Johan Daniel Irgens Hansen

Vildanden anmeldt av Johan Daniel Irgens Hansen i Dagbladet i Kristiania 16. november 1884.

Literatur-Tidende.

Henrik Ibsen: Vildanden, Skuespil i fem Akter.
Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag.

Før jeg gaar til en Redegjørelse for Ibsens sidste Bog, tør nogle Bemærkninger i Anledningen være paa sin Plads. – Under Omtalen af Bjørnsons Det flager ytrede jeg Beklagelse over, at vort Publikum fik Indholdsfortegnelse paa Forhaand efter danske og svenske Blade, og det blev da udtalt, at dette for det første ikke var hensynsfuldt mod det norske Publikum, og dernæst at slige Hvordan-det-gaar-Beretninger kun var skikket til at skabe endnu fler dømmende Ikke-Læsere. Værre endda stiller Forholdet sig i denne Henseende overfor et Arbejde som dette sidste af Ibsen. Om det vidste man intet, og alle var spændt paa at faa lære Bogen at kjende. Men det at lære en Bog at kjende er ikke mer end en Ting, og alle fornuftige Mennesker tør være enig om, at man ikke lærer en Bog at kjende ved at faa vide, hvordan det gaar i den.

Men naar nu Bogen kommer paa Toldboden her Tirsdag Middag Kl. 12, og saa en eller to sætter sig til at nilæse med det Maal at kunne fortælle Aften- og Morgenbladenes Abonnenter, hvordan det gaar i Vildanden, og at «Vildanden» er en virkelig Vildand, og at gamle Werle er slig og Sønnen et Fjog og Fru Sørby letfærdig og Gina tvilsom og Eklund senior reduceret og Eklund junior et Vrøvlehoved og Hedvig Vildand Nr. 2, og at de gjør saan og saan, og Bogen ender slig, – da er Godtfolk lige kloge og kjender ikke Bogen et Gran. Den tidligere Annonceberetning om Bjørnsons Bog havde dog den Fordel, at den var givet med en Smule Diskretion og formodentlig var lavet af en kyndig Mand, som havde havt Anledning til at læse Bogen nogenlunde ordentlig; men dette Nyhedsjobber-Jaskeri er for modbydeligt, fordi det er galt til alle Kanter.

Jeg skal forklare hvorfor, og jeg begynder med at gjøre Bjørnson min Undskyldning, fordi jeg engang er falden for de «journalistiske Krav» og har givet et Hastværksresumé af En Hanske. Det var gjort i den bedste Hensigt: at tjene Digteren og Publikum: men ingen af dem var tjent med det.

Hvad er det nemlig, man gjør ved at komme med et sligt «journalistisk» Referat? Man krænker først og fremst Digteren i hans Arbejde; thi selv om man er aldrig saa gløg, og selv om man gaar til Reporterværket med den ærligste Vilje, saa kan det ikke undgaaes, at der i Referatet af Handlingen kommer ind skjæve Forhold, manglende eller fejlagtige Motiveringer, og Forf. maa gyse eller harmes ved at se Dages og Nætters aandelige Gjennemlevelser rapporteret som en spændende Skandalproces. Jeg forsøgte at give Referatet af En Hanske uden et hvilketsomhelst Prædikat og saa nøgternt som muligt, og hvad blev det til? – En Karrikatur. Men naar man i Hvordan-det-gaar-Beretningen delvis bruger Digterens Motiveringer, da opstaar Forfærdeligheder, som han først og fremst, men dernæst ogsaa hver pietetsfuld Læser maa oprøres over. Man kan være saa gløg, man vil, – det gaar ikke an at referere en god Bog slig paa Springbrættet, og man kan sætte de journalistiske Krav, som man vil, – de indbefatter aldrig Forpligtelsen til at krænke Digteren.

