Ditmar Meidell

Der gaves for en Del Aar tilbage en æstetisk Kritik hos os. Den var streng, og der hørtes ofte Anker over, at den var altfor streng og kvalte de unge Digterspirer og dermed ogsaa den norske Literaturs Fremtidshaab. Denne Klage lød stedse hyppigere, især fra de ømhjertede og «indsendte» Boganmeldelsers Side, og man kunde næsten fristes til at tro, at Kritiken gjorde sig en Delikatesse af at fortære disse Spirer, alene fordi de vare unge; at den betragtede dem som en Art Asparges, der som bekjendt maa tages, tillaves og nydes, netop som Spiren er skudt op af Jorden. Det kan nok være, at den en Gang imellem var lidt for slem mod en og anden begavet ung Forfatter eller mod vore ældre Digtere, der allerede sad fast i Sadlen, og at den selv drømte formeget om kommende literære Storheder af første Rang, for hvilke den vilde holde Pladsen ryddig. Men det tør ogsaa være, at jo snevrere de literære Forholde ere, desto nødvendigere bliver det, at de ideale Fordringer holdes i Hævd, og at de almengyldige æstetiske Grundsætninger strengt fastholdes ved Bedømmelsen af de udkommende poetiske Verker og upoetiske Makverker. Dette kan kun tjene til Literaturens og den virkelige Forfatters eget Bedste.

Under saa nye og endnu ubefæstede literære Forholde var baade det æstetisk dannede Publikum og Forfatterne, som rimeligt kunde være, stærkt paavirkede af fremmede Literaturers Verker. Vor Scene var tillige endnu fuldstændig dansk. Den fremspirende norske Literatur led desaarsag ofte af Kuldegysninger, og der herskede en temmelig almindelig æstetisk Forkjælelse, hvis poetiske Livsytringer ikke udtalte sig i Glæde over Hjemmet, men snarere i Længsel efter at komme bort fra et Land, hvor Muser og Gratier aldrig vilde flytte ind. Her skulde være for koldt, surt og raat for disse hulde Væsener. Kritiken, der havde bedre Haab i saa Henseende, optraadte gjerne som en strygende Nordenvind mod disse sygelige Stuepoesier, og det kan være, at en og anden Spire heraf tog Frost og døde. Saa kunde det ogsaa træffe sig, at der meldte sig En og Anden, som blæste paa den nationale Lur i saa skingrende og øresønderrivende Toner, at Kritiken blev nødt til at knække Luren paa de frodige nationale Rygstykker, fra hvis indvendige Dele disse Toner fremkom. Men et Arbejde, der bar den sande Begavelses Stempel, blev dog altid vurderet og anerkjendt, og denne Anerkjendelse havde saameget større Værd og Virkning, fordi Kritiken holdt sit eget Kald i Ære og talte Sandheden uforbeholdent, enten det var Ros eller Daddel. Vi vare paa Veje til at faa indrettet et selvstændigt og vel omgjærdet Parnas.

Men der kom andre Tider, da denne Kritik efterhaanden forstummede. Maaske lod den sig overtale til at tro, at den tog for haarde Tag og kvalte formange af de unge literære Spirer. Vist er det, at de i Fred fik Lov til at grønnes og gro for Eftertiden og vist er det tillige, at vore literære Tilstande i det forløbne Decennium efterhaanden ere komne til at ligne et Vildnis, og at selv vore mere begavede Forfattere, fordi de ikke ere blevne kontrollerede og vejledede af en grundig og ærlig kritisk Virksomhed, ere paa slemme Afveje og ere mere tilbøjelige til at skyde vilde og skadelige Sideskud end til at give os fuldbaaren og moden Frugt. De literære Paddehattes Skare har under disse Omstændigheder ikke været liden: Kritiken har ikke været paa Vagt, og Satiren har ikke meldt sig for at lave sig en Ret Champignons af dem.

