Anonym anmelder i Bergens Tidende

Vildanden anmeldt i Bergens Tidende 15. november 1884 (No. 267 A, 17. Aarg.).

Literatur.

Vildanden af Henrik Ibsen. Skuespil i 5 Akter. (Kjøbenhavn. Gyldendals Forlag.)


Vi er saa vante til, at vore Digtere præker Moral eller sætter Problemer under Debat i sine Værker, at vi strax en Bog udkommer, spørger om, hvad det er, som forhandles i den nye Bog. Det var Synd at sige, at vore Digtere ikke giver os noget at tænke paa. Det synes næsten som om Moralprækenen skal flyttes fra Kirken over til Literaturen, og der er de i de sidste Aar i vor Literatur behandlet Spørgsmaal, om hvilke der før kun hviskedes i Krogene.

Vi vil imidlertid først betragte Ibsens Skuespil fra Theatrets Standpunkt. Det lader sig da ikke negte, at der er i dette Stykke en Replikbehandling, der staar fuldkommen paa Højden af det, som Ibsen overhovedet har leveret. Der er med smaa Midler opnaaet en dramatisk Effekt, der sikkerlig bliver storartet. Stykket vil utvilsomt blive et udmærket Theaterstykke, der vil trække fuldt Hus, og det vil neppe vare længe, før det bliver opført. I den dramatiske Exposition og i Replikbehandlingen er Ibsen utvilsomt en Mester af første Rang, vel værdig alles Beundring.

Vi vil her ikke give nogen Udvikling af Gangen i Stykket; thi vi forudsætter som givet, at Læserne selv vil gjøre sig bekjendt med selve Bogen. Der er flere Figurer i Stykket, som er tegnet med sikker Haand og malet med fin og dristig Pensel. Vi vil nævne Gina Ekdal, en ikke synderlig dannet Dame, der har begaaet Fejl i sin Ungdom, men som er en brav og reel Kone, der efter 14 Aars Ægteskab bliver kaldet til Regnskab af sin Mand, der er en karakterløs Person. Vi hidsætter et Par Repliker:
Gina Ekdal: Angrer du paa de fjorten-femten Aarene, vi har levet sammen?
Hjalmar Ekdal: (stiller sig foran hende) Sig mig, om ikke du hver Dag, hver Time, har angret paa den Væv af Fortielse, som du, ligesom en Edderkopp, har spundet mig ind i? Svar mig paa det! Har du virkelig ikke gaaet her og vaandet dig i Anger og Nag?
Gina: Aa, snille Ekdal, jeg har havt saa rundelig med at tænke paa Huset og alt det daglige Bestyret.
Hjalmar: Du kaster aldrig et prøvende Blik paa din Fortid!
Gina: Nej jeg havde ved Gud næsten glemt disse her gamle Intrigerne, du.
Idealisten Gregers Werle er kommet efter, at Gina Ekdal, kort før hun blev gift, var blevet forført af hans Fader Grosserer Werle, og for at bringe istand, hvad han kalder et sandt Ægteskab mellem det Par, der har været gift i 14 til 15 Aar, aabenbarer han sin Ven Ekdal sine Formodninger om dette Forhold. Følgen af dette Forsøg paa at stifte et sandt Ægteskab bliver kun, at det volder den stakkels 14 Aar gamle Datter Hedvigs Endeligt. Man skulde næsten tro, at Ibsen i dette Stykke har gjort et Forsøg paa at kaste et Stænk af Ironi over Bjørnsons «En Handske». Men under alle Omstændigheder fornegter ikke Ibsen i dette Stykke sin gamle Natur, den at behandle sine kvindelige Figurer med stor Sympathi. Selv Grossererens Husbestyrerinde, Fru Sørby, der bliver gift med Grossereren, en kraftig, lidt ældre Synderinde, har Ibsen forstaaet at fremstille, saa at man ikke kommer til at nære Uvilje mod hende.

Idealet af et sandt Ægteskab lader han i Virkeligheden Stykkets i moralsk Henseende ikke højest staaende Personligheder realisere; det første Fru Sørby gjorde, da Grossereren «lod sig mærke med, at han havde Hensigter» var at fortælle ham «hver eneste Smule, som Folk med nogen Sandhed kunde falde paa at sige» om hende, og Werle har heller ikke lagt Dølgsmaal paa noget for sit Vedkommende. «Se, det er nu det, som nærmest har knyttet os sammen. Nu kan han sidde og snakke med mig saa aabent som et Barn. Det har han aldrig havt Leilighed til før». Meget træffende og med en næsten formastelig Ironi over Fordringerne paa fuld Aabenhed i Ægteskabet, lader Ibsen den gamle Synder og Synderinde realisere «det sande Ægteskab», og for at ingen skal være uvidende om, at saa er Tilfæ ldet, lader hun Hjalmar Ekdal sige til Idealisten Gregers Werle: «Din Far og Fru Sørby indgaar jo nu en Ægtepagt, som er bygget paa fuld Fortrolighed, bygget paa hel og ubetinget Hjertelighed fra begge Sider; de stiller ingen Ting under Stolen for hinanden; der er ingen Fortielse bag Forholdet; der er forkyndt, om jeg saa maa udtrykke mig, en gjensidig Syndernes Forladelse mellem dem».

Vi kommer uvilkaarlig til at tænke paa Bjørnson og hans Digtning. Vi kan beundre Ibsen, alle, uden Hensyn til Partier, beundrer Ibsen, vi beundrer hans Replikbehandling, hans dramatiske Evne, hans Finhed og Sikkerhed i Tegning, han er en stor Filosof, men han kan ikke tage sig i Hjerteroden som Bjørnson. Han faar hverken Kjærlighedens eller Hadets Tribut udbetalt saaledes i ægte og uforfalsket Mynt som Bjørnson. Han stiller ikke Fordringer til den enkelte med den Styrke, han har ingen Tro paa, at han ved sin Digtning kan forædle Menneskene, han stiller Problemerne udmærket, han ser dem, men han gjør intet Forsøg paa at vise Vejen videre frem; han tugter, som den der har Myndighed, men stiller intet Forlangende om Forbedring.

Det er ikke vor Mening at negte, at Ibsens Bog er en brillant Bog, som gjør vort Land og vor Literatur den største Ære. Den staar i formel Henseende og sikkerligen fra et dansk æsthetisk Standpunkt over Bjørnsons sidste Bog: «Det flager i Byen og paa Havnen.» Men Bjørnsons Bog ligger vort Hjerte nær, om det er tilladt at benytte et lidt sentimentalt Udtryk i en Anmeldelse, som vi gjerne vilde skrive i al nøgtern Sandfærdighed. Naar han hejser Flaget, saa samler vi os med Vaaben i Haand, Venstre og Højre, troende og vantro, lige ivrige, hver paa sin Side.

Ibsen har en Evne til at skabe enkelte sjeldent gode Figurer, f. Ex. i denne Bog Lægen Relling. Det maa være en Type, som ikke er saa sjelden, ej alene fordi den gaar igjen saa ofte i den Ibsenske Digtning; men det er ligesom ma kjender den. Lidt forsoffen oversætter han Idealer med Løgne, men er igrunden forstandig, hjælpsom og vittig. Relling i «Vildanden» har skabt et bevinget Ord «akut Retskaffenhedsfeber.» Den er efter Relling en national Sygdom; men den optræder kun sporadisk.
Publisert 20. mars 2018 11:17 - Sist endret 20. mars 2018 11:18