Hvad man gjør, er værre end Tyveri. Vi er kommen saapas langt, at vi ikke til Abonnenternes Forlystelse trykker af vore Digteres Arbejder, hverken helt eller betevis; men dette med disse radbrækkende Referater, det er Hærværk. Thi hvad faar vel de af Bogen, som ikke læser den? – Intet uden det plebeijske Nysgjerrighed tilfredsstillet. Og hvad gjør man dem, som med Andagt vil læse den gode Bog? – Man ødelægger Nydelsen for dem, fordi umærkelig Skjævhederne i Referatet besværliggjør en rigtig Opfatning.

Og endelig: Ved at fare frem slig mod vore Digtere imødekommer man det værste i vor hæseblæsende Tid. Man hjælper paa Trangen til at fodres med Smagebeter og delikatere sig m ed Øjebliksmeninger under Velocipedridt. Er nu dette Journalistikens Opgave? Det tør trygt benægtes. Og naar man, som nogle gjør, begynder sin «Kritik» med et sligt Referat, saa har man voldgivet baade sig selv og Læseren den banale Opfatning. Er der noget ved et Arbejde, faar man leve sig ind i det, for derpaa at forsøge sin Tolkning. Og dennes højeste Maal er at føre Læseren til Digterværket eller hjælpe ham i hans Forstaaelse. Det er vanskeligt nok og Journalkravene levner ligevel Tid liden nok til bare en nogenlunde samvittighedsfuld Opfyldelse af dette Hverv. Til mine Herrer Koller retter jeg den Opfordring ikke længer at krænke Digternes Arbejder paa denne Maade; thi at vejlede det Publikum til Forstaaelse, som har læst eller vil læse Bøgerne, er saavel den journalistiske Kritiks som al anden Kritiks Opgave. De, som ikke læser Bøger, blir ikke et Gran mer dannet, fordi om de «kjender» Bogen af slige Referater. De blir bare moderne i daarlig Forstand.

Vi er vant til hos Ibsen at se Sandhedskravene sprænge Menneskelykken, og i Vildanden ligger der ogsaa et Fallitbo igjen, efterat «den ideale Fordring» er exekveret i den Illusjonernes Sparekasse, hvoraf den ekdalske Familje hæver sin Livrente. Dette Ibsens sidste Arbejde er et nyt Baand tvundet om den gamle Ring; men, ikke rettere jeg kan se, ligger det i andre Vindinger end de gamle. Digteren har prøvet og vraget, vejet og fundet for let Menneskene mod hvert Krav, han har stillet. Han har i Mismod villet lægge Torpedo under Arken, for saa at være med, og i hans Bøgers Verden ser vi Menneskene gaa fattige, fortvilede ind i Haabløshed, efterat Illusjonerne er klædt af dem. Mandeviljens quantum satis slipper op mod Virkeligheden, som ikke tillader nogen Idé at realiseres uden karrikerende Ændringer. I Lys af «Idealet», «den ideale Fordring», «Livsopgaven» bliver alle ynkelige, latterlige, elendige, ulykkelige.

Men Digteren vilde være en tom Prækehest, om han ikke saa, at «disse Dages usle Glæder» gav Menneskene deres væsentlige Lykke. Derfor har han ogsaa paa sin kredsende Gang rundt de store Livskrav fundet de forløsende Magter, som gjør Livet bæreligt. I Knæ under Kravene, plat paa Jorden i Fortvilelse ser vi Menneskene hos ham atter og atter ty til den eneste Hjælp, de kjender, Medfølelsen, Kjærligheden. Og hos Ibsen er det Kvinderne, som staar der tilgivende, forstaaende, forsonende og mildnende. De gjør Livet leveligt, fordi de ejer Hengivenhed og saa denne vidunderlige Gave: at tage Verden, som den er. Men hos Ibsen bliver Kvinden nærmest Lykkens Surrogat, Trøsten, efterat den højere Livslykke er brusten; de fillede Mænd dækkes af Kvindernes Troskaabe. «Livskravene» gaar som herjende Uvejr over Menneskene, river alt overende; men under Stormen søger de sammen i smaa Flokker – og lever videre i den Lykke, som er dem levnet, Menneskekjærlighedens, Medfølelsens.

