Nordahl Rolfsen

Samfundets Støtter anmeldt av Nordahl Rolfsen i Bergensposten 24., 26. og 28. oktober og 4. november 1877 (No. 246, 248, 250 og 256, 24de Aarg.).
(24. oktober 1877.)

Samfundets Støtter.

I.

Det Korps af brutale Pibere og Klappere, som gjorde Tjeneste ved den første Opførelse af «De Unges Forbund» i Kristiania og som rimeligvis indfinder sig, naar «Samfundets Støtter» skal gives, vil komme til at gaa slukøret hjem; thi Ibsens nyeste Værk er ingen Koran, hvoraf politiske Fanatikere kan hente Indskrifter til sine Faner eller Amuletter til at lægge paa sit Bryst i Anfægtelsens Stunder, naar de fristes til at tro, at ogsaa Modstanderen kan have en Smule Ret og være en ærlig Mand. Her er ingen Autodafé, hvor et Partis Syndere henrettes under Meningsfællernes Hylen og deres Modstanderes Jubel; det er et stille Forhør for lukkede Døre, en Menneskesjæls Synd, Kamp og Bekjendelse, og i den Stilhed, vi kunde fristes til at kalde det en Skriftestolens Stilhed, der hviler over det hele Billede, vil Døgnets brutale Larm neppe vove at trænge ind. Meget muligt, at «Samfundets Støtter» ikke vil gjøre den Opsigt blandt den store Almenhed, som flere af Forfatterens tidligere Værker; dertil er det for lidet allieret med Religion og Politik, de to Stormagter, der i vort endnu noget primitive Samfund maa tage Poesiens forsvarsløse Land imellem sig, hvis det skal nyde fuld Respekt; men en saadan Alliance har været tilfældig og aldrig af Digteren attraaet, den vil forhaabentlig alt eftersom vor Udvikling skrider frem, blive mere og mere overflødig, og den har i hvert Fald for den literære Betragtning lidet Værd; for denne Betragtning vil «Samfundets Støtter» altid blive et Kunstværk af overordentlig Betydning; og det vil desuden bidrage kraftigt til at løfte den Misforstaaelsernes Taage, der nu i en Aarrække har indhyllet den Ibsenske Digtergenius.

Man pleier i Almindelighed som en Hovedkarakteristik af denne Genius at anføre, at den er polemisk. Intet er vissere. Men naar man vil have denne Polemik rettet mod enkelte, bestemte Retninger i vort Aandsliv, med andre Ord, naar man vil stemple Inspirationen som Partilidenskab, saa har man fornedret den uden at man for en saadan Fornedrelse eier nogensomhelst Hjemmel i Digterens Værker. Hans Inspiration er Harmens; men Harmen gjælder Usselheden og Smaaheden, hvor den findes og han har ingen Tilbøielighed til at stille Faarene og Bukkene saaledes ad, at alle Bukke kommer tilvenstre og alle Faar tilhøire. Hans Aand suser paa digterisk Flugt gjennem alle Samfundets Sfærer, optager i sig Billedet af deres Eiendommeligheder og deres Svagheder, men det er tvertimod dens Natur at sænke sig ned i en enkelt, løse sine Vinger af, og gjøre Hoveritjeneste. Han afklæder Syttendemaitribunen dens Flag og Kranse og peger paa de nøgne Brædder som et Trappetrin for politisk Ærgjerrighed; han viser os, at der ogsaa gives Solpletter i den berømte konservative Renhed, og at de mest navnkundige Moralister mangen Gang har reist sin moralske Anseelse paa en Løgn; han svinger Satirens Flammesværd med samme Ubarmhjertighed over Hulheden og Aandløsheden i den statskirkelige Salvelse og over den farisæiske Pietists svulmende Hovmod, der ved Kirkeporten ikke blot har afført sig sit gamle Menneske, men tillige dræbt enhver menneskelig Følelse i sit Bryst; han gaar endelig fremfor Alt tilbunds i Sjælens Dybder og den psykologiske Analyse i hans Dramaer er af en langt større Betydning ligeoverfor de lettere tilgjængelige satiriske Samfundsbilleder, end man i Almindelighed tror.

