Georg Brandes

De unges ForbundDet Kongelige Teater i København (premiere 16. februar 1870) anmeldt av Georg Brandes i Illustreret Tidende 27. februar 1870 (Årgang 11, Nr. 544, s. 195).

Det kongelige Theater.

Henrik Ibsen: «De Unges Forbund».


Denne Forestilling er en af de mest vellykkede, der i lang Tid er sat i Scene paa det kongelige Theater, og Æren for dette som Helhed saa glædelige Resultat tilkommer – næst efter Fru Heiberg, hvis Energi det efter Sigende skyldes, at Stykket overhovedet kom til Opførelse, og hvis sikkre Blik før nogen Andens opdagede, hvor god theatralsk Virkning det vilde gjøre – fortrinsviis Hr. V. Wiehe, der spillede Stensgaard. Hans Spil er mere end godt og smukt, det er beundringsværdigt og inspireret. Man skylder ham Tak og Hæder; han bør vide, at man ikke med Ligegyldighed modtager noget saa Paaskjønnelsesværdigt og desværre paa vor Scene saa Sjeldent. Ikke blot giver han Alt, hvad Ibsen har villet fremstille, nøiagtigt i Rollens og i Ibsens Aand, men han dækker som en Mester alle Rollens Urimeligheder og Mangler. Hans Spil giver Stykket et Liv, et mægtigt Aandepust, der meddeler sig til dets yderste Contourer og lader den hele Satire i rask Bevægelse flyve let over Scenen, idet Hovedpersonens determinerede og sikkre Fremtræden river baade de Medspillende og Tilskuerne med sig. Han aabenbarer endelig en hel ny Side af sit Talent. Et ypperligt Virkemiddel har Hr. Wiehe fundet i den norske Accent, han har antaget. De, der angribe ham derfor, ere den Art Mennesker, hvem taabelige Regler ere kjærere end Talentets Frihed og Ret til at vove. Hvo der vover saa dristigt, har allerede vundet halvt. Og hvo der vover med saa megen Dygtighed, Behændighed og Takt, opnaaer ikke blot Seir, men Triumf. Stensgaards Rolle er en Triumf for Hr. Wiehe.

Ved den fortrinlig smagfulde Iscenesættelse tager Stykket, ganske imod de Flestes Forventning og langt over Alles, sig ud paa Scenen. Hvorledes er det, det hedder? «Det var i Vaardagene. Da kom der en ung Gjøg flyvende ind i Lien, og Gjøgen er en Lykkefugl.» Men Gjøgen er tillige en Orakelfugl. Og alle Augurerne betragtede den med lærde Miner, og de lovede sig ilde af dens Flugt, og de spaaede med Kjenderblikke: Det gaaer galt, det gaaer galt! Men Tiden kom, da Oraklet skulde gaae i Opfyldelse – og hvad gjøre Augurerne nu? De see paa hverandre og smile. De have Vanen dertil fra Oldtiden.

Rollebesætningen er i nogle Henseender meget heldig, i andre meget beklagelig. Saaledes skiller Hr. Schram sig aldeles ypperligt fra Aslaksens ikke lette Rolle; han spiller uden Overdrivelse, uden Grimacer, saa Figurens skærende Sandhed paa eengang kommer frem og dog mildnes ved at det Lys, hvori den sættes, ikke er altfor grelt eller skarpt. Ligeledes var det meget forstandigt at give Madam Rundholmens Rolle til Fru Jacobson, hvis hele kvindelige Personlighed borttager alt det Plumpe, næsten Raae, som man ved Læsningen faaer Indtryk af hos Landhandlerenken. Et fuldstændigt og meget lastværdigt Misgreb har det derimod været at give den unge Frk. Schmidt en Rolle som Selmas, hvis Betydning hun trods sit nydelige Talent i sin Alder umuligt kan forstaae, og som spilt af Fru Nyrop vilde gjøre stor Virkning, medens den nu er Ingenting. Det er ufatteligt, at en Theaterbestyrelse kan besidde en saadan Blindhed, som der udfordres til Feilgreb af denne Art. Meget uheldigt er det ogsaa, at man har givet Monsens Rolle til Hr. Liebe. Hr. Liebe er Sanger, og man fornærmer ham ikke ved at sige, at han er aldeles ude af Stand til at fremstille den ene af Stykkets tre Hovedfigurer; Monsens Charakteer er ligesaa vigtig som Kammerherrens, og bør fra Scenen være ganske lige saa fremtrædende. Men selv en saa mesterlig Replik, en af Stykkets bedste, som denne frække, der burde have lydt med al mulig Aplomb: «Ja, Monsen, ja! Champagnemonsen! Pengemonsen! Vin i Fandens Skind og Ben!» faldt plat til Jorden. Hr. J. Wiehe fortjener Anerkjendelse for sin veloverveiede og tilnærmelsesviis rigtige Udførelse af Kammerherrens Rolle. Mere Hjertensgodhed og Naivetet, mindre Stivhed og Kulde vilde dog have været at ønske. – Hr. Gundersen gjorde en morsom Figur ud af Bastian. Ogsaa ham klædte den norske Dialekt. – Hr. Mantzius havde lempeligt modificeret Daniel Hejres hadske Bitterhed ved en Tilgift af Humeur. Det gjorde Rollen godt og den er en af dem, som tager sig morsomst og heldigst ud. Hr. Holm-Hansen endelig, hvem man har givet Lundestads Parti, viser en agtværdig Bestræbelse for at fremstille det Trædske, Langsomme og Snue hos den indflydelsesrige Bonde; men det er ufortjent, at denne Bestræbelse har indbragt ham saamegen Roes, som der er bleven ham til Del. Thi hans Vægtervers-Diction er endnu uforandret i al sin Gruelighed. Man maa indrømme, at det frembyder store Vanskeligheder at skulle fremstille en Bonde, hvem man selv maa opfinde en Mundart til; men det er ikke nok at beherske sine heftige Bevægelser og holde sine Hænder rolige, naar Opgaven er at spille Lundestad, hvis Røsten ligefuldt er Pottemager Walters.

Alt i Alt var denne Forestilling imidlertid som sagt en af de glædeligste og for fremtidige originale Skuespil bedst varslende, man kunde blive Vidne til. Naar faae vi saa «Kongs-Emnerne» at see?

Gg.

Publisert 5. apr. 2018 14:11 - Sist endret 13. sep. 2018 14:05