Ibsens nye Skuespil,
«Fruen fra Havet», er som allerede foreløbig omtalt her i Bladet et Familiedrama. Doktor Wangel, Distriktslæge i en liden Fjordby i det nordlige Norge, har fra sit første Ægteskab to Døtre. Doktorens anden Hustru er Ellida, og det er «Fruen fra Havet», Stykkets Hovedfigur. Hun er opvokset ude ved Havet, og Havets skræmmende, dragende Storhed er hendes Liv. Hun har aldrig kunnet fæste Rod i de jævne Forhold inde i den lille Fjordby hos den skikkelige, noble, lidt svage Mand, og de to Steddøtre, der skinsygt vaager over sin rette Moders Minde. Hun længes, hun drages mod Havet. Eftersom Dramaet vikler sig ud, faar man vide, at det ikke bare er ved sin vilde Natur, Havet har knyttet hende til sig. Da hun endnu var ganske ung, svor hun nemlig en Sømand Troskab, og han paa sin Side loved, at han med Tiden skulde komme og hente hende. Hun har rigtignok skriftlig sagt sig løs fra Forholdet; men Mindet holder hende alligevel fangen med en Tryllemagt, som driver hende henimod det hysteriske, hvortil forresten en mystisk Beretning fra en tidligere søfarende Kunstner mægtigt bidrager. Omsider kommer den fremmede Sømand og opfordrer hende til at blive det givne Løfte tro. Manden holder igjen. Og hun selv er et Bytte for de mest modstridende Følelser. Hun ræddes for den fremmede, men hun drages samtidig af det ukjendte, han vil føre hende mod. Han har en sælsom Magt over hendes Sjæleliv; thi han «er fra Havet». Afgjørelsens Time nærmer sig. Den fremmede vil, at hun «frivillig» skal gjøre Valget kun som saadant har det Værd for ham. Og omsider giver hendes Husbond hende den fulde Ret til at træffe et frit Valg. Men i samme Øieblik løses ogsaa den Fortryllelse, hvori Havets Mand har holdt hende bunden. Hun vælger Pladsen som sin Ægtemands Hustru, og Manden fra Havet gaar ombord i det engelske Dampskib, som just skal lægge fra Bryggen. Med Stedbørnene kommer der til en Forstaaelsens Forsoning, og Stykket slutter saaledes i Harmoni.
«Fruen fra Havet» er i flere Henseender en Allegori. Vor Nations traditionelle Længsel og Dragelse mod det store Hav med dets Frihed, dets anede Eventyr, dets manende Rædsel har Ibsen i Fru Ellida givet en Repræsentant, som vi kjendes ved og føler os i Slægt med; medens det derimod ikke er usandsynligt, at Folk af andre Nationaliteter vil have svært for at begribe denne Skikkelse.
Endvidere er det en Prædiken i Kjød og Blod over det frie Valgs Evangelium, Henrik Ibsen i dette Drama har leveret, en Prædiken, der ogsaa samtidig er en Kjæmpehaands Slag i Ansigtet paa Vanegjængeriet med dets halve Bevidsthed, halve Vilje og halve Ansvarsfølelse.
Som dramatisk Arbeide er Stykket fuldt ud værdigt vor Tids største dramatiske Mester, der foragter alt forlorent Effektjageri, men netop derved virker saameget stærkere ved sin nøgterne, ubønligt konsekvente Udvikling af de behandlede Karakterer.
Der er ikke Tvil om, at Ibsens nye Skuespil vil virke aldeles betagende fra Scenen. Hertil vil de tildels udmærket fornøielige og gjennemgaaende ypperligt tegnede Bifigurer virksomt bidrage.
Vi haaber, at Kristiania Theater i en nær Fremtid vil kunne byde os «Fruen fra Havet».