Anonym anmelder i Morgenbladet

Vildanden anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 16. og 19. november 1884.

Henrik Ibsen: «Vildanden».

I.    (16.11.1884)

Hvad der strax falder i Øinene ved Ibsens nye Arbeide, er dette, at det ikke paa samme Maade som «Samfundets Støtter», «Et Dukkehjem», «Gjengangere» og «En Folkefiende» er noget blot og bart Virkelighedsbillede. Medens en Realitet, der vel i mangt og meget ikke var saa reel, som den saa ud, men som ialfald har Udseendet af Livet i dets Hverdagsformer, i disse Digterens seneste forudgaaende Verker maatte tjene til at bære frem de forskjellige Ideer og Problemer, møder man derimod her som i «Per Gynt» en fantastisk-allegorisk Element ved Siden af det realistiske. I «Per Gynt» slynger det fantastiske sig friskt og fast ind mellem Digtningens realistiske Partier, og det er af en saa klar og umiskjendelig Betydning for dens eiendommelige Helhed, at det ikke kan tænkes borte. Men hvorfor har Ibsen igjen bragt et saadant Element ind her, hvor man dog ikke har at gjøre med Eventyrfigurer som Per Gynt, men tvertimod med moderne Samfundstyper, hvoraf ingen væsentlig skiller sig ud fra dem, Ibsen har ladet optræde i de øvrige nævnte Arbeider? Hvorfor er, med andre Ord, det nye Stykke ikke helt ud blevet et Sidestykke til disse?

Det kunde aabenbart være blevet det. I Expositionen, og i det hele taget indtil Teppet falder for 1ste Akt, er der intet, som giver nogen Formodning om, at Digterens Hensigt er en anden. Man har for sig en Søn, som i Indignation over, hvad han erfarer, at hans Fader har forbrudt, og i glødende Sympathi for de af ham fornærmede, reiser sig imod ham for at optræde til disses Fordel. Man venter sig som noget, der maa falde af sig selv, at den Livsopgave, han siger sig at have fundet, vil bestaa i, at han træder i Kamp mod Faderen, at han med Sandhedens og Rettens Vaaben tvinger denne til at give Opreisning, forsaavidt Opreisning kan gives, og til at lide den Ydmygelse ligeoverfor sine Ofre, som han har fortjent. Muligheden af en saadan Udvikling fra Stykkets Forudsætninger ligger saa nær, at Ibsen neppe kan antages ikke at have seet den. Naar han har skudt den fra sig, turde Sammenhængen muligens være den, at Emnet faldt ham for ordinært, for lidet pirrende og usædvanligt, skjønt vi for vor Del holde os forvissede om, at Digteren derover kunde skabt et Virkelighedsbillede af mægtigt Indhold og stor Virkning.

Saadan som Ibsen nu har valgt at lade Handlingen udvikle sig i Stykkets 4 sidste Akter forekommer den os at være ligesaa besynderlig, som den er tynd. Den «Livsopgave», som Gregers har sat sig, indskrænker sig til at aabne Hjalmars Øine for den imod ham forøvede Uret; og andet end at Hjalmars Øine – under en Samtale bag Kulisserne i 3die Akt – blive aabnede, foregaar i det store taget heller ikke, undtagen da, at Hedvig til Slutning berøver sig selv Livet, et tragisk Træf, hvis Motivering falder meget i det uklare. Det er da denne tynde og besynderlige Handling, som Digteren har søgt at give Fylde, Farve og Interesse ved op til den at lægge eller med den at sammenknytte den sindbilledlige og fantastiske Historie med Vildanden, hvoraf Stykket har taget sin Titel.

