Signaturen «A.»

Rosmersholm anmeldt av signaturen «A.» i Aftenposten i Kristiania 24. november 1886 (Nr. 697, 27de Aargang).

Henrik Ibsens nye Drama «Rosmersholm».

Selvmord og mange andre Pirremidler! I det ene Skuespil skyder man sig, og i det andet gaar man i Fossen, – forsaavidt altid nogen Forskjel, dog ikke mere end, at Ensformigheden tilsidst bliver ligefuldt klæbende ved alle de moderne Klaupt- und Staatsactionen, hvis Forfattere i sin Hjælpeløshed blive hængende ved denne Udvei at tage Livet af sig, som den eneste. Imidlertid er det jo altid en Afvexling ved Henrik Ibsens «Rosmersholm», at den ogsaa begynder med at lade Læser og Tilhører forstaa, at et Vanvids-Selvmord nylig er foregaaet. Vi skulle her give en Oversigt over Indholdet af dette Skuespil, Digterens sidste, men høist moderne Aandsprodukt.

Expositionen: Fhv. Sogneprest Johannes Rosmer, der efter sin Fader og Forfædre har arvet Slægtens gamle Eiendom, Rosmersholm, har været gift; hans i mange Aar sindssyge Frue, ved Navn Beate, har endt sine Dage i Møllefossen. Fruens Broder, Rektor Kroll, har lidt Mistanke til Frøken Rebekka West, der har boet i Huset, om, at der mellem hende og dets Eier har bestaaet et Forhold og er ikke ganske fri for at antyde dette paa en lidt forblommet Maade. Der har været et Brud mellem de to Huse; men nu indfinder sig Rektor Kroll hos Rosmer. Han er bleven Politiker og har paa Folkemøderne optraadt paa en haard og ukjærlig Maade. Nu grunder han en konservativ Forening, der kjøber Stedets «Amtstidende» for at danne en Modvegt mod den radikale Avis, «Blinkfyret», hvis Redaktør for usædeligt Forhold er dømt fra sin Bestilling som Lærer. Rosmer skal tilbydes at redigere den konservative Avis; men saavel han som Frøken West vise sig begge at være paavirkede af de radikale Ideer, og Rosmer siger sin gamle Ven Besked om, hvordan han nu vil optræde for den noget uklare Mission at gjøre Alle til Adelsmennesker. «Barnetroen» viser sig paa nærmere Forespørgsel forlængst at være kastet paa Døren.

Alt dette kommer nu meget ubeleilig for Rektoren, som desuden bekjender, at han netop har havt den Sorg, at hans egen Kone er gaat over til Fienden, og at de flinkeste Gutter i Skolen med hans egen haabefulde Søn i Spidsen have sluttet sig sammen om at holde «Blinkfyret».

En fordrukken Laban, Ulrik Brendel optræder. Han vinder Frøken Wests Beundring, da han forklarer, at han vil holde nogle aldeles udmærkede Foredrag for at virke for Frigjørelsens Sag. Frøkenen siger («stille») om denne pene Herre: «Han har i alle Fald havt Mod til at leve Livet efter sit eget Hode. Jeg synes ikke, det er saa lidet endda.» Rosmer deler hendes Opfatning, hvilket koster denne udmærede Radikaler af den nye Skole en Manschetskjorte, en Sommerfrak og to Tikronesedler.

Efter et Slutningsopgjør med paafølgende Brud mellem Rosmer og Kroll ender Skuespillets første Akt.

Anden Akt i Johannes Rosmers Arbeidsværelse, hvor Husherren forklarer Frøken West sin Glæde over, at han den foregaaende Dag fik sagt Rektoren Besked. Til Gjengjæld forklarer denne, at hun har anbefalet Brendel til Peder Mortensgaard, «Blinkfyrets» Redaktør, og raader Rosmer til at søge at komme i godt Forhold til denne, da han neppe nu længere kan være sikker for Angreb i Pressen fra Kroll og sine andre gamle Venner. Men det tror ikke Rosmer paa, da de samtlige ere saadanne Hædersmænd.

Da indfinder Kroll sig, fortæller om de Skandaler, Brendel videre har begaaet den foregaaende Aften, og advarer ham yderligere mod det Spil, der bag hans Ryg drives i Huset af Frøken West.

