Anonym anmelder i Morgenbladet

Peer Gynt anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 29. november og 1. desember 1867 (No. 330 og 332, 49de Aarg.).

Literatur.

Henrik Ibsen: Peer Gynt. Et dramatisk Digt. Kjbhvn. 1867. Gyldend. Bogh.
(29. november 1867)

I «Peer Gynt» have vi atter Anledning til at gjøre opmærksom paa et Verk, der indtager en meget fremragende Plads i vor unge Literatur. I enkelte Henseender turde det maaske siges, at det i høiere Grad end noget tidligere af Henrik Ibsens Arbeider sætter denne Digters Eiendommelighed i et skarpt Lys. Om man ogsaa i Digtets hele Stil ikke skal kunne undgaa at erkjende et klart Præg af Digterens Individualitet, saa er det vel i enkelte Billedgrupper og dristige Kombinationer, at den med mest Styrke træder frem og giver det mest slaaende Vidnesbyrd om det Originale i hans Synsmaader, om hans Fantasis Kraft og Dybde.

Det er muligt at Læserne, ligesom ved «Brand», ogsaa her vil finde Knuder, der er vanskelige at løse, og det ikke saa ganske faa, men i en anden Retning og paa en anden Maade. Ligesom der i «Brand» bag en sand tragisk Personlighed, bag en virkelig tragisk Handling, som for sig traadte frem med Opløftelsens Magt, laa en Polemik mod vor Tids formentlige Usseldom og Egoisme, dels som Moment i Handlingen, dels i Sidehug, saa er «Peer Gynt» fra først til sidst et sandt Stormløb af polemiske Skildringer, et Egoismens Eventyrdrama, der laaner Eventyrets Fribrev for at kunne give Fantasiens Svingkraft Løb til dristige Symboler, men Dramaets Struktur og Midler for at give Udfoldningen af Sjælsbilledet Umiddelbarhedens Liv og energiske Kraft. I «Brand», hvor navnlig sidste Handling var skikket til at skygge for Lyset, kunde man være i Tvivl, om man havde faaet Grundtanken frem med al Klarhed, om der, trods Konsekvensen i det Grebne, dog ikke var Punkter, der savnede Lys og svækkede Totalindtrykket af det hele Billede. I «Peer Gynt» skal man neppe faa denne Tvivl. Man spørger ikke, hvad Stykkets Ide da egentlig er; hertil har man alle nødige Momenter for Haanden; de føier sig meget snart sammen til Vished. Men en anden Sag er det, at der i Digtet forekommer Partier, navnlig Grupper av Symboler, hvor man maa stanse for at søge Klarhed, for at spørge, i hvilken organisk Forbindelse, de staar til hinanden indbyrdes, og i hvilken Grad de bliver en konsekvent Udstrømning af Stykkets Ide, som man nu engang ikke kan tage feil af. Men for at komme til den størst mulige Klarhed bliver det nødvendigt at give en orienterende Oversigt over, hvad Digtet bærer inde.

Ved første Akts Begyndelse finder vi «Peer Gynt» som en yr og vild ung Mand, der har Spiren i sig baade til store Feil og store Fortrin. Hans Slægt har været rig og mægtig, men har forødt det Altsammen, saa at han og Moderen nu staar tilbage i Fattigdom. Men sat midt op i disse Forhold, har han en glubende Ærgjærrighed, for hvilken intet Maal er for stort. Netop Kontrasten, som han faar erfare, at der er mellem Drøm og Virkelighed for ham, denne Kontrast driver hans Ærgjærrighed ud i en Retning, hvor den taber det Storsindede og sande Ophøiede og bliver til Egoisme. Medens han i Følelsen af, at der bor Evner i ham, som kan udvikles og føre til et stort Resultat, bærer paa de driftigste Drømme, bliver han samtidig spottet og hundset af dem, der er bedre stillede i Livet, fordi han bærer paa Fattigdommens ringe Kaar, og fordi hans Freidighed og Livslyst har saa mange Kanter, der skal knubbes af. Men under dette bliver hans Selvfølelse til Trods, hans Erkjendelse af sine ringe Kaar til en kuende Mistænksomhed. Saaledes bliver hans Ærgjærrighed ikke en Lyst til at vinde Storhed for de Andre, men mod dem, tiltrods for dem. Her er allerede Egoismen i sin Spire.

