Anonym skribent i Morgenbladet

Nekrolog i Morgenbladet i Christiania onsdag 23. mai 1906 (Aftennummeret, No. 288, 88de Aargang, s. 2).

Henrik Ibsen.

Vor Samtids største Tænker og Filosof i nordisk Aandsliv, den norske Literaturs mønstergyldigste Stilist, den af vore Digtere, som har loddet dybest i Menneskenes Sjæleliv og har kastet Forskningens ubarmhjertige Lys i vor inderste Hjertekrog, har for altid lukket sine Øine. Idag Kl. 2 ½ sov Henrik Ibsen stille ind, – efter gjennem Aar at have ført en sygnende Tilværelse og i Vinter været saa svag, at hans Død ofte har været bebudet.

Vi som ikke alene har beundret hans mægtige Aand, men som har takket ham, kanske elsket ham for den Hjælp, hans stærke Haand har rakt os til Selvprøvelse og til Forstaaelse af Livets alvorligste Spørgsmaal, vi føler ingen saar Sorg ved hans Bortgang. Vi glæder os tvertom over, at ikke legemlig Svaghed længer skal faa lægge sin Skygge over det Geni, hvis Fakkel har lyst over Norge, ja langt udover Verden, i de sidste halvhundrede Aar. Henrik Ibsen lever atter midt iblandt os, taler altid til os i de Verker, som kanske var os mindre forstaaelige i det Øieblik, de fødtes, men hvis Mening lidt efter lidt blev os klarere og mere dyrebar, eftersom Livet lærte os Forhold at kjende, som han med sit Seerblik forlængst havde gjennemskuet.

*
Nu er Pris i Mængdens Munde; -
først dog maatte Kjæmpen blunde.

Har Henrik Ibsen gjennem disse Ord «til de Genlevende» i Undfangelsens smertefulde Øieblik ment at tegne sin egen Livsskjæbne og sit Forhold til det norske Folk?

Han et Lys i Landet tændte;
I med det hans Pande brændte.

Han et Sverd jer svinge lærte;
I det prøved mod hans Hjerte.

Hvast han stred mod Døgnets Trolde;
I ham klemte mellem Skjolde.

Fra dens Læber, der har følt Aandens Uveir i sig, der uden Tvivl eller Vaklen har seet sin Livsgjerning i det, «der staar for mig som den vigtigste og fornødneste i Norge, den, at vække Folket og bringe det til at tænke stort» (Ibsens Brev til Kong Carl April 1866), fra hans Læber er disse Ord ikke for haarde, naar man erindrer, hvad han gjennem mange Aar mødte i sin Gjerning af Modstand og Uforstand, af Underkjendelse og Miskjendelse. Intet Under derfor, om Digteren engang kan have tænkt sig sin Skjæbne at blive Profetens, der stenes af det Folk, hvis Aand han har villet vække og befrie.

Idag priser vi os lykkelige over, at denne Lod dog sluttelig ikke er bleven hans og ikke Folkets. Liden Vægt lægger vi paa de ydre Æresbevisninger, der i rigt Maal er bleven Digteren tildel i den sidste Del af hans Liv. Han maatte naa næsten til Grænsen for Støvets Aar, før alt Folket samledes i Forstaaelse af, hvad vi alle skylder ham. Og først nu kanske vil Taksigelsen faa fuldt og frit Løb fra alle deres Side, hvis personlige Aandsudvikling fra ham har modtaget afgjørende Impulser, der skatter ham ikke alene for Kunstens Mesterskab i Form og Linier, men endmere for den Rigdom af Tanker til Selvprøvelse, han har nedlagt i deres Indre. Henrik Ibsen har ikke kunnet lære dem at løse Livets Gaade og bestemme dets Maal – det magter intet Menneske ved egen Kraft. Men han har tvunget Livets tungeste og høieste Spørgsmaal ind paa dem, stillet Idealets Krav til deres Personlighed og dens Frigjørelse, ladet Basunens Røst lyde om Kald og Ansvar i Ord saa indtrængende, som det kun er givet den at tale, der eier de geniale Aandsgaver og det sjeldne Seerblik.

At give et samlet Billede af den Ibsenske Digtning, dens kunstneriske Storhed, dens aandelige Magt og Indflydelse, ligger kvantitativt som kvalitativt udenfor et Dagblads Ramme. Her faar det være nok at pege paa enkelte Hovedlinier.

Det er indad, Digteren vil tvinge Mennesket til at vende sit Blik. Det er Kravet fra Sjælens Dyb, som allerede hans Catilina forkynder som høieste Lov, og den Lov har Digteren senere aldrig brudt. Det er derfor, man har kunnet betegne ham som revolutionær og Anarkist. Samfundet og dets Former, de ydre Krav og de ydre Maal veier for ham intet mod Personlighedens Frigjørelse til fuld individuel «Frihed under Ansvar». Spidsborgerlighedens Hensyn maa henveires som ogsaa den mørke Tvangstro eller den krasse Materialisme, skal end det hele nuværende Samfund begraves i sine Ruiner derved. Thi – siger Doktor Stockmann – «saa meget holder jeg af min Fødeby, at jeg heller vil ødelægge den end at se den blomstre op paa en Løgn». Men det gjennemsnitlige Menneske kan ikke leve uden «Livsløgnen». Derfor maa der skabes en ny Slægt Mennesker, «glade Adelsmennesker», en Slægt med aandelig Fornemhed. I sin Tale i Trondhjem 1885 ytrede Ibsen til Arbeiderne:

«Der maa komme et adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor Styrelse, i vor Repræsentation og i vor Presse. Jeg tænker naturligvis ikke paa Fødselens Adel og heller ikke paa Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang paa Evnernes eller Begavelsens. Men jeg tænker paa Karakterens Adel, paa Viljens og paa Sindets Adel».

