Karl Warburg

Peer GyntStora Teatern i Göteborg anmeldt i Aftenposten 4. februar 1892 (Nr. 66, 33te Aargang). Anmeldelsen er en oversatt gjengivelse av Karl Warburgs anmeldelse i Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning for 3. februar 1892.

«Peer Gynt»

paa Gøteborgs store Theater.

(Anmeldt af Prof. Dr. Carl Warburg i Göteb. H.- & S.Tidn. for igaaraftes.)


Det er nu 25 Aar siden Stykket skreves under Digterens Ophold Sommeren 1867 i den senere ved Jordskjælv ødelagte By Casamicciola paa Ischia og i Sorrento.

Og det var nok aldrig Meningen, at det skulde op paa noget Theater – det ligesaalidt som andre store Tankedigtninger, hvilke Digtere har givet dramatisk Form, som enkelte af Goethes, Byrons, Atterboms Frembringelser, og som Ibsens egen, foregaaende «Brand».

En fremragende svensk Kritiker skrev ogsaa kort efter Stykkets Fremkomst: «Er «Peer Gynt» et dramatisk Digt? Nei, ikke mere end «Brand», og endnu mindre end «Brand», saavidt man med Betegnelsen dramatisk forener Fordringen paa Mulighed for Opførelse.

Det var imidlertid en svensk Mand, som vovede sig paa det «umulige» at opføre dette Tankedigt, og det var Ludvig Josephson, der i 1876 var Direktør for Kristiania Theater. At det kunde lykkes, beroede naturligvis dels paa, at dette Tankedigt indeholdt saa mange dramatisk virkningsfulde Scener med Eventyrkolorit, og dels ogsaa paa, at Theaterdirektøren af Forfatteren fik Fuldmagt til at foretage betydelige Udeladelser.

Ti Aar efter blev Stykket optaget paa Kjøbenhavns Dagmartheater med den norske Kunstner Henrik Klausen i Titelrollen, og Tirsdag kom det altsaa paa svensk Scene.

 

 

*
*                                                                *
 

For ret at forstaa «Peer Gynt» gjelder det at huske paa, i hvilken Tid den er opstaaet. Det var i et Tidsrum, da Nyromantikens Efterklang beherskede den skandinaviske eller idetmindste den dansk-norske Literatur, medens den svensk-finske allerede havde frigjort sig. Ibsens Digt fremtræder endnu for en stor Del i den romantiske Eventyrkomedies Former, men indeholder samtidig den bitreste Satire over den romantiske Anskuelsesmaade og over den fantastiske Verdensopfatnings Mangel paa Evne til at udrette noget nyttigt her i Verden. Det er en Gang bleven sagt, at Heinrich Heine repræsenterede Nyromantikens Selvopløsningsproces, men i en vis Grad kan dette passe paa «Per Gynt», i hvilket Stykke Ibsen benytter «Eventyrdramaets» fantastiske Form for at rette en Dolk mod hele den fantastiske Opfatning. Det blev ogsaa det sidste af hans i romantisk Form holdte Satir-Dramaer. Det blev, er det sagt, «Ouverturen» til hans senere i realistisk Prosa givne Nutidskomedier – nærmest «De unges Forbund».

Men aldeles specielt har dog Ibsen (efter hvad hans Landsmand Henrik Jæger paaviser i hans Biografi) i «Peer Gynt» ville give en Type paa sin egen Nations Vrangside, give «Normanden», saaledes som han fremtraadte for et skarpt, satirisk Blik – skrydende, halv karakterløs, egoistisk – specielt dog Normanden fra Slutningen af den romantiske Periode, en Fantast, som drømmer vaagen, som gjør alting halvt og tilsidst maa ind i Knappestøberens store Støbeske for at blive noget rigtigt.

Ogsaa her bør man dog tage Tidsforholdene – særlig de politiske – ved Stykkets Fremkomst i Betragtning. Det var nogle Aar efter den dansk-tyske Krig i 1864. Henrik Ibsen var da dybt misfornøiet med sit Hjemlands politiske Holdning, da Norge-Sverige, trods Studentermødenes Løfter, som Ibsen ansaa bindende, ikke stod sine danske Stammefrænder bi; han saa heri et Udslag af national Slaphed, af Smaalighed, og dette bidrog i høi Grad til hans Beslutning om at bosætte sig i Udlandet. Vi tror, at man for en rigtig Opfatning af «Peer Gynt» stedse bør have in mente disse Tidsforhold som Eventyrkomediens Baggrund. Scenen i 4de Akt, hvor Karikaturer af de forskjellige Nationer (Englænderen Cotton, Franskmanden Ballon, Tyskeren von Eberkopf, Svensken Trumpeterstråle og Normanden Peer Gynt) optræder, er aldeles bestemt skreven med Hensyn paa Datidens politiske Forhold, og istedenfor «Hellas», om hvis Reisning der tales, kunde man nok læse «Danmark». Og i den ved Opførelsen strøgne Scene fra Galehuset i Kairo forekommer flere Pile i denne Retning; saaledes er f. Ex. den «Minister» Hussein, der tror sig at være en Pen, som skriver «Noter», en Satire mod Excellencen Manderstrøm.

