Anonym anmelder i Morgenbladet

De unges Forbund ved Christiania Theater anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 20. oktober 1869 (No. 290, 51de Aarg.).

[På avisens forside, spalte 1-4, sto en gjengivelse av Georg Brandes´ anmeldelse av stykket i Illustreret Tidende (København) fra 10. oktober 1869. Teateranmeldelsen under sto på side 2, spalte 2-4.]
 


 

Christiania, den 18de Oktober.

 

Det har altid vist, at Henrik Ibsens dramatiske Arbeider under den sceniske Opførelse have vundet en fornyet og forhøiet Interesse. Figurerne have modelleret sig med en Afrunding i Form og med en Skarphed i Kontur, der under Læsningen ikke havde kunnet vise sig. Handlingens Gang, Situationernes Vexling er sat i et greiere og naturligere Lys, og Dialogen endelig er traadt frem som langt mere aandfuld og træffende, end man efter en Gjennemlæsning af vedkommende Verk havde faaet Indtryk af, fordi mangfoldige Repliker, først naar man hørte dem fra Scenen, fik den karakteristiske Farve, uden hvilken de savnede den rette Interesse og Betydning. Dette Ibsens eiendommelige Blik for det Sceniske og for scenisk Virkning maatte man ogsaa vente at finde virksomt tilstede i «De Unges Forbund.» Og i saa Henseende bleve vistnok ved Stykkets første Opførelse paa Christiania Theater igaar Aftes, Forventningerne ikke alene ikke skuffede men endog langt overtrufne. Man havde kunnet tænke sig, at de i sig selv temmelig lange 5 Akter vare blevne endnu længere og havde virket trættende derved, at Interessen paa enkelte Punkter havde ligget nede. Det viste sig imidlertid, at al Tvivl angaaende Stykkets Evne til at fængsle Publikums Interesse og holde den vedlige, var ugrundet. Man fik ogsaa et klart og bestemt Indtryk af, hvorledes Digteren har grebet sin Skildring saa sandt og saa sikkert ud af Livet, at Publikum med fuld Forstaaelse fulgte hver Scene, hver Vending i Dialogen, ja man kunde næsten sige hver enkelt Replik.

Medens saaledes Stykkets Opførelse, der bringer frem alt det, som under Læsningen ligger skjult mellem Replikerne, udenfor og til en bedre Forstaaelse af disse, i sig selv er skikket til at lade dets Fortrin træde frem i klarere Dag, medens dets Mangler falder mindre i Øinene, siger det sig selv, at dette dog beror paa, hvorledes Stykket bliver spillet; og var Gaarsaftenen en afgjort succès for «De Unges Forbund», saa var den paa samme Tid en Ære for Christiania Theater. Man har neppe tidligere seet noget saa omfangsrigt dramatisk Verk gaa over Scenen med saa god Udførelse af alle Hovedroller og paa samme Tid med saadant Ensemble og med saadan Sikkerhed, og det kan med Tryghed siges, at den første Komedie, som vor nyere Literatur har frembragt, og som i mange Henseender maa være et betydningsfuldt Verk for vor nationale Scene, fra Først af har faaet en værdig Udførelse ved denne. Dette er Resultatet af en Omhyggelighed i Indstuderingen og en Samvirken mellem Theatrets forskjellige Kræfter, der fandt en naturlig og virkelig berettiget Anerkjendelse i den Fremkaldelse af tutti, hvormed Forestillingen endte.