Der skal være Bryllup paa Hæggstad; Datteren har elsket og elsker endnu «Peer Gynt», men denne, som det synes, ikke hende, ialfald ikke alvorligt. Han kommer til Brylluppet i Trods halvveis, og halvveis i Stemning til at have Del i Lystigheden og Dansen. Men han mødes af baade Gutter og Jenter med Spot og Drillerier, der først gjør ham stille og sky, men efter endel Brændevin og eggende Ord kaad og kaut og trodsig. Han træffer en ung Jente, Solvejg, der strax ved første Syn slaar ham ved sin milde Skjønhed, saa han bliver forelsket; han skal saa danse med hende, men da hun hører hans Navn, trækker hun sig tilbage, og dette er det egentlig som gjør, at han giver sig til at drikke og trodse. Imidlertid har Bruden, Ingrid, stængt sig inde paa Stabburet, hvor hun ikke vil slippe ind Brudgommen, der er en Dot og gaar og ynker sig over hendes Tværhed. Tilsidst beder han Peer Gynt om at hjelpe sig til at faa Bruden ud. De gaar da sammen til Stabburet, men paa Veien møder de Solvejg, og Peer Gynt beder hende atter om den Dans, hun havde lovet, og da hun siger, at hun ikke tør, saa er han vild mod hende, og gaar afsted med Brudgommen. Medens nu denne venter paa at faa Bruden ved Peer Gynts Hjelp, er det, at denne i Trods, fordi han overalt tror sig forsmaaet og spottet, røver Bruden for sig selv og flygter tilfjelds med hende. Det er en Udvikling, som man ikke kan frakjende Sandhed og Naturlighed, at hans Higen efter noget Stort, efter Storverk forspildes i sin Berettigelse, men bliver til en egenkjærlig Trods, naar han mærker, at alt det Gode i ham, som han med Aabenhed og Tillid vil lægge for Dagen, overalt, som han mener, mødes med en Spot og Ringeagt, som han ikke tror at fortjene. Han vil vise sig som, og trodse frem Anerkjendelsen af, at han er de Andres Overmand. Han har søgt Kjærligheden, men er bleven stødt tilbage, hvor han vilde finde den; nu søger han Magt og Storhed for sin egen Skyld. Egenkjærligheden er vakt hos ham; han kan ikke længere vise den fra sig; denne Attraa voxer og kommer igjen i alle sine Konsekvenser.

I anden Handling møder vi ham derfor strax under denne Indflydelse. Ingrid, som han lokkede til at følge ham fra Brudehuset, støder han haardt og koldt bort, fordi han mærker, at det er ikke hende, han elsker, men Solvejg;

Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder, – – -
Uden en -!

Imidlertid vexler Billedet; man ser Peer Gynts Moder og Indflytterfolket med Solvejg ledende efter ham, og man mærker her, at Solvejg har taget Indtryk af hans Skjebne og begynder at vinde Kjærlighed til ham. Saa ser vi atter Peer Gynt paa Flugten, vild og trodsende; hele Bygden er efter ham, og han føler en vis Tilfredsstillelse ved at være i Strid med den:

Bryde, velte, stemme Fossen imod!
Slaa! rykke Furuen op med Rod!
Det er Liv! Det kan baade hærde og højne!
Til Helved med alle vasne Løgne!

Men det er Uro og Vildskab; de mørke Tanker, der forfølger ham, søger han at drukne i Øieblikkets Nydelser;

Med Hugen sturen og Tanken kaad,
I Øjet Latter; i Halsen Graad!

ser vi ham drage afsted for at ture med endel galne Sæterjenter, han træffer paa. Men snart møder vi ham atter, yr og forvildet, han har nok smagt vel meget paa Mjøden ved Turingen i Sætren. Under vilde, afbrudte Tanker og Syner segner han ned inde mellem Ronderne, han stirrer opad:

Der sejler to brune Ørne.
Mod Sør gaar de vilde Gjæs.
Og her skal jeg traske og tørne
I Mudder og Søl tilknæs! (springer iveiret)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste Vindes Bad!
Jeg vil højt, jeg vil dukke mig ven i
det skinnende Døbefad!
Jeg vil ud over Sæterbøen,
Jeg vil ride mig skjær tilsinds,
Jeg vil frem over salte Søen
og højt over Engellands Prins!

Saa synes han, at Fjeldene former sig som en prægtig Gaard, det er hans Faders Gaard, hvor den rige Jon Gynt holder Gilde med Kapteinen og Presten; der blander sig en Erindring ind, om dengang da Presten vilde drikke hans Skaal:

Ind da, Peer Gynt, til Dommen;
den lyder i Sang og Klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!

Han løber fremad, men render mod et Bergstykke og falder omkuld. Da kommer han med et op i Eventyrverdenen. Han løber efter Dovregubbens Datter, frir til hende og faar Jaord. Paa en stor Gris rider de til Dovregubbens Kongshal. Her vil Hoftroldene og Troldungerne stege, rispe og rive denne Usædvanlighed af en Kristenmand, men Gubben selv mener, at man skal ikke skyde Folkehjelp fra sig. Peer Gynt vil komme til Magt og Værdighed blandt Troldene, han vil anerkjendes som en Høvding blandt dem ved at ægte Gubbens Datter og faa halve Riget. Dette skal han da ogsaa faa, naar han vil være pen og rigtig troldelig:

For det første maa du love, at du aldrig ændser,
hvad der ligger udenfor Rondenes Grænser;
Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plet.

