Bredo Morgenstierne

Rosmersholm anmeldt av Bredo Morgenstierne i Aftenposten i Kristiania 30. november 1886 (No. 712, 27de Aargang).

Ibsens Rosmersholm.

». . . . jeg er et stykke af en sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser Du – naar gyldne drømme daled ned over mig – omtåged mig – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig – omvifted mig med bærende Vinger, – da formede jeg det ud i digt, syner i billeder . . .»

 

«Men jeg begriber dig ikke Rebekka, du – du selv, – hele din adfærd er mig en uløselig gåde».

 

 

Som Kunsten for en enkelt Kunstretning er bleven en Feinschmecker-Kunst, der alene er bestemt for og alene kan nydes af Kunstnerne selv og deres Ateliervenner, saaledes holder Ibsen nu paa at skabe os en Feinschmecker-Literatur, der alene synes bestemt for og ialfald a'ene er tilgjængelig for den lille Sekt, der er indarbeidet i Digterens «nye, svimlende, vidtrækkende Tanker» og omtaaget af den ensomme Grublers Drømme. Selv om det var saa, at den tiltagende Dunkelhed i Ibsens Dramaer gik Haand i Haand med en tiltagende Sandhedserkjendelse og Tankedybde, selv om de «Forpost-Sandheder», som her forkyndes os, var aldrig saa sande, og den psykologiske Udvikling havde Mathematikens Stringents – det er og bliver dog mere eller mindre Algebra ikke alene for den «store kompakte Majoritet», men selv for de mere fremskredne Rækker, naar de ikke netop tilhører den lille Forpostafdeling, hvor Digteren kjæmper.

 

Og det var dog vel egentlig ikke Meningen. Selv Forpostfægteren maa jo dog staa i organisk Forbindelse med de «djupa leder», hvis hans Kamp overhovedet skal kunne tillægges nogen Betydning.

Man kunde kanske falde paa at sige: Men hvad bliver der da af de mest fremskredne Videnskabsmænds Forkyndelse af nye Sandheder paa Omraader, kun tilgjængelige for faa, Sandheder, kun forstaaede af faa? Her er nu først at mærke, at disse faa vil være Menneskehedens første Tænkere Landene rundt, og dette har lidt andet at sige end den lille Kreds af Ibsen-Gourméer. Og dernæst: Bemærkningen vilde alene være rigtig, saafremt Ibsens Arbeider var videnskabelige Afhandlinger og ikke Dramaer. Men Digteren – ikke mindst den dramatiske – skulde vel netop have den Opgave, at raabe de «nye Sandheder» (hvis man da ikke vil foretrække at sige de «gamle») ud over Verden, gjøre dem frugtbare for Livet, tilgjængelige for alt Folket.

Hvad bliver der ellers af den store Mission? Folket skal adles, der skal opdrages en «fri og fornem» Slægt, Pælen skal slaaes igjennem alle Gjengangere af Fordomme, aflagte Tanker og Følelser. Men selv de ivrigste Beundrere af den Ibsenske Produktion vil ikke uden Affektation kunne paastaa, at et Arbeide som «Rosmersholm» vil kunne øve nogen Gjerning i vide Kredse, adle Følelserne og klare Begreberne. Thi hvilke Fortrin end Bogen forøvrigt maatte have, klar er den i Sandhed ikke. Allerede over flere af Ibsens senere Arbeider har en stigende Uklarhed kastet sine Skygger, og dette baade forsaavidt de ledende Grundtanker som den psychologiske Udvikling angaar. Men sammenlignede med «Rosmersholm» er de dog Klarheden og Gjennemsigtigheden selv. I de store Træk kan man jo ikke være i Tvivl om, hvad Ibsen vilde sige i «Et Dukkehjem», «Gjengangere» og «En Folkefiende». Saa kom «Vildanden». Her blev Sagen allerede vanskeligere, den Tankeanspændelse, som skulde til forat se tilbunds og rede Tankeflokerne ud, større.

