Signaturen «- e.»

De unges Forbund ved Christiania Theater anmeldt av signaturen «- e.» i Christiania Intelligentssedler i Kristiania 28. oktober 1869 (No. 251, 107 Aargang).

Theatret.

I Mandags opførtes for femte Gang «De Unges Forbund». Stykket havde trukket fuldt Hus, og ved Tæppets endelige Fald lød et vedholdende og udelt Bifald. Nu da de politiske Partier maa antages at have udkjæmpet sin Strid, kan vel Bifaldet udelukkende tages til Indtægt for Spillet og Stykket. Og hvilken Mening man end kan have om dettes poetiske Værd, saa ligger det dog nær for Publikum ved denne Leilighed gjennem sit Bifald at skjænke Digteren sin Tak, fordi han her i ethvert Fald har taget et stort Skridt fuldt ud, idet han har skjænket os det første nationale Lystspil. Dette er en Sag for vor dramatiske Litteratur og for vor nationale Scene af en saa stor Betydning, at alle Partier bør forene sig i Tak og Hyldest til Digteren. Thi om vore dramatiske Digtere kan det i Sandhed siges, «at de have tæret Mindets Niste». Til vor historiske Fortid have de saagodtsom udelukkende søgt hen, medens Nutiden har ligget som et øde Felt, hvor det vilde være forgjæves Møie at søge at udvinde Stof for digterisk Behandling; thi her kan naturligvis ikke blive Tale om de enkelte Tilløb, som vore mindre Forfattere af og til have taget i en eller anden Døgnvaudeville. Som en Undtagelse kunde man snarere nævne Bjørnsons «De Nygifte», men hvorstort poetisk Værd dette Stykke kan have, saa kan det dog neppe kaldes for et nationalt Lystspil. For et Publikum og et Theater, der igjennem Aarrækker hvad Lystspillet angaar – og det er dog dette der bør og maa udgjøre Repertoirets Kjærne – udelukkende har været henvist til fremmed Literatur, maa det nødvendigvis være en Tilfredsstillelse at se dets Digtere omsider vende sig til Samtiden og i den søge Stof til sin Digtning, om der end ikke i denne offres Virak paa Folkets Alter.

Af det her Bemærkede vil det paa den anden Side forstaaes, at der ved Opførelsen af «De Unges Forbund» var stillet Theatrets kunstneriske Kræfter en ikke saa ganske let og almindelig Opgave. Her skulde skabes Personer, som vi maatte se at være saa at sige Kjød af vort Kjød, medens det paa samme Tid gjaldt at holde enhver Beskyldning for, at der sigtedes paa denne eller hin Personlighed, borte. I begge Henseender fortjener de Spillende Ros.

Nu, da Stykket har gaaet saamange Gange over Scenen, maa det antages, at samtlige Spillende har vundet den fornødne Sikkerhed i deres Spil og Fasthed i Karakteropfatningen og en Bedømmelse af Spillet vil derfor nu maaske ikke være til urette Tid.

