Anonym anmelder i Bergens Tidende

Urpremieren på Rosmersholm ved Den Nationale Scene anmeldt i Bergens Tidende 20. januar 1887 (No. 18, 20de Aarg.).

Bergen.

Theatret. «Rosmersholm».


« Ja did, hvor Taagen tumler sig om Tinden,
hvor Graavejrbrisen over Vidden slaar

did ser jeg som en Lods fra Skansens Tremme.


Uvilkaarlig randt os i Hu disse Ibsens egne Ord, da vi overvar Opførelsen af «Rosmersholm». Tungt og knugende som en Skodde paa Højfjeldsvidderne lægger de mørke Tanker sig over os og som den skarpe, faste Kontur af vilde, mørke Fjelde præger den ubønhørlige Konsekvents og logiske Udvikling af de givne Forudsætninger sig dybt i vor Sjæl.

Og ligesaa sjeldent som det er, at almindelige Mennesker færdes deroppe paa Vidderne den mørke Høstkvæld og ræddes i Ensomhedens Gru, naar Taagen lægger sig for Brystet og gjennemisner med sine klamme Favntag, ligesaa sjeldent, ja sjeldnere er det at møde i Livet disse forfærdelige Kombinationer af Mennesketanker og Menneskeskjæbner, der drager Folk mod Undergangen.

Der er bestandig et noget ved Ibsens Digtning, der lader et aabent Spørgsmaal staa tilbage, et noget, som man aldrig faar Svar paa, som han lader staa uafgjort med fuld Vilje og Hensigt.

Det er Spørgsmaalet om den personlige Virksomhed og det personlige Ansvar ligeoverfor den ubøjelige, tilrettelagte Skjæbne.

Hvad Andel har den enkelte i disse forfærdelige Livsudviklinger, og hvad Andel har Skjæbnen? Det er, som om vi den ene Gang efter den anden bliver henviste til til de gamles fatum. Man erindre i «Kongsemnerne» Kong Haakons Ord ved Hertug Skules Lig: «Skule var Guds Stedbarn paa Jorden,» eller Makrinas Ord ved Kejser Julians Baare: «Vildfarende Menneskesjæl, maatte du fare vild» osv.

Vi behøver vel neppe at minde om «Vildanden» og «Gengangere». Og saa Offertanken, der atter og atter vender tilbage Offeret til Skjæbnens ubønhørlige Gudinde, Offeret, som skal bringes, hvad enten det er Slægtens eller ens egen Synd, der skal sones.

Og selv om Offeret fuldbyrdes, sidder man igjen med en knugende Fornemmelse af, at der dog ikke er sonet, at det naar alt kom til alt kun var Skjæbnens forfærdelige Hævn.

Ibsen minder i mangt og meget om Oldtidens berømte Æschylos, han, den store Tragiker, Grunderen af Scenen i europæisk Forstand.

Ondt avler Ondt det vender hos Æschylos altid tilbage; for hvad man har syndet, maa enten en selv eller ens Børn undgjælde; har et Menneske forbrudt sig, rammes han af hævnende Straf, ofte netop gjennem sine egne, men ubønhørligt rammes ogsaa Hævneren for sin Forbrydelse, sin Hævn.

Æschylos opstiller den ubarmhjertige, frygtelige, uafvendelige Skjæbne som den Magt, der styrer alt, Mennesket er blot en Bold, en Kastekjæp i dens Hænder, og kan intet gjøre, hverken for at hindre eller sone Skjæbnens Tilskikkelser. Andet kjender Grækeren ikke til.

Læser man Æschyloss «Orestias« skal man saa se, at ogsaa Oldtiden havde sine «Gjengangere», og de var fuldt saa uhyggelige som vore.

Og nu Rosmersholm! Hvad er det, som ubønhørligt drager disse Mennesker i Møllefossen? Rebekkas Brøde? Ganske vist for en Del og for hendes vedkommende. Men hvorfor saa dem begge? Rosmers personlige Skyld, hvis der er nogen, er dog for liden til at danne Forudsætning til et saadant Udfald. Der er et Ord, som flere Gange vender tilbage, og som antydes som en hemmelighedsfuld Magt der paa Rosmersholm det er «det rosmerske Livssyn». Under dets Indflydelse handler de; selv den energiske Rebekka bøjer sig under det og hun er sig det bevidst: hun føler det som en Magt, der knækker hendes.

