Signaturen «O. R.»

August Lindbergs selskaps oppsetning av Peer Gynt på Theatret i Trondheim anmeldt av signaturen «O. R.» i Trondhjems Adresseavis 24. november 1895 (Nr. 329, 129de Aarg.).

Per Gynt.

Paa Theatret spilte Lindberg Fredag ud sin første Trumf med «Per Gynt». Huset var ikke langt fra at være udsolgt; i det hele er det længe siden, der i Trondhjems Theater har været sligt Liv og Spænding.

Det er et dristigt Forsøg af Hr. Lindberg, der er Svenske med et svensk Selskab og paa svensk Sprog for et norsk Publikum at spille det norske Folks ypperste Værk, og det hvori det norske Folks Karaktereiendommeligheder er afspeilet.

Den norske Nationalfølelse vilde ikke være, som den skulde, hvis et saadant Forsøg helt skulde lykkes.

Man vil aldrig føle sig tilfredsstillet ved at høre de vittige og meislede Repliker, der er kjendt for hvert Øre, omsatte, forandrede og tildels ikke til at kjende igjen. Man sidder og venter paa et Bonmot, et Tankekorn og glæder sig til at høre, hvorledes Kunstneren vil kaste det ud, og Repliken kommer i en ukjendelig Skikkelse eller kommer endog slet ikke.

«Per Gynt» stiller overordentlige Fordringer til Spil og Dekorationer. Til at give Fantasten, for hvem Drøm og Virkelighed gaar sammen, er det ikke nok som begavet og rutineret Skuespiller malende at gjengive Digtets Ord; Fremstilleren maa selv leve sig ind i Rollen, selv rives med og rive Publikum med. Ogsaa Udstyr og Dekorationer maa være førsterangs, forat Illusionen ikke skal glippe.

Vi tror her at have angivet Grundene, hvorfor August Lindbergs Fremførelse af «Per Gynt» ikke ganske slog igjennem.

Ikke destomindre maa hans Forsøg siges at være meget fortjenstfuldt, og Trondhjems Publikum maa være ham taknemlig for den Tolkning, som blev Peer Gynt tildel.

Hovedinteressen samler sig naturligvis om Hr. Lindbergs Per Gynt. Der ligger et kollossalt Arbeide i denne Rolle. Hovedtrækkene hos Per er vistnok den hele Tid de samme han er «sig selv nok,» men han optræder dog under de forskjelligste Skikkelser, der hver skal gives sin Karakteristik. For dem, som har seet Bjørn Bjørnson i de tre første Akter, vil det ligge nær at drage Sammenligningen, og som mere skabt for Rollen af Naturen bedre udrustet med den nødvendige Kraft og Spænstighed, vil denne have Overtaget. Især i de første Akter forekom det os, at Hr. Lindberg var for mat.

I fjerde og femte Akt, hvor Rollen ligger langt mere for ham, hævede derimod Hr. Lindberg sig til fuld kunstnerisk Høide; og vi tviler paa, at der af nogen nulevende norsk Kunstner vil kunne præsteres noget bedre og lødigere. Hans Maskering var her aldeles fortrinlig.

Aases Rolle var lagt i Hænderne paa Hulda Englund. Desværre var hendes Spil altfor forceret især i første Akt, imellem var det ligefrem Deklamation, og sammenlignet med Frk. Pareliuss mønstergyldige Fremstilling paa Kristiania Theater stod hun langt tilbage. Hun gav i første Akt Aase i Retning af et arrigt Trold, hvad der har lidet eller intet med den eiegode Aase at bestille.

Solveig blev givet af Rode Berggren paa en ganske net og tiltalende Maade, medens Hr. Stavenow har en noget spæd Stemme til en Dovregubbe at være. Af de andre Rollehavende nævner vi Axel Hultmanns «Knappestøberen», hvis saavel Spil som Maske var fortræffelig.

Samspil, Udstyr og Iscenesættelse var gjennemgaaende bra; noget desillusionerende virker det dog at se Bønder fra Dovre optræde i svenske Nationaldragter.

Musiken der imellem er af en saadan gribende Virkning, og med kort Varsel var instuderet af Kapelmester Dahl, fik en god Udførelse.

Efter hver Akt faldt der sterk Applaus, og Lindberg maatte gjentagne Gange frem.

O. R.
Publisert 5. apr. 2018 12:52 - Sist endret 17. sep. 2018 10:58