Og nu «Rosmersholm». De Lærde ville studere den som en etrusskisk Indskrift, Fortolkningerne vil blive mange, uden at nogen vil have det sikre Mærke paa at have rammet Digterens Mening; Beundrerne vil anstrenge sig for at bevise, at det psychologiske Regnestykke er saa rigtigt, som noget mathematisk Regnestykke kunde blive; men ingen vil blive klogere ved disse Beviser, og saa – vil man træt lægge Bogen tilside og lade den fortrænges af andre Indtryk.

Det er den samme Cirkel af Tanker Ibsen ove ralt i sine nyere Dramaer bevæger sig i. De ideale Krav mod Livets Ret. Individets Stræben mod Samfundets Tvang. Livsglædens Krav mod de kuende arvede Fordomme, som Slægten ikke formaar helt at løsrive sig fra. Den frie og fornemme Aands Kampe mod Massens Raahed. I «Gjengangere» kom man nogenlunde snart paa det rene med, at man havde en Tordentale mod Samfundsmoralens «Maskinsøm» for sig, at det var den enkeltes Ret ligeoverfor Samfundet, Livsglædens Ret ligeoverfor Gjenganger-Meningerne som hævdedes. I «En Folkefiende» stod den ensommes fornemme Livssyn i sit Nederlag seirende ligeoverfor Samfundsraaheden. I «Vildanden», var det visselig «den ideale Fordring» som pidskedes. Men Svøben førtes af en saa ynkelig «Akkordens Aand» som Relling saa det ikke var godt at uddrage noget positivt Resultat af den Tankegjæring, som Dramaets drixende Kræfter repræsenterede.

Men der var dog en Slags Klarhed i selve Modsætningerne. I «Rosmersholm» repræsenteres disse Modsætninger af det «Rosmerske Livssyn» og Rebekkas frigjorte Vilje og fordomsfri, hensynsløse Kamp for Livsglæden. Men her er den Vanskelighed, at baade Rosmer og Rebekka af Ibsen er stillede i en saadan Belysning, at de synes at gjøre Krav paa vor Sympathi og Tilslutning som de frie Tankers, de nye Sandheders Talsmænd. Fornægter man den adelige Rosmer, saa fornægter man med det samme ikke blot Idealisten Gregers Werle, men ogsaa den fornemme Doktor Stockmann, og fornægter man Rebekka, saa fornægter man med det samme ikke blot hendes noget mere ukultiverede Søster Regine Engstrand, men ogsaa Osvald Alving og hans Moder paa dennes mere fremskredne Standpunkt.

Nu er jo Rosmer skildret som en helt igjennem fin og ædel Personlighed, som har faaet den smukke Opgave at adle Sindene, kjæmpe mod al Raaheden og Stygheden, faa Menneskene til at nærme sig til hinanden i Fordragelighed og Kjærlighed, skabe glade, lykkelige Mennesker, alle Viljer, alle Sind stevnende fremad, opad, enhver ad sin egen, naturnødvendige Vei. Ser man nu denne Personlighed og denne Opgave fra den ene Side – i Forhold til Personer som Kroll, Mortensgaard og Brendel – er det jo – i Dramaets Aand – umuligt at opfatte Rosmer anderledes end som den, der sidder inde med Sandhedens og Fremtidens Ret, selv om han ikke personlig magter Opgaven.

Men nærmere beseet viser det sig, at det er en eneste hul Illusion, naar Rosmer mener, at Opgaven skulde være at adle Sindene, at opdrage fornemme Personligheder i den Rosmerske Genre. Der er nemlig den væsentlige Hage ved det Rosmerske Livssyn, at det vistnok adler, men samtidig dræber Lykken. Og at Livets Lykke er det høieste og vigtigste, er jo korrekt nok for det Livssyn, som overhovedet intet ser udover dette Liv. Vi henvises altsaa for at faa Tidens Gaader løste og dens Brøst lægte fra Rosmer til Rebekka, denne Livslykkens fordomsfrie, viljestærke Forkjæmperinde, som uheldigvis er bleven magtstjaalet af Rosmerholm, har faaet sin modige Vilje stækket, forkludret af det Rosmerske Livssyn.