Men der er fornærværende Mangt og Meget i vort Land, som baade hemmer Literaturens Fremblomsten og Udbredelsen af sande æstetiske Anskuelser. Her er formegen Uro og Bevægelse i Gemytterne og for stor Larm, her er med et Ord formeget af Begyndelser. Vi har mange Slags Kampe at gjennemfegte og blandt disse Sprogstriden og Trediveaarskrigen inden vore Theaterforholde, hvilke begge naturligvis maa virke tilbage paa de literære Forholde og virke destruerende. Kamp inden Literaturen plejer jo ellers at give sig tilkjende ved en kraftigere og rigere Produktion. Men Bevægelsen har endnu ikke naaet dette Stadium, og der er nok endnu langt frem. Det faar i det Hele taget staa sin Prøve, om vi befinde os i en Overgangstilstand til bedre og fuldkomnere Tilstande, eller om der blot har været gjort et forceret Tilsprang efter Noget, som vil vise sig at være en bedragersk Luftspejling. Vi har rigtignok slaaet vor Lid til, at det Første er Tilfældet, men med Tid og Stunder; det er dog paa den anden Side ikke underligt, at der er dem, som holde paa det Sidste, under de mange falske og forcerede Tilløb, der baade er at spore i vore bedre Forfatteres Verker og produceres med Iver af enkelte nationale Marodører, der skynde sig i Forvejen for at plyndre de Skatte, som de have hørt sige skal ligge etsteds fremme paa Vejen. Aarsagen til disse Tilstande ligger ogsaa for en Del i den bornerede Modstand, der er mødt vort Eget. Det er kun efter mange Opofrelser og megen Kamp og Møje, at den norske Scene har kunnet finde Plads til at udvikle sig. Theatrene ere for en stor Del af Publikum alene Anstalter til Sindsadspredelse, og man læser jo endnu den Dag i Dag paa Prent, at Skuespillere er at ligne med Beridere, at det saaledes ogsaa kan være ligegyldigt, om Scenen udvikler sig i national eller hvilkensomhelst anden Retning. Denne Stagnationens og Materialismens Modstand har paa den anden Side egget det norske Parti til Yderligheder, ja ofte næsten til Forkastelse af det Almengyldige i al kunstnerisk Virken; til en Jagen efter det specifikt Norske, der have drevet dem over paa det Unaturliges og Manerens Gebet og til en Misagt for de sande æstetiske Regler og Grundsætninger, hvilket man har Anledning til at iagttage i flere af de senere større poetiske Arbejders totale Planløshed, Mangel paa indre Sammenhæng og Holdning og det Hastverk, hvormed de synes at være affærdigede. Midt i dette de senere Aars literære Vildrede danne B. Bjørnsons Fortællinger en forfriskende Oase, og hans seneste dramatiske Arbejde, «Sigurd Slembe», er, om ikke i Et og Alt fuldkomment, saa dog et Digterverk af virkelig Storhed og Betydning, ligesom det vidner om, at der er kommet større Ro og Klarhed over Digteren. Men kan det endnu siges om Bjørnson, at han i visse Maader ikke er paa det Rene med sig selv, og paa den nye Bane, han har brudt sig, ikke endnu har faaet det rette Vingeslag, fordi ogsaa han fra først af har manglet en grundig og velmenende norsk Kritiks Retledning og har været for stærkt grebet af Brydningerne i Hjemmet, saa gjælder dette i endnu højere Grad andre Forfattere, og et kritisk Gjennemsyn af den seneste Juleliteraturs poetiske Frembringelser leverer tilstrækkelige Beviser for Sandheden heraf.