Vildanden er en Fortsættelse af hele Ibsens Digtning. Bogen har som i en Bundt alle de Hovedtraade, vi finder i hans tidligere Værker; men de er her baade tvundne og vundne paa en anden Maade. Her har vi ogsaa Kravene, ogsaa bristende Evne til Fuldbyrdelse, ogsaa Nederlagets Elendighed og Ynkelighedens Straf. Det ser ligt ud med alt det forrige; men det er noget andet og – mere. Vildanden begynder der, hvor Ibsen ellers slipper, og Bogen gjør Front mod den Kant, hvorfra han før har rettet Angrebene. Kanske dette er Grunden til, at Bogen blev kaldt «glimrende» efter første Gjennemlæsning fra et Hold, som ellers ikke udmærker sig ved Skarpsind. Komplimenten var vist velment, og et stumpt Instinkt følte sikkert, at her i Vildanden var ligesom et Forsvar, et Slags Retfærdiggjørelse for den pene Opposition mod Ibsens Afklædningsscener. Hvorledes dette nu end maa forholde sig; det er vist, at denne Bog forvirrer adskillige, og de lethodede har allerede sendt Parolen ud: Bogen er ubetydelig. Det modsatte turde være Tilfældet, og naar vi faar set lidt mere i Bogen, vil det maaske vise sig, at i den ligger en betydningsfuld Udviklings Overgang i en ny Fase.

- Der er en vingeskudt Vildand oppe paa et Loft, der er vingeskudte Mennesker, som holder af den, og de holder af hverandre, fordi de som med Fuglen synes, de hænger bare lidt med Vingen og slæber en liden Smule med den ene Foden. Anden faar Vand i et Traug hveranden Dag og sover i Kurven og trives saa udmærket og er virkelig blet fed. Hjalmar har mindst en Illusjonsdukkert om Dagen og ser godt ud, gamle Ekdal jager Kaniner i Juletræskogen, Gina tror, at Hjalmar ikke kan have nok med at være Fotograf, og for Hedvig er han alt. Der er ikke noget sandt i det hele, undtagen i disse Menneskers Kjærlighed, og saa kommer Gregers med sin «ideale Fordring» og siger, at det Liv, den har skabt, voxer i Sumpluft. Saa falder Lykken sammen, Kjærligheden krænkes og Hedvig skyder sig, fordi «man leger ikke med Kjærlighed».

Det sidste er ikke motiveret, siger de, som tænker saa fort, at de har summeret op, hvad Digteren har lagt tilrette: en liden Mistanke, bleven til Vished, en Angst for at miste Farens Kjærlighed, Fortvilelse over at se hans Kulde, Stemmeskiftning og saa Skudet. Det beror paa hvers Følelse, hvorvidt dette kan synes nok eller ikke. Som Digteren har givet os den unge Pige, kan hun baade dræbe sig, og gjør hun det med en indre Nødvendighed, hvortil Enfold og Hengivenhed er Aarsager. Og det er denne Enfold, som er hellig, fordi den bærer de store Følelser; det er denne Enfold, som er krænket, og det er over Hedvigs Lig Anklagen rejses – med en Magt større end Ibsen nogengang har ejet. For det er ikke Lægprædikantens Anklage mod de syndige Mennesker, ikke Sandhedsapostelens Krav til de skrøbelige, det er Menneskelighedens Talsmand mod enhver Krænkelse af det helligste Jorden ejer, Kjærligheden.

