Christiania Theaters
Salon bar ved Førsteopførelsen igaar af «Lille Eyolf» Festpræget over sig. Theatret var besat til sidste Plads, i Parquet og Loger saaes de kjendte Ansigter af dem, for hvem et nyt Skuespil af Ibsen er en Begivenhed, og Digteren selv var tilstede i Skuespillernes Loge.
Da Tæppet under stærk Applaus faldt for første Akt, havde man Indtrykket af, at Slaget var vundet. Det dramatiske Liv paa Scenen var fulgt med den mest spændte Interesse af et aandeløst lyttende Publikum, hvoraf hver enkelt vistnok havde Følelsen af at være tilstede ved en Theaterbegivenhed af Betydning.
Saa meget skarpere føltes Modsætningen i de to følgende Akter, hvis Mangel paa ydre Handling Spillet ikke formaaede at erstatte. Hvor Feilen ligger, i Dramaets eget Indhold eller i de Spillendes Løsning af de svære Opgaver, der her stilles dem, vilde det neppe være let at afgjøre med fuld Retfærdighed. For os synes det lidet tvivlsomt, at den Maade, hvorpaa Christiania Theater løser Opgaven, trods al anvendt Omhu og prisværdigt Arbeide, ikke hæver Indtrykket af dette Drama, der er saa sjelden fængslende ved Læsningen. Skulde den dramatiske Udførelse give et tilsvarende Indtryk, vilde dertil vistnok kræves Personligheder, som ved Siden af en stor Evne til naturlig og realistisk Replikbehandling besad det eiendommelig fængslende i Fremtræden, i Stemmens Klang og et livfuldt Minespil, der kunde udstyre Repliker og Begivenheder med det rige Sjælelivs Understrøm, man gjerne vil lægge ind i de korte, og dog saa indholdsrige, Sætninger, hvori Ibsen er en Mester, og som gjør Indtrykket af muligens med Urette , at der altid spilles paa to Strenge paa engang. Denne Side af Opgaven en svær og maaske i nærværende Tilfælde uløselig Opgave formaaede Aftenens Rollehavende ikke at fyldestgjøre. Hvor der gjordes Forsøg derpaa, løb Forsøgene sjelden heldigt af: «Man merkt die Absicht und wird verstimmt.»
For Ritas rige, men meget jordiske Natur havde Theatret vanskeligt for at finde nogen bedre Fremstillerinde end Fru Wettergreen. Men hun kom ikke helt uskadt over det Skjær, der møder hende i den stærke Modsætning mellem første og de to sidste Akter. For den virkelystne unge Kunstnerindes Naturel bød første Akt taknemmelige Opgaver og hun vandt her en smuk og meget paaskjønnet Seier. Vistnok var Rita allerede her ikke helt fri for det udvortes tragiske Anlæg, der gjorde sig saa altfor stærkt gjældende i de senere Akter. Og vistnok var ikke Tonen altid fuldt klingende og høistemt nok i Lidenskabens Udbrud. Men der var dog et Fond af naturlig Varme og en sand Menneskelighed over Spil og Repliker, der bød paa mange gode, tildels udmærkede Enkeltheder, som bærer Vidnesbyrd om, at Fru Wettergreen kan gjøre Krav paa større Opgaver ved Theatret end dem, der sædvanlig tildeles hende. I de senere Akter derimod fik Varmblodigheden hos dette urkraftige, ureflekterede, fordringsfulde, men ogsaa villigt givende Menneske kun glimtvis et naturligt Udtryk. Sorgen var klynkende, istedenfor heftig, saa klynkende, at man vanskelig forstaar Sandheden af, at hun dog, trods alt, gjerne vil leve paa Jorden længst og bedst muligt, og er istand til at tage fat paanyt.
Den Maade, hvorpaa Hr. Halvorsen spillede Allmers, vil neppe tjene til at gjøre det mere forklarligt, at to saa forskjelligartede og paa hver sin Maade rundhaandet udstyrede Kvinder som Rita og Asta elsker ham med brændende Inderlighed. Den bestyrker derimod og det endog vistnok altfor stærkt den Opfatning, at denne paa Theorier og Ansvarsanalyser saa rige Mandsperson ikke alene legemlig, men ogsaa aandelig er en temmelig afslappet Figurant. Hr. Halvorsen mangler i sit Spil den Personlighedens Fylde, der enten ved ydre Kraft eller Aandens fængslende Egenskaber de være nu virkelige eller kun illusoriske kan tænkes at være bestemmende for Kvindeskjæbner. Korrekt og med prisværdig Arbeidsomhed, men uden Saft og Kraft, uden Præg af den ialfald negative Aand, der giver hans Udtalelser deres Indhold, afgav han til rette Tid og Sted de Allmers tilhørende Repliker.
Med Fru Dybwad er det en anden Sag. Hun er en Kunstnerpersonlighed, der hvor Opgaven kun nogenlunde falder indenfor Rammen af hendes Betingelser altid vil vide at give den et Præg udover det ordinære. Over hendes Asta var der da ogsaa meget af stille Inderlighed og fin Kvindelighed, og den poesirige Scene med Sørgefloret i anden Akt fik fra hendes Side en Udførelse, der indbragte hende stærk Applaus. Men, der er et Men ved hendes Teknik, som det vilde være Uret mod hendes rige Gaver at fortie ogsaa i dette Stykke forfeilede hun paa enkelte Punkter Virkningen ved den stærke, næsten grimacerende Mimik, der altfor ofte er kommen frem i de senere Aar, maaske især siden hun forløftede sig paa den hendes Kunstnernaturel saa fremmede Opgave «Messalina».
Frisk og naturlig virkede Hr. Løvaas som Veiingeniøren, for hvis robuste Livsglæde og Virkelyst han fandt en ligefrem og sand, og derfor meget virkende Tolkning. Det noget firkantede i hans Væsen passer vel ind i Rollen, om han end maaske ikke havde behøvet at have begge Hænderne i Lommen i Frierscenen. Men det er kun en Bagatel, han har al Ære af den ærlige og dygtige Ingeniør. Fru Bosse-Fahlstrøms Rottejomfru derimod forfeilede ved altfor stærk Pointeren af de ligefremme Repliker, der skal virke ved sin egen Uhygge, tildels disses Indtryk. Overraskende heldig var den lille Frøken Halvorsen som Eyolf, hvis Repliker fremførtes med en sjelden naturlig Forstandighed. «Den lille blesserede Krigsmand» havde en ikke uvæsentlig Andel i første Akts ubetingede Succes.
Efter Forestillingen fremkaldtes Forfatteren under store Ovationer.