Saaledes synes Forf. af «Amtmandens Døtre» i sine senere Arbejder at have tabt sin æstetiske Sindsligevegt, og istedenfor at anvende sit umiskjendelige Talent i Poesiens Tjeneste at ville paa sin Maade gaa over til at deltage i Dagens indre Strid. I Forf.s sidste Verk: «I de lange Nætter» er hun næsten paa Veje til at opgive Poesien som lutter Dunst og som Noget, der ikke vil kunne skabe os en righoldig og ægte Literatur. Hun er ialfald for sit eget Vedkommende færdig til at forlade Digtningens Omraade for at gaa over til den autobiografiske Virksomhed og til de polemiske Reflektioners for et poetisk Gemyt saa ufrugtbare og destruerende Felt. Hun ytrer saaledes etsteds: «Nedskrev Enhver, der nogenlunde kunde ordne sine Tanker, med Sandhedens Mod og Frihed, hvad de havde oplevet, saa fik man en sundere Lekture, der vilde bringe Menneskeheden kraftigere fremad, end alt det Digt og Hjernespind, man nu næres ved.» Anvender Forf. denne Erklæring paa sig selv og vil hermed give en Forklaring over, hvorledes hun betragter sit tidligere Forfatterstadium i Modsætning til det, hun for nærværende søger at indtage, at hendes mangehaande sygelige Selvbetragtninger, hendes temmelig brede Konversationer om sig selv og Næsten, Klager over Søvnløshed osv. er at foretrække for hendes tidligere poetiske Fortællinger, saa viser dette klart nok, paa hvilke Afveje hun er kommet. Skulde en saadan Betragtningsmaade tilkjendes Gyldighed, saa var der ikke Andet for, end at sige: Farvel, I gode Digtere, vi have ikke længere Brug for Jer, Farvel, tag Eders Digt og Hjernspind med Eder og hils saa flittig paa Parnas! – Det klinger ogsaa omtrent, som om en talentfuld Maler erklærede at ville opgive sin Kunst og slaa sig paa Fotografien som en langt ædlere og mere ophøjet Virksomhed. Selvbiografien eller Livsskildringen har hidtil været betragtet med mistænkelige Øjne af den sunde æstetiske Kritik. Den har gjerne været anseet som en Forfatters sletteste Arbejde, fordi den sysler med hans egen Person og dens dagligdagse Forhold til Omgivelserne, og fordi den menneskelige Forfængelighed gjerne altfor stærkt har brudt frem i det Billede, han har villet efterlade om sig selv, medens Publikum allerede paa Forhaand af hans poetiske Verker har dannet sig en ganske anden ideal og tillige sand Forestilling om hans Digterpersonlighed, der forvanskes ved den efterkommende Autobiografi. Det er ligesom Digteren med Udgivelsen af sin Selvbiografi siger: Jeg har ikke flere Blomster at byde, men her er Urtepotten, hvori de ere skudte frem og have udfoldet sig. Efter Forfatterindens Ytring skulde vi herefter netop kaste Vrag paa Blomsterne, men derimod se til at skaffe os saamange Urtepotter, som muligt. En Ting er vel sikker nok; dersom denne nye Sætning kunde tænkes at vinde Indpas, saa vilde det neppe komme til at skorte paa Pottemagere. Selvbiografierne kan vistnok være af yderst forskjellig Art. Ligesom Digternes poetiske Verker jo i ædleste Forstand allerede er en Afspejling af dem selv og hvad de oplevede, saaledes kan en Digter overføre sin poetiske Begavelse paa sin egen Livsberetning. Men som oftest gaar det dog galt hermed, fordi Forfængeligheden fristes over Evne. Om nærværende Forf. kan det heldigvis siges, at hun fordetmeste er bleven sin egen Paastand utro. Hendes sidste Bog indeholder saaledes en Række virkelig poetiske Billeder af hvad hun har oplevet, og naturligvis gjælder dette fornemmelig Erindringerne fra Hjemmet, fra Præstegaarden i Ejdsvold. Det er Anm. en Fornøjelse at kunne fremhæve Skildringerne fra hendes Barndoms- og Ungdomsaar, de livfuldt fortalte karakteristiske Smaatræk af hendes geniale Broders Væsen og Færden, endvidere af Livet paa Nabogaarden, der har givet Forf. Stoffet til Fortællingen «Kongsgaard», den lunefulde Beretning om hendes Exkursjoner efter de venetianske Spejle, og fl. andre Partier. Men der er ogsaa mange Vildskud, og jo længere Forf. kommer ud i sit eget Livs Lektie, desto mere taber hun den digteriske Anskuelse af det. Skildringerne miste mere og mere af det poetiske Skjær og den livlige Kolorit, som Erindringen om forbigangne Aar saa villig laaner Fremstillingen. Forf.s i en senere Periode selvoplevede Fantasier paa det norske Herresæde ere mislykkede, tildels fordi hun har villet gjøre sin egen Person for interessant, og fordi hun har miskjendt sin egen Begavelses Natur og har anlagt paa en vild og glimrende Fantasme, Noget, der slet ikke er hendes Genre. Til Slutning strander Forf. mere og mere paa alskens Reflektioner af lidet opbyggeligt Indhold. Anmelderen siger: til Slutning, men hermed mener han ikke efter Kapitlernes eller «Rætternes» Ordning, thi Billeder, Reflektioner og Polemik ere tildels kastede om hverandre, men han sigter til, hvad der tilhører Forf.s Betragtninger over Nutiden og det Nærværende. Fortalen eller «Tilegnelsen» danner saaledes Livsskildringens sidste og mindst behagelige Tableau. Man slipper dog ikke let denne Bog af Haanden, førend man har læst den til Ende. Thi den er Frugten af et umiskjendeligt Forfattertalent, om dette ogsaa er paa Afveje. Foruden en elegant og smagfuld Sprogbehandling har denne Forf., hvad man just ikke saa ofte træffer paa, – sin egen ejendommelige Stil, sin egen udprægede Karakter, og dette fængsler altid baade Opmærksomheden og Interessen for hvad hun skriver, naar det ikke antager en altfor extravagant og forceret Retning og gaar udover hendes Begavelses Omraade. Den, der har sin egen selvstændige Stil og Karakter, ejer gjerne en skarp Sands for det Ejendommelige hos sine Omgivelser og tager Indtryk heraf. Denne Forfatterinde udmærker sig ogsaa især ved sine Karakterskildringer og i det Hele taget ved en fin Iagttagelsesevne, der er forbunden med en lykkelig Gave til at finde betegnende og træffende Udtryk. Bruges og udvikles denne Art Begavelse i Poesiens Tjeneste, kan den skabe herlige Ting; gives den derimod i de polemiske og sygelige Reflektioners Vold, vil dens literære Frembringelser blive af en ætsende og destruerende Beskaffenhed for det poetiske Gemyt selv. Dersom Forf. studerede sin egen digteriske Begavelses Retning og Natur lidt opmærksommere, vilde hun forhaabentlig snart komme ud af den Vildfarelse, at hendes seneste Verker er en værdifuldere Lekture end hendes ublandet og med Plan og Omhu udarbejdede poetiske Fortællinger og vinde nyt Mod og fornyet Lyst til at skrive. Traf det sig saa heldigt, vilde det baade være en Vinding for Literaturen og for Forf. selv. I sin Skaalsang «for den norske Literatur» synger H. Wergeland:

Der boer ei Glæde i de tause Lunde;
der maa den klare Maaltrost slaae.
Og Folket lever først paa Skjaldes Munde;
dets Tanker maae sit Mæle faae.
Det høre maa, som i sin Dal,
i Digt og Skrift sit Maals Metal.
Det sine Sønner Sproget gav,
giv Smykker det igjen deraf!

Denne sin Broders Opraab kan den talentfulde Forf. trygt følge med Forkastelse af sin egen nye Doktrin. Hun har allerede givet virkelige Smykker, for hvilke vi ere hende taknemmelige, og som den norske Literatur med Ære har tilegnet sig. Utvivlsomt vil hun kunne give os endnu flere, naar hun blot ufortrødent vil arbejede Smykket helt færdigt istedenfor altimellem at bryde af for at gaa os paa Livet med Gravstikken og Filen.