Figuren Stensgaard giver ikke blot en norsk Liberal, den har sit største Værd som en psykologisk Skildring af en letsindig og samvittighedsløs politisk Karakter, en Skildring, der vil have sin Anvendelse og finde sin Forstaaelse hos alle Nationer, og hvad Konsul Bernick, «Samfundets Støtte», angaar, saa er der vistnok ikke Spor af Tvil om, inden hvilken politisk Sfære han skal søges, saavist som «uplettet Moral» er et ligesaa ufravigeligt Stikord i den konservative Leir som «Folket» i den liberale, men den psykologiske Analyse af en almenmenneskelig Individualitet indtager i ethvert Fald en meget fremragende Plads ligeoverfor Samfundssatiren, der overalt har en dæmpet Klang, saaledes som Dramaets alvorlige og rystende Grundstemning kræver.

Det er ikke vor Mening med det ovenfor Anførte at ville fradømme en Digter den subjektive Overbevisning eller frakjende ham Retten til at fortolke denne gjennem sin Digtning; tvertimod, vi holder paa den mest ubegrænsede Frihed i saa Henseende; men vi vil have fastslaaet som en literær Kjendsgjerning, at den Ibsenske Digterindividualitet paa Grund af sin negative og pessimistiske Natur er satirisk χατεξοχηυ, og langt mere anlagt for at blotte det Uholdbare i de forskjellige Armeers Stilling, end for selv at gaa ind som Stridsmand i nogen af dem; man kan længe nok bebreide Henrik Ibsen Mangel paa Harmoni mellem det negative og positive, men man maa ikke glemme, at det netop er denne Mangel om den skal kaldes saaledes , der begrunder hans Satires umaadelige Intensitet. Har forøvrigt vore Bemærkninger om den hele Karakter i vor berømte Satirikers Polemik forekommet en og anden Læser mindre overbevisende, skal vi til Slutning hidsætte en Udtalelse fra Digteren selv; det er Digtet: Til min Ven Revolutionstaleren; det træffer i den Grad Kjernepunktet i Forfatterens Eiendommelighed, at vi ikke tager i Betænkning at indtage det in extenso:

De siger, jeg er bleven «konservativ».
Jeg er, hvad jeg var mit hele Liv.

Jeg gaar ikke med paa at flytte Brikker.
Slaa Spillet overende, da har De mig sikker.

En eneste Revolution jeg husker,
Som ikke blev gjort af en Halvhedsfusker.

Den bær for alle de senere Glorien.
Jeg mener naturligvis Syndflodshistorien.

Dog selve dengang blev Lucifer luret;
Thi Noah tog, som De ved, Diktaturet.

Lad os gjøre det om igjen radikalere;
Men dertil kræves baade Mænd og Talere.

I sørger for Vandflom til Verdensmarken,
Jeg lægger med Lyst Torpedo under Arken.



(26. oktober 1877.)

Samfundets Støtter.

II.

Vi skal i denne Artikel søge at give vore Læsere et Omrids af den ligesaa fint som stærkt spundne Hovedhandling i «Samfundets Støtter». Konsul Karsten Bernick, Samfundets Grundpille, har i sin Ungdom været forelsket i og realiter forlovet med Frøken Lona Hessel, en Dame med Vilje af Jern, varm Følelse og mandig Karakterstyrke, men aldeles blottet for de kvindelige Egenskaber, der pleier at indtage det andet Kjøn. Den unge Handelsmand har under et Ophold i Udlandet sendt hende Breve, der ei kunde misforstaaes, men da han kommer hjem, formaar han ikke at modstaa Trykket af den Smaastadsopinion, der har sat Latterlighedens Stempel paa Frøken Hessel; en Dame, der driver sin frække Hensynsløshed saa vidt, at hun «klipper Haaret af sig og gaar med Mandfolkestøvler i Regnveir», maatte jo være forberedt paa en skaanselløs Dom og havde ingen Ret til at fordre Udholdenhed og Troskab hos en fin og dannet Kavaller som Karsten Bernick. Der er imidlertid en anden Omstændighed af endnu større Betydning, som driver den unge Handelsmand til at bryde med den Kvinde, han hemmelig har erklæret sin Kjærlighed: det gamle, ansete Forretningshus, hvis Ledelse han senere skal overtage, er under Moderens Styrelse gaaet saaledes tilbage, at han ved sin Hjemkomst fra Paris finder det saagodtsom ruineret, og da han erfarer, at ikke Lona Hessel, men hendes Halvsøster Betty Tønnessen skal arve Tantens mange Penge, meddeler han førstnævnte, at en ubetvingelig Kjærlighed til Søsteren har grebet ham, paakalder hendes Høimodighed og besværger hende for Bettys Skyld at tie med det, som har været imellem dem. Lona besvarer denne ydmyge Henvendelse ved at give ham en dygtig Ørefigen, da han med sin Forlovede kommer paa Visit til den omtalte Tante.