Nu er der jo et og andet, som er mindre tiltalende ved Rebekka. Selv bortseet fra saadanne Smaating, som at hun lyver sig et Aar yngre, end hun er, da hun synes, hun har naaet en for hende som ugift kritisk Alder, eller at hun lytter ved Dørene efter, hvad hun ikke antager paa anden Maade at faa vide, eller at hun har været en Mands Elskerinde, som senere viser sig at være hendes Far, saa er selve hendes Hovedkamp for Livslykken mildest talt af en noget betænkelig Natur. Hun fortæller, at hun lagde sine Garn ud for at vinde Indpas paa Rosmersholm, da hun mente som saa, at hun nok skulde komme til at gjøre sin Lykke der «enten paa den ene måden eller paa den anden.» Med sin «modige fribårne vilje» kjendte hun «ikke hensyn at ta', ikke forhold at vige af vejen for». Da hun derfor har bestemt sig for at «gå sammen fremad i frihed» med Rosmer, og der desuden hos hende var vaagnet et ubetvingeligt sanseligt Begjær efter ham, «fejer hun den ulykkelige Beate ud i møllefossen», driver hende til Vanvid og Selvmord ved sine Løgne om Rosmer og sit Forhold til ham. Der var jo to Liv at vælge imellem, syntes hun, hendes eget og Beates, og der stod en Kamp paa Baadkjølen mellem dem, hvor hun som den stærkeste seirede og – havde Ret til at seire. Nu er der vistnok nogle Antydninger til, at Rebekka selv bagefter finder, at hun i sin freidige og fordomsfri Kamp for Livslykken kanske er gaaet noget videre, end hun strengt taget burde; men disse Benauelser tilskrives dog det usalige Rosmerske Livssyn, som har knækket hende og bøiet hende ind under en fremmed Lov. Og dette – ikke selve Kampens Art – er det da ogsaa som er Skyld i, at Kampen ikke fører til endelig Seier og Lykke, men til at Rosmer og hun vistnok – «gladelig» – følger den stakkels Beate i Møllefossen.

Maatte man nu virkelig opfatte det som Dramaets Mening, at det er Rebekka, som i sin freidige og hensynsløse Kamp for Livslykken peger mod Fremtidens Maal, vilde der blive et stort Spørgsmaalstegn at sætte ved den Lykke, som – endog rent menneskeligt talt – skulde kunne vindes for Menneskeheden ad denne Vei. At ophøie Kampen paa Baadkjølen, det er: den stærkestes Ret, til Livsprincip betegner intet Fremskridt, men et uhyre Tilbageskridt i Arbeidet for at skaffe det størst mulige Antal Mennesker den størst mulige Sum af Lykke. Selv bortset fra, hvorledes alle de ulykkelige Beater vilde drage Gjennemsnitslykken ned, mon det da vilde være muligt for de seirende i Kampen at bygge sin Lykke paa denne Grundvold? Forudsætningen maatte være, at alt, hvad der nu skattes høiest hos Mennesket: Kjærligheden, Sympathien med det svage, Glæden ved at glæde og Lidelsen ved at volde Lidelse brændtes ud af Menneskenes Hjerter. Men saa turde det vel ogsaa hænde, at der blev et Øde og en Goldhed tilbage, hvor ingen Lykke kunde spire.

Hvad nu Dramaet skal lære os herom, er det umuligt for noget Menneske at sige, og vi skal afholde os fra enhver ufrugtbar Gjætning derom.