Skrøbeligere, jammerlige Gjenstand for Kjærligheden end denne Hjalmar finder man ikke let; men Gina har holdt af ham og trælet for ham i over fjorten Aar, Gamlingen beundrer ham fremdeles, og Hedvig hænger ved ham som det herligste, hun kjender. Hendes hele Liv er for ham, han er for hende hver Tankes Gjennemgang, hver Følelses Maal og Hvilested. Derfor maa hun dø af hans Ukjærlighed. En slig ung Piges Hengivenhed kjender ikke Grænser, hun tilbeder og elsker paa en Gang, som Barn og Kvinde, og der skal ikke mer end nogle Hagl under Vingen, før de begge gaar tilbunds. Den eneste, som der ikke er Spræk i, den eneste, hvis Sjæl er uberørt af «Sumpluften», hun brydes ned, hun dør ved det første Pust. Det er ikke blot godt tænkt, men det er netop motiveret, – saa fint, saa dybt, at man maa undres over den Sjælskraft, som her hos Ibsen, som hos Bjørnson i Det flager, lader de næsten gamle Mænd tolke unge Pigesind skjønnere end nogen Bejler.

Ligesom Hedvig er umiddelbar o g sand, saaledes er efter hvers Lejlighed Følelsen overfor hende ægte; det eneste Punkt, hvor vi faar Medfølelse med Hjalmar, er saaledes, hvor han bekjender sin Kjærlighed til hende, tiltrods for, at hun – – –. I det hele er det mesterligt, hvorledes Ibsen har forstaaet at klæde af alt det konventionelle og hævde det berettigede, det menneskeligt sande under de forskjellige Irregulariteter. Gina er kommen i Ulykke med Werle, har lært at holde af Hjalmar og lever bare for ham og Hedvig i et trofast Troslæberliv over fjorten Aar. Hedvig er sandsynligvis Werles Barn; det kan Gina ikke saa lige vide, men ialfald holder hun og Hjalmar af hende som sig eget, og hun og Datteren lever aandelig talt af ham, Gina i sin uslidelige Illusjon om, at han er noget mer, noget finere og højere end bare Fotograf, Hedvig i svømmende Beundring for hver eneste Ting, han gjør eller siger. Hjalmar sætter Pris paa sin «rigtig gode Kone», er øm mod Hedvig, mild og kjærlig mod Faderen. Og de to «begavede», som vanker der i Huset, gjør ikke noget Indbrud paa Familjelivets Enemærker; tvert om, Relling forhøjer alles Lykke ved at narre denne Livsopgaven, Idealiteten, alias Livsløgnen paa Hjalmar, og da det holder paa at ramle, ser vi Relling – betegnende nok – med Myndighed værne om Hedvig.

Disse Mennesker har det saa godt, de kan. Forbindelsen med Werle har styrtet det Ekdalske Hus, men det holdes ogsaa oven Vande ved ham. Gina er «ligsom lidt mere kontant og suffisant», og hun danner Bindeledet mellem før og nu – til fælles Bedste, indtil Gregers kommer som en Hund i et Spil Kegler. Denne Tul har gaaet oppe paa Højdalsværket og sovnet af i selvbeskuende Renhed. Han kaldes ned af Faderen for at bevæges til at tage sin Del af Arbejdet, idet den Gamle holder paa at blive blind og vil søge Ro, med Fru Sørby som ægteviet Hjælperske. Men som en rigtig god norsk Tul tror han at realisere Ideen ved at holde sig udenfor «Smudset», og han sviger sin nærmeste Opgave for at løbe efter en Elvedunst, som han kalder sin Livsopgave. Denne bestaar da i at bringe til den Ekdalske Familjes Bevidsthed, hvor hullet den Lykke er, hvor paa de allesammen lever. Hjalmar skal staa ren og klar i sande Forhold, og Tullingen vil intet gjøre, intet leve for uden dette at se den beundrede Ven lide og sejre paa «den idéale Fordring». Motivet er fortrinligt; det minder mig om hin Ven, der gik op paa den unge Forfatters Værelse og brændte op alle hans Manuskripter, og saa ved hans Indtrædelse hilsede ham som Fugl Fønix, der forynget var steget op af Asken. Den Historie er morsom selv med al mulig Følelse for den rasende Forfatter; thi Manuskripter kan jo erstattes; men Tullingen Gregers brænder op Menneskelykke for at se sin ideale Fordring indfriet, og da blir det bittert Alvor. Og det er Digterværkets Styrke, at det løfter alt det forhulede, forkvaklede og forlorne op i Alvorets fulde Højde, idet «den ideale Fordrings» Indløsning koster Hedvig Livet.