Kan det undre, at en Digter i sin Kamp for saa store Maal i en liden Tid med dens Partisplittelse og dens Lære om Massens Ret, i et aandelig talt aflægs og ringe Samfund, ofte er bleven mistydet eller har vakt Vrede? Hans Ord er faldt som Svøber netop paa saare Punkter, hans Tanker og hans Verker har været forud for det Samfund, for hvilket han har skrevet, og det er stundom bleven dybt rystet ved Oprigtigheden eller Hensynsløsheden i hans Ord. Han har fra Scenen villet tale ogsaa om Fædres Synd mod Børnene og om en Slægt, der aandelig og legemlig er bleven vermoulu i Forhold, hvorom man hidtil kun hviskede i Krogene. Han har stillet Samfundets Støtter i Gabestokken i et Land, hvor man har talt om Europa som noget saare fordærvet i Modsætning til de rene og gjennemsigtige Forhold «herhjemme». Han har kastet Brand ind i Statskirken, har hudflettet Dovregubben, der er sig selv nok, afklædt de politiske Lykkejægere og den hadefulde Intolerance, spottet Autoritetens som ogsaa den kompakte Majoritets Dumhed og Tyranni og rullet Gardinet op for den Hulhed, som end ikke Kirkens Vielse kan beskytte Ægteskabet mod, prædiket Kvindens Frigjørelse, i kort Sum, «opviglet Tidens moralske Bevidsthed» paa snart sagt alle Omraader. Kan det undres, at man – snart fra den ene, snart fra den anden Side – saa Partitendens i hans Arbeider, ikke mindst i en Tid, da der var saare megen politisk Elektricitet i Luften og derfor ogsaa megen mistroisk Nervøsitet?

Men det at opvigle Tidens moralske Bevidsthed det har altid været Reformatorernes Gjerning, Samtiden til Forfærdelse eller Frigjørelse.

At der gives mange agtværdige og dannede Mennesker i Samtiden, der med Uvillie eller Mangel paa Forstaaelse i sit Hjerte vender sig fra en Digtning, hvis Ord er dem fremmede, og hvis Mening er dem uklar, hvordan forklare det ligeoverfor en Aand som Ibsen? Aldrig har han bøiet af for Tidens Krav, han har fulgt sin egen Vei og sine egne Maal, berørt af Tidens Strømninger, men aldrig behersket af dem. Hans Kald har ei været at svare, men at spørge, han har ikke skjænket Sangens Toner til dem, der i Literaturen helst søger Dagens klare Solskinslys under en blaa og fredelig Himmel. Men Jordlivet vexler mellem Dag og Nat, en evig Vaar og Sommer hører ikke vort Himmelstrøg til. Ogsaa Uveiret har rensende Kraft og Lynet den tændende Evne.

Inden den Begrænsningens Lov, som alt Jordisk er underlagt, har Henrik Ibsen evnet at sætte sig et Kjæmpemonument i Verdensliteraturen. Han har paa en glansfuld Maade skrevet Norges Navn i Kulturens Historiebog.

*

En saa stor Gjerning kræver store Ofre. «Jeg har ikke Raad til at have Venner – saa omtrent har Ibsen engang sagt – ikke for de Tjenester, de kan kræve, men for det, man af Hensyn til dem maa lade være at gjøre.» Henrik Ibsen blev i mange Stykker en ensom Mand, – hans Fædreland skjænkede ham den bitre Styrkedrik, som kanske har bidraget til at staalsætte hans digteriske Kraft, men som ogsaa i tunge Stunder kunde gjøre hans Menneskehjerte haardt. Den, som eier Kjæmpeørnens Vingefang, kan ikke trives i Hønsegaarden, hans Plads er på de høie og ensomme Tinder.

Men de faa, som kjendte Ibsen nøiere, de ved, hvor taknemmelig han kunde være, naar han mødte nogen, hvis Hjerte bankede mod ham i Tak og Erkjendtlighed. Og de, som har forstaaet «Naar vi døde vaagner», de har med usigeligt Vemod læst dette Opgjør over, hvad det kan koste en higende Menneskesjæl at følge det Kald, Gud har lagt paa hans Skuldre og ikke gjøre Afslag i dets Fuldførelse.

Nu er Kaldet fuldbragt. Henrik Ibsens manende og varslende Røst vil aldrig forstumme, saalænge der er aandeligt Liv mellem Norges Fjelde. En beundrende Efterslægt vil bøie sig for den steile Storhed i Verker, som dog er saa rigt menneskelige. Vi, som har kjendt ham, vil smykke hans Grav med Hæderens Palmegrene. Han var den største i vor Samtid.

Publisert 27. mars 2018 14:08 - Sist endret 11. apr. 2018 11:36