Mellem disse tvende Kjærligheds- og Finantsforhold til de to Kvinder staar imidlertid en tredie Forbindelse, hvor ungdommelig Letsindighed og Lapseri har været de eneraadende Magter; han spiller Don Juan ligeoverfor en bedaarende dansk Skuespillerinde, Madam Dorf, og bliver under et af sine Besøg hos denne Dame ubehagelig overrasket ved hendes Mands thi den unge Dame har den Ulykke at være gift pludselige Hjemkomst, der nøder Karsten Bernick til at retirere gjennem den for overraskede Don Juaner brugelige Udgangsdør, Vinduet. Offentliggjørelsen af en saadan Historie vilde selvfølgelig virke yderst skadeligt paa den Mands Renommé, som bærer Ansvaret for Ledelsen af et stort Forretningshus, der tilmed holder paa at gaa under; han faar Bettys Broder, den nittenaarige Johan, der er ham varmt hengiven, til at fungere som Leporello og tage Don Juankostumet paa: det bliver almindelig bekjendt i Byen, at Johan har havt et Elskovseventyr med Madam Dorf, og den unge Mand maa, for at undgaa Skandale, rømme til Amerika. Men endnu trænger det Bernickske Hus til en Støtte, for ikke at ramle overende; da opstaar meget beleiligt det Rygte, at Johan Tønnesen, der har været paa Fru Bernicks Kontor, ikke blot er en Don Juan, men ogsaa en Kjeltring, der har bestjaalet den Bernickske Kasse for at stoppe Munden paa Skuespiller Dorf. Den nævnte Kasse er i Virkeligheden tom og det Ansvar, hvori en stor Forretningsmand staar til de Hundreder af Familier, som hans Forretning giver Brød, altfor overvældende til at Karsten Bernick skulde anse det for sin Pligt at modsige det nævnte Rygte. Huset er, hedder det, kommet i en øieblikkelig Pengeforlegenhed, og naar man kun vil have Taalmodighed, skal Enhver faa sit.

Enhver faar sit; Huset er frelst, det reiser sig med en saadan Pragt og Glans, at det overstraaler alle andre i Byen, og dets financielle og moralske Soliditet synes saa grundmuret, at ingen Morssjæl aner, det er bygget paa Løgne. Bernicks Navn pranger over Anlæggene, som han har skjænket Byen, han har bygget et Skolehus, Gasledningen og Vandledningen er hans Værk og fremfor Alt hans uplettede Navn er Løftestangen for ethvert privat Foretagende, der rammer hans eget Tarv og for ethvert offentligt, der gjælder Samfundets Bedste; han er høimodig nok til at tage den danske Skuespillerindes Barn, Dina Dorf i Huset til sig, og alle moralsk fordærvede Børn kan af hans Hustrus kjærlige Hænder modtage Undertøi til at klæde sin Nøgenhed med: han er endelig den mest udprægede Repræsentant for det mindre Samfunds Tro, Ro og Renhed ligeoverfor de store Kulturstaters sønderrivende Tvivl og samfundsopløsende Kampe.

Men «al denne Herlighed staar som paa en gyngende Myr. Et Øieblik kan komme, et Ord kan blive udtalt og baade han og Herligheden gaar tilbunds.»