Man kan gjerne kalde den ekdalske Familjes Lykke en lurvet Lykke; Lykke er det nu, og den har ingen Ret at røve hverken med ideale Fordringer eller andet. At realisere Ideer faar blive den enkeltes Sag; men Monsieur Gregers har bare experimenteret paa andre, og «i Lys af Ideen» er alle forblevet Husmænd; men Hjalmar skal være Manden, – og saa gaar Tullen og Narren en Tur og gjør op. Hjerteraaheden i denne experimentelle Idérealisation viser sig først i Haardhed hos Hjalmar mod Hedvig, og med dette Forhold som Grundmotiv udvikles saa Løsningen gjennem det burleske til det mest rystende Alvor.

Men det er ikke gjennem store Ord Løsningen sker, hver fed Frase er karrikeret, men bag de mest dagligdagse Repliker, tildels i Ginas Tjenestepigesprog, ligger der Dybder af Reflexion, Subtiliteter, som kunde skabt de mest klingende Pointer og markeret for enhver, hvad det her gjaldt. Men Ibsen har med fuld Bevidsthed fortsat sit kunstneriske Arbejde paa sin Prosas Udvikling, og det maa vække stadig ny Forundring, hvorledes en saa levende Sprogbevidsthed kan bevares under saa langt Fravær fra Hjemlandet. Man vil maaske tale om «en noget lavtliggende Sprogtone»; men det tør hænde, at det nu meget snart ikke længer er fint at tale og skrive Bytingsprog. Det har sin historiske Berettigelse som alt andet, men som Folk taler hos Bjørnson, Ibsen, Kielland og Lie, saaledes taler Folk flest her i vore Byer, og dette Bysprog er ikke mindre rigtigt, fordi det er mere norsk end Elise Auberts, Maries med fleres. Men Ibsens kunstneriske Mesterskab i Repliken viser sig allerbedst i de Nuancer, hvorved han karakteriserer Personerne. Hvor man slaar op i Bogen er der Karakteristika, fra Ginas suffisant og kontant og regalerer, til Hjalmars ildfulde Gemyt, prøvende Blik, Forgangenhed og Gregers Spurlag, kjæmpe Smertens Kamp til Ende, storladen osv. er der en Skala af Ord og Vendinger, som betegner Individernes Natur og Kultur. Ibsen har intetsteds naaet højere i Repliken.

I Exposition, Scenegang og Tablaaer er jo Ibsen Virtuos, og det vil nok vise sig, at Folk, der under Læsningen ikke fik Tag i det, som ligger til Grund, fordi alt gaar saa glidende glat, vil se det springe klart frem, naar Værket træder frem paa Scenen. En Ejendommelighed er der. Første Akt spilles hos Værksejer Werle; men ham ser vi kun igjen i en kort Scene i tredje Akt, og Fru Sørby ligeledes ganske kort i fjerde Akt. Den sidste Samtale mellem Far og Søn bliver en Stiver for Sønnen til hans Livsopgave. Fru Sørbys korte Tilsynekomst i fjærde Akt giver Klarhed over et og andet, bringer ogsaa noget nyt ved Forholdet til Relling, og Forfatteren knytter i femte Akt baade denne Scene og den med Werle ind i Handlingen som organiske Led. Ibsen lader aldrig sligt blive umotiveret, og begges Optræden er begrundet deri at Werlernes Skjæbne griber ind i Ekdalernes, for anden Gang fordærvelig, og Ironien falder fra en ny Side over Gregers derved, at han, som ser sin Livsopgave i at sone, hvad Faderen har forbrudt, trodser videre paa den Ødelæggelsesvej hvor Faderen vil stoppe ham, og Fru Sørby paa sin Side, som Gina paa sin, gaar imellem og vil alle vel, og hendes Optræden er begrundet i mer end Gavebrevets Overbringelse, idet nemlig hendes Udtalelser kaster Reflex over den fremskridende Handling. Paa denne Maade har Forfatteren faaet alle Hovedpersonerne i første Akt med, og de to Scener staar ikke som blotte Dekorationer, de er Led i Bygningen.

