Edvard Brandes

Vildanden anmeldt av Edvard Brandes i Politiken i København 16. november 1884.

Henrik Ibsen: Vildanden

Skuespil i fem Akter. (Gyldendal.)
 

Etsteds i Stykket siger det ganske unge Pigebarn Hedvig til sin Moder om en anden af Personerne: ”Jeg skal sige dig en Ting, Mor – jeg tror, at han mente noget andet med det.” Og da Moderen spørger om, hvad det da skulde være, svarer den lille:

”Nej, jeg véd ikke; men det var, ligesom han mente noget andet end det, han sa' – hele Tiden.”

Disse Ord kunde staa som Motto over Vildanden, fordi det er et sindbilledligt Skuespil, der taler et forblommet Sprog til Læseren, fordi Ibsen mener noget andet, end han siger – hele Tiden.

Ikke paa Grund af dets Titelfigur. Det strængt tilskaarne Skuespil synes at staa for En, strækkende den symbolske Vildand frem mod Læseren, som et af hine gammelægyptiske Gudebilleder, kolde og truende, der ogsaa bærer en mystisk Figur eller Blomst som sit Sindbillede. Vildandens Betydning har Digteren selv givet sin Forklaring af. Allerede i første Akt udtaler Grosserer Werle, at der gives Mennesker her i Verden, som dukker til Bunds, bare de faar et Par Hagl i Kroppen, og aldrig kommer op igen mer. Vi ved nu allerede Besked og behøver knap Ekdals Beretning om Vildænderne, der ”stikker til Bunds – saa dybt de kan vinde, Far, – bider sig fast i Tang og Tare – og i alt det Fandenskab, som derude find's. Og saa kommer de aldrig op igen.” Med en saa god Pegepind vilde selv en mindre intelligent Læser ikke have nogen besværlig Forstaaelse af Stykkets Personer og Forhold. Han vil hurtig faa Fornemmelse af, hvilket Selskab, han befinder sig i.

Det er ikke det gode. Man kunde kalde det for det snuskede. Der er noget usigelig Malpropert og Brøstfældigt udbredt over alle disse Eksistenser. De rige og fattige er lige gode om den fedtede Tilværelse. Den rige Grosserer Werle har haft en smudsig Historie i sit Forretningsliv – han blev vel frifunden og hans Kompagnon Løjtnant Ekdal dømt, men Ingen kan tvivle paa, hos hvem af de to den virkelige Brøde findes. Sin Hustru har han mishandlet, næsten plaget til Døde – hun paa sin Side forfaldt til Drik –, sin Søn har han faret ilde med, aldrig vist ham ringeste Kærlighed, slukket hver Ungdomsglans for ham. Nu paatænker den gamle Werle, som er en uforbederlig Kvindeelsker, et Ægteskab med sin sidste Maitresse, en flot Kurtisane ved Navn Fru Sørby. Sønnen Gregers flygter bort fra dette Hjem, som aldrig har været hans.

