Anonym anmelder i Aftenposten

Peer Gynt ved Christiania Theater anmeldt i Aftenposten i Kristiania 10. mars 1892 (Nr. 135, 33te Aargang).

«Per Gynt»s Gjenoptagelse paa Kristiania Theater.

Henrik Ibsens dramatiske Digt «Peer Gynt» opførtes første Gang paa Kristiania Theater den 24de Februar 1876 og gaves 37 Gange i Tidsrummet til 1ste Januar 1877, da Stykket maatte henlægges paa Grund af, at de til samme anskaffede Dekorationer ødelagdes ved den Theatret i Januar 1877 overgaaede Ildsvaade. Skjønt «Peer Gynt» fra først vel neppe har været beregnet paa Scenen, havde dog Tanken om at bringe Stykket med sine mange virkningsfulde Detaljer og sin djerve Eventyrkolorit til Opførelse oftere været oppe, inden den omsider realiseredes af Ludvig Josephson, der under sin artistiske Ledelse af Kristiania Theater bragte Stykket frem i en af ham selv foretaget, af Forfatteren godkjendt, Bearbeidelse og i en Iscenesætning og med et dekorativt Udstyr, der langt overtraf alt, hvad man i saa Henseende hidtil havde set hos os. Frygten for, at det storslagne og vegtige satiriske Tankedigt paa Scenen skulde blive degraderet til et almindeligt Udstyrsstykke, viste sig fuldstændig ugrundet; mange af Digtningens Sandheder og Skjønheder fik tvertimod forhøiet Liv gjennem den sceniske Tolkning, saameget mere som Udførelsen var meget vellykket og Digtet værdig. Opførelsen af «Peer Gynt» omfattedes ogsaa af Publikum med megen Interesse, og der ankedes kun over Forestillingens uforholdsmæssige Længde, som, uanset de Forkortninger og Beskjærelser, Stykket nødvendigvis havde maattet undergaa, ikke destomindre medtog ca. 5 Timer. Herpaa har Theatret nu, da det paany har optaget Stykket paa Repertoiret, søgt at raade Bod ved at dele det i to Dele og foreløbig indskrænket sig til at sætte dets tre første Akter i Scene – et Arrangement, der forekommer os bifaldsværdigt. Vistnok vil man saaledes kun faa et Brudstykke af Digtet, men foruden at man vel kan forudsætte, at de fleste kjender dette i dets Helhed, saa danner ogsaa de tre første Akter et afsluttet Afsnit, der, om saa vil, kan kaldes Digtets første Del. Kontinuiteten er jo ikke sterkt fremtrædende i «Peer Gynt», og fornemlig turde det vel gjelde for Titelpersonens Vedkommende, at den savner Karakterens Enhed. Den Peer Gynt, med hvem vi gjør Bekjendtskab i Stykkets tre første Akter, er væsentlig Folkesagnets Type, ligesom Scenen her ogsaa udelukkende foregaar i Norge; senerehen har Forfatteren behandlet Figuren mere selvstændigt, samtidig med at det allegoriske og symbolske Element mer og mer gjør sig gjeldende og faar saa stor Bredde, at Stykket ialfald mod Slutningen taber noget af den sceniske Holdning, som udmerker dets tre første Akter. «Peer Gynt» kan derfor ved Opførelsen meget godt deles i to Dele, og naar Theatret til næste Sæson – thi i denne Sæson kan det vel neppe lade sig gjøre – faar indstuderet de to sidste Akter, vil man altsaa kunne have Anledning til at se hele Stykket, fordelt paa to Aftener, i Lighed med hvad tyske Scener pleier at gjøre med Goethes «Faust».

*
*                                                      *

Ved Stykkets fornyede Opførelse iaftes var Theatret fuldt fra Gulv til Tag; Publikum var den hele Tid med. Spillet, Musiken, Sceneriet fik alt fuld Paaskjønnelse gjennem stadige Bifaldssalver. Var der anvendt meget Arbeide paa Stykkets Iscenesættelse, var der til Gjengjeld ogsaa opnaaet en betydelig Effekt, snart landligt smukt, snart vildt og mægtigt og snart storartet og fængslende. Musiken blev paahørt under fuldkommen Stilhed i Theatret og Stykket selv fulgt med spændt Opmerksomhed.