Man taler om Realisme i Kunsten og mener hermed tildels en ejendommelig Brug af de kunstneriske Midler, dels en ejendommelig Form for den kunstneriske Anskuelse. Det er ikke sagt, d e to Ting falder sammen; men enhver Digter, dvs. ikke Forfatter paa anden Haand, er Realist i den Forstand, at han tar Livet, som han ser det. Men der blir hos alle, baade Digtere og andre Mennesker, en Fare for at lægge ind i Livet noget, som ikke findes, at digte Tilværelsen om. Baade Ibsen og Bjørnson har ifølge sin Udvikling en Svaghed for at gjøre det, trods sine store Evner til at gribe Virkeligheden som den er; men baade den personlige og kunstneriske Udvikling har ført dem begge mod et realistisk Anskuelsessæt, og de Mangler i Realitet, som finds i deres senere Arbejder, har sin Grund i de romantiske Gjengangere, som spøger i begge, og som undertiden lader dem spænde Virkeligheden vel stramt paa Ideens Læst. Men her i denne Bog har Ibsen ikke blot naaet saa langt i Brugen af realistiske Midler, som ingensinde før; men han er ogsaa i sin Anskuelsesform saa nær indpaa Virkeligheden, som maaske aldrig før.

Det ligger ogsaa nær at tænke sig hvorfor dette maa være saadan. Thi han rejser jo her den saa foragtelig behandlede Virkeligheds Ret overfor Iderealisationen. Netop fordi han har seet, hvor inderlig godt Menneskene forstaar at digte sin Tilværelse om efter eget Lykketarv, netop derfor har han taget Virkeligheden som den er, og den «er ganske bra alligevel, naar vi bare maatte faa være ifred for disse velsignede Rykkere, som sender os Fattigfolk paa Dørene med den ideale Fordring.» Enhver idealiserer efter eget Behag og Tarv, og lever Folk lykkelig paa sin «Opfindelse», saa skal man i alle Fald have saapas Agtelse for denne Lykke, at man er var om den Kjærlighed, som voxer i Ly af Illusjonerne. Hvad Ibsen ikke før har gjort, har han gjort i denne Bog; han staar paa Menneskelighedens Grund og taler Menneskelighedens Sag, selv en meget lurvet Menneskeligheds. Han er bleven Realist i Ordets fulde Betydning, han er ikke blot kunstnerisk Realist, han er ogsaa human Realist, han ikke blot ser realistisk, han føler ogsaa realistisk, og taler derfor Menneskelighedens Sag.

Dette ny Syn hos Digteren stiller mange Ting i hans egne Værker i et ejendommeligt Forhold til denne Bog, men her er hverken Tid eller Sted til nogen Indgaaen paa det meget, som i den Anledning kunde gjøres opmærksom paa. Ligeledes er Bogens Forhold til vor samtidige nordiske Literatur i mange Maader interessant; men heller ikke dette kan behandles her, hvor flere Ting har maattet udelades, som har nærmere Krav i en saadan Anmeldelse. Vi er vant til at vente et «Indlæg» fra Ibsen; men jeg tror, dette Indlæg havde ingen ventet; det er delvis et Indlæg mod ham selv, men det er ogsaa en Fortsættelse, en Berigelse saavel i Indhold som Form, og det vil vist blive denne Bogs Skjæbne som saa mange af hans tidligere, at Eftertanke og Diskussjon vil rejse forskjellige Meninger, og naar de er klaret, vil man vistnok fra visse Hold ikke være saa frisk med sit glimrende, som i den første Afdeling af den saakaldte Kritik; – for Vildanden er ikke saa tam, som visse Folk tror.

I. H.
Publisert 20. mars 2018 11:29 - Sist endret 11. sep. 2018 10:37