Ogsaa Henrik Ibsens sidste poetiske Julepresent, «Kjærlighedens Komedie», synes at være et bedrøveligt Produkt af literær Stundesløshed. I det Hele taget synes Ibsens Sprogevne og Formsands, hans Lethed for at tilegne sig givne Mønstre at skulle blive ham mere til Skade end Gavn. Hans poetiske Talent har ligesom ikke faaet Tid til at slaa Rødder nogetsteds, han er af sin tekniske Evne bleven lokket fra det ene Sted til det andet og er intetsteds bleven rigtig hjemme. Begynderen lader sig som oftest paavirke af allerede forhaandenværende Retninger i Literaturen, og deri er der visselig ingen Skade. Han kan længe ligne et poetisk Rodskud af en ældre Skribent, men er der en virkelig Digterbegavelse tilstede, vil den efterhaanden skyde Rødderne ned i Jordbunden, sætte Stamme og Krone og bære sine egne Frugter. Men den, der vil flakke formeget omkring, kan let komme til at ligne Misteltenen, som blot lever paa andre Træer. Enhver poetisk begavet Natur har sin særegne Sangbund og har faaet sin Melodi, som han efterhaanden vil synge stedse rigtigere, renere og af et fuldere Bryst. Det er netop dette, som betinger, hvad man kalder en Digters Originalitet. Og der ligger en rigere Kilde til inspireret Produktion i at holde sig dette efterretligt end i at udvikle en Færdighed til at fløjte alle givne Themaer efter, til man ikke længer ved at finde sit eget igjen. Dette gjælder for en stor Del om Ibsen, skjønt han ikke synes at mangle Individualitet eller en særegen Begavelse, der efterhaanden kunde udvikles til en selvstændig og for ham ejendommelig Produktion. Ved Siden af sin Formsands og sin tekniske Evne har han ialfald Kraft og Energi i Tanke og Udtryk, i Billeder og Versifikation. Han er ingen Maaltrost og forarbejder ikke Smykker af Sproget, men hamrer det som Jern og smeder Vaaben af det. «Hermændene», andre større dramatiske Digtninger af ham og ikke faa af hans tidligere Lejlighedsdigte bære Vidnesbyrd herom og hvad han kunde udrette. Men heller ikke her synes han at ville høre hjemme, og det er derfor vanskeligt at sige, om ikke ogsaa disse Arbejder mere er Frugten af ydre Omstændigheder end af en ren og fuldtonende Gjenklang af hans Digterindividualitet. Ibsens seneste Arbejder tyde ialfald ikke paa Fremgang eller paa, at han endnu har ryddet sin egen Plads, hvor han vil bygge og bo. Han udtømmer sig i mindre Digte, der have faaet mere Lighed med Tolleknive med daarligt Blad, om ogsaa med veludskaarne Skafter, end med staalsatte Sværd og Brynjer. Og fra en dygtig poetisk Vaabensmed er han desuden paa Vej til at blive en, rigtignok forbausende behændig, Rimsmed. Han har i en farlig Grad forceret baade sin Sprogevne og sin særegne poetiske Retning over alle Grændser, og overgivet sig til et vildt Effektjageri, som ikke skyr det Allerbarokkeste og de smagløseste Paradoxer, for at naa sit Maal. Herom bærer «Kjærlighedens Komedie» slemme Vidnesbyrd.

Dette Arbejde er med Hensyn til sit ethiske Indhold og sin æstetiske Plan og Hensigt en Gaade, som ialfald nærværende Anmelder ikke har kunnet løse anderledes, end at der fra Forfatteren maa være tilsigtet et Stormløb paa en af de første Grundbetingelser for det sociale Liv. «Kjærlighedens Komedie» viser sig heltigjennem at være et moderne Hærmandstogt, rettet mod Familjelivet, og den gjør de uforsonligste Strandhug mod den sociale Institution, som Filosoferne have kaldt Statens Moder, nemlig mod Ægteskabet. Det er ikke Familjelivets Vrangsider og dets enkeltvise Udartning, hvor det ikke har bygget paa det rette Grundlag, som Forfatteren tager Sigte paa. Han gaar ligefrem ud paa at fremstille Familjelivet og Ægteskabet i og for sig som Tilværelsens Skyggeside, ja som Ophavet til al den Jammerlighed, der findes i Verden, fordi Ægtestanden efter hans Betragtningsmaade udslukker den sande Kjærlighed mellem Menneskene og for evigt lukker deres Øjne for Idealerne.