Dette gaar han ind paa. Dernæst skal han tilegne sig troldelige Anskuelser, antage deres Livsbetragtning:

Derude, under det skinnende Hvælv
mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»

Dette synes han først er noget taaget, men han gaar ind paa det uden videre. Saa skal han vænne sig til at sætte Pris paa Troldenes jevne, hjemlige Levevis. Dette vil han ogsaa gaa ind paa, skjønt det falder ham ikke saa lidet usmageligt. Saa forlanges det, at han skal aflægge sine Kristenmandsklæder og klæde sig som Troldene; han skal have paa sig Dovregubbens Søndagshale med brandgul Sløife i Tippen; ogsaa dette gaar han ind paa, men spørger, om han ogsaa skal aflægge sin Kristentro;

Nei, den kan du gjerne beholde i Ro.
Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;
det er Skorpen og Snittet, en skal kjende et Trold paa.
Bare vi er ens i Lader og Klædsel,
kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Rædsel.

Nu er altsaa alting godt og vel; han har gjort de nødvendige Indrømmelser, og Dovregubben befaler, at der skal spilles op og danses. Det er hans Fæstemø og hendes Søster, som træder Dansen, men Peer Gynt synes, at det er en Bjeldeko og en Purke. Dette er et slemt Træk af Menneskenaturen, og derfor vil Dovregubben rispe ham lidt i det venstre Øie, saa ser han skjævt, men synes at alting er gjævt og gjildt. Dette synes dog Peer er for galt; han har gaaet villig ind paa alt det Andet og skal gjerne være Trold for en Brud og et velskjøttet Rige,

men det at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,
at gaa som et Bjergtrold alle sine Dage, -
dette her, at en aldrig kan træde tilbage,
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.

Han vil ud, han vil løse sig fra altsammen; men saa faar han vide, at han er gaaet saa vidt, at han ikke længere kan løse sig. Thi det, der var i hans Attraa og Begjær, det vil føde et Afkom, som han ikke kan fri sig for, et Afkom, som vil voxe urimeligt fort, og om han siger sig fri for Troldene og Forbindelsen med Dovregubbens Datter, saa vil de sende Ungen ud efter ham i et Bukkeskind. Men da han ikke vil være ganske og aldeles som Troldene, da han ikke vil tage Skridtet fuldt ud, saa kommer alle Troldungerne og kniber og klorer ham; de holder paa at tage Livet af ham; men saa lyder Kirkens Klokker, og Hallen forsvinder, Troldene flygter. Det er en Kvinde, det er Moderen, som lader Klokkerne kime. Kjærligheden har draget ham ud af Fordærvelsen.

Men ikke før er han kommen ud i Bælgmørket, før han atter maa kjæmpe, kjæmpe med en usynlig Fiende, der gjør passiv Modstand: naar Peer synes, at han har slaaet ham til Jorden, saa er han der atter saarløs og drillende. Spurgt, hvem han er svarer han «Mig selv», og siden «Den store Bøjgen», og saa raader han Peer til at «gaa udenom» og ikke tversigjennem. Peer bliver utaalmodig, han vil, at Bøjgen dog skal slaas med ham, men «Bøjgen slaar ikke,» «Den store Bøjgen vinder alting med Lempe.» Alle Fuglesystrene kommer sammen og skriger «Tag ham;» han synker udmattet sammen; de vil tage ham; men saa lyder atter Klokkerne, og Bøjgen svinder ind til Intet og siger: Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham. Atter har altsaa Kjærligheden reddet ham.

Saa er det ved Solopgang, at vi atter møder Peer Gynt udenfor Moderens Sæterstue. Han vaagner i den Stemning, at han levende ønsker «en ramsaltet Sild.» Solvejg er der, men Peers vilde og kaute Snak skræmmer hende, og hun løber sin Vei. Da sender han hende Bud med hendes lille Syster Helga med Bøn «at hun ikke glemmer mig.»

Her slutter anden Akt og giver os et Hvilepunkt i Handlingen, som vi vil benytte til et Par Betragtninger. Det er klart nok, at man endnu ikke er ifærd med den egentlige Udvikling, at man lige til nu kun ser for sig den Jordbund, hvori er plantet Spirer, som kan voxe, men ikke selve Vexten, Udviklingen. Det er ganske vist, at man allerede meget tidligt, som vi viste, ser Selvkjærligheden og Forfængeligheden drive ham til en Handling, der kan bære Konsekvenser i sig og har Præg af sit Udspring, men saaledes som den sidste Halvdel af anden Akt tager sin Vending, kan man neppe andet end sige, at først nu viser det sig for ham, at der er to Veie, som kan vælges. Hele denne Drøm om Dovregubbens Kongshal, og hvad der skede, er igrunden det hele Drama i det Smaa; der rulles et Billede op for ham, som viser, gjennem hvilke Veie han kan naa det Maal, som en saagodtsom fremtvungen Ærgjerrighed har vist ham. Det viser ham, hvilke Resultater, dette Valg vil føre til, det skildrer ham Kampene baade mod de enkelte Fiender, der kan tages og føles paa, og mod den store usaarlige Fiende, der kun gjør passiv Modstand og dræber ved at afkræfte den, som vil kjæmpe mod noget, der «ikke er dødt, ikke levende, men slimet, taaget.» Alt dette, naar han ikke vil blive fuldt og helt «Trold,» men vil bevare end det Ringeste af det «Bestemmelsens Merke,» hvormed man er sat ind i Verden for at leve og for at virke. Men der vises ogsaa, hvor Frelsen er; det er noget, som drager En frelst og usaaret ud af de heftigste Kampe med Verden og sig selv. Det er Kjærligheden og Troen paa Kjærligheden; den søger og leder efter den, der er stedt i Nød, den ringer med Kirkens Klokker, og man er frelst; Trold og Uvætter har ikke mere Magt over En.