For sin Udførelse af Sagfører Stensgaard, der jo unægtelig er Stykkets Hovedfigur, har Hr. Reimers maattet høre mange Bebreidelser; men det forekommer os, at de fleste af disse nu ialfald ikke længere kan siges at være berettigede. Saaledes som Hr. Reimers nu spiller Stensgaard, faar vi uvilkaarligt Indtrykket af, at der er noget Godt og Ungdomsfrisk paa Bunden af Stensgaards Karakter, men som ikke faar Væxt, fordi det kvæles af hans grændseløse Egoisme og Ærgjerrighed. Det er vistnok saa, at det Storslagne i Stensgaards Personlighed ikke altid komme til sin fulde Ret i Hr. Reimers´s Spil; men vi anse det dog for et Gode, at Hr. Reimers i enkelte Momenter holder noget igjen og ikke sætter altfor stærk Farve paa sit Spil. Det staar nemlig ikke til at nægte, at naar Digteren lader Stensgaards Personlighed fremtræde med dens hele Vægt, saa er han altid bag med Parodien, over vor moderne Rhetoriks Fraseolog og det Ordbram som vor Tid er saa rig paa, og hvorigjennem Følelser og Stemninger nødvendigvis maa finde sit Udtryk, naar man vil gjælde for et varmt og rigtfølende Menneske. Men netop af denne Grund tro vi, at Steensgaards Fremstiller gjør Ret i ikke at male med for stærke Farver; thi Rollen maa fremfor Alt ikke karikeres. Derimod er der enkelte Momenter i Rollen, hvor Hr. Reimers Spil saagodtsom aldeles hviler, hvor det er aldeles farveløst, og det er naturligvis en Feil, der dog vel endnu væsentligst kan skrives paa Begynderens Regning. Hr. Krohns Lundestad er vistnok noget af det Bedste af Karakterspil, vi paa lang Tid have seet. Man føler her at Fremstilleren har gjort Rollen til Gjenstand for et grundigt Studium, den er gjennemtænkt fra først til sidst, men man stødes ikke et eneste Øieblik af Reflexionen, den staar aldrig nøgen. I Hr. Krohns Spil er Kunst og Natur inderlig forenet. Det er vanskeligt at udhæve Enkeltheder i Spillet som overgaaende det Øvrige; det er netop denne gjennemførte Konsekventse, som udmærker det. – Det samme kan i det Væsentligste siges om Hr. Isachsens Aslaksen, dog faar maaske det naturtro Element tildels altfor overveiende Betydning. Hvad derimod Hr. Bruuns Daniel Heire angaar, saa kan der vel ikke være mere end en Mening om, at denne Karakterfremstilling i alt Væsentligt maa siges at være forfeilet og mislykket. Denne Mening kan ingenlunde være Hr. Bruun til nogen kunstnerisk Forkleinelse; thi her kan det med Sandhed siges, at Bruuns kunstneriske Individualitet ikke eier Plads for Rollen. Vi behøve blot at erindre os Bruuns ypperligste Karaktertegninger for at indse dette. Det Godslige, Lunefulde og Humoristiske er Bruuns Fag, men den bittre Ironi, alt det Stikkende og Ondskabsfulde, som kommer frem hos Daniel Heire, magter ikke Bruuns kunstneriske Kræfter at finde Udtryk for. Det mærkes ogsaa tydeligvis nok i hans Spil. Hvor der af Rollen kan udvindes en Jovialitet, der gjør han den Fyldest, saaledes f. Ex. i Scenerne med Mdm. Rundholmen i Begyndelsen af 4de Akt, men hvor det Bittre og Stikkende kommer frem, der klinger det i Hr. Bruuns Mund, som Noget, der maa siges, fordi det nu engang staar i Rollen. Allerede hans første Fremtræden paa Scenen gjør Indtrykket af den gemytlige Personlighed, denne pudserlige, godmodige spidsborgerlige Figur, som vi kjende fra saamange danske Lystspil. En anden Karakter, der heller ikke kommer til sin Ret, er Landhandlerenken Mdm. Rundholmen. Den Figur Fru Wolff giver minder langt snarere om en fransk Kammerpige end om en norsk Landhandler Enke med det solide navn Mdm. Rundholmen, og Daniel Heires Forsikring om, at hun er et solid Fruentimmer klinger noget utroligt. I Daniel Heires Karakteristik af hende maatte Fru Wolff have kunnet finde adskillige Momenter til en bedre Opfatning af Rollen; paa saadanne maa den dramatiske Kunstner give Agt, da det er paa den Maade Forfatteren tildels kan give Kunstneren de fornødne Vink henseende en Rolles Opfatning.

Ved de øvrige af Stykkets Personer er det idetheletaget ikke noget udpræget Karakteristiskt, de fordre kun et jævnt almindeligt godt Spil for at holdes oppe, og det bliver dem da i det Væsentligste til Del, saa at de fylde sin Plads i det Hele og bidrage til et vel gjennemført Samspil. Hr. Buchers Monsen er dog temmelig farveløs. Den Rolle burde have været i Johs. Bruuns Hænder, og Rygtet vil vide, at han skal have ønsket den. Hr. Gundersens Fjeldbo kunde vistnok trænges noget mere frem; Rollen er fra Forfatterens Side tegnet med saa svage Træk, at det kun kan være til dens Gavn om Fremstilleren ved sit Spil kan formaa at give den noget mere Fylde. Den fornemme Tilbagetrukkenhed ved Doktorens Karakter, som Kammerherren klager over, synes det som Hr. Gundersens Opmærksomhed især har fæstet sig ved og lagt til Grund for sin Opfatning af Rollen.

Stykkets Dameroller ere stedmoderlig behandlet af Digteren. Det synes næsten, som om han i det Tidsbillede, han har skildret, ikke har fundet Plads for en stor kvindelig Karakter. Selma er den der træder mest frem, og Fru Gundersens Spil gjør i alle Maader Rollen Fyldest, ikke alene i den Scene, hvor hendes tilbageholdte Følelser kommer til Udbrud, det er maaske desuden den mindst vanskelige, men hun giver i det Hele et Billede af en indtagende og elskværdig kvindelig Personlighed.

Vi antage, at «De Unges Forbund» endnu i længere Tid vil trække Publikum. Selv bortseet fra dets nationale Værd, er det sjelden, at vi paa vor Scene har Anledning til at se et i scenisk Henseende saa fuldkomment bygget Lystspil og et Sammenspil som det, der bliver dette tildel.

- e.

Publisert 5. apr. 2018 14:05 - Sist endret 13. sep. 2018 14:04