I «Kjærlighedens Komedie» bliver den ægteskabelige Forbindelse grundigen gjennemheglet i alle sine Faser ligefra dens første Spire, Forholdet mellem Nyforlovede til den med en talrig Børneskok velbjergede Ægtestand paa Livets sildigere Stadium. Der er nu først Præsten fra Landet og hans Kone med deres 12 Børn. Som ung Kandidat gjaldt han for et af Hovedstadens bedste Hoveder, malte og komponerede og fortalte godt Historier. Saa blev han hemmelig forlovet med sin nuværende Hustru, Maren, Datter af et «Trælasthus»; af Kjærlighed til ham bryder Datteren med sin rige Familje, gifter sig med den fattige Kandidat, og Ægteparret indretter sig paa et Kvistværelse og lever af at give Informationer i Musik, indtil Kandidaten faar et Kald. Man faar endvidere Forsikring om, at Kandidatens Kjærlighed har været ligesaa ren og uegennyttig som Konens, idet «Trælasthuset» gaar Fallit, uden at dette i ringeste Maade anfegter hans Lykke. Dette er altsaa hvad man dog kan kalde en prøvet Kjærlighed; det maa nødvendigvis være mere end almindelige Mennesker disse Tvende, og de maa medbringe en fælles Kapital af sand Kjærlighed, som vil sikre deres Lykke og bestandig holde deres Øjne aabne for Livets bedste Værd og højeste Betydning. Af «Kjærlighedens Komedie» faa vi imidlertid en ganske anden Besked. Selv om Ægteskabet stiftes under saa tilforladelige Garantier, som de her skildrede, for Bevarelsen af den ægte Livslykke, saa nytter det til Intet. Thi Læren er, at med Ægteskabet taber Menneskene ubetinget sin Adel og Værdighed og synker ned til en halv dyrisk Tilværelse, og som Bevis for, at denne Sætning holder Stik, præsenteres nu Præsten og hans Hustru for os, metamorphoserede gjennem et langt ægteskabeligt Samliv til en Slags lavere Kreaturer, eller som Helten i Stykket, Idealernes og den sande Kjærligheds Bærer og Opretholder, Hr. Falch, for Frøken Svanhild skildrer Præstens og hans Hustrus nærværende Tilstand:

- «Han (Præsten) fordum var paa Mod saa rig,
Han stred med Verden om en elsket Kvinde,
Som Vedtægts Kirkestormer Manden gjaldt,
Hans Kjærlighed slog ud i glade Sange – !
Se paa ham nu! I Kisteklæder lange -
Et Tobensdrama om hvor dybt han faldt.
Og Fruentimret med det skidne Skjørt, (!)
Med skjæve Sko, som klasker under Hælene, (!) *)
Hun er den Vingemø, som skulde ført
Ham ind til Samfundsliv med Skjønhedssjælene.
Hvad er igjen af Flammen? Neppe Røgen!
Sic transit gloria amoris, Frøken!»

Saavidt har altsaa Ægtestanden og den alene bragt disse tvende sjeldne Mennesker. Og naar det gaar saaledes med det grønne Træ, hvad har saa det tørre at vente sig? Frøken Svanhild bliver ogsaa saa greben af Sandheden i Falchs Genrebillede, at hun erklærer aldrig at ville gifte sig, og udbryder:

«Ja, det er usselt, usselt dog det Hele;
Jeg ved ej Nogens Lod, jeg vilde dele,»

hvorpaa Falch «rask» foreslaar hende:

«Nuvel; vi To gjør Oprør mod en Orden,
som ej Naturens er, men kunstigt skabt.»

Til denne Proposition, om at de To skulle følge Naturens Orden, «ryster» dog Svanhild «paa Hovedet.»

At det ikke er gjennem Hr. Falchs Fantasibriller, at vi se Præsten og hans Kone ved Ægtestanden forvandlede til «Tobensdramaer,» der igrunden burde gaa paa Fire, fremlyser klart af de Replikker, Forfatteren lægger Præsten i Munden. Foruden Gagen, siger denne Gudsmand for fuldt Alvor:

«Foruden den kan Ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, -
Kort ingensteds.» – -

Endvidere ytrer han om Præsten:

«I Standens Medfør skal han Offer tage,
Men ikke bringe« -

- – – – – – – – – – -

«For gaar man rundt i Tømm og Trindse,
Saa har man det igjen til Jul og Pindse.»

Den som ugift højsindede, aandrige og uegennyttige theol. Kandidat, som vel maatte regnes blandt de Kaldede, er altsaa ene og alene ved Ægteskabet, og det med en Engel af en Pige, blevet til et rent Kadaver af en Kirkens Tjener, hvilket blandt Andet synes at være en Anbefaling for Gjenoptagelse af det af Morten Luther omstyrtede Coelibat. Det kan ogsaa tjene til Vidnesbyrd om, at H. Ibsen virkelig maa have været noget katholsk i Hovedet, da han skrev sin «Kjærlighedens Komedie».

Hvorledes skulde da Præsten eller den theol. Kandidat have handlet i sin Tid? spørger man maaske Forfatteren. Han elskede jo sin Maren og hun ham med den reneste Kjærlighed, og det heder jo udtrykkelig, at han «stred med Verden om en elsket Kvinde», at «hans Kjærlighed slog ud i glade Sange», hvorledes skulde han da baaret sig ad med at bevare dette Forhold. Herom faa vi Besked af Hr. Grosserer Guldstad, der præsenteres det hele Stykke igjennem som en ganske mærkelig og yderst frisindet Filosof. Ja, han er en sand Grosserer i Filosofi. Denne Mand spørger Hr. Falch, hvorledes han kan forundre sig over, at det er baaret saa galt afsted med Præsten:

«Hvor kan De undres paa, at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Hun var jo skabt for ham til: Elskerinde, -
Til Viv for ham hun skabtes ingensinde.»

