Helmer Lind

Nekrolog ved Helmer Lind i Illustreret Tidende (Kjøbenhavn, 3. juni 1906, Nr. 36, 47. bind, s. 511-513). Se faksimiler av nekrologen i original med illustrasjoner, som ikke er tatt med i teksten nedenfor.

HENRIK IBSEN

20. Marts 1828 – 23. Maj 1906

DET ER NATURLIGVIS RIGTIGT, at Henrik Ibsens Død nu – efter Aars Sygdom og Affældighed, der slørede hans klare Aand – ikke var den Begivenhed, den vilde have været, om han var gaaet bort, medens han endnu stod midt i sit Arbejde. Menneskene glemmer utaknemligt og hurtigt, og mange endog af dem, for hvem Henrik Ibsen i sin Tid var den store, altoverskyggende Oplevelse, havde vel længst lagt ham og hans Navn tilside og slaaet lidt af paa den Ærbødighed, hvormed de tidligere i deres Inderste hilste det; der var jo nok af de Særheder og Smaaskavanker, selv ikke den største bliver fri for, man i Stedet kunde hægte sig ved. Sikkert har dog Dødsbudskabet slaaet dybt ned i mange. Selv om man saa afgjort som noget vidste, at Henrik Ibsen var en gammel og brudt Mand, hvis Røst ingensinde mere vilde høres, virkede dog den endelige og uigenkaldelige Bekræftelse derpaa med sin stærke, sælsomme Magt og kaldte paany alle Minder frem.

Har mon nogen været under stærkere Paavirkning af Henrik Ibsens Geni end den Ungdom, der traadte ind i Livet omtrent samtidig med, at han udsendte det første i Rækken af sine revolutionerende Skuespil («Et Dukkehjem» i 1879), og som modendes til Mænd i de Aar, der gav dem den hele Række af Værker, som slutter med «Naar vi døde vaagner»? Hvem af dem husker ikke, hvad hver ny Bog af Ibsen da betød, med hvilken Spænding man ventede dens til Dag og Time ansatte Udsendelse, med hvilken næsten ængstende Højtidelighed man aabnede den. Med andre Digtere havde man det paa en hel anden Maade, med Drachmann gik man til lys og munter Fest, med Bjørnson steg man ud i den klare Dag for at fyldes af hans kraftige Vejr, med Henrik Ibsen var det som at stige ned i dybe Skakter, som at vandre ad mørke, ængstende Minegange, hvor nu og da Lyset bryder ind med pludselig og forunderlig Klarhed. Og Digteren var ikke den Fører, hvis Haand man tillidsfuldt kunde gribe i Mørket, vis paa, at den snart vilde føre op til Lyset igen. Med ham var man ude paa egen Risico, dybt nede i Livets dunkle, mørke Gaader.

Gaaderne! Det var vel dem, der baade tiltrak og frastødte. Som ingen anden Digter havde Ibsen jo faaet Ord – og Berømmelse – for at være gaadefuld, mystisk, næsten uudgrundelig. Og dog var han det jo i Virkeligheden ikke. Der er intet i Ibsens Skuespil, som er sindrige Rebuser og indviklede Charader, der er givet et højtæret Publikum til at prøve Tænderne paa. Mystik er der ikke i hans Skuespil udover, hvad Livet selv ejer deraf. Det var vel hans hyppige Brug af Symbolik sammen med hans nøje beregnede og overraskende gennemførte Teknik, der hos de magelige og hos de uvillige Læsere skabte ham dette Ry, og af begge Slags var der allevegne nok. Det udartede til en besynderlig Tro paa, at Ibsen ikke kunde sige den jævneste og naturligste Ting, uden at der skulde være «dobbelt Bund», en, helst flere, sindrige Underforstaaelser. Man fortolkede og man tillagde Digteren Hensigter, hvor han kun havde villet det ene: skabe Menneskeskikkelser. Men her kom jo rigtignok det til, at han saa dybere, med skarpere Øjne end de fleste af hans Samtidige, hans Skikkelser blev rigere, mangfoldigere, hans Verden fyldt af Livets egen Uro, det Liv der, som Ibsen selv, hyppigere stiller os sine vanskelige Spørgsmaal, end det giver os Svarene. Han var Digter, det var i Virkeligheden den hele Forklaring, som han sikkert ogsaa selv vilde have accepteret, ikke Filosof, ikke Prædikant, ikke Agitator. Der stod ikke bag «Et Dukkehjem» nogen Kvindesags-Apostel, hvor mægtigt Skuespillet end har bidraget til at føre Spørgsmaalet om Kvindens Frigørelse frem, saalidt som «Gengangere» var Skalkeskjul for nye Arveligheds-Teorier – de fra lægevidenskabelig Side rejste Indvendinger er derfor ogsaa ganske intetsigende, deres Rigtighed ufortalt – eller «En Folkefjende» var et politisk Indlæg. Til dem, der vilde have Forklaringerne, og som aldrig selv besvarede et hvorfor med et fordi, havde han da intet Svar, og for dem blev han Sfinxen, hvis kolde Øjne ikke havde nogen Trøst, og hvis Tale de ikke forstod.