Det er unegtelig en høist besynderlig Historie med denne Vildand. Grosserer Werle, som, trods sin Halvblindhed og sin Alder, alligevel befatter sig med Vildandjagt, har skadeskudt en And, som er dukket tilbunds og har bidt sig fast nede i Mudderet, men som af en «urimelig glup» Hund er hentet op igjen fra Havsens Bund og senere er kommen i Hænderne paa Grossererens Ofre, den forhenværende Løitnant Ekdal og hans Søn Fotografen. Den er af den givet Plads inde paa et Mørkloft, hvor de ogsaa have Kaniner, Duer og Høns, og hvor de forlyste sig med at gaa paa Jagt, men som desuden rummer en hel Del andre, rare Ting – gamle Bøger og saadant, – og som af den unge Hedvig ved en underlig Fantasi er givet Navnet «Havsens Bund». Det kan ikke nægtes, at man skal have vanskeligt ved at sammenstille en Kjæd e af underligere Enkeltheder; men man beholder unægtelig ogsaa en Følelse af, at der er noget søgt og tvunget derved.

Spørges der nu, hvad Meningen er med denne fantastiske Vildand, er man jo ikke noget Øieblik i Tvivl om, at den sindbilledlig skal svare til en eller anden af Stykkets Personer, hvis Livsskjæbne i den symboliseres. Men hvilken af Personerne? Det forekommer en strax naturligt, at det maa være den uomtvistelig fineste og mest poetiske blandt dem, den lille Hedvig, som er den «vildene Fugl» og Stykkets Titelfigur. Kan imidlertid Hedvig siges at være skadeskudt af Grossereren? Har hun dukket tilbunds og bidt sig fast nede i Mudderet? Er hun med andre Ord tilføiet en Livsskade, som har bragt hende ud af den Sfære, der oprindelig var hendes, og er hun derpaa sunket ned i Tilværelsens Grums og Mudder? Nei, intet af dette er Tilfældet, og Billedet passer, saavidt vi formaar at indse, vanskeligt paa hende, uagtet der visselig ikke savnes Antydninger til, at det er hende, Forfatteren har havt for Øie. Gregers, der jo i sig selv vil personificere den urimelige glupe Hund, griber ind i hendes Skjæbne og søger at gjøre, hvad der vel skal være at bringe hende paa det tørre; men Resultatet er intet andet, end at hun bliver paa «Havsens Bund», paa Mørkloftet, og selv er den Vildand, som hun skyder. Symboliken brister ogsaa paa dette Punkt. Eller kanske dog dette fantastiske Selvmord af Forfatteren er ment at skulle repræsentere en Redning? Uanseet denne Mulighed kan Vildand-Billedet i ethvert Fald neppe siges udelukkende eller nærmest at afspeile Hedvig og hendes Skjebne. Men der er to andre, som virkelig begge ere skadeskudte af Grosserer Werle, og som – hver paa sin Vis – have gaaet til Bunds og bidt sig fast nede i Mudderet. Det er Løitnant Ekdal og hans Søn. Grossereren, som ellers er udenfor Symboliken, synes i Scenen med Gregers i Slutningen af 1ste Akt at henpege paa Løitnanten som Vildanden, eller ialfald som en Vildand, idet han med Hensyn til ham udtaler, at «der gives Mennesker her i Verden, som dukker tilbunds, bare de faar et Par Hagl i Kroppen, og saa kommer de aldrig op igjen mere»; og det er ialfald vist, at den Mand, der fra en heldig social Stilling, og fra et friskt og uafhængigt Jægerliv i Skovene er reduceret til at friste en kummerlig Tilværelse som Arkskriver og som en Drukkenbolt, der tager til takke med hvilketsomhelst Selskab, maa siges at svare til Billedet. Men han bliver rigtignok paa Bunden, uden at Gregers gjør noget Forsøg paa at dukke efter ham. Derimod er det Hjalmar, hvem hans Barndomsven hovedsagelig har for Øie ved den Hunderolle, han paatager sig, ligesom det er ham, hvis i ydre og indre Usandhed nedsunkne Personlighed i det hele taget er den mest fremtrædende i Stykket; og man maa, saavidt skjønnes, blive staaende ved, at han nok er den egentlige «Vildand», om man end heller ikke i ham finder Billedet af den skadeskudte, men reddede Fugl ganske realiseret, da det med Redningen forbliver mildest talt tvivlsomt.