Først nu kan det siges, at der er et Valg til det Sande eller til det Falske; først nu kan der gives Afgjørelse til Godt eller Ondt af de Anlæg, der hviler i ham.

I en kjekt udkastet Scene, der aabner 3die Akt, se vi nu netop Peer Gynt i Uvisheden; han søger at ryste Stormandstankerne af sig; han staar midt i Storskogen, hugger sig Tømmer til en Stue derinde, thi han er fredløs fra Bygden, og udenfor Skogens Enemerker kan de tage hans Liv. De gamle Drømme om Magt og Ære lister sig ind paa ham; han tager Furuen for en staalklædt Kjempe, der skal fældes i Strid, men jager saa Drømmen bort som Løgn; det er jo bare en Stue, han skal bygge til Ly i sin Fredløshed. Men saa gjør han denne Stue i Fantasien saa gjild og prægtig, som hans gamle Drømme har reist den. Ogsaa dette ryster han af sig. Han vil ikke hige og søge efter andet end Fred og Ly; man tror, han vil seire, uagtet Feigheden allerede her melder sig som et Varsel. Der kommer en Unggut op i Skogen og hugger en Finger af sig for at slippe Krigstjenesten. Men i Peer Gynts Betragtning af denne Sag finde vi endnu hverken Tab eller Seir:

De vilde ham i Krigen skikke;
og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted.
Men hugge – ? For altid at skille sig ved -?
Ja, tænke det, ønske det; ville det med; – -
men gjøre det! Nei, det skjønner jeg ikke!

I disse Linier ligger det klart og betegnende udtalt, at Peer er fuldt moden baade for den ene og den anden Indflydelse; men det afgjørende Valg, det skal stille ham i et bestemt Afgjørelsesforhold til sig selv og til Verden, i en Stilling, hvorfra han ikke kan træde tilbage, det kan han ikke gjøre. Saaledes ser vi ham her allerede, trods den uafgjorte Kamp i hans Indre, tildels under Indflydelse af Feigheden, der bebuder hans Fald; men det er, netop fordi hans egen Kamp ikke er færdig og ført til Resultat, et mesterligt tænkt Træk, at Feigheden her kun viser sig varslende udenfor ham, paa samme Tid, som derved gives Anledning til et Blik i hans egen Udvikling paa dette Standpunkt; det bliver et Skridt fremad i Udviklingen.

Efter en Scene, hvori man lærer, at der for Peer Gynts Galskabs Skyld har været Udpantning hos Moderen, og hvor alle dennes Tanker samler sig tilslut i Kjærlighed til Sønnen, ser vi atter denne udenfor sin færdigbyggede Stue i Skogen:

Laas maa der være; Laas, som kan binde
Døren for Troldtøi, og Mand og Kvinde.
Laas maa der være; Laas, som kan lukke
for alle de arrige Nissebukke.
De kommer med Mørket; de klapper og banker:
luk op, Peer Gynt, vi er snygge som Tanker!
Under Sengen vi pusler, i Asken vi rager,
gjennem Piben vi rusler som gloende Drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker
kan stenge for arrige Nissebuktanker?

Da kommer Solvejg af sig selv med Kjærligheden, hun kunde ikke andet, hun maatte komme. Det er et stort og sandt Billede af Kjærligheden, at hun trods alt det Vrange og Feilfulde, hun kjendte hos ham, ikke at tale om, at hun maatte bryde af Alt bag sig og endog gaa Fattigdommen imøde, dog maatte gaa:

Bud har du skikket med Helga lille,
flere kom efter med Vind og i Stille.
Bud bar din Moder i alt, hun fortalte,
Bud, som yngled, der Drømmene dalte.
Nætterne tunge og Dagene tomme
bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.
Det blev, som Livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt, hvad Sind du aatte,
jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og maatte.