Derefter kommer et Opgjør mellem de to Herrer angaaende Rosmers Forhold til sin afdøde Frue, der er af den Art, at vi i denne Oversigt anse det rigtigst at springe derover. Tilsidst nyt Brud. Rosmer postulerer, at de frafaldne og frigjorte Mennesker kunne have Sædelighedskravet i sig som en Naturtrang!! Inden Kroll forlader Rosmersholm, anmeldes et Besøg af Mortensgaard, som – uden Eierens Ønske – der er introduceret af den mere fremskredne Frøken West. Imidlertid faar nu Mortensgaard Lov til at fortælle i «Blinkfyret», at Rosmer har sluttet sig til «Frisindets og Fremskridtets Sag». Mortensgaard er henrykt over, at hans Parti har vundet forøget moralsk Rygstød ved en alvorlig, kristeligsindet Mands Tilslutning, men bliver noget fortumlet, da han i klare Ord faar Besked. Dette er en lei Aber. Men der skal ikke tales høit derom. Mortensgaard blev i sin Tid anklaget af Rosmer, som dog nu erkjender, at hvis han den Gang havde staaet, hvor han nu staar, da vilde han have taget varsommere paa ham. Af Mortensgaard faar han yderligere Oplysning om, at hans afdøde Frue nærede stærk Mistanke til Rebekka; af den Grund var det, hun i Vildelse søgte og fandt Døden i Møllefossen.

Saa kommer en længere Forhandling mellem Rosmer og Frøken West, Rebekka, som han kalder hende med Fornavnet. Det, som har bundet dem saa inderligt til hinanden, skal ifølge Rosmers Paastand være deres fælles Tro paa et rent Samliv mellem Mand og Kvinde, – et Forhold, som nærmest egner sig for en Livsførelse i stille, lykkelig Fred. Imidlertid plages han lidt af Tanken paa den Døde og vil saa stille en Levende op imod denne; den Levende bliver selvfølgelig Rebekka, som først henrykkes ved Tanken paa at blive hans Hustru, men derpaa siger nei og forklarer ham, at hvis han fortsætter dermed, saa gaar hun samme Vei som Beate.

Imidlertid gaar ogsaa anden Akt til Ende, uden at det kommer til Selvmord.

Tredie Akt foregaar i den samme Dagligstue, hvori man har tilbragt første. Rebekka og Husholdersken, Madame Helseth udvexle sine Meninger om Mortensgaard, hvis Forhold nærmere drøftes. Madamen giver derhos Oplysninger om den afdøde Frues Tilstand og antyder, hvorledes Mortensgaard fik sin Kundskab derom.

«Amtstidenden» har – naturligvis paa en høist uhæderlig og kjeltringagtig Maade – angrebet Rosmer. Denne tager sig det meget nær. Samtidig begynder han i sine Grublerier at tro, at der har været noget Sandhed i den afdøde Frues Fantasier, og han spørger denne, om det dog ikke har været noget andet mellem dem end Venskab, saadan en sød, løndomsfuld Barneforelskelse?

Rebekka sender ham imidlertid ud for at spasere, da han har bedre deraf. Saa kommer Rektoren, der indleder en længere Samtale med Rebekka, som der faar visse intime Oplysninger om sin egen Tilblivelse, der ikke fryde hende. Frigjort, som hun er, har dog ogsaa denne stærke Sjæl sine Fordomme. Efter denne Indledning raader Rektoren hende fremdeles til at legalisere sit Forhold til Rosmer.

Rosmer kommer og bliver ikke glad ved at se Kroll. Men Rebekka vil saa have et Opgjør og præsterer en ny lang Forklaring. Det er hende, som har puttet alle Tankerne i Fru Beate. Hun vilde saaledes faa Magt over Manden, om hvem hun havde hørt, at han i tidligere Dage havde staaet under Indflydelse af Ulrik Brendel. Ingen forbauses over, at Rebekka nu vil pakke sin Reisekuffert og komme bort fra Rosmersholm.

