Carl Behrens

John Gabriel Borkman anmeldt av Carl Behrens i Adresseavisen i København 16. desember 1896 (Nr. 294).

Henrik Ibsens nye Skuespil.

Endelig igaar Middags udsendte det Gyldendalske Forlag «John Gabriel Borkman», Skuespil i 4 Akter af Henrik Ibsen – denne med længselsfuld Spænding ventede Nyhed, som er udkommen i et større første Oplag end noget andet nordisk, æsthetisk Arbeide.

I «John Gabriel Borkman» staar den store Digter paa sit Genis Høide. Hans Teknik har aldrig været seirrigere og mesterligere end i dette Drama, som oprulles paa en og samme Vinteraften, i et kort Spand af Timer. Aandeløs læser man det igjennem – betagen af de Menneskeskjæbner, som her afsløres.

Hovedpersonen John Gabriel Borkman var en Gang Bankchef, men begik Bedragerier mod Banken, blev straffet og lever nu paa ottende Aar afstængt fra Verden i den gamle Pragtsal paa Familiegodset. Henrik Ibsen har i ham skildret Bjergmandsnaturen, der higer efter de skjulte Malmskatte, men under sin Higen knuser Menneskelykke og Menneskefred. Det er en enestaaende Skikkelse, af en dyb og gribende Tragik, en mægtig Opgave for en Skuespiller.

Men ogsaa de andre Mennesker er mærkelige og særegne, hævede over Gjennemsnittet. Der er Fru Borkman, som staar kold og hadefuld overfor den Mand, der har vanæret Slægten, men kaster al sin Kjærlighed paa Sønnen Erhart, som atter skal opreise Familienavnet. Og denne Søn, der bryder ud af Stueluften, ud til den Lykke, han tror at vinde ved en moden, erfaren og ældre Skjønheds Side – han er Ungdommen selv, der gaar gjennem de falmede Stuer. Endelig, som den fjerde i Hovedgruppen, Fruens Tvillingsøster, Ella Rentheim, hvis Liv Borkman knuste, om end han skaanede hendes Penge, en af Døden mærket Kvindeskikkelse, hvis milde Resignation klinger som en ædel Molltone gjennem det tunge Drama. Endnu er der to Personer: Frida Foldal, den unge, musikalske Pige, og hendes Fader, den forulykkede Digter, der føler sig glad over, at hans lille Pige har forladt ham i lukket Slædevogn med Sølvklokker, den samme Vogn, som kjørte ham selv over. Den bidende Ironi, hvormed denne Skikkelse er tegnet, er saa fuldt og helt Ibsensk.

– – – Det storslaaede Drama er et eneste Veraab over Menneskehedens Usseldom, en Skjæbnesymfoni af knugende Vælde.

C. B.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 6. apr. 2018 09:59