Men ved Siden af Satiren mod Tidens romantiske Fantastik, mod Slaphed og Halvhed hos Forfatterens Landsmænd, ligger der en alment menneskelig Satire, uafhængig af Tid og Nation. Vi vil vistnok ikke gaa saa langt som Digtningens tyske Oversætter Passarge, som paastaar, at dette Poem «i sin Skildring af det stadig irrende, kjæmpende, efter Befrielse tragtende Menneske, staar paa Høide med Odysseen, «Divina Commedia», «Don Quixjote» og «Faust» og at den «for alle kommende Tider skal staa som det troeste Speilbillede af vort Aarhundrede».

Hertil savner den altfor meget Klarhed og lider for meget af Modsigelser. Men hvad den er – det er en gjennemgaaende kvik, ofte dybt poetisk Satire paa den Egoisme, som, istedenfor «at være sig selv», vil «være sig selv nok».

«Peer», den vilde, hensynsløse Gutten, der udfører saamange Gjerninger – i Indbildningen, han, som maatte behøve at samle sig for at «være sig selv» just ved ogsaa at være noget for andre, han lærer hos Troldene den stygge Lære at være sig selv nok, Egoismens Lære, Kjærlighedsløshedens Lære.

Ibsen har, som bekjendt, gaaet ud fra de norske Folkeeventyr, hvori Skytten «Peer Gynt» skildres som «en rigtig Skrønemager og Løgnhals, der altid fortalte, at han selv havde været med i de Historier, som Folk sagde var hændt i gamle Dage.»

Det er dette Folkesagn og dermed forbundne Historier, der ligger til Grund for hele første Akt med dens livfulde Scener af norsk Folkeliv; her fremtræder rent ud «Peer Gynt» som selv et Produkt af Eventyrene, hvori hans Moder drukner hans Sind, naar det gjelder at staa imod Sorgerne. Folkesagnene har ogsaa givet Motivet til Scenerne med «Bøigen»*), der udelades ved Opførelsen.

I dem er nu det allegoriske og symboliske allerede sterkt fremme, og det ledsager siden Figuren under alle senere Hændelser.

Men Folkesagnets Type har han ikke senere kunnet bibeholde og den «Peer Gynt», der fremtræder fra og med 4de Akt, den Egoist, hvortil Fantasten mere og mere er voxet op, er unegtelig vanskelig at faa til den samme Person, som vi forlod oppe i Norges Fjelde. Man savner i denne Skildring af et helt Menneskelivs Skjæbne fremfor alt Karakterens Enhed, der ikke erstattes derved, at «Peer Gynt» for Solveig altid har været en og den samme, at han har levet uforanderlig i hendes Tro, Haab og Kjærlighed.

 

 

 

 

*
*                                                                *
 

«Peer Gynt» er rig paa Episoder af storslagen poetisk Kraft. Savner man end i Stykket som Helhed den Sammenhæng, som er den levende Organismes Sag, men sjelden lykkes, naar det gjelder at give en Allegori eller en Abstraktion Kjød og Blod, saa fremviser til Gjengjeld Enkelthederne Billeder af det mest ægte Liv, af Poesi og Sandhed.

Særlig skal her paapeges Peer Gynts Forhold til de to Kvinder, som væsentlig har grebet ind i hans Liv: Aase og Solveig. Moderen er i og for sig en høist interessant Figur. Det er hun, som har næret ham med Eventyr, hun, som ikke har magtet at tugte ham, hun, som er bleven forbitret over alle hans Udyder. Men trods dette er det ogsaa hun, som tager ham sterkest i Forsvar, naar nogen vil ham tillivs: «Ja prøv, om I vover det, Aase hun har Neb og Klør;» og rørende er Omslaget i hendes Tilraab, da han har vovet sig op paa Fjeldene med Bruden. Først udbryder hun truende: «Jag vånne du fölle ner!» men strax efter ængstelig: «Gå varsomt i fjällen!»