Og dog er jo Sandheden den, at Henrik Ibsen, hans Liv og hans Gerning, ligger klart i Dagen for alle, der vil lære ham at kende. Ingensinde gjorde han en Røverhule af sit Hjærte; han giver sig i alt, hvad han skrev, fra «Catilina» til den dramatiske Epilog, hvormed han tog Afsked fra en Verden af Læsere, uforbeholdent, sin Oprørstrang, sit Personlighedskrav, sin Smerte og Harme over Troløsheden og Forræderiet, sit Forhold til de store Spørgsmaal, der lever i Tiden, og som han er med til at forme, og han giver os, saa stærkt som nogen anden samtidig Digter, det dybeste Indblik i, hvad der rørte sig inderst i ham selv. Han, som skrev Linjerne:

«At leve – en Kamp med Trolde
i Hjærnens og Hjærtets Hvælv,
at digte – det er at holde
Dommedag over sig selv.»

han vidste, hvad det betød og kostede. At denne Selvfordybelse, denne Beskæftigen sig med sig selv, bliver mere og mere fremtrædende med Aarene, er rimeligt. I sine yngre Dage er han stærkere optaget af det, der sker udenom ham, hans Haab til Verden og til sig selv er friskere og grønnere, med Alderen føler han stærkere Trang til at prøve sig selv og til at spørge, hvad det alt har været for ham. For hvert nyt Værk bliver denne Trang mer og mer uafviselig. Han maa se ind i sig selv, se ud over sit eget Liv, han maa have et mere og mere samlet Overblik over det, maa højt op, hvor han ser videst. Bygmester Solness maa op i Kirketaarnet for at se ud over det, han byggede, John Gabriel Borkman maa op paa de snekolde Vidder, hvor Dødens Jærnhaand griber ham, og Professor Rubeks Spor taber sig oppe blandt de højeste Tinder. Og for hver Gang lyder det mere og mere trøstesløst fra hans Læber: Hvad var det alt, naar du naaede det paa Bekostning af dit eget varme Liv, hvad nyttede det dig, hvor højt du steg, naar Hjærtet blev koldere i dit Bryst! Rundt om i Henrik Ibsens senere Skuespil vil man finde den samme bitre Klage over Geniets tunge Lod. Der er isnende koldt højt der oppe, hvor det lever, og hvor de store Udsyn haves.

 

Skulde man nævne det af Skuespillene, hvor Ibsen fuldest udleverer sig selv, maatte det være «Bygmester Solness», der vel ogsaa er det, hvor Symboliken er lettest gennemskuelig. I intet andet ser han saa langt tilbage, helt til sin egen Ungdom, over hele sin Virksomhed, over sit Forsøg paa at bygge Menneskene Hjem, som de ikke vil have, over sin Stræben efter at bygge dem høje Slotte med Taarn i Skyerne. Han er steget, han er blevet den store Bygmester, men han erkender, hvad det har kostet ham, hans egen Livslykke, hans Hjem, der brændte, hans Børn, der døde. Og medens han steg, var det i stadig Angst for, at andre skulde naa ham, og han skulde komme til at dele med andre det eneste, han havde tilbage. Ungdommen har han holdt nede, tvunget den til at tjene sig, men da hans egen halvforglemte Ungdom og Ungdomsliv kommer til ham i Hildes Skikkelse, da brister det for ham. Endnu en Gang gjør han et Forsøg, han naa´r endnu en Gang helt op i Spiret, hvor han før ikke turde vove sig, svimler og styrter – Geniets hele dybe Tragedie er i dette Skuespil.

Men hvor dyrt Geniet end kjøbes, kan det vel siges, at det ikke kjøbes for dyrt. Det er ikke Verdensnavnet og hvad det bringer med sig, der her tænkes paa, ikke den personlige Tilfredsstillelse og Forfængelighedens smaa Triumfer – dem Ibsen ogsaa kendte og satte Pris paa – det er dets stille Gerning iblandt os, dets omdannende, revolutionærende Gerning i Menneskesindene. Der er blevet sagt, at Henrik Ibsens Skuespil allerede er ved at forældes. Det er paa sin Vis rigtigt, ogsaa et Storværk som Ibsens er Forkrænkelighedens Lov undergivet. Vi kan synes at være kommet ud over mange af de Spørgsmal, der lever i hans Skuespil, andre Ting staar nu paa Dagsordenen, og ogsaa i hans Form, hvor uforgængeligt fast den end syntes støbt, kan Tiden have slaaet nogle Revner. Alligevel tager man jo fejl, hvis man tror, at Henrik Ibsen er ved at uddø, og at hans Gerning længst er gjort. Han er ikke af dem, der vil blive stillet paa Hylden og samle Støv. Endnu gjør hans Aand sin Gerning iblandt os, og det vil den aldrig aflade. Der kan komme Tider, der synes at lægge en Skygge over ham, der vil komme nye Moder og Skoler, og man vil undre sig over den Magt, han vandt over en Verden. Men en skjønne Dag vil det være blæst bort igen, hans Navn vil straale lige nyt og gyldent og Ungdommen – den Ungdom, Bygmesteren frygtede saa meget – vil atter sværge ved det.

HELMER LIND

Publisert 11. apr. 2018 11:39 - Sist endret 11. apr. 2018 11:43