Saaledes forholder det sig. Aarsagen til, at den brave theol. Kandidat er bleven et saadant Øg af en Præst, der «gaar i Tømm og Trindse» og bare tænker paa Gage og Offer, er at han giftede sig med sin elskede Maren istedenfor at forføre hende. «Hun var jo skabt for ham til Elskerinde!» Det er ganske mærkeligt, hvor kortsynede somme Folk kunne være.

Saa har vi Kopisten Styver og hans Forlovede, Frøken Skjære, de befinde sig omtrent i de samme ydre Vilkaar som Klister og Malle i de Uadskillelige. Det er dog ikke deres Forlovelses Længde alene, som har indskrumpet deres Sjæl og Hjerte saaledes, at de mere ligne et Par snakkende Kosteskafter end menneskelige Væsener. Det er allerede tilstrækkeligt, at de have forlovet sig. Styver var, før han begik denne Ubesindighed, en ung livsfrisk Mand, begavet med en saa rig poetisk Aare, at han selv beretter:

«Det var en sælsom Tid; min Jus jeg glemte;
min Pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte,
Og naar den i Konceptpapiret rev,
Det klang som Melodi til hvad jeg skrev.» -

Men ikke før har den Ulykkelige expederet sit Frierbrev afsted og faaet Ja, før den poetiske Aare standser: «Det var med Et, som om mig Aaren svigtet», siger han, og saa var det forbi med ham, saa blev han, med Permissjon at sige, det Bakkelsebeest, som han nu fremstilles at være gjennem alle tre Akter af Stykket.

Saa have vi endvidere det tredje Par, den unge theologiske Student Lind og Frøken Anna. De ere dygtig forelskede i hinanden, men endnu ikke forlovede. Lind er en ung, for alt Højt og Ædelt begejstret Mand: ogsaa han er Digter; han er, naturligvis beruset af sin Kjærlighed og føler sig, som om han stod -

«med Verdens Rigdom drysset for sin Fod»,

og siger tusinde smukke Galskaber, som det kan passe sig for en lykkelig Elsker, der har Hjertet paa det rette Sted. Men hvorlænge varer det? Ikke før har dette udmærkede og forhaabningsfulde unge Menneske faaet Jaordet af sin Anna og Velsignelsen af hendes Moder, før ogsaa han bliver forvandlet til en Træmand. Og Forvandlingen med ham foregaar med en saadan Gesvindighed, at det er ligesom naar man hører Professor Bils ude paa Klingenberg sige: ein – zwei – drei, knepse med Fingeren og derefter tage et Murmeldyr op af den samme Hat, som for et Øjeblik siden var fyldt med Blomster. Ja, det er virkelig Trolleri! Den Eneste, som aner, hvorledes det vil gaa med Lind, idet han beslutter sig til at deklarere sin Forlovelse, er Hr. Falch. Idet nemlig Lind og Anna blive enige om at begive sig til Annas Moder for at faa hendes Samtykke, ytrer Falch, idet han ser efter Lind:

«Der gaar han til sin Ungdoms Nederlag.»

Og Ret faar han heri af Forfatteren; thi det varer ikke længe, førend man mærker den sjælelige Degradation, som Lind er undergaaet formedelst sin Forlovelse. Da Falch tilbyder sig at hente Anna ud til ham, for at den nyforlovede Mand uforstyrret af Familjen, for hvem han er flygtet ud i Haven, kan sværme med sin Elskede, svarer den fornylig saa poetiske og begejstrede Lind: Nej Tak, «vil hun Noget, sender hun nok Bud til mig», og vedbliver med frygtelig Flegma:

Vi taltes ved igaar til langt paa Natt;
Da fik jeg hende sagt omtrent det Vigtigste;
Desuden synes jeg, det er det Rigtigste
At omgaaes sparsomt med sin Lykkes Skatt.»

Allerede af disse Ord kan man spore Metamorfosen. Men endydermere fremlyser Forvandlingen af Linds følgende Replik, hvor man faar høre Grunden til hans Afslag, og hvad han foretrækker for sin elskede Annas Nærværelse:

«– – Hys lad mig komme væk.
Nu skal jeg faa mig en fornuftig Pibe;
Jeg har ej røgt tre hele Døgn i Træk.»

Og dertil lægger han endydermere den Forsikring: «Og Du kan tro, at Knasteren skal smage mig.» Han er kort sagt blevet, hvad man kalder en vammel Urt. Og fortsætter med at blive plattere og plattere i sine Ytringer og sine Handlinger udover i Stykket, overensstemmende med det af Forfatteren opstillede Fatum.