Høidepunktet danner dog den inderlig fagre Scene, da Peer ved hendes Dødsleie rider ind med hende gjennem St. Peters Port og saaledes, aldeles i Stil med Eventyrverdenen fra hans Barndomstid, «leger hende ind i Døden». I Modsætning til Henrik Jæger kan vi ikke heri se et Drag af «fantastisk Ynkelighed, som lyver sin Moder ud af Livet». Snarere er dette et Drag af det letsindige Fantasteris elskværdigere Side, og Dødsscenen gjør et rørende Indtryk. Moderens Død ligesom «i et Eventyr» er jo ganske i hendes egen Aand.

Ogsaa Forholdet til Solveig, om end mere skizzeret, har sjelden vakre Punkter. Hun er Repræsentanten for den rene Hengivenhed, Kvinden, som gaaende helt og holdent op i sin Kjærlighed, trods alt, den romantiske Griseldisfigur, og i Lighed med hvad Tilfældet er med Margarethe hos Faust og Alma i «Adam Homo», er det hendes Kjærlighed, som med et Slags satisfactio vicaria – for at benytte et theologisk Udtryk – frelser Peer Gynt, da han i dobbelt Forstand skibbruden vender hjem igjen.

Foruden disse og andre rent poetiske Motiver vrimler der jo i Stykket af vittige Udfald, satirisk Skjæmt og Bizarrerier, som altid gjør sin Virkning.

 

 

 

 

*
*                                                                *
 

Det er sandelig ingen Bagatel at optage et Stykke som «Peer Gynt», og Direktør Lindberg har alene paa Indstuderingen af Hovedrollen nedlagt et Arbeide, som neppe kan overvurderes.

Men saa seirede han ogsaa igaar en virkelig Skuespillertriumf. Hans Peer Gynt var en i alle Henseender vel gjennemtænkt Skikkelse. Hvad vi strax vil fremhæve som en stor Fortjeneste, var Naturligheden i Diktionen. Versene fremsagdes i Almindelighed af Hr. L. med Sikkerhed og Intelligens. En Undtagelse gjorde de første Scener, hvor det gik rent for hurtig, og hvor Hr. L. desuden talte temmelig lavt, saa at adskilligt undgik Tilhørerne. Muligens var denne raske Takt foranlediget af Ønsket om at give Skikkelsen en udpræget Ungdommelighed. Thi det er jo for en Skuespiller af Hr. Lindbergs Aar ingenlunde let at give den unge «Gut»; men dette lykkedes overraskende godt. Der laa noget «friskfyragtigt», en overlegen Gutteagtighed over Figuren, som stemte med Rollen; dog burde Dagdriverens Skryderi og det vilde Sind have været sterkere betonet.

Peer Gynt burde i første Akt ligefrem stole mere. Ogsaa havde vi i Bryllupsscenen ønsket en sterkere Fremhæven af den Magt, som Peer Gynt udøver over Solveig. Han bør her fremtræde med hele Fortryllelsens Kraft, og det bør blive klart, at her afgjøres en Menneskeskjæbne. (Det er en Scene, beslegtet med det første Møde i «Faust»). Nu beror dette visselig mest paa Solveigs Fremstillerinde, men ogsaa Peer Gynt kunde have ladet det træde sterkere frem. Den paafølgende lille Samtale med Bruden gik fortræffelig, ligesaa den djerve Scene med Sæterjenterne, i hvilken de sanselige Lidenskabers Tummel symboliseres. Medens der er lidet at sige om Spillet i Dovregubbens Hal, skal vi fremhæve den vakre Scene ved Moderens Dødsleie, hvor Peer Gynt rider med Moderen til Soria Moria Slot og til St. Peters Port. Vel burde en noget blødere Stemning her have været anslaaet – efter den Opfatning, vi har af dette Sted – men det lykkedes Hr. L. at rive Tilskuerne med sig. I Rollens sidste Afdelinger, som Pengematadoren ved den marokkanske Kyst, som «Profeten» og som den hjemvendende Olding, der har prøvet Livet, er Hr. Lindberg helt og holdent i sit Es. Fremforalt kan den Skikkelse, han fremstiller i sidste Akt, betragtes som noget af det allerbedste, han nogensinde har givet; det var en fuldlødig Fremstilling af gribende Virkning. I det hele var hans Peer Gynt en Præstation, han har Grund til at være stolt af.