Det er ikke bedre hos Ekdals. Den gamle gaar halvt i Barndom; naar han ikke er fuld, sysler han om med Kaniner og Duer paa Loftet; der indbilder han, den tidligere Jægersmand, sig at holde Jagt; skyder Høns for Rovfugle og Kaniner for Bjørne. Ja, deroppe plejer han ogsaa i Vandtrug og Kurv den vingeskudte Vildand – Symbolet paa alle dem, for hvem Tilværelsen har klikket. Sammen med ham bor Sønnen Ekdal, der er Fotograf, men aldrig gør Gavns Gerning selv, bare sløser Dagene bort paa Loftsjagt sammen med Faderen eller spekulerende paa en Opfindelse, som aldrig bliver andet end Fantasteri. Der er intet ondt i dem begge, for de har verken Lidenskab eller Ærgerrighed – de er blot nogle stakkels Lumper uden Ære i Livet. Og dog fantaserer de løs om Ære og Hæder. Løjtnanten, den gamle Fyldebøtte, trækker undertiden i Uniformen, som han ikke tør vise sig offentlig med, og spanker omkring med halv rørende, halv komisk Værdighed, og den sølle Hjalmar trøster sig over Familjens Skam og sin egen tarvelige Forfatning ved Fantasterier om, at han i Tiden skal oprejse den Ekdalske Slægt, og desforuden ved megen deklamatorisk og selvvelbehagelig Tale, ikke ulig den, som de Schandorphske mislykkede Eksistenser fører. Medens Fader og Søn Intet bestiller, er Konen Gina Husets Forsyn. Tarvelig nok ogsaa hun. En ganske udannet Tjenestepige, som har været den gamle Werles Maitresse og som denne besørgede gift med den naive Hjalmar, da hun var bleven frugtsommelig – hun fotograferer og retoucherer, fejer og l aver Mad og modtager hemmeligt for Manden lidt Understøttelse fra sin tidligere Elsker til at bestride den stærkt slugende Husholdning. Hun udtaler, omtrent som Navnefællen Regina i Gengangere, alle fremmede Ord forkert – til sin affekterte Mands Ærgrelse –, men hun er skikkelig mod Barnet, Hedvig, der har arvet en truende Blindhed efter Werle, hvis Øjne ogsaa snart har set Dagslys for sidste Gang.

Til denne Familje kommer saa Gregers Werle, en naiv Idealist, og vil aabne baade de Seendes og de Blindes Øjne. Han vil være den flinke Hund, som dukker ned efter de anskudte Vildænder og bringer dem fra Sumpen op til den klare Dag. Den unge Ekdal skal lære Sandheden at kende paa det, at han og hans Hustru kan stifte et sandt Ægteskab, et Hjem, der ikke er bygget paa en Løgn. Men overfor Gregers Werle staar saa hans Antagonist Doktor Relling, Familjens Læge og Ven, en resigneret Person, der ikke tror paa Menneskene mere og i alt Fald ikke paa Sandhedens Magt til at gøre dem lykkelige. Han holder tvertimod paa ”Livsløgnen” som eneste stimulerende Livsprincip og fordeler det i homøopathiske Doser rundt om til de Klienter, han har taget under Kur. Det er ham, som har opfundet den unge Ekdals ”Opfindelse” – ham, der har lært den gamle Ekdal at holde Jagt imellem Loftsbjælkerne – ham, der saa usigelig komisk har indbildt et ”skikkeligt Svin” af en Theolog, med hvem han bor sammen, at han er ”dæmonisk” – og med dette Ord trøster Fyren sig i den værste Rus og den ynkeligste Katzenjammer. Til alt dette Snuskeri og Fantasteri, som er saa ægte nordisk og som Rellings jævne Forstand holder sammen paa, kommer saa Gregers Werle med sin ”ideale Fordring”.

Hva resulterer nu af denne Kamp mellem Gregers og Relling, mellem Idealisme og Virkelighed, Sandhed og Fantasteri? Kun en Ulykke. Hedvig dræber sig selv. Alle de andre lever fort i den samme forsumpede Aandsforladthed som før. Relling spaar, at inden tre Fjerdingaar er lille Hedvig kun et smukt Deklamationstema for hendes Far. Som en Storm er Idealiteten draget over Sumpen, har kun oprykket og tilintetgjort en fin lille Blomst, der var skudt op paa dens Overflade – og Sumpen, Menneskeheden, ligger lige trøstesløs – urørlig og modbydelig-stinkende som fordum. Det var kun et Plask af en Hund, der sprang ind i Kæret.

Saa frugtesløs er Digterens og Moralistens Arbejde.

Thi dette Skuespil mener noget andet end det siger. Det er et personligt polemisk Arbejde, ganske som Folkefjenden var det – paa én Gang bittert og selvironisk.