Saa have vi endelig Hr. Falch og Frøken Svanhild, Stykkets Hovedpersoner og den ideale Kjærligheds Skjoldholdere. Disse Tvende have observeret, hvor rent galt det er baaret afsted med de øvrige Par i «Kjærlighedens Komedie», og kommer derfor overens om at elske hinanden efter en ganske ny Opskrift, der skal bevare dem fra at blive «Tobensdramaer». Men hvorledes de skulle fange an med denne nye Art Kjærlighed synes ikke at være dem selv rigtig klart. Den skal bare ikke være som den almindelige, det er den første og sidste Betingelse. Imidlertid forlove de sig som andre Folk, bytte Ringe, kaste sig gjentagende Gange i hinandens Arme, og det fremgaar endvidere, at de ogsaa altimellem driver Tiden hen med at udvexle Kys. Dette gaar jo altsaa til ganske paa den ordinære Maade, kun at det her sker hemmeligt og i Smug, og at de ere enige om, at alle andre Arter af Forbindelser ere bare «Thevandslag». De minde i det Hele taget stærkt om Arlequin i «de Usynlige», hvor han pludselig er kommet til Overbevisningen om, at den sædvanlige Maade at elske og forlove sig paa, er «en slyngelagtig Kjærlighed», hvorfor han beslutter at «gaa sine Sager an paa en anden Maade». Det gaar dem tilslut hellerikke bedre, end det gik den ulyksalige Arlequin. Hr. Grosserer i Filosofi og Menneskekundskab, Guldstad, tager nemlig det vilde Duepar for sig i Enrum og taler et fornuftigt Ord med dem. Han indrømmer dem, at den nærværende Forbindelse kan have sine Behageligheder for en Dags Tid eller to, men at den ikke duer for Livet, at de maa grunde deres Kjærlighed paa noget Solidere og Varigere, hvis den skal bestaa, kort uden at bruge Hr. Guldstads Omskrivelser og Omsvøb, at de maa gjøre ganske som andre Mennesker. Saa ender den gamle Skjelm med selv at fri til Svanhild og bede hende at vælge mellem ham og Falch og lader dem saa ene. Uagtet nu H. Ibsen gjennem det hele Stykke har gaaet Falchs og Svanhilds Ærinder og ved Komediens øvrige Figurer har stadfæstet sine egne og deres Theorier om, at Forlovelse og Ægteskab i den gamle Stil er til Fordærvelse for Alle uden Undtagelse, saaledes at en Reform heri er paatagelig fornøden, saa taber dog Falch saa aldeles Kontenancen over Guldstads snusfornuftige, Ræsonnement at han udbryder:

– –«Han stjal mig Margen fra».

Det falder ham imidlertid ikke et Øjeblik ind, at det Fornuftigste han her kan gjøre, er at forlove sig ærlig og redelig med Pigen, men han vil paa den anden Side heller ikke strax give Slip paa sine Illusjoner og siger derfor til Svanhild for at overbevise hende om det ideale Forhold, han har tænkt sig mellem dem:

«Jeg vil din Elskov kun og den alene.».

Men da Svanhild spørger ham, om denne hans Kjærlighed ogsaa vil holde ud for Livet, giver han efter nogen Betænkning det yderst flaue Svar: «Den vil holde længe». Han burde have lagt til: Kanske ligesaa længe som et Par nye Vandstøvler. Hermed er dog ikke Svanhild tilfredsstillet. Efter at have vexlet en hel Del kunstige Rim med hinanden af et meget urimeligt Indhold, blive de derfor enige om at slaa op med hinanden og iverksætte dette under megen og svulstig Gaudium. Svanhild forlover sig øjeblikkelig med Guldstad, idet hun ytrer: «lad nu Verden faa mig», og Hr. Falch begiver sig paa en Fodtur, da det er hans alvorlige Hensigt at blive national Digter, til hvilken Ende man som bekjendt først maa begynde med Fodture. Rejser man i Karjol, bliver ikke Poesien fuldt saa god. I den sidste Scene er alle de tidligere omtalte Kjæreste- og Ægtepar atter inde paa Scenen og give hver sin Replik tilbedste, af hvilken det fremgaar, at den for Menneskevennen saa sørgelige Tilstand af Nedværdigelse, hvortil Forlovelse og Ægteskab har ført dem, fremdeles vedvarer, ja er i Stigende. Stykkets egentlige Moral er saaledes konsekvent fastholdt ligetil det Sidste. Det har rigtignok ikke lykkedes Hr. Falch at realisere nogen ny Art Kjærlighedsforbindelse for Livet, men det staar fremdeles urokket, at den gamle Methode ikke duer længer og forvandler Folk til Naut.