Her er endelig den sidste Korsvei, hvor han maa vælge. Nu er Frelsen i Huset hos ham; han erkjender selv, at det er hende, som alene kan jage de stygge Tanker ud derfra, at hun er den eneste Laas og Lukke mod Tankernes Troldskab. Har han nu ogsaa Troen paa Kjærligheden, saa den kan frelse ham, eller er det allerede for sent at byde ham selv Valget. Det er her Øieblikket, hvor man bæver for Afgjørelsen, men tegner da ikke ogsaa Alt til, at han nu ved at have fundet Sandheden?

Da møder han Dovregubbens Datter med den stygge Ungen, som han selv er Fader til, bare for den Attraa, han bar til hende. Det er Nissebuktankerne, som kommer for at kjempe med Kvindekjærligheden. De siger, at de vil følge ham overalt, de truer med at grine ham imøde, naar han vil finde Solvejg i Kjærlighed.

(Sluttes).


(1. desember 1867)
(Slutning fra No. 330.)

Dette skulde være Afgjørelsens sidste Stund. Er der ikke Anger? spørger han, er ikke nu Troldskabet ude af Syne; jo, men ikke ude af Sind. Han føler sig som besmittet og beskjemmet. Han gaar et Skridt henimod Stuen: han vil se at skyde disse Tanker tilside; men saa er Feigheden der; han tør ikke gaa ind med Troldskab i Følge; tale og dog tie, skrifte og dog dølge: «Udenom sa´e Bøjgen.» Han vil ikke vælge, han tør ikke vælge, men saa har han dog alt valgt og valgt det Værste. Thi at gaa udenom, det er her det samme som at skyde Frelsen fra sig; her maa der vælges, til det Gode eller til det Onde.

Her bliver det klart, at Peer Gynt egentlig er fuldfærdig som den feige Selvkjærligheds Repræsentant. Han ser nemlig grant nok, at det, at slutte sig til Solvejg, det, fuldt og helt at søge Fred i og sætte sit Liv i Kjærligheden, det er et Baand, en Skranke, der stænger for hans ærgjerrige Drømme, for hans Higen efter at naa noget «Stort». Han kan derfor ikke overtale sig til at give Slip paa den Tanke, at han endnu har Mulighederne for sig her i Livet, men for at kunne dette maa han være sig selv og være blot for sig selv, ikke for Andre, paa den Maade, at dette bliver hans Livsmaal. Med andre Ord, han maa være sig selv, saaledes at han ogsaa er sig selv nok, som Troldet sagde.

Nu vil maaske mange sige, at her maa dog Peer Gynt selv se, at han virkelig har gjort et Valg, saameget mere som jo i den hele Drøm om Dovregubbens Hal ligger oprullet for hans Blik Billedet af Materialismens Selvkjærlighed gjennem alle dens Følger og med Kravet paa, at man skal «døde sig selv», kvæle sin Individualitet. Han har seet Farerne og Følgerne; han har ogsaa seet, hvad der alene kunde redde ham. Det kan virkelig heller ikke negtes, at den Svaghed, han viser, kommer til at stilles i et saa meget grellere Lys, naar man tænker paa det klare og tydelige Fingerpeg, han har faaet i Forveien, næsten, vil vel Nogle sige, som en Usselhed, der knapt fortjener Opreisning; ligesom han ved nu at forlade Solvejg maatte antage, at han for stedse tabte hende, og at et afgjørende Valg altsaa var skeet, at han virkelig havde kastet sig i Armene paa Materialismen og Egoismen. Der er her et Punkt i Dramaet, hvor Udførelsen ikke ganske giver fuld Vished og Klarhed, men, saaledes som Spørgsmaalet staar halvt aabent, er der Rum for den Betragtning af Sagen, at Peer Gynt selv her mener, at der virkelig ikke er gjort noget Valg, og at han endnu ikke ved, hvad han egentlig vil; han er tvivlraadig, han vil endnu vente lidt. Feigheden har formegen Magt over ham til, at han i Øieblikket skulde ville andet end vente; han tror vel endnu, at han kan træde tilbage, naar han faar betænkt sig lidt; han tør endnu ikke give sig sine Stormagtsdrømme, sin Selvkjærlighed i Vold, men han tør heller ikke helt kaste dem paa Døren. Han springer ikke i det, men glider ind i det.

Han gaar ned i Bygden, hvor nu Moderen ligger paa Sottesengen. Her er altsaa endnu, hvad der kunde vække ham med Sorgens Magt. Hun har lidt for ham, hun har taget Fattigdommen for ham og dog altid havt ham i kjærlige Tanker; man kan næsten sige, at hun dør for ham. Men Peer Gynt jager Stundens Alvor bort, han skræmmer de bitre Tanker, der strømmer ind paa ham, med vilde og trodsende Fantasier, der søger at gjøgle sig til Berettigelse som blide og vuggende Barndomsminder; og det Værste er, han jager Alvoret ogsaa fra den, der nu skal møde det strengeste Alvor. Det, som kunde blevet ham til Erkjendelse og Styrke for det Gode, det er det først, som vækker alle hans gamle Drømme til fuld Styrke, reiser hans Trodsen til en forfærdelig Høide, og kaster ham uigjenkaldelig ind i Afgjørelsen. Han vil ud, han reiser af Landet for at søge «Lykken».

