Signaturen «Laurent.»

Vildanden på Odense Theater anmeldt av signaturen «Laurent.» i Fyns Venstreblad 16. oktober 1899.

Odense Teater.

Henrik Ibsen: «Vildanden».

I Aftes havde Odense Teater saa et af sine – ak, desværre saa sjældne – «literære» Øjeblikke. For udsolgt Hus gik Henrik Ibsens 5-Akts Skuespil «Vildanden» over Scenen; men skønt Iscenesættelsen var net og Spillet i Hovedsagen fortrinligt, lød Bifaldet mere end spagfærdigt, og man behøver ikke at være Troldmand for at kunne spaa det en kortvarig Løbebane.

Samtalerne i «Vildanden» lyser af Mesterens Intelligens, og Forholdene er anskueliggjort med den store Sceneforfatters vanlige Virtuositet, saa den mindste Replik bliver Led i en fast Kæde; men – der sker for lidt, og det allegoriske er for stærkt understreget, til at Skuespillet hele den lange Aften igennem kan holde den store Del, selv af et godt Publikum, i Aande. Hele første, anden, tredie og fjerde Akt slæber sig hen, uden at der sker noget haandgribeligt, uden at den dramatiske Spænding forhøjes; dernæst virker det trættende, at hele fire Akter foregaar i samme Stue, saa det er som en stor Akt, og den stadigt tilbagevendende Allegori mellem Barnet Hedvig og den vingestækkede Vildand der inde paa Loftet er for mystiske til at virke oplivende.

«Vildanden» funkler iøvrigt af Ibsens kendte Menneskeforagt.

Der er først det forløjede Halvtalent, Hjalmar Ekdal, der dovner, spiller paa Fløjte, fotograferer, deklamerer og agerer Opfinder med lige stor Selvovervurdering. Han synes at holde meget af sin Hustru, den mere simple, men elskværdige og hyggelige Gina og Barnet Hedvig; men i Grunden lader han sig kun beundre af dem, og for Resten elsker han mest sig selv.

Der er Repræsentanten for de «gode» Magter, Gregers Werle, som gaar omkring og ødelægger Menneskeskæbner ved at foreholde dem «de ideale Krav». Han faar at vide, at hans Fader en Gang har forført Gina Ekdal, og fortæller det til den troskyldige Hjalmar Ekdal, som han beundrer. Han gør det, for at dette Ægteskab kan fyldestgøre «de ideale Fordringer», for at der derefter i Løbet af nogle Timer kan dannes et Ægteskab, bygget paa Aabenhed. At Virkningen bliver en helt anden, siger sig selv. Halvgal synes han nærmest at blive, naar han foreslaar Hedvig, at hun for at genvinde Faderens Kærlighed skal ofre det kæreste, hun ved, Anden, hvoraf Følgen bliver, at hun (husk den allegoriske Forbindelse mellem Vildanden og hende selv) gaar hen og dræber sig. Man tager sig derfor heller ikke tungt, at denne «Helt» sluttelig taler om at være den trettende til Bords og øjensynlig vil aflive sig.

Klarest staar Ræsonnøren, Læge Relling, der aabenbart træffer Forfatterens Mening, naar han siger: Bort med de forbandede ideale Fordringer; Gennemsnitsmennesket befinder sig bedst ved i Ro at leve paa Livsløgnen. Men samme Læge er selv en forsviret, brutal Natur, der kurerer sine Patienter ved Bedrag. En forhutlet Teolog redder han ved at indbilde ham, han er dæmonisk, og Fotograf Ekdal, fortæller han, er Opfinder, hvad der, til Gregers Werle kommer med sine Krav, gør Ekdal højst tilfreds.

Albert Helsengreen havde nogen Vanskelighed ved at skille Hjalmar Ekdal fra Løjtnant Husum i «Familien Jensen», men iøvrigt var han ganske fortrinlig. Alle Nuancer i den forvrøvlede Karakter opfattede han fint. Om han havde forlenet Ekdal med lidt Sympati, vilde det dog ingen Skade have været til, og i Begyndelsen af Aftenen var han synlig nervøs, saa sidste Akt bedst lykkedes.

Alfred Stigard havde forsynet sin Gregers Werle med et utiltalende Kristusskæg, men ellers har han kun Ære af sin store og vanskelige Rolle, der i hans Hænder heldigvis blev mere menneskelig end Ordene, han har at sige, egentlig giver en Indtryk af.

Helt vellykket var Fru Wilhelmi som den hyggelige og jævne Gina Ekdal, der saa stilfærdigt holder Stumperne sammen; Frk. Mathilde Schmidt var meget tiltalende og sød som «Vildanden», Hedvig, og Rolf Knutzens Ræsonnør blev en overmaade flot gennemført Karakter.

Lovord har vi ligeledes kun at anvende til Fru Hedvig Helsengreens Fru Sørby og Emil Helsengreen, der mod Forventning slet ikke overdrev i gamle Ekdals Skikkelse. Derimod var det et stort Misgreb af Direktøren at betro Grosserer Werle til Knud Lumbye.

Foreløbig opføres «Vildanden» de første Aftener med Undtagelse af Tirsdag.

Laurent.

Publisert 20. mars 2018 13:39 - Sist endret 16. apr. 2018 11:48