Johan Knudsen

Ved at lade sine Skuespil gaa i Trykken et Par Maaneder, førend de spilles, skader Henrik Ibsen sikkerlig deres Scenelykke.

De Spørgsmaal, han opstiller, er uddebatterede forlængst, Kritiken har sine Indvendinger fikse og færdige, Folk gaar i Teatret med en behagelig Vished om, hvor de skal le, hvor de skal forbauses, og hvad de bagefter skal sige hos à Porta.

Man havde i Forvejen bestemt, at Opførelsen af Hedda Gabler skulde blive en Fiasko, og den blev følgelig en Fiasko efter alle Kunstens Regler.

Der var ingen særlig stærk Meningskamp efter Tæppets Fald for sidste Akt, men Hysserne havde afgjort Overtaget, og det var ved Garderoberne bagefter ikke særlig vanskeligt at vejre, hvad uomstødelig Mening de gode Folk paa Bjærget har om det ny Skuespil.

Saaledes er Henrik Ibsens Navn da atter bleven skreven paa den sorte Tavle af vort fri Vælgerfolk.

Det, at Land efter Land i ham ser Verdens største nulevende dramatiske Digter, forstyrrer heldigvis ikke Begreberne hos et københavnsk Auditorium, der, som man véd, kun dømmer efter Selvsyn, og det, at vort kongelige Teater skylder ham mere end nogen anden Forfatter, forhindrer Gud ske Lov ikke dette Teaters tro og hengivne Publikum fra at hysse ham ud og le og pibe, naar Poul Marcussen giver Signalet. –

København har, da Hedda Gabler udkom, udførlig dvælet ved dette mærkelige Skuespils letsete Fortrin og Fejl. Det maa straks siges, at det kongelige Teaters Udførelse stillede disse Fortrin i skarp Skygge og paa det groveste understregede disse Fejl.

Saaledes kan Fru Hennings paa ingen Maade være Hedda Gabler.

Der havde været Tale om Fru Eckhardt og Fru Oda Nielsen – saavidt vi véd, tænkte ingen paa Fru Nyrop.

Alligevel burde Fru Nyrop have spillet Hedda Gabler.

Man indvende, at Fru Nyrop er for gammel til Rollen – Fru Hennings er da for Resten heller ikke nogen Aarsunge – at hun til Tider er manieret og unaturlig – Fru Hennings er da for Resten heller ikke noget Vidunder af Ukunstlethed – ligemeget, Fru Nyrop har som Kunstnerinde Hedda Gablers Temperament, hendes haarde Sind, hendes vilde, uregerlige Natur. Hun kan i de store Scener stryge alt det lavede og usande Komediespil af sig, hun har Mod til at vove meget for at vinde meget, hendes Naturel funkler da og lyser op mellem al det kongelige Teaters graa, triste Kedsommelighed.

Men Fru Hennings' Spil er det borgerlig traditionelle, det nøjagtig beregnede, det omhyggelig indøvede.

Hun kan som Hedda Gabler irriterende tie, stille sig i Attitude med Armene overkors og det fine lille Hoved løftet, hun kan fare op i Sæt som trukken af en Snor og knytte Hænderne og vende Øjnene, hun kan lade sig falde ned i en Stol, stirre stift og mørkt og dødt fremfor sig – alligevel, hun bliver aldrig General Gablers trodsige, grublende Datter.

Det vilde være uretfærdigt at forlange af Fru Hennings, at hun skulde kunne lægge en Alen til sin kunstneriske Vækst – det vilde være urimelig at overse det meget udmærket arrangerede i hendes Spil.

Men de ydre Fortræffeligheder, med hvilke hendes Spil blænder, er ikke nok for den, om hvis Uforlignelighed der skriges saa højt op, og en Dame, der ødelægger sin Elskedes Livsværk og jager ham i Døden med saa store Fagter og paa saa melodramatisk Komedievis – hun er ganske sikkert baade en meget hysterisk Dame og en meget grusom Dame og en meget uforsigtig Dame, men hun er lige saa lidt Hedda Tesman som Fru Hennings nogen stor Kunstnerinde. – –

Endnu uheldigere havde Teatret været, da det overantvordede Thea Elvsted i Fru Blochs spæde Hænder.

Naturligvis burde Fru Oda Nielsen have spillet Fru Elvsted.

Fru Bloch, der for hver ny Rolle, hun faar, synes at forskærtse de Løfter, hendes friske og nydelige Talent en Gang gav, var fæl i Aftes.

Hun har haft for megen Medbør og tror alt, at hun har lært nok. Hun har lært grumme lidt. Hun taler vort Sprog meget københavnsk og meget grimt, hun kender ikke Begrænsningens Kunst, men flader sine Inventioner ud ved atter og atter at gentage dem, hun synes at stole saa lidt paa Publikums Intelligens, at hun i etvæk trækker Konturerne op med tykke, klodsede Streger.

Den morsomme Skoletøs, hun skabte i Aprilsnarrene, har hun endnu ikke faaet rystet ud af Ærmerne. Hun har overalt det samme slæbende Tonefald og Trine Rars lidet opvakte Mine, naar hun ikke kan svare paa Jomfru Trumfmejers Eksaminationer. Hun vader omkring paa Scenen som en Backfisch, der endnu ikke har faaet Skik paa sine Arme og Ben.

I Fru Elvsteds Rolle forekom dette mér end almindelig usmageligt. Ejlert Løvborgs trofaste Hjælperske har dog passeret Overgangsalderen og er slet ikke dum. Hun er bare usikker og forskræmt. Men paa det kongelige Teater ser vi hende tosse rundt med leddeløse Lemmer, med Hovedet stadig fremefter og med Øjne, der absolut ikke siger andet end den rene Stupiditet. – –

Endelig kunde Hr. Emil Poulsen, der dog intet hverken fantastisk eller dragende fik ud af Ejlert Løvborg, passende have spillet Jørgen Tesman.

Hr. Poul Nielsen, der nu spiller ham, var langtfra ilde, men han er tør og stiv, og han har hos Publikum ingen Autoritet. Hans Venner er de faa, der er taknemlige for den elskværdige Naturlighed, der aldrig forlader ham, men de mange, der ikke har Øre for fin og ukunstlet Replikbehandling, forlanger af en Skuespiller Fylde og Myndighed paa Scenen, og heri har de mange for en Gangs Skyld ikke helt Uret.

Hr. Poul Nielsen er bleven Kunstner paa smaa Ævner og paa meget Arbejde. Han hører til de solide Mellemkræfter, som et Teater gærne skulde have mange af, og af hvilke vort har saa sørgelig faa. Han tager sig ud i smaa Roller, men han bliver ubetydelig eller forsvinder ganske, naar han af Tidens Armod forskydes over i første Plan.

*

Saaledes lykkedes det det kgl. Teater i København at berede Ibsen det Nederlag, som mange her i vort yndige og taknemlige Land af Hjærtet havde ham undt.

J. K.