Kristiania Theater. Det er ikke hver Dag, Kristiania Theater har at byde en Nyhed af den Art og Betydning som Henrik Ibsens «Kjærlighedens Komedie.» Vistnok har Stykket allerede ligget færdigt til Opførelse fra Forfatterens Haand i flere Aar (det udkom som bekjendt første Gang ved Juletider 1863), men hvor stor Interessen end maatte være ved at se det paa Scenen og hvor ofte det end har været talt og tvistet om, hvorledes det derfra vilde tage sig ud, har dog intet Theater hidtil vovet at løse Tvisten. Det var altsaa igaar, at Lamperækken for første Gang skinnede over «Kjærlighedens Komedie» og stillede den i det Lys, som Scenen alene med sine mangfoldige Hjælpemidler formaar at kaste ind i de mange Kroger, som ved den blotte Læsning maa forblive dunkle. Det var derfor med en vis spændt Interesse, man igaar samledes i Kristiania Theater, omend denne Interesse helst burde været saa almindelig, at den havde fyldt Theatret fra Gulv til Tag, saameget mere som Udbyttet af denne første Forestilling var forbeholdt Forfatteren. Parkettet var imidlertid fuldt og Logerne ret godt besatte.
Om det Totalindtryk, Stykket med sin ubarmhjertige – for ikke at sige hjerteløse – Spot over Ægteskabet som Kjærlighedens traditionelle Maal, frembragte paa Publikum, i Almindelighed var gunstigt, skulle vi ikke kunne sige; det var vistnok meget forskjelligt; men at man uvilkaarlig med Interesse maatte følge det mærkelige Arbejde med dets lette, legende og elegante Vers, de mange glimrende Aandrigheder i Dialogen, den fine Duft af Poesi, som udbreder sig over de lyrisk-erotiske Partier mellem Svanhild og Falk, – derom vidnede Publikums stadige Livlighed og det Bifald, som ofte brød løs. Dette Bifald maa imidlertid ogsaa for en væsentlig Del tages til Indtægt for Udførelsen. Det er en Kjendsgjerning, at saa ofte vore Skuespillere kunne bevæge sig frit paa hjemlig, kjendt Grund uden at skulle snøres ind i fremmede, for dem i det virkelige Liv temmelig ukjendte Former og Forhold, da faa vi se den bedste Komedie; saaledes vil man exempelvis mindes Opførelsen af «De Unges Forbund.» Ogsaa Gjengivelsen af «Kjærlighedens Komedie» syntes at bekræfte dette. Den ideale Kjærligheds Skjoldholder Falk, som med Begejstring prædiker denne Kjærligheds rene, uforfalskede Lære, medens han med sin Svøbe snærter til højre og venstre, har i Hr. Gundersen faaet den bedste Fremstiller, som vor Scene for Tiden formaar at præstere og der kunde vanskelig blive Tale om nogen anden i denne Rolle. Skjønt altsaa selvskreven til at løse Opgaven havde denne Skuespiller ikke derfor mindre Vanskeligheder at bekjæmpe. Her kræves ungdommelig Frejdighed ved Siden af vægtig, mandig Optræden, det ene Øjeblik Udtryk for Begejstringens lyriske Flugt, det næste for den dybe Tankes Kraft, snart den poetiske Stemnings Varme og Følelsens Inderlighed, snart den kolde Ro, der støder alting fra sig. Paa denne dobbelte Opgave havde Hr. Gundersen vistnok ofret baade Studium og Arbejde; men der kræves mere – en Natur. Var der end ikke overalt den Stemning over Spillet, som et naturligt sympathetisk Organ, en ungdommelig Varme, Lethed og Smidighed giver, saa var der dog Partier, som fik en smuk Gjengivelse ved Hr. Gundersens Spil; f. Ex. den første Scene med Svanhild samt Afskeden i sidste Akt; der var fremdeles Forstandighed og Vegt i Diktionen, skjønt en lidt utydelig Nuancering af Ordene paa et Par Steder skadede Versenes lette Flugt; der var endelig et Alvor og Energi i den hele interessante Fremstilling, som er al Anerkjendelse værd. I Svanhilds Rolle føjede Fru Gundersen en ny Triumf til sine mange tidligere. Skjønt Skuespillerens Kunstverk jo er et Øjeblikkets Barn, der dør med Tæppets Fald, vil det dog være vanskeligt at glemme et saa ophøjet, ædelt og skjønt Indtryk, som det man modtager ved denne vor første Skuespillerindes seneste Værk. De to store Scener med Falk gav hende fortrinlig Lejlighed til at udvikle al sin Poesi, Kraft og Varme i Fremstillin gen og det hele Billede af Svanhild var saa fint gjennemarbejdet i sine Enkeltheder og genialt inspireret, at det vilde hævdet sin ophøjede Plads paa enhver Scene. Det varme Bifald, der ledsagede hendes Sortie i første Akt og senere fulgte hende hele Aftenen, steg til Slutning til en jublende Fremkaldelse, der var ligesaa uvilkaarlig oprigtig som vel fortjent.
Af de mange øvrige Roller var Hr. Klausens Kopist Styver baade morsom og karakteristisk, om hans Udseende i første Akt end ikke behøvede at være saa stærkt luvslidt og ynkeligt; Frk. Parelius gjorde en morsom Figur som Frk. Skjære, ligesom Hr. Joh.s Brun som Presten Straamand vil blive meget fornøjelig, naar Memoreringen bliver sikrere. Guldstad spilledes af Hr. Isachsen, der i sidste Akt havde et heldigt Parti, som indvandt ham meget Bifald. Forøvrigt gik Stykket i det Hele med godt Samspil og var smukt sat i Scene.