftroldets lille Parti. – De tre Sæterjenter gives fortræffeligt af Fruerne Fahlstrøm og Wettergreen samt Frøken Pedersen. De øvrige Rollehavende bidroge hver for sig til et godt Emsemble.

Af Iscenesætningen og Indstuderingen har Hr. Bjørn Bjørnson megen Ære. Saa fortræffeligt arrangerede Ensemblenumere som Bryllupsgaarden og Dovregubbens Hal med deres myldrende Liv har vort Theater maaske endnu ikke havt at opvise, og det maa vække uforbeholden Beundring, at der af Elementer, der nødvendigvis for en stor Del maa være lidet bekvemme, kan istandbringes noget saa livfuldt og karakteristisk. Et Glansnumer er ogsaa Scenen med Sæterjenterne. Den gaar med en eiendommelig stormende Vildskab og er af slaaende Virkning; og det er først og fremst Hr. Bjørnson, som herfor maa ydes Anerkjendelse. – Enkelte svage Punkter er der i det ellers fortræffelige Arrangement. Saaledes er Kværnen, paa hvis Tag Aase løftes op, nu lagt saa høit, at denne Operation bliver altfor usandsynlig. Væsentligere er det, at i Dødsscenen Aases Seng er placeret længst tilbage paa Scenen, der i sig selv er altfor dyb, og at Peer, naar han tager Plads paa Sengefoden, sidder imellem den Døende og Publikum, saaledes, at man ikke kan opfatte Ordene fra hendes svage Røst inde mellem hans kraftige Repliker. Denne uheldige Anordning burde absolut forandres, da den af den anførte Grund ligefrem svækker Virkningen af den prægtige Scene.

De mange nye Dekorationer, som Malerne Jens Wang og A. Bloch have udført til Stykket, ere gjennemgaaende meget vakre og virkningsfulde og fortjene det Bifald, for hvilket de fra Publikums Side igaar var Gjenstand. Det optrækkende Uveir med de vexlende Luftstemninger i 2den Akts andet Tableau frembød et paa vort Theater nyt Arrangement af megen Virkning.

- * -
Publisert 5. apr. 2018 12:58 - Sist endret 17. sep. 2018 10:11