Øieblikket kommer! Netop som Bernick er ifærd med et Foretagende, det største, han endnu har givet sig i Kast med, et Foretagende, der kræver hans Navns hele moralske Vægt forat kunne fremmes, vender Johan efter femten Aars Forløb tilbage fra Amerika og med ham hans Halvsøster, Lona Hessel, der forlod Fædrelandet kort efter hans Flugt og som med mandig Energi og utrættelig kvindelig Opofrelse har støttet og hjulpet ham i den nye Verden. Johan bliver forelsket i Dina Dorf, men forat vinde hendes Haand, maa han have den Løgn opklaret, der stiller sig afgjørende imellem ham og den unge Pige, og Karsten Bernick kommer herved i en Tilstand af Angst og Fortvivlelse, der bringer hans hule og kalkede Moralitet til at falde aldeles sammen. Det ovenfor berørte Foretagende, Anlægget af en Jernbane, er nemlig af en saa absolut Betydning for hans hele pekuniære og borgerlige Existens og hviler tillige paa en Grundvold af saa tvivlsomt moralsk Værd, at en Afsløring, som den, Johan kræver, nødvendigvis maa styrte ham fra den olympiske Høide, han hidtil har indtaget, til en ruineret Fallents ynkværdige Stilling; mangfoldige Begivenheder i hans henrundne Liv vil sees i Lyset af hans Ungdomsbrøde og denne Brøde vil af Rygtet fordobles, da det paa Grund af Regnskabernes Unøiagtighed er ham umuligt at bevise, at han ikke selv har bestjaalet sin Moders Kasse forat kjøbe den danske Skuespillers Taushed.

Bernick nægter at efterkomme Johans Fordring og denne erklærer, at han vil reise til Amerika forat ordne sine Anliggender og sælge sin Farm, men at han om to Maaneder vender tilbage og at «den Skyldige da faar tage Skylden selv». Det Skib, han skal seile med, er «Indian Girl», et gammelt og pilraadent amerikansk Fartøi, der har været under Reparation paa Bernicks Værft, men Reparationen er saa svigagtig udført, at Konsulen endog staar i Begreb med at forlange sin Skibsbygger retslig tiltalt og lade Reparationen fornyes. Dreven til Fortvivlelse ved Johans Trudsel foretager han intet saadant Skridt, men giver Ordre til Fartøiets Afreise den følgende Dag, skjønt han er fuldkommen paa det Rene med, at det ikke kan klare Overreisen, saameget mere som Barometret er falden og Stormsignaler givne. Stykkets tredie Akt ender med de skjæbnesvangre Ord: «Indian Girl» seiler! og i Begyndelsen af fjerde Akt træffes der i Konsul Bernicks Værelser Forberedelserne til det Fanetog, der skal komplimentere «Samfundets Støtte» ianledning af hans utrættelige Bestræbelser for Almenvellet og specielt takke ham for hans energiske Virksomhed i Jernbanesagen. Da modtager han Underretning om, at Johan er reist og at Dina har fulgt ham forat blive hans Hustru; for hendes Skyld har han opgivet at reise med «Indian Girl», hvis Mandskab er berygtet og har foretrukket et andet Fartøi, som afgik samtidigt. Men med «Indian Girl» er Olaf, hans eget elskede Barn rømt. Nemesis har rammet ham i det eneste Punkt i hans Hjerte, som Egoismens hærjende Magt ikke har lagt øde; thi Kjærligheden til hans Barn er dog hvor meget den end kan være blandet med Stolthed og Forfængelighed hans Væsens bedste Del og Haabet om, at Sønnen skal sone Faderens Synder har været som en dulmende Balsam over hans Samvittighedsnag. I en skjærende Dissonants, der virker med en forfærdelig Magt paa Læseren, klinger nu imod hinanden den sønderknuste Faders dæmpede Klage og Musiken fra det fremrykkende Fanetog. Den Ulykkeliges Sjælekval varer kun et Øieblik, men et Øieblik, hvori hans Haar graaner, et Øieblik, der med Lancettens lynsnare Snit borttager den Løgnens Gift, som i Aarenes Løb langsomt har gjennemtrængt hans Indre, og gjør hans Sjæl modtagelig for Følelser. Hans Hustru har anet Uraad med Gutten; hun har faaet Skibsbyggeren med sig, og skjønt det amerikanske Skib allerede holder paa at gaa under Seil, kommer de dog tidsnok til at hente Olaf hjem, og den svigagtige Skibsbygger, der er bleven dybt rystet af Moderens Angst, giver i Konsulens Navn Ordre til at standse Skibet. Gjennem sin trofaste, men forsmaaede og tilsidesatte Hustrus Haand faar Bernick sit Livs Haab og Forsoning tilbage, i et varmt og luttret Hjem kan hans Sind gaa en ny og velsignelsesrig Udvikling imøde. Han begynder denne Udvikling med at fremlægge for de forbausede Medborgere, der kommer forat bringe «Samfundets Støtte» sin Hyldest, den moralske Deficit i det Bernickske