Altsaa ogsaa her det aabne Spørgsmaal fra før; ogsaa her er det ikke blot den enkeltes Brøde, der bringer Ulykken og Ansvaret, men en hemmelighedsfuld Magt, der behersker ikke alene den rosmerske Æt, men ogsaa dem, med hvilke den kommer i Berørelse. «Det begyndte paa Rosmersholm og gik som en Smitte»

Og saa udvikler dette sig, støttet af den enkeltes Brøde; paa Rosmersholm, i selve Ættens Centrum ender det med dens totale Undergang ved dens sidste Mands vanvittige Selvmord.

Naar Tæppet gaar ned over al denne Uhygge er det som om man ikke kan faa aande, som om en knugende Magt har lagt sig over Bringen, som om ogsaa vi føler noget af den Forbandelse, der hviler over den gamle Gaard inde ved den mørke Vestlandsfjord.

Ved Opførelsen viste det sig atter, hvilken Mester Ibsen er, naar det gjælder at frembringe en storartet Scenevirkning. Intet var formeget intet forlidet, alt harmonisk og velordnet med en logisk Regelmæssighed som i et gammelt Glasmaleri.

Og atter viste det sig, hvad vi før har bemærket, at naar det gjælder den store Opgave at tolke vore egnes Storværker, da viser der sig en Forstaaelse hos vore Skuespillere og en Energi, som tyder paa, at Interessen for Opgaven anspænder alle deres Kræfter.

Og ikke mindst viser det sig da, hvor dygtig den Ledelse er, som blir dem tildel, og at netop paa dette Punkt, ved disse store Opgavers Løsning, er Gunnar Heiberg Manden, der kan og vil tage et Tag, der vil mærkes, maaske selv længe efter at vor nationale Scene er gaaet til Hvile. Vi vil notere dette, fordi Sceneinstruktørens saa lidet taknemmelige Arbejde saa ofte glemmes, og det fortjener det ikke allermindst ved vor Scene.

Fru Heibergs Rebekka West var storslagen.

Saaledes og ikke anderledes maatte denne energiske, bedaarende Kvinde være. Der var Bedaarelse over hende, hvad enten hun satte sin Kraft ind og optraadte med Karakterstyrkens Myndighed eller Smertens stille Blidhed faldt over hende; specielt vil vi fremhæve det Øjeblik, da hun føler sig knækket af «det rosmerske Livssyn».

At hun kunde bedaare sine Omgivelser og fremfor alle den svage Rosmer var saa let at forstaa.

Hr. Thomassen gav os som Peder Mortensgaard maaske den bedste Præstation, han endnu har leveret. Han gjennemførte sin Rolle med Glands og det i alle Dele. Det fule Smil, de himmelvendte Øjne, de famlende Fingre og ikke mindst Stemmens Klang og dens glimrende Nuancer, alt var aldeles kosteligt og hvad der var endnu mere aldeles sandt. Det var Sandheden og Paalideligheden i Hr. Thomassens Mortensgaard, der virkede allermest og som formelig tog Publikum med Storm.

Hr. Halvorsen var efter vor Opfatning meget heldig som Rosmer.

Vi har allerede ofte mærket os, at hvor Hr. Halvorsen skal skildre ideelt anlagte Mænd, saadanne med et lidet Stænk af Sværmeri, der forstaar han at saa det elskværdige, inderlige frem paa en smuk Maade. Saaledes ogsaa i hans Rosmer. Der var en veg Mildhed over ham, der maatte vække den dybeste Deltagelse med denne uforskyldt lidende Menneskesjæl.

At han «var som en Handske» i Rebekkas Hænder saa vi ved første Øjekast.

Hr. Halvorsens Spil var forresten maaske bedst i de sidste Scener med Rebekka.

Hr. Johannessen, der spillede Rektor Kroll, syntes os ikke rigtig med. Han havde ikke fuldt Greb paa denne Rolle. I det hele saa Hr. Johannessens Rektor for ordinær ud; hans Stemmes Klang var der noget simpelt ved, som vi umuligt kan forestille os, at den gamle, stive Embedsmand skulde være plaget af.

Den gamle forlorne Idealist Ulrik Brendel spilledes af Hr. Garmann. Han var ulige bedre sidste Gang ved den første Opførelse spillede han altfor stærkt. Igaar fik vi et meget bedre Indtryk af, at den ulykkelige var noget andet end en almindelig Drukkenbolt, at han var en ædelt anlagt Mand, der havde «sejlet sin Skude paa Grund», men at han dog havde sejlet og at «det havde været ham dejligt at fare».

Fru Sperati gav Madame Helseths Rolle med den Paalidelighed og Dygtighed, der som oftest udmærker denne Skuespillerinde i saadanne jævne Roller.

Publikum var med saavel Mandag som igaar stort Bifald og Fremkaldelser efter hver Akt.

Publisert 20. mars 2018 10:40 - Sist endret 28. aug. 2018 14:21