Eller skal det kanske overhovedet ikke lære os noget? Danner Dramaet i Modsætning til Ibsens øvrige Arbeider intet Indlæg i Problem-Debatten, men kun et psykologisk Experiment, som skal vise os Følgerne af et Sammenstød mellem to, hver i sin Retning saa eiendommelig udviklede Karakterer som Rosmer og Rebekka? Ogsaa dette er en af de mange – om end en af de mindre sandsynlige – Muligheder, som Digteren stiller til vor Disposition. Vi bør da i hvert Fald underkaste Dramaet en Undersøgelse ogsaa fra denne Side, se, hvad Værd Fremstillingen af Rosmer og Rebekka har som psykologisk Studie.

Ogsaa her møder imidlertid Dunkelheden os. Der er visselig meget i Rosmers og Rebekkas Karakterudvikling og i deres Forhold til hinanden, som vækker vor Interesse, og hvori vi maa beundre det Mesterskab, hvormed Ibsen har opkonstrueret Konflikten og Trin for Trin fører Handlingen hen mod dens Løsning (hvis man da kan tale om en saadan). Men ligesom mange Enkeltheder i Motiveringen er u forstaaelige eller lidet tilfredsstillende, saaledes bliver Hovedindtrykket, at disse Mennesker ikke ere af samme Art som de, der befolke vor Klode; de ere af en muligens finere, ialfald mere kompliceret og mere sensibel Beskaffenhed; de føle og tænke paa en Maade, der ligger helt udenfor vore Erfaringers Kreds, de leve i en fortyndet aandelig Athmosfære, hvor vi har vanskeligt for at drage Aande.

Lad os et Øieblik forsøge at følge Rosmer og Rebekka i deres Maade at tænke og føle paa.

Det første, som bringer Rosmer til at mistvivle om sin Evne til at gribe ind i Partiernes Kamp og virke forædlende paa den, er Tanken paa, at han muligens ikke har været forsigtig nok i Forholdet til sin Hustru, muligens ufrivilligen kan have givet hendes syge Sind Anledning til at sammensætte de Fantasibilleder, som hun har taget sin Død over. Dette, som hos normalt udstyrede Jord-Mennesker vilde kunne fremkalde nogen Selvbebreidelse og en vemodig Tanke paa den afdøde, gjør med engang Rosmer uskikket til enhver offentlig Virksomhed, idet det berøver ham den glade Skyldfrihed, som for ham danner Betingelsen for, at han skulde kunne magte sin Opgave. Endnu mere bestyrkes han i, at han ikke er Manden for at løse denne, da han forstaar, at der, allerede medens Beate levede, i hans Følelser for Rebekka har været noget mere end Venskab, har været en Slags usanselig Forelskelse. Mere skal der ikke til for hos ham at skabe en Skyldbevidsthed, der formørker hele hans Liv og hindrer ham i at virke for den Opgave, han sætter saa høit. Imidlertid har han, allerede forinden han blev fuldt klar over sine Følelser for Rebekka, spurgt hende, om hun vilde blive hans Hustru, idet han mener paa denne Maade bedst at kunne vinde Frigjørelse fra de nagende Minder og ruste sig til Kampen for sin Opgave. Men man maa her spørge: hvorledes hænger det da egentlig sammen med hans sensible Skyldbevidsthed, naar han mener ved dette Ægteskab at skulle kunne skaffe sig den glade Følelse af Skyldfrihed, som han anser for en saa nødvendig Betingelse for at kunne bringe sin Sag frem til Seir?

Hvorom alting er, Rebekka vil skaffe ham denne glade, trygge Følelse af Skyldfrihed ved selv at gaa til Bekjendelse om sin Handlemaade. Ogsaa her har vi imidlertid vanskeligt for at være fuldt med, og det er saameget slemmere, som det er et af de vigtigste Led i Handlingens Maskineri, at Rebekka føler sig tvungen til denne Bekjendelse. Hvorledes kan det nemlig gaa til, at den skarpsindige Rebekka gjør sig saa aldeles urigtige Forestillinger om Virkningen af denne Bekjendelse paa Rosmer? Denne føler sig jo ikke det mindste mere glad og skyldfri, fordi Rebekka har læsset disse Bjerge af Skyld paa sig. Og det var jo noget, man paa Forhaand kunde vide. Og dertil kommer, at Rosmer med sin sensible Natur ved at erfare, at han er bleven skuffet og ført bag Lyset af det Menneske, han havde størst Tillid til, føler sig endnu mere ulykkelig, tilintetgjort og uskikket til al Virksomhed end før. Og det var jo ogsaa noget, man paa Forhaand kunde vide.