Da Ibsen havde skrevet Gengangere, hævede der sig et næsten nu glemt Ramaskrig imod ham. Aarene og Opførelsen har bragt de taabelige Beskyldninger for Immoralitet ud af Ens Erindring. Men Ibsen, som intet glemmer af sine Medborgeres Dumhed og Hykleri, skrev Fablen om den Mand, der opdagede, at Byens Vand var forgiftet og som Borgerne stenede ud af Staden til Gengæld for hans bedre Viden og menneskekærlige Hjærte.

Hvormange husker endnu alt det kolossale Vaas, som Et Dukkehjem kaldte frem fra Bornerthedens snævreste Afkroge. Literaturen er næsten ifærd med at reagere mod Dukkehjemmets kraftfulde Fremstilling af et miserabelt Ægteskab. De kunde jo ha' forliges, Helmer og Nora – siger man. Ibsen husker det altsammen, og han har skrevet Vildanden som en skærende Karikatur over Et Dukkehjem, som en bitter Parodi paa sine humanitære Bestræbelser.

Han selv, Henrik Ibsen, er Gregers Werle, Manden med den ”ideale Fordring”, der har boet saa langt borte fra Mennesker ”dejligt ensomt og grublet over mangt og meget” (p. 9). Han kommer til Samfundet med sin Sandhedskærlighed og sin ”Retskaffenhedsfeber”, ja med sin Trang til Beundring – og stifter blot Fortræd. Ingen vil høre ham, alle vil være i Fred ”for disse velsignede Rykkere, som render os Fattigfolk paa Dørene med den ideale Fordring”. Og man hører Digteren, Rykkeren svare:

”I vilde ikke have Helmer og Nora, ikke forstaa deres Opgør og deres Brud. I mente, de burde blevet sammen i Sumpen. Godt, saa skal I faa Hjalmar og Gina. Det kan I da vel forstaa. Helmer var Jer for æsthetisk – Hjalmar har Fraser at gylpe op, som er mindre smagfulde, dog kan han ogsaa, ganske som Helmer, tale om sine brede Skuldre. Og Nora var for let en Fugl. Se her Gina komme slæbende paa sine Filtsko – hun véd knapt, hvis Barn hun har født, men hun har Respekt for Religionen og forarges, naar Hjalmar taler gudsbespotteligt. Speiler Jer da i dette Par, om I vil.”

Henrik Ibsen lader sig ikke standse i sin Ironi. Her kommer Gregers Werle, ganske som han selv, ”straalende fornøjet” over at Hjalmar og Gina har faaet talt sammen og haft det store ”Opgør” med hinanden. Men de to kære Mennesker er slet ikke glade, bare vrantne og trevne over at have skullet rippe op i gamle Sager, som det var bedre at glemme. – Er Idealet da ikke et sandt Ægteskab med fuld Fortrolighed paa begge Sider? Her er Grosserer Werles med Fru Sørby, som lover, at med hende skal han faa det rigtig hyggeligt – som et Barn skal han sidde og snakke med hende; fuld Fortrolighed, ingen Fortielse, gensidig Syndernes Forladelse – for Hjalmar staar det, som om det er de to, der ”realiserer det sande Ægteskab”. – Og endelig det Vidunderlige, Idealet! Ja, det kalder Relling med et ”godt norsk Ord” Løgn – derpaa lever de alle – Ekdal paa Jagten, Hjalmar paa Opfindelsen, Molvik paa det Dæmoniske. Relling siger det: I gjorde Nar af det Vidunderlige, her har I dets Karikatur, Højhedsvanvidet og Løgnene, I alle trives ved.

