Anonym anmelder i Fyns Social-Demokrat

Vildanden på Odense Theater anmeldt i Fyns Social-Demokrat 16. oktober 1899.

Odense Teater.

Henrik Ibsen: «Vildanden».

Hvor det er styrkende, at Teatret en Gang imellem hæver sig op over Badutspringene i de spraglede Klæder og i Stedet for fremstiller dybtvirkende Stykker med tragiske Menneskeskæbner.

«Vildanden», der i Gaar Aftes spilledes for udsolgt Hus, er et mærkeligt Drama; det er bygget paa en næsten trolddomsagtig Menneskekundskab, en Seerevne ind i Sjælens mørke Afskygninger, som kun enkelte i hvert Aarhundrede naar.

Og saa er Stykket fast og glat, knap i Sproget, der er støbt i ædel Form, men dog bølgende levende; thi midt i sine Grublerier i Nattens Mørke glemmer Ibsen ikke det daglige Livs smaa Ting og mange smaa Krav. Han stiller dem paa deres Plads midt i de oprivende Sammenstød om de store Spørgsmaal, og dér udøver de, netop ved Modsætningens Dybde, en stor Virkning.

– «Vildanden» handler om det evige Spørgsmaal: de ideale Krav og det praktiske Liv, der stedse former sig som Modsætninger. Idealernes Bærer er Gregers Werle, Søn af en stor Fabrikejer; hans Maal er: Menneskeliv i Sandhed og Oprigtighed, og Midlet til at naa dette Maal er en hensynsløs Afsløring af Løgnen.

Werle forlader ved Stykkets Begyndelse sin rige Faders Hus, fordi denne er en slet Person; han vandrer hen til Fotograf Ekdal, hvis Livslykke Faderen har røvet; her er et Hjem, bygget paa Løgn. Der en Sumpluft i Stuerne; Ekdals Hustru, Gina, har før sit Giftermaal staaet i Forhold til den gamle Werle, og Frugten er et Barn, som Ekdal tror er hans.

Se, her er noget at rydde op i for Idealisten; Løgnen og Forstillelsen skal bort ved en Afsløring for at Ægtefællerne kan finde hinanden, tilgive hinanden og fortsætte Samlivet i glad Oprigtighed.

Men ak, hverken Gina eller hendes Mand føler Trang til en renere Luft. De befinder sig helt godt i «Sumpluften». Ekdal et er stort Barn, vigtig, højttalende og godmodig, men midt i sin Godmodighed dog hensynsløs nok til at lade Konen og den halvblinde Datter Hedvig arbejde strængt.

Hans gamle Fader, der har været i Tugthuset for sine egne og Grosserer Werles Misligheder, boer hos Familien, hvor han pusler med Kaniner og Høns inde paa Loftet ved Siden af Atelieret, og Sønnen, det store godmodige Barn, gaar ligeledes op i denne Virksomhed med dybeste Alvor.

Hovedpersonen i hele Familien er en – Vildand, som Ekdal har faaet fat i. Dette Dyr snakker de om tidlig og sent med den største Lidenskab.

Midt i al denne tomme Snak, med en skjult Forbrydelse som en mørk Baggrund, siger saa Gregers Werle Sandheden til Ekdal: Gina har staaet i Forhold til den gamle Werle.

Efter Idealistens Program skulde Ekdal tilgive Gina, og et nyt klart Samliv tage sin Begyndelse. Men Ekdal gaar udenfor Programmet og tager sig en ganske gemen Kæfert sammen med nogle andre Solderister.

Idealisten forbavses saare over dette uventede Udslag af ophøjet Sorg og ædel Offerstemning.

Men han har endnu en Trumf paa Haanden, han vil føre Hedvig tilbage i Faderens Arme; Ekdal har nemlig jaget hende ud af Stuen, da han hørte, hun var den gamle Werles Datter. Idealisten overtaler hende til at tage sin store Del af Offerbyrden paa sig og give det kæreste, hun har – Vildanden. Hun skal skyde den; men i Stedet for skyder hun sig selv.

Werle ser forfærdet paa Ulykken, der er flydt af hans Sandheder; bitter hører han Læge Rellings berømte Replik: «Tager De Livsløgnen fra et Gennemsnitsmenneske, dræber De Lykken med det samme»; men hans Tro paa den store Mission er alligevel urokket, og han gaar fra Ekdals Hjem med en Forsikring herom.

– Stykket er et dybt Udslag af kritisk Sans og Pessimisme. Ibsen har i hele sin foregaaende Produktion selv kæmpet for Sandhedens Krav, særlig i «Samfundets Støtter» og «Et Dukkehjem»; men hvorledes kan han saa her tilbagevise disse Krav med bitter Ironi?

Svaret herpaa maa vist lyde: Naar en overkritisk Aand en Tidlang har kæmpet med fuld Kraft for en Idé, da skinner Tvivlen, Kritikerens egentlige Sjæl, igennem. Som han har brudt ned, hvad andre har tænkt og skrevet før ham, bryder han nu sit eget ned, fordi den altbeherskende Tvivl og den negerende Evne driver ham til dette dæmoniske Arbejde.

Iøvrigt bør man vel vogte sig for at fastslaa Principer efter et saadant Dramas Indhold. Menneskene er saa forskellige, Livet glider og skifter i Tusinder af Former og Brydninger. Det, der er Gift for den ene, er Lægedom for den anden.

Idealisten med de store Krav kan ødelægge en Familie med Fremsættelsen af disse Krav, men rense ud og klare op et andet Sted, saa Solen virkelig kommer til at skinne dér.

– Udførelsen af «Vildanden» var nobel. Man mærkede et samvittighedsfuldt Arbejde gennem hele Spillet.

Hr. Stigaard fremstillede den unge Werle med megen Naturlighed; Alb. Helsengreen spillede Fotograf Ekdals store Rolle særdeles forstandigt; Fru Wilhelmi gav Gina Kød og Blod netop i denne lavstammede, udannede Skikkelse, som Forfatteren har tegnet, og en ung Dame, Frk. Mathilde Schmidt, debuterede meget lovende som Hedvig.

Saaledes blev da Opførelsen af «Vildanden» en Festforestilling, som Hr. Helsengreen og hans Kunstnere kan være stolte af. Det er stor Komedie fremført paa en værdig Maade. Vi haaber, at Odense Publikum ved godt Besøg støtter den virkelige Kunst.

Man faar for saa vidt «lige for Pengene»; thi 2–3 Dage efter Synet af «Vildanden» mærker man endnu dens mægtige Vingeslag.

 

* * *

Publisert 20. mars 2018 13:45 - Sist endret 13. apr. 2018 16:32