Vi kan ikke finde, at den fantastisk-allegoriske Side af Ibsens nye Stykke er vellykket; den er for vor Betragtning i sig selv forbleven dunkel og ude af Stand til at hjælpe os til en dybere og finere Forstaaelse af, hvad Forfatteren har villet – og dette skulde vel være dens Øiemed. I en Henseende er vistnok enhver Veiledning til at finde og forstaa Digterens Mening ganske overflødig, forsaavidt nemlig, som han i Hjalmar Ekdal har villet skildre en eiendommelig Egoistnatur i dens Forhold til sig selv og sine Omgivelser. Dette er gjort saa sikkert, saa skarpt og saa alsidigt, at denne Karakterskildring under enhver Omstændighed har sit selvstændige Værd, som uden Forbehold kan anerkjendes. Men forsaavidt som man har ventet, at der ved Siden af en saadan Karakterskildring dog ogsaa maatte findes en eller anden Sandhed, som Digteren vilde have sagt sin Samtid, eller ialfald et eller andet Problem, der bragtes under Debat, vil denne Forventning vanskelig finde sig tilfredsstillet. Kommer saa hertil, at Stykket er langtfra at yde Skjønhedstrangen nogen Fyldestgjørelse, og at Katastrofen med Hedvig, der danner Afslutningen, virker mere pinligt end gribende, bliver Totalindtrykket neppe andet end en stærk Fornemmelse af Tomhed og Uhygge. Heri kan Stykkets dramatiske Fortrin ingen Forskjel gjøre.


 

 

II.    (19.11.1884)

 

 

I «Vildanden» er der, som vi have antydet, ingen Konflikt, som reises, og som løses. Af alle Stykkets Personer er Gregers den eneste, som foretager sig noget, og at karakterisere dette som «jevngodt med ikke noget» vilde maaske være urigtigt, fordi meget taler for snarere at kalde det værre end Ingenting.

Gregers indtager inde mellem det Galeri af Figurer, som Ibsen ved denne Leilighed har ført frem, en Særstilling, – naar herved alene bortsees fra Hedvig, der ogsaa er noget for sig selv. Kan man allermindst anmærke mod de øvrige, at der er Mangel paa Realisme i Fremstillingen af dem, eller indvende noget væsentligt mod den menneskelige Rimelighed af, hvad de efter sine Forudsætninger gjør eller siger, gjælder det derimod om Gregers, at han nærmest maa siges at være en sygelig Abstraktion uden noget Forbillede i den levende Virkelighed, en Atelierfrembringelse, der ikke kan mærkes at støtte sig til noget Modelstudium. Herved maa dog tages en Reservation.

Jeg saa engang en Tegning af særegen Beskaffenhed. Vedkommende Kunstner havde anlagt en hel Mandsskikkelse, men alene udført Overkroppen med et karakteristisk, stærkt markeret Hoved; og saa var Bladet faldt i Hænderne paa en eller anden lystig Kammerat, der havde fuldført Tegningen ved at sætte til en rent fantastisk Underdel, i den besynderligste Modsætning til Hovedet og Overkroppen. Dette kuriøse Billede har Gregers's Skikkelse bragt mig til at tænke paa; med ham er det ligedan, kun med den Forskjel, at det her er selve Kunstneren, der har fuldført Figuren paa den bizarre og uventede Maade.

Saadan som man i Stykkets 1ste Akt lærer Gregers at kjende, har man for sig en Mand, – en Mand med dyb Følelse, men ogsaa med klartskuende Forstand, med Bitterhed i Sindet, men uden Tegn paa Sygelighed, med en Djærvhed og Kraft, der utvivlsomt maa være istand til ihærdigt at forfølge sit Maal, som man ser den er istand til med voldsom Energi at bryde overtvert. Og naar Grossereren ved Aktens Slutning giver tilkjende som sin Opfatning af ham, at han er overspændt, saa kan man ikke tro andet, end at det er Gregers's Redelighed og glødende Retfærdighedsfølelse, hvortil den gamle Slyngel hermed sigter. Det eneste, som skulde givet nogen Tvivl, er den visselig paafaldende Omstændighed, at Gregers har siddet oppe paa Høidalsverket i en 16-17 Aar uden at bryde sig det mindste om sin Barndoms- og Ungdomsven Hjalmar, som han nu pludselig viser sig at elske saa inderligt, og beundre saa blindt. Da Forfatteren imidlertid har bygget pa a denne paafaldende Omstændighed for at faa det hele i Gang, tager man det for en Svaghed i Stykkets Bygning, der ingenting har med Gregers's Karakter at gjøre.