Blandt de medvirkende fortjener først og fremst Frøken Magnusson som Aase den fuldeste Anerkjendelse. Hendes Greb paa Rollen er det rigtige. Hun tager den som en kraftig, sterk Kjærring, der godt forstaar at haandtere Kjeppen, baade med Kraft og Fart, men hun lader tillige de bløde Steder komme frem. Og skjønt de sterke Scener i Begyndelsen lykkedes bedst, blev ogsaa Dødsscenen givet med enkel Sandhed: det var en gammel udslidt Sjel, som gik til Hvile.

Solveigs Skikkelse kom ikke til sin Ret, maaske allerede fordi den fremstilledes af to Skuespillerinder. Hvad Fru Eliason angaar, da fik den talentfulde Kunstnerinde temmelig lidet frem af Scenerne i de første Akter; de vakre Repliker, hun her har at sige, burde være fremhævede med mere Eftertryk og Indhold. Frøken Lindegren havde Solveigs Rolle i de sidste Akter. Her er det egentlig Sangen, det kommer an paa, og hun sang Solveigs herlige Vise stemningsfuldt, om end efter musikkyndiges Mening ikke ganske rent. Den slog livlig an hos Publikum.

Mindre paa sin Plads var Fru Bostrøm som «den grønklædte». Rollens første Halvdel bør ubetinget gives af en ganske ung Skuespillerinde, som optræder med fortryllende Fagerhed. Siden, naar hun kommer tilbage med sin stygge Unge, skal hun optræde forvandlet og have et Slags Maske; der tales jo om, at hun vil «miste sit Tryne». Nu forsvandt Illusionen.

Fortræffelig var Hr. Victor Lundberg som Knappestøberen, ligesom ogsaa Hr. Axelson paa en intelligent Maade tolkede «den magre»s Repliker. Hr. Kellberg var lidet fornøielig som Dovregubben og talte desuden saa slæbende, at hvis alle havde fulgt samme Tempo, vilde Publikum blevet siddende til ud paa Morgenen. Frøken Hamberg var en særdeles heldig Anitra, ligesom hun ogsaa godt udførte sin Opgave som den ledende blandt de tre Sæterjenter.

Blandt Smaarollernes Indehavere fortjener Frøken Lundeqvist specielt at fremhæves. Den Scene, hun har med Peer og Bruden Ingrid, gjorde udmerket Virkning, og det er noget ganske usædvanligt at se en liden Birolle saa karakteristisk udført.

Stykket kræver som bekjendt et stort scenisk Apparat, og Direktør Lindberg har nedlagt store Omkostninger paa Dekorationer og Maskineri. Særlig anslaaende var det vakre Snelandskab i Begyndelsen af tredie Akt, endvidere kan nævnes det østerlandske Sceneri, ligesom ogsaa Skibet og Skibbrudet gjorde sterk Effekt og indbragte Maskinisten, Hr. Carlsson, gjentagne Fremkaldelser. Mindre Lykke gjorde Anordningerne i Dovregubbens Hal, hvor det troldelige kom for lidet frem; der var mere en venlig «Nissetone» over det hele end en Farve af «Trold» og Udyr, som Meningen vel er, og Kampen mellem Peer Gynt og Troldungerne gjorde sig ikke rigtig gjeldende. Ogsaa i andre Henseender lod Regien paa sine Steder adskilligt tilbage at ønske, som bør kunne afhjelpes ved fornyede Forestillinger. Direktøren har ikke kunnet være med overalt.

Den af Hr. Gustaf af Geijerstam udførte Oversættelse har med sine vanskelige Rim ikke været noget ubetydeligt Arbeide; den lød flydende og utvungen og tydede helt igjennem paa den intelligente Opfatning af Originalen, som man kunde vente, og Publikum udtrykte sin Anerkjendelse ved efter Stykkets Slutning af fremkalde Hr. Geijerstam, der var reist ned fra Stockholm for at se Stykket.

Griegs berømte Musik, om hvilken Anmelderen ikke kan udtale sig nærmere, bidrog til at forhøie Indtrykket af det storartede Eventyrskuespil, skjønt den nok havde krævet sterkere Midler for at komme til sin fulde Ret.

Direktør Lindberg var Gjenstand for de livligste Bifaldsytringer baade under Stykkets Gang og efter Forestillingens Slutning lige før Midnat.

 

 

 

 



*) I Folkesagn utvivlsomt «Midgardsormen».

 

 

Publisert 5. apr. 2018 12:33 - Sist endret 17. sep. 2018 10:05