Anmelderen har maaske været for vidtløftig ved Paavisningen af den monstrøse Idee, hvorpaa «Kjærlighedens Komedie» er bygget. Men dels er den det seneste større Arbejde fra Hr. Ibsens Haand, dels har det som Nytaarsgave til Ill. Nyhedsblad faaet en for et norsk Digterverk temmelig stor Udbredelse, og hvad der for Anmelderen er det Fornemste: det giver den mest instruktive Belærelse om Beskaffenheden af vore literære Tilstande. Saadanne Planter maa skyde op af en ejendommelig Jordbund. Og i Grunden har Ibsen med «Kjærlighedens Komedie» maaske kun villet lægge sin patriotiske Iver for Dagen og søgt at imødekomme Tidens Krav. Med det meget Berettigede i at ville have vort Eget frem i Literatur og Kunst, men rigtignok som virkelig Literatur og Kunst, er der sluppet en glubende Fenrisulv af nationale Fordringer løs paa den norske Literaturs Mark, som ikke synes at ville lade nogen af vore Forfattere ganske uanfegtet. Der maa være noget extraordinært og forbausende Ejendommeligt ved et norsk Digterarbejde, saaledes at Alle kan tage og føle paa det. Dette er de nugjældende æstetiske Tvangsloves første Paragraf. At gaa de gamle Veje til Parnas, duer saaledes ikke. Nu ejer ikke Ibsen hvad man kalder Genialitet, han er et Talent, og det gaar stærkt i teknisk og artistisk Retning. Han kunde blive en smagfuld Digter, fordi han har Lethed forat danne sig efter gode fremmede Mønstre og Øre for det Musikalske i Sproget, Noget han da ogsaa misbruger. Men hvad vilde dette forslaa. Fenrisulven fordrer ganske anden Kost. Der maa Etwasnochniedagewesenes til. Der maa vrænges, skrues og forceres saaledes, at det knager efter, og saa kommer «Kjærlighedens Komedie» for Dagen, behængt med Rimbjælder fra Øverst til Nederst. Blomsten af den nationale Udvikling erkjendes naturligvis af de Færreste, førend den er skudt frem i fuld Flor. Da nu Mange staa paa patriotisk Vagt for at iagttage dens Fremkomst Udfoldning, og at de kun vide, at den skal være noget Særegent og fra det Fremmede Forskjelligt, saa opstaar der let en grov Misforstaaelse. De almengyldige æstetiske Principer, paa hvilke alle fremmede Literaturers Verker bygger, vrages uvilkaarligen; thi netop at de fremmede Verker bygge paa dem, beviser jo, at de ikke kunne være gangbare for os. Vi maa søge udenom disse, skal vi finde vort Eget. Saaledes ogsaa med fremmede Verkers ethiske eller moralske Indhold. Nu forlover f. Ex. den ganske Verden sig og indgaar Ægteskab. Dette er jo en ligesaa gammel som kjedelig Historie og forskrækkelig forslidt af Literaturen. Vor Literatur maa i denne Henseende optage et nyt ethisk Princip. Søger man andensteds Harmoni, saa skjønne vi strax, at Disharmonien er vort Fag, og vi ere Skam, uden at rose os selv, blevne temmelig sagkyndige heri. Gjenskinnet af dansk Natur og Kulturforholde skal ikke ombyttes med Afspejlingen af norsk Natur og norske Kulturforholde, men med kavnorsk Unatur og med Raahed. Og saa kan en norsk Skribent ikke engang længere lade en Bonde klatre op af et Fjeld, uden at dette skal ske paa den mest pinefulde og umenneskelige Maade af Verden! En Forfatter har saaledes for ganske nylig sendt en saadan Bonde tilvejrs opefter en brat Fjeldvæg bare med et Par Pinder i Haanden til at sætte ind i Fjeldrifterne. Hvad er nu det for en Maner, kan man da ikke lade vore skikkelige Bønder med Fred en Gang.

Er der da Intet ved «Kjærlighedens Komedie», som røber det Talent, hvormed Ibsen dog umiskjendelig er begavet? Jo vistnok. Man erindrer maaske af «Recensenten og Dyret», at Literatus Trop betinger sig af Bogbinder Klatterup, at han skal dele hans store dramatiske Verk «Menneskeslægtens Ødelæggelse» og binde det ind i to Bind, for det giver Arbejdet mere Anseelse efter Trops Mening. Det forholder sig paa en noget lignende Maade med «Kjærlighedens Komedie.» Ellers skaber det Indtrykket af et Digterverk at læse det fragmentarisk. Men Ibsens sidste Arbejde aabenbarer sig egentlig først som virkelig Digtning, naar man sønderskjærer det, taber Forbindelsen mellem de enkelte Dele og Blikket for den Absurditet det danner, som dramatisk Totalitet. Der ligger en frisk poetisk Beaandelse over adskillige af de erotiske Partier, og en Blanding af Ironi og Lune i mange af de Replikker, der vexles. Løsningen af den Opgave, Falch stiller Selskabet, at nævne ham Kjærlighedens Blomst, er et af de heldigste Partier i Bogen og gjenført paa en baade poetisk og humoristisk Maade. Man kan ved at læse denne Bog og maatte erkjende den Begavelse, der hist og her aabenbarer sig, ikke andet end beklage de skjønne spildte Kræfter.

De mange kunstige Rim fordærve ellers Indtrykket af selv de heldigste Partier. Man kommer uvilkaarligen ihu den Leg, der leges hos Kobbersmeden i «Gjenboerne:» naar der raabes Agurk, skal den, som faar Lommetørklædet tilkastet, svare Salat osv. Legen er meget sværere i «Kjærlighedens Komedie», medens den derimod ansees for en saa let Sag, at ikke en eneste Person i Stykket roser sig af sin Færdighed, ja ikke engang lægger Mærke til den. Naar saaledes en Person lader en Verslinje ende med det slemme Ord: Arvinger, rimes strax med: Garvinger af en anden, saaledes videre: nordpaa – svor paa, Rensdyr – imens flyr, dryssende – kys hende, Markedet – sparke det osv. Da Ordet «Tangforgrening» kom sejlende i Enden paa en Verslinje, maatte Anmelderen udbryde: Hvordan skal dog Vedkommende kunne klare dette Rim? Jo, forbausende let, nemlig med «Sangforening.»

*) Skal Stykket opføres, bør der her sørges for en Kostumeforandring.