Men saa faar man i de følgende Akter et ganske forskjelligt Syn paa denne, baade efter det, som man hører af ham og om ham, og efter den Maade, hvorpaa han bærer sig ad. Det er i Virkeligheden aldeles ikke noget nyt for Gregers, dette, at hans Fader har faret frem som en Kjeltring mod Ekdals; tvertimod, af hans egne Ord til Faderen i 3die Akt erfarer man, at han i alle de mange Aar har gaaet om, jaget og naget af en skyldbetynget Samvittighed, fordi han ikke traadte op imod Faderen, «dengang der blev stillet Snarer for Løitnant Ekdal», – og naar han ikke har gjort det, saa er det, fordi han var saa feig og forskræmt, at han ikke vovede sig til det. Men paa samme Tid, som han altsaa selv havde en stærk Følelse af sin forsømte Pligt og ikke Mod til at fyldestgjøre den, har han, efter hvad man faar høre af Relling, gaaet omkring i Husmandsstuerne for «at indkassere den ideale Fordring». Relling synes besynderligt nok ikke at nære nogen Tvivl om Gregers's Berettigelse til virkelig at være den, som optræder med en saadan Fordring, hvis det fra hans Standpunkt i det hele taget kunde være berettiget; han betragter ham jo som lidende af «akut Retskaffenhedsfeber». Men man finder det i ethvert Fald forklarligt, at denne Gregers's Missionsvirksomhed i Husmandsstuerne omkring Høidalsverket har vakt Doktorens Misnøie, naar man angaaende dens Beskaffenhed dømmer efter hvad man selv har Anledning til at se af ham.

Fra først til sidst bærer han sig ad som en Tulling. I Forholdet mellem Hjalmar og Gina er Usandheden ikke paa Hjalmars Side; og naar Gregers's Formaal var at bringe Sandhed tilveie i dette Forhold og, paa Basis af den, Tilgivelse og Forsoning til en sundere og lykkeligere Fortsættelse af Forholdet men fremfor alt ikke et Brud, maatte det være til Gina, han henvendte sig. Hende maatte han tvinge til Aabenhed mod Hjalmar og denne til at møde hendes Tilstaaelse med Tilgivelse og Overbærenhed. Men istedet derfor gaar han til Hjalmar, og det hele forkvakles – ligesom man, i Forbigaaende sagt, istedetfor en Scene mellem Kone og Mand, der kunde faaet en mildere og mindre skrigende Farve, nu har det uskjønne Optrin, hvori Hjalmar selv afnøder Gina hendes Bekjendelse. I det hele taget udretter Gregers intet og gjør ikke engang Forsøg paa at udrette noget til Forbedring af de Omgivelser, der have nogen Skyld i den Usandhed, hvoraf Hjalmar skal rives ud. Foruden med denne er det kun med Hedvig, han beskjæftiger sig, og dette stakkels Pigebarn bringer han aldeles fra Sands og Samling gjennem det uvittige Paafund med Vildanden, som hun endelig skal dræbe for ved dette Offer at vise Hjalmar sin Kjærlighed, uagtet Hjalmar ingen tænkelig Glæde eller Fordel kan have af, at det arme Dyr mister Livet. Hvad endelig Hjalmar selv angaar, synes det vistnok, at Gregers under Spadserturen mellem 3die og 4de Akt maa have sagt ham nogle Sandhedens Ord angaaende det mindre rigtige i, at han ikke tager sig af sit Hus og sine Forretninger, men lader Konen staa for det hele. Det, som derimod er Hovedløgnen i Hjalmars Liv, hvad han kalder sin «Livsopgave», den «Opfindelse», som han siger sig at leve for, og hans dermed sammenhængende tomme Selvbeundring og Selvgodhed, – det rører Gregers slet ikke ved; thi uagtet det maa siges at være et stærkt Stykke: han staar lige til Slutning godtroende ligeoverfor alt dette og vedbliver at betragte Hjalmar som en Helt og som et Geni, saa at Relling nok atter har Ret, naar han betegner ham som lidende af «Tilbedelses-Delirium». Og denne blodløse, jammerlige Figur, denne Delirant, for hvem det er umuligt at fatte Interesse, er i Stykket Repræsentanten for det høiere, det ideelle.