Fjerde Akt, en bred, og, som Polemik overordentlig skarpt anlagt, Skildring, giver nu egentlig ikke nogen Udvikling af Karakteren udover det i tredie Akt vundne Standpunkt. Den er mere dette Standpunkt sat i forskjellige Belysninger og Handlingen er mere Svingninger om et og samme Centrum end en Fremadskriden, Noget, der forøvrigt ikke mindre træffer den første Halvdel af femte Akt. Peer Gynt er i al denne Tid som en Hund, der bider i sin egen Hale og løber rundt i Ring. Mangelen paa virkelig dramatisk Handling i dette Parti bliver saa meget føleligere, som jo Kjernen i den herværende Fremstilling allerede ligger given i det Foregaaende, og man længes derfor efter et Peg mod Afgjørelsen, uagtet der overalt er noget, som fængsler Interessen, men rigtignok i en anden Henseende end for det Dramatiske. Imidlertid kan jo Forfatteren med en vis Berettigelse skyde sig ind under den friere Form, han har valgt, en Form, der tillader en uligere Fordeling af Midlerne, skjønt der ogsaa her er Grænser, som vel kanske i dette Tilfælde er overskredne. Forfatteren havde imidlertid Brug for en bred Fremstilling, dels for at vise i alle Retninger, hvad han vil have forstaaet ved Egoismen, dels for at kunne virke med sin Polemik i fulde Slag.

I den fjerde Handling viser han os Peer Gynt som middelaldrende Mand. Han har været i Amerika og er bleven en rig Mand, er sammen med nogle Selskabsbrødre seilet over til Marokko i sin Dampyacht, som bærer alle hans Rigdomme, og udtaler i et muntert Lag sine Hensigter at anvende disse Rigdomme til Erhvervelsen af materiel Magt; han vil være «Keiser i hele Verden» i Kraft af Guldet. Nu – Guldet røver de fra ham, men Yachten springer i Luften med Røverne. «Det gyntske Selv» er altsaa ved en viselig Skjæbnens Tilskikkelse reddet fra Døden, og

hvilken vidunderlig Tryghed og Trøst
at vide sig selv separat beskyttet.

Efter nogle Billeder og Betragtninger, der hver for sig bringer mange betegnende Træk, finder vi ham som Profet i Ørkenen, hvor han er «Situationens Herre». Han søger Kjærlighedseventyr med Ørkenens Datter Anitra, men denne, som kun har Sans for Topaser og Amethyster, løber fra ham, da han tror at skulle bortføre hende. Saa kaster han Tyrkeklæderne af sig og vil være Keiser i Videnskabens Rige, men saa ender han med at blive ført ind i et Galehospital, hvor «Sig Selv» er selvskreven som Keiser, da «den absolute Fornuft afgik ved Døden iaften Kl. 11». I dette interessante Galehus træffer han baade paa Maalstræveren «Huhu», paa en Fellah, som tror han er Kong Apis, fordi han har denne som Mumie paa Ryggen og er fjernt i Slægt med ham; endelig paa Hussejn Pascha, der er «en paaholden Pen», som «skriver Noter» osv. Gjennem hele Akten er, som sagt, det, der væsentligst interesserer, den saftige Polemik, dels af en almindeligere, dels af en halv eller til personlig Natur, hvormed den er impregneret fra først til sidst. Og man kan ikke negte at Forfatterens Vaaben er i høi Grad skarpe og fint tilspidsede, at man overalt lærer en at kjende, der er sig sine Slags Kraft bevidst.

Endelig er Peer Gynt bleven gammel; han vil hjem igjen til Fædrelandet med Resterne af sin Eiendom. Ombord paa Skibet, der fører ham, viser han sig ikke i nogen Henseende forandret til det Bedre. Selvkjærligheden er fremdeles levende hos ham, hvad der i mere end en Retning viser sig under den Storm, der opstaar, og i hvilken Skibet tilsidst forliser under Norges Kyst. Høflig, men bestemt afviser han sin Samvittighed, der er hans Medpassager; og da han selv og Kokken begge vil redde sig paa Baadhvælvet, er det med Forekommenhed, han sørger for at skaffe denne et Par Øieblikke til Opgjør, inden han lader ham synke. Peer Gynt er jo imidlertid, som vi ved, «separat beskyttet» og gaar altsaa ikke selv under, men kommer iland og besøger saa Hjembygden. Som han selv er en Ruin, saa træffer han her Ruiner af kjære Erindringer, der vækker bitre, men ikke frelsende Tanker hos ham. Tilsidst staar han foran sin egen Stue. Hidtil har han ikke været forknyt; en Sofisme, et spottende Ord, et lidet Selvbedrag har altid atter bragt ham i en vis Ligevegt, selv i Dødsfaren og overfor alle de samlede hjemlige Minder. Men saa bliver han her forknyt tilgavns. Inde i sin egen Stue hører han Solvejgs Stemme, der gjennem en vemodig Visestump kalder ham hjem fra det Fjerne. Da bliver han dødbleg:

En, som har husket, – og en, som har glemt,
En, som har mistet, – og en, som har gjemt -
O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, Angst! – Her var mit Keiserdom.