Fjerde Akt foregaar om Aftenen; det Dampskib, hvormed Rebekka skal reise, afgaar ved Midnat. Rebekka er færdig i dette Hus, og faar til Afsked mindre delikate Hentydninger af Madame Helseth. Rebekka er forøvrigt knækket af Rosmersholm og vil have en Ende paa dette; derfor vil hun nordover, did, hun er kommen ifra. Hun meddeler Oplysninger, der ikke tale til Fordel for hendes Tankegangs Renhed. At gifte sig med Rosmer, derom er der imidlertid ikke Tale, da hun nu er magtstjaalen. Rosmerslægtens Livssyn har smittet hendes Vilje, og hun duer til Intet. Om dette Livssyn faar man den mærkelige Oplysning, at det adler, men at det tillige dræber Lykken. Under Opgjøret indfinder Ulrik Brendel sig. Han forkynder Peder Mortensgaard som den, der har Almægtigheds-Idealet i sig, da han er kapabel til at leve Livet uden Idealer, – og «det er just Handlingens og Seirens store Hemmelighed. Det er Summen af al Verdens Visdom.» Derfor fremstiller han ogsaa – med en let Henspillen paa virkelige Forhold – denne idealløse Mand som «Præsidenten» og «Excellencen».

Intermezzoet med Ulrik Brendel gjør ikke Situationen hyggeligere. Rosmer er paa det Rene med, at han ikke kan føre sin Livssag til Seir. Begge Parter finde en lokkende Gru i Tanken paa Kloppen over Mølledammen, og mener, at da der ingen Dommer er over dem, saa faa de holde Justits selv. Rebekka er enig med sig selv om, at hun maa ud af Spillet, og saa gaar Rosmer med. Om det just ikke er den bedste Vei, saa er det dog den eneste, – ud paa Kloppen og ned i Fossen.

Bums! Dermed er Stykket ude.


Det kan ikke betvivles, at «Rosmersholm» vil finde sine Beundrere, der regne dette Skuespil for et stort Mesterverk. Men ligesaa sikkert vil dette Ibsens nyeste Aandsfoster forekomme Mange usmageligt. Disse Mennesker ere alle tilhobe forskruede Væsener, der ikke ved sig have nogen Friskhed eller Sundhed. De Tanker, de tænke, kunne de gjerne beholde for sig selv. Ialfald vilde Verden ikke tabt Noget, om al denne forskruede, handlingsløse Tale allerede var bleven afsluttet i første Akt med et vellykket Sprang i Møllefossen.

Et dramatisk Arbeide kan være fint bygget, og dets Knude godt slynget, uden at det derfor behøver at rumme Livets bedste Tanker. I «Rosmersholm» tales om nogle mægtige og besjælende Tanker i Tiden. Men hvad der er for Tanker, og hvori deres Kraft ligger, derom oplyses Intet. At dømme efter deres Indvirkning paa de Personer, der skulde befrugtes af dem, er denne Kraft heller ikke meget at prise.

Uagtet Digteren med sin Sympathi er hos de radikale Ideer, er det Synd at sige, at han har stillet de radikale Personer i et glimrende Lys paa de andres Bekostning. Den fordrukne Ulrik Brendel er Ræsonnøren, og hans Spark til den nye Præsident eller Excellence kan, skjønt egentlig kun mindre i et Drama, der prætenderer en Rang, være tidsmæssigt nok, hvis det kun kommer an derpaa.

Saalænge der er Marked for disse uhyggelige dramatiske Arbeider, vil man faa dem igjen. Men hvis Smagen undergaar en Forbedring og vender sig derfra, har ogsaa denne Literaturgren set sine bedste Dage. Alt ramler under En i «Rosmersholm», og det blivende Udbytte bliver ikke stort.

Rebekka, denne nye Kvindefigur, som Ibsen her har skabt, har sit finske Blod, der skal forklare det dæmoniske ved hendes Natur; men det er dog en Figur, der ikke staar ved sit Virkelighedspræg og som neppe kan erkjendes for at være en ud af Livet greben Type. Mellem et Publikum, der er paavirket af Ibsenske Dramaer, kan der maaske findes saadanne forskruede Væsener; men det er da bedst at holde sig det for Øie, af hvilken Jupiters Hoved de ere udsprungne.

Forsaavidt de Rosmerske Idealer med ham gaa al Kjødets Gang i Møllefossen, er «Rosmersholm» ogsaa paa sin Vis et Indlæg i visse Spørgsmaal, der nu om Dagen med Vold og Magt gjøres til brændende. Men disse plæderes paa ikke en Maade, som vil indbringe Digteren stor Applaus fra dem, der docere de Lærdomme, hvis Tolk, Rosmer er i Begyndelsen af dette Skuespil. Maaske er Ibsen mod Slutningen Sandheden nærmere, end han er i de første Akter. Den Kunstnerinde, der i Tilfælde skal spille Rebekka, er ikke at misunde.

A.
Publisert 19. mars 2018 15:18 - Sist endret 28. aug. 2018 14:08