Der er hengaaet 15 Aar siden «Peer Gynt» sidst gik over Scenen. I de tre Akter, som gaves iaftes, var der kun en, som optraadte i samme Rolle, nemlig Frøken Parelius som Aase. De forløbne Aar har gjort Frøken Parelius ældre, men ikke hendes Aase. Den er den samme fuldlødige Præstation som før. Om Frøken Parelius ikke havde spillet anden Rolle end Aase, vilde det være nok til at sikre hende en Plads som en af vore betydeligste Skuespillerinder. Hun var en udmerket Medspillende for Clausen, da han udførte «Peer Gynt»; hun er det ikke mindre for Bjørn Bjørnson, som iaftes optraadte for første Gang i denne betydelige og anstrengende Rolle.

Det falder jo af sig selv, at naar man har set Clausen, paatvinger sig Sammenligningen mellem ham og Bjørnson af sig selv. Nogen Mandjevning behøver man ikke indgaa paa; man kan blot se hen til, at Clausen med sit lette, despot Legeme, sit aabne lyse Ansigt og sit klare Organ og letflydende Sprog, allerede à priori havde Betingelser for de 3 første Akters «Peer Gynt», som hjalp ham langt paa Vei.

De samme Betingelser har ikke Bjørnson paa meget nær. Specielt er Bjørnsons Diktion og hele Maade at benytte sit Organ paa ofte en Anstødssten for ham i Tilfælde, hvor han skal udtrykke høi Grad af Kraft og Lidenskab; der bliver noget forceret i Deklamationen, der igjen let forplanter sig til Spillet. Naar vi har gjort denne foreløbige Bemerkning, har vi dermed ogsaa tilkjendegivet, hvor Bjørnsons Spil som «Peer Gynt» har sine svage Sider.

Naar vi samtidig gjør opmerksom paa, at «Per Gynt» trods alt var af en fornem Gaardmandsæt, at hans Personlighed trods den fillede «Broken» havde noget eget ved sig, der blandt andet strax gjør dybt Indtryk paa Solveig, har vi dermed ogsaa pegt paa, i hvad Retning der kan være noget at ændre i Fremstillingen.

I sin Helhed leverer Bjørnson – hvad man ogsaa maatte vente af en saa energisk og intelligent Skuespiller som ham – et anskueligt Billede af Hovedfiguren i dette Ibsens Mesterverk. Der er Liv og ungdommelig Spænstighed parret med Varme og Inderlighed i hans Spil.

Fru Dybwad gav en tiltalende Solveig; især var hendes stumme Spil i første Akt virkningsfuldt. De andre Medspillende bidrog ogsaa ved sit gode Spil til et godt Ensemble. Hovedprisen bærer dog Frøken Parelius som Aase. Hendes fortrinlige Spil er det hovedsagelig, som forlener 1ste Akt med den fornødne Saft og Kraft, – som gjør Scenen foran Hytten efter Auktionen saa gribende og som lader den nydelige Slutningsscene i 3die Akt komme saa fuldstændig til sin Ret. Det var ogsaa i Scenerne med Aase, at Bjørnson naaede høiest.

Med Hensyn til Scenearrangementet, som forøvrigt var al Ære værd, har vi en liden Bemerkning at gjøre med Hensyn til Slutningen af 1ste Akt. Hægstadbondens Udbrud: «Jeg tar dit Liv for det Bruderov», med Aases glimrende Slutningsreplik: «Nei, Gud straffe mig, om du faar Lov», kommer ikke paa langt nær til sin Ret nu, da Gundersen staar i Hussvalen i Scenens Baggrund, hvorfra hans Stemme selvfølgelig ikke kan gjøre sig gjeldende med tilbørlig Kraft, og Aase, der selvfølgelig maa vende sig mod ham, maa sige sin Replik ind mod Scenen. Gundersen bør bryde sig Vei frem til Lamperækken og Replikerne falde der.

Publikum applauderede efter hver af de mange Afdelinger, da Tæppet gik ned, og fremkaldte tilslut Bjørnson og Frøken Parelius. Forfatteren blev ogsaa vedholdende raabt paa, men Hr. Bucher oplyste, at han netop havde forladt Theatret.

Publisert 5. apr. 2018 13:03 - Sist endret 17. sep. 2018 10:08