Digteren har spaltet sig i to: Gregers og Relling, Avers og Revers af den samme Skikkelse. Med den sidste Figur fremstiller han sig som den unarrede Menneskeforagter, med den anden spotter han sig selv som den ubønhørlige Idealist. Intet kan være dummere end som Dagbladet at paastaa at Vildanden er rettet mod den falske Idealitet. Nej, med sin Selvironi udslynger Ibsen endnu bitrere Haansord mod sin Tid, idet han erklærer den for redningsløst liggende i Sumpen. Hedvig maa dø, fordi hun narres til at tro paa Ordene, som kræve Offervillighed, Gregers er den trettende tilbords – arvelig dødsdømt som hun. Vildanden er skrevet med den samme Idealitetens Styrke som noget tidligere af Ibsens Skuespil.

Men naar Ibsen paa en Maade har blandet sin egen Digterstilling ind i sit Stykkes Handling, saa har det unægtelig, om end vundet i psykologisk Interesse, dog tabt noget som Digterværk derved. En Figur som Relling vedkommer slet ikke Handlingen. Han er blot Digterens ræsonnerende Medhjælp, og det føles dobbelt, naar der gøres et mislykket Forsøg paa at knytte ham nøjere ind i Stykkets Skæbne, idet han skal antages for en tidligere Beundrer af Fru Sørby. Han bedrøves over hendes Ægteskab – men vi har ingen Medfølelse, da vi hører om dette Forhold i samme Øjeblik som det er forbi.

Det kan heller ikke undgaas, at den ubedte Gæs t Gregers mærkes som Fremmed i Handlingen. Han er formeget Fantasifigur, i Begyndelsen synes han en mandig Eneboernatur, bagefter blot en dum Morskabsødelægger. Hvad Interesse har han af det Hele, hvorfor vil han fortælle Hjalmar Sandheden? Fordi de er Venner. Men de har ikke set hinanden i 16 – seksten Aar, og efter et saadant Tidsrum plejer man ikke straks at erhverve sig den bekendte Kammeratfortrolighed, der bestaar i at sige hinanden det værst mulige. Han er ogsaa urimelig dum, naar han ikke gennemskuer Hjalmars Rhetorik – hvorfor er han da saa klartseende overfor Faderen og Fru Sørby, hvorfor tror han ikke paa disses Fraser? Her findes en tydelig Modsigelse, som ligger i selve Figurens Uvirkelighed.

Men naar Ibsens to Repræsentanter undtages – og maaske den noget symbolske Hedvig – staar tilbage en Række fortrinlige Skikkelser. Bifigurerne er over al Kritik. Blot et Fund som Molvik er rent ud guddommeligt. Hvem kender ikke disse ”dæmoniske” Mennesker, der drikker sig plakatfulde paa den gyseligste Knejpe, men dernæst ”slaar en Streg over Nattens Hændelser, da sligt ikke afhænger af deres bedre Jeg.” For hvormeget Griseri har ikke den Slags Folk godskrevet deres bedre Jeg eller ”det Bedste i os selv.” Begge Parrene er tegnede med Mesterhaand, Werle og Fru Sørby, Gina og Hjalmar. Paa den Sidste er der anvendt et uhyre Arbejde, idet han stadig holdes paa den fine Grænse af det Rørende, det Komiske og det Modbydelige. Kun en enkelt Gang, som hvor han taler om den forføreriske Grosserer, er Tonen maaske lidt karikeret.

Rent teknisk set er Ekspositionen noget lang. En Mester som Ibsen burde maaske ikke anvende Midler som Tjenestefolks Samtale eller Ungdomsvenners Gensyn for at faa os fortalt, hvad vi skal vide. Baaden lægger sindigt ud til Vildandejagten, Mosen er træg at ro igennem, Jægeren tager god Anstand til Skuddet – det slæber af. Og Dramaets Natur er nu engang Parforcejagt.

Bagefter knalder det saa løs. Haglene drysser ned gennem Repliker, som ingen Digter i Europa skriver Ibsen efter. Forhaabentlig faar vi dem snart at høre fra Scenen. Det er saadanne Skuespil, der opdrager Skuespillere og frigør Publikum aandeligt.

Edvard Brandes.
Publisert 20. mars 2018 11:26 - Sist endret 11. sep. 2018 10:34