Man maa vistnok heri have tilstrækkelig Berettigelse til at sige, at Ibsen ikke kan have ment at ville vise denne Side nogen Sympathi, om man end heller ikke kan beskylde ham for at have udstyret de forhaandenværende Repræsentanter for de materielle Synsmaader med overveiende Tiltrækning; thi i det hele taget har man endnu ikke i noget af hans Stykker oplevet at se samlet et gjennemgaaende saa lurvet Kompani som her. Kan Digteren forsaavidt siges paa en Maade at have skiftet Sol og Vind saa nogenlunde lige, bør det imidlertid ogsaa peges paa, at er det Meningen at ville føre en Kamp mod det ideelle i Livet og dets formentlig uberettigede Krav, kan dette heller ikke med Virkning ske gjennem Figurer som Gregers, der i sit hele Væsen, i sin hele Gjøren og Laden savner ethvert Sidestykke i Virkeligheden.

Det mest vellykkede i Stykket er, som tidligere antydet, utvivlsomt Skildringen af Hjalmar. Sjelden tør en eiendommelig Egoistnatur være fremstillet paa en fyldigere Maade og med mere konsekvent Gjennemførelse. Trykket og flau i sin laante Kjole blandt de uvant glimrende Omgivelser i Grossererens Middagsselskab, bliver han strax den store Mand, saasnart han kommer hjem og atter indaander den Beundringens Luft, hvormed hans udannede Kone har omgivet Deklamatoren. Han har ikke skammet sig ved i det fine Selskab at fornegte sin Fader, men deklamerer ugenert om sin store og offervillige Hengivenhed for sin «stakkels gamle hvidhaarede Far». Han bebreider denne som Feighed ikke at have skudt sig, for i samme Aandedræt at prale af sit eget Mod i samme Anledning. Han bereder Hedvig en bitter Skuffelse, ved ikke at have noget med til hende fra Selskabet, som han havde lovet; men den Ting ordner han saare bekvemt ved Hjælp af et Spisekort, endel Talemaader af forloren Følsomhed og nogle sentimentale Fløitetoner. Fra ethvert alvorligt Arbeide sniger han sig bort som en skulkende Skolegut og tager ikke i Betænkning at lade Hedvig anstrænge sit svage Syn, for at han kan faa more sig, og uagtet han fører det store Ord om sin Kjærlighed til Barnet, lader han hende voxe op i Vankundighed. Han ved med sig selv, at han ingenting yder til Husets knappe Udkomme, men tager ikke i Betænkning at følge sin Tilbøielighed til at leve flot og fedt. Saasnart Livets Alvor gjennem Hjalmars Aabenbarelse ubønhørligt er styrtet ind over ham, og han som Følge heraf paa en høitravende Maade forlader sit Hjem, sker dette kun for at gaa paa Rangel sammen med de forlorne Subjekter, Relling og Molvik. Af Gregers puffet ind i Rollen som den krænkede Ægtemand, sønderriver han Grossererens Gavebrev, men kun for egenhændigt at sammenklistre det Dagen efter, om han end for et Syns Skyld lader, som om han kun gjør det til mulig Fordel for andre. Og saa er Historien om hans Livsopgave, den vidunderlige Opfindelse, som han lever for at gjøre, ganske fortræffelig, om end maaske i sin Helhed noget vidt dreven. Han siger selv, at det er Inspirationen, det kommer an paa, og den søger han efter Middagen, – da han efter Ginas Forklaring tager sig en Lur. Han har ikke engang skaaret op de tekniske Tidsskrifter, som han i Anledni ng af Opfindelsen skulde studere, og naar den nærgaaende Gregers trænger ind paa ham for at faa nærmere Rede paa den saa meget omtalte Opfindelse, søger han først at slippe fra det med Udflugter, men siger tilsidst rent ud, at han ikke ved, hvad der kan være at opfinde. Det viser sig saaledes at være Humbug det hele, men saalænge han faar være i Ro, indbilder han sig virkelig selv, at der er Alvor og Virkelighed i «Livsopgaven» og nærer de mest storartede Planer paa Basis af dens Realisation. Snart vil han skaffe sin Fader den forhenværende Straffange fuld Æresopreisning, – endog med Ret til at bære Uniform; snart vil han betrygge Hedvigs Fremtid; snart er det sin Kone, som han agter at gjøre til en velhavende Enke, naar han nemlig selv er død som Følge af Anstrengelserne ved Opfindelsen; og saa er det atter til at betale Grossereren med Renter og Renters Renter, at han vil anvende det eventuelle Udbytte.