Men han er ræd for Alvor og sky for Anger, han flygter henover Moen. Da hører han Røster, som taler til ham med Bebreidelse; det er Tanker, han skulde tænkt; Løsen, han skulde stillet; Sange, han skulde sunget; Taarer han ei havde fældt; Verker, han ikke havde øvet; men tilsidst og værst Moderen, som han «havde kjørt galt», og som ikke havde «fundet frem til Slottet». Endelig træffer han paa «Knappestøberen», der er sendt ud for at støbe ham om, fordi han har budt sit Livs Bestemmelse Trods. Men han vil ikke støbes om og akkorderer nok saa kjækt med Knappestøberen, til den lader ham løbe for at faa Attester for, at han har været «sig selv» helt og holden. Han træffer saa paa «Dovregubben», som det er gaaet forskrækkelig tilagters med, men denne vil ikke give ham nogen Attest, fordi han jo ikke har levet som «sig selv», men som «Trold», efter disses Valgsprog at «være sig selv Nok». Endnu engang akkorderer han sig fra Knappestøberen og træffer saa paa Fanden. Denne mener, at da han efter egne Selvbekjendelser ikke rigtig har været af de «store Syndere», saa kan han ikke koste Logi paa ham; han faar støbes om som de Andre. Men da Peer spørger, hvor Fanden skal hen, da slipper det alligevel ud, at det er Peer Gynt, som skal hentes; men denne narrer Fanden, saa han slipper dengang. Atter kommer Knappestøberen. Da finder han Frelse hos Solvejg, der tager ham i sin Favn og synger sagte en Vuggevise over ham; men Knappestøberen staar bag Huset og raaber:

Vi træffes paa sidste Korsveien, Peer;
og saa faar vi se, – om; jeg siger ikke mer.


Som vi har anført, maa det siges, at Forfatteren har taget sig stor Frihed med Hensyn til Fyldestgjørelsen af, hvad der er en af de væsentligste Fordringer til et velbygget Drama, den fremadskridende Udvikling. Det er jo ikke nok, at der gjøres Noget, naar der ikke gjøres Noget saaledes, at man ser det voxe sig frem mod Afgjørelsen. I denne Henseende er fjerde og endel af femte Akt egentlig en Stilstand. Vi har Manden komplet færdig allerede i de første Scener af fjerde Handling og spørger nu kun, om hvad det dog Alt vil føre til; men der er intet, som endog forberedende tyder paa en afgjørende Vending førend mod Slutningen af femte Akt. Denne Omstændighed vil man vel imidlertid ikke kunne tillægge saa megen Vegt her, hvor man gaar til Tingen med andre Forudsætninger end ved Dramaer, der skal opføres. Idet Forfatteren jo desuden har benyttet Eventyret saa gjennemgribende, har han allerede derved sagt sig fri fra adskillige af de Baand og Skranker, der ellers tvingende gjør sig gjeldende, navnlig med Hensyn til Motiverne, der i Eventyrdramaet ikke er underkastede de samme, eller saa strenge Love som ellers. De symbolske Antydninger kan her jævne Knuder og fylde Huller, naar man blot faar se Symbolet i klart Veir. Nogen Uklarhed hviler der nu, som sagt, allerede over enkelte Partier i de tre første Akter, navnlig ogsaa over Maaden, hvorpaa Afgjørelsen i tredie Akt sker; men værre er det, at Dramaets Slutning ikke er nogen Afslutning, men igrunden i alle Henseender et Spørgsmaalstegn. For det første er dens Symbolik langtfra klar; man spørger, uden at faa Svar, om, paa hvilken Maade Solvejg, Kvinden, Kjærligheden, her skal opfattes, om hvor langt man skal gaa i sin Fortolkning for at komme langt nok, men ikke for langt. Denne Uvished har ikke mindst sin Grund deri, at der i det hele Drama gjennem dets Hentydninger jevnsides gaar et Strøg af universel Natur, et af national og endelig af gruppevis og personlig Natur, Noget, som ikke bidrager til at sprede saadan Klarhed, at man overalt ser Enkelthedens organiske Forbindelse med det Hele. Om dette kanske til sine Tider ikke engang har været tilsigtet, hvad vi ikke vil driste os til at afgjøre, saa havde Verket uden Tvivl vundet i Klarhed ved en mere organisk Forgrening ud i Detaillerne. Men foruden Uklarhed af denne Art, er der ved Dramaets Slutning endnu en anden. Man maa nemlig spørge, om Peer Gynt da nu er færdig, eller om der er mere? Thi naar han af Solvejg drages bort fra Knappestøberens Omraade, saa staar denne endnu bag Huset og raaber:

Vi træffes paa sidste Korsveien, Peer;
og saa faar vi se, – om; jeg siger ikke mer.