«Sagfører Steensgaard" udføres af Hr. Reimers. Det vilde være for meget forlangt, at denne unge Skuespiller skulde formaa at bringe ud af denne Rolle alt det, som den virkelig rummer. Men der var et hovedsageligt Fortrin ved Hr. Reimers´s Gjengivelse, et Fortrin, der af Forfatteren uden Tvivl ogsaa er paaregnet som en væsenlig Betingelse hos Skuespilleren. Og dette var, at han gjennem al «Steensgaards" Daarlighed og Lumpenhed formaaede at fremholde det Vindende, ungdommelig Freidige og Sympathetiske i hans Væsen, der ikke lader Deltagelsen for ham gaa bort under det Mishag, hans Adfærd maa vække. Flere Ting gjorde Hr. Reimers godt, f. Ex. «Steensgaards" forskjellige Taler og hans Entrée hos «Kammerherren" i 3die Akt. «Daniel Heire" gives af Hr. J. Brun, der leverer en Figur, som for en stor Del maa svare til hvad Forfatteren har haft for Øie i denne originale Person, om man end gjenfinder nogen Slægtslighed med flere af Hr. Bruns ældre Typer. Hr. Krohn har i «Gaardbruger Lundestad" faaet en Rolle, som han udfører ypperlig. Alene den karakteristiske Maske betegner den bondefule og drevne, udvortes godslige og bøielige, men i Virkeligheden seige og energiske gamle Storthingsbonde. Den eiendommelige langsomme og eftertrykkelige Maade at tale paa med en halvt afsleben vestlandsk Dialekt var ogsaa heldigt valgt. Og der er neppe en eneste Nuance i hele den af Forfatteren i brede, men slaaende Strøg skildrede Skikkelse, som Hr. Krohn jo ikke alene har opfattet, men ogsaa gjengiver med ligesaa megen Sandhed som Virkning. Hr. Isachsens «Bogtrykker Aslaksen" er ogsaa en baade original og sand Skildring, uden et eneste Greb udenfor Opgaven og gjennemført med en Moderation, der forhøier dens Virkning. Denne Fremstilling var ogsaa et sandt Kunstverk. Til «Daniel Heire», «Gaardbruger Lundestad" og «Bogtrykker Aslaksen" slutter sig «Selma», der blev fremstillet smukt og tiltalende af Fru Gundersen, «Kammerherre Bratsberg», som blev givet med Ro og Værdighed af Hr. Wolf og «Madame Rundholmen», der i Fru Wolf havde fundet en elskværdig og morsom om end noget vel ungdommelig Fremstillerinde. – Hvad der er det beklagelige ved Stykkets Opførelse paa Christiania Theater, er, at «Doktor Fjeldbo», hvem Forfatteren har stillet der skudfri midt i alt det Nederlag, han gjør baade til høire og til venstre, stillet i Overlegenhed og Styrke ligeoverfor og midt iblandt Omgivelser, i hvis Feilgreb og Vildfarelser han ingen Del tager, er givet til Hr. Gundersen. Det, Skuespilleren først og fremst skulde have for at kunne magte denne Opgave, nemlig en Personlighed, en stærk og dyb Personlighed, der kunde fylde Rollen og iklæde den Kjød og Blod – savner Hr. Gundersen, og det er derfor ikke hans Skyld, at han giver «Doktor Fjeldbo" saa blodløst, saa tørt og saa kjedeligt, som han gjør; thi man kan ikke give, hvad man ikke selv har. Hr. Gundersen fremsiger Doktorens Repliker, men dermed basta. Ingen husker paa, at han er tilstede, naar han ikke lukker Munden op. I den Anmeldelse af Stykket fra et saaret Medlem af «Familien Stensgaard», som «Aftenbladet" har givet gjestfrit Spalterum, er, kuriøst nok, «Fjeldbo» omtalt, som om det ikke skulde være den af Forfatteren skildrede Figur, men Hr. Gundersens mislykkede Gjengivelse deraf, som Anmelderen har havt for Øie.

Medens de tre første, og navnlig 1ste og 2den Akt, vare gaaede under enstemmig, hyppig og stærk Applaus, faldt det pludselig under den kostelige Scene mellem «Steensgaard" og «Bastian" i 4de Akt – netop under Replikerne:

«Bastian:»  Ved du ikke, hvad Nationen vil sige? Det vil sige Folket; det menige Folk; de som ingenting har og ingenting er; de som ligge bundne -
Steensgaard:  «Hvad Fanden er dette for Abekatstreger?»

- nogle i 3die Logerad siddende ungdommelig Medlemmer af «Familien Steensgaard" ind at give sig til at hysse og fløite. Saavel nu som ved Stykkets Slutning, da en lignende Demonstration blev forsøgt, overdøvedes imidlertid Piberne ved det øvrige Publikums tordnende og vedholdende Applaus. Lignende Forsøg fra den ikke saa ganske lidet talrige «Familie Steensgaards" Side skal – siges der – ske ved Digterens Benefice imorgen Onsdag, da Publikum formodentlig vil indfinde sig i Mængde, og det er derfor ved en Tilfældighed, der ser ud som en Tanke, at Theatret i Aften skal give «Mellem Slagene" af Bjørnstjerne Bjørnson.

Publisert 5. apr. 2018 13:49 - Sist endret 18. nov. 2019 22:24