I Gina har man ogsaa en veltegnet Figur. Hendes udannede Væsen og lidet ophøiede Livssyn er ikke mindre virkningsfuldt givet end hendes Naturs Bravhed og hendes sunde Fornuft. Hedvig er – udenfor den tullede Historie med Vildanden og hendes dermed sammenhængende, fantastiske Selvmord – smukt og fint skildret. Gamle Ekdal er en eiendommelig Skikkelse, som utvivlsomt med ikke liden Virkning vil kunne føres frem paa Scenen. Af de to Ranglefanter, Relling og Molvik, er sidstnævnte, den «forhenværende Theolog», kun løst skizzeret, men det er skeet med en kras Realisme, der virker høist frastødende. Paa Relling er der lagt større Vægt; ja, uagtet han maa være en Person, der afgjort er kommen paa Vrangsiden af Tilværelsen, siden han, Lægen, er reduceret til at dele Værelse med Molvik, fristes man til at tro, at det ikke er ganske frit for, at Forfatteren selv udtaler sig gjennem hans Mund. Dersom han iøvrigt ikke for fuldt Alvor vilde kaste Gregers ned ad Trapperne paa Grund af hans ideale Livskrav, kunde man fristes til at anse det som Ironi fra hans Side, naar han betegner Retskaffenhed som Sygdom, det Ideale som synonymt med Løgn samt Hjalmar, Løitnanten og Theologen som «Gjennemsnitsmennesker». – De øvrige, mindre fremtrædende Figurer ere hver paa sin Vis skildrede med Karakter og Virkning.

Iøvrigt her en Bemærkning ianledning af alle Kammerherrerne i Grossererens Middag. I 1860 fik vi ianledning af Carl XV's Kroning pludselig en hel Del Hoffunktionærer; men senere er saadanne kun sparsomt udnævnte, og der kan ikke tales om «Aargange» af Kammerherrer hos os. Naar Ibsen ved denne Leilighed desuagtet har benyttet dette Motiv, viser dette forholdsvis ubetydelige Træk talende tilbage paa det virkelige Ubekjendtskab med norske Forhold, hvori hans mangeaarige Ophold i Udlandet uundgaaelig har maattet hensætte ham. Dette til megen Skade for den sande Gehalt af hans Digtning og til megen Uleilighed for Fremtidens literære Forskere, som ville se sig bebyrdede med at eftervise, hvor vidt forskjellige hans Hjemlands Forhold i mange Maader have været paa hans Fremstillinger af dem.

Som vi have paapeget, lider «Vildanden» af væsentlige Mangler. Derimod er det meget tænkeligt, at Stykket vil formaa at slaa an paa Scenen, – med sine mange veltegnede Figurer, med sin paa mange Steder høist virkningsfulde Scenebygning og med en Dialog, der vistnok ikke maaler sig med Ibsens bedste Sager, men dog er tilstrækkelig præget af hans Dygtighed. At den virkelige Nydelse, det vil kunne skaffe Tilskuerne, vil blive synderlig stor, betvivle vi rigtignok, ligesom det er vor Mening, at vore Skuespillerinder burde forskaanes for Udførelsen af Partier som de tvende Kvinderoller i dette Stykke, og at der forekommer Repliker, der alene kunne være til Forargelse.

Publisert 20. mars 2018 11:34 - Sist endret 20. mars 2018 11:34