Dette peger jo ud i Fremtiden, intet er altsaa endnu afgjort, det er blot en Hvile, en Anledning for Peer Gynt til maaske at vinde Seir, eller maaske alligevel at gaa under. Men i et Drama, hvor fri dets Form er, vil man en virkelig Afslutning, skarpt afskaaren; der maa ikke peges ud i en uvis Fremtid, der maa ikke være noget «maaske.» Uden Tvivl er dette ene ulykkelige Liniepar, uden hvilket man vilde være færdig, sat der med Hentydning paa den norske Nation i dens Forhold til Danmark; det havde dog været bedre, om Dramaets universelle Sandhed var bleven ukrænket.

Naar vi her have mattet opholde os et Øieblik ved enkelte Feil, er det med saa megen større Glæde vi vender os til Verkets mangfoldige store og gode Sider. I sin Almindelighed maa det for det første siges om Peer Gynt, at det i sit dybe, indgribende Anlæg har en Magt, der fuldt svarer til det Mesterskab i at anvende vækkende Enkeltheder, hvilket i saa høi Grad er Ibsen eiendommeligt. Om man end kan føle sig mindre tilfredsstillet ved Verkets Afslutning og ved enkelte Dele af Udviklingen, saa erkjender man dog strax den umaadelige Dybde i Skildringen af denne Livsførelse; man mærker snart, med hvilken skaanselløs Energi der pløies os ind i Sjelen, saa at Rødderne baade til de gode og de daarlige Vexter velter sig op af Furen. Og man kan dog ikke som om «Brand» sige med Rette, at der er Mangel paa Kjærlighed. Trods alle de mørke og forfærdelige Billeder i Peer Gynt skimtes dog Kjærligheden bagom, som det Rene og Frelsende, der virkelig ogsaa synes at ville frelse, og Striden er derfor ikke haabløs; der er en menneskelig Mulighed til det rette Valg, eller efter Forvildelserne til Frelse. Fremdeles er der i dette Verk en Benyttelse af Poesiens Midler, der giver en større Rigdom paa Indtryk end f. Ex. i «Brand». Ved Siden af knusende, skjærende Skildringer som i hint Verk, er der en næsten broget Blanding af Skizzer og Billeder, hvori Forfatteren dels med legende Spot, dels med spidse, stikkende Hentydninger søger mod samme Maal. Og saa er der da fremfor alt denne ofte burleske Anvendelse af det bekjendte Eventyr om Jægeren Peer Gynt, som danner Grundlaget i en stor Del af de tre første Akter. I al sin løsslupne Indgaaen i dette og et Par andre Sagn er Forfatteren maaske paa enkelte Steder gaaet vel vidt i Udtrykkenes Frihed og kaade Slæng; men alt tilsammentaget giver ialfald Verket med al dets blodige og hvasse Satire en Farverigdom, som «Brand» i høi Grad savnede.

Der kan være delte Meninger om det Berettigede i at bygge sin Livsanskuelse paa en saa pessimistisk Grundvold, som i dette Verk og i «Brand», men saameget maa dog af Alle erkjendes, at, hvad enten det er Sandhed eller ikke Sandhed i denne Digters Betragtning, saa er den Udtrykket af en stor Aands Kamp for det Sande og Skjønne i Livet, og som saadant vil ganske vist «Peer Gynt» blive modtaget af Publikum med samme berettigede Interesse, som i sin Tid «Brand».



Rettelse. I forrige Artikel er midt paa fjerde Spalte lige foran: «I en kjekt udkastet Scene» osv. ved en Forglemmelse under Afskrivningen uheldigvis udeglemt følgende Passus:

«Thi i de to første Akter er egentlig samlet alle de Momenter, der først betingede en virkelig afgjørende Udvikling; der samler sig Indtryk til Indtryk, men selve Bevægeligheden, den tydelige Fremadskriden, spores, navnlig paa Grund af den særegne Behandling af anden Akt, ikke som væsentlig førend med 3die Akt, men i denne da ogsaa med saa meget mere Energi og fuldtaandende dramatisk Liv. I denne Akt er det, at Peer Gynt i fuld Fart sætter over Svælget, der skiller de to distinkt udprægede Livsanskuelser fra hinanden. Endnu ved Slutningen af anden Akt er han paa denne Side, men vistnok ledet til Randen af Svælget; i Begyndelsen af fjerde Akt er han helt paa den anden Side».

Publisert 3. apr. 2018 16:10 - Sist endret 3. apr. 2018 16:10