Heller ikke forøvrigt er det let at finde Traaden i Rebekkas Stemninger og Handlinger. Hun afslaar at blive Rosmers Hustru, fordi hendes Fortid stænger for hende, det vil – efter saaledes som Replikerne falder Side 180–81 – ikke nærmest sige hendes Handlemaade ligeoverfor Beate, men hendes gamle Forhold til Doktor West. Havde Rebekkas Handlemaade ligeoverfor Beate dræbt Rosmers Kjærlighed, havde det været forklarligt. Men naar disse to Mennesker fremdeles elske hinanden, og Rosmer ikke lægger nogen særlig Vegt paa hin Plet paa Rebekkas Fortid, tilhører det de abnorme Følelser og Tanker, at ikke disse to Mennesker, der have en saa inderlig Forstaaelse af hinanden, og hvis Livssyn efterhaanden er smeltet saa nøie sammen, skulde kunne bygge fra nyt af et Samliv med Betingelserne for Lykke og for Arbeide mod de fælles Maal.

Saa viser det sig tilsidst, at det i første Linje er ved gjennem Rebekkas Bedrag at have tabt Troen paa Menneskenes Evne til at adles, at Rosmer mistvivler om at kunne løse sin Opgave, og han erklærer, at han alene kan faa sin tabte Tro igjen, ved at Rebekka beviser sin Kjærlighed og sin Offervillighed ved at kaste sig i Møllefossen. Men naar det nu er Rosmers Tro og Virkeevne, som skal vindes ved Rebekkas Død, hvad Betydning faar saa det hele, naar Rosmer følger hende i denne Død? Det er den sidste Gaade, som stilles os. Og vel at mærke: selv om det lod sig finde ud, at for disse to Mennesker – seet fra deres Standpunkt – Døden var lykkeligere end Livet, saa blev dog derfor denne Motivering gjennem Offeret, som skulde bringe Rosmer Troen tilbage, ikke mindre utilfredsstillende.

Tilbage bliver saa en dyb Følelse af den usigelige Haabløshedens Tomhed, som al menneskelig Stræben munder ud i, naar den skal grundes paa en Rosmers og Rebekkas «frigjorte Livssyn», som «ingen Dommer» har over sig.


 

Om Dramaets Egenskaber forøvrigt kan vi fatte os i stor Korthed. At vi i Handlingens Bygning og Replikens Behandling finder meget af Ibsens formelle Mesterskab, er næsten unødigt at sige. Men det lader sig ikke negte, at Totalindtrykket er mattere end ved Ibsens tidligere Dramaer. Naar undtages Brendel, er der ingen af Bifigurerne, der gjør nogen betydelig Virkning ved sin Friskhed og Originalitet. Handlingens dramatiske Spænding er ikke stor, og de korrekte, knappe, vel afmaalte og indpassede Repliker mangle næsten ganske disse Ibsenske Slagord, denne Dobbelttydighed og rette ætsende Vid, som har været saa eiendommeligt for Flerheden af Ibsens tidligere Dramaer. Naar den mangesidige, fantasipirrende Vildand-Symbolik her er afløst af de yderst uinteressante hvide Heste, som i Tide og Utide spøger i Samtalerne paa Rosmersholm, giver denne Enkelthed et ganske godt Maal for Forholdet mellem den Interesse, som Ibsens to nyeste Dramaer i det hele formaar at vække.

 

Er det Forfaldet og Nedgangen eller blot en Ebbe?

– V. –
Publisert 19. mars 2018 15:23 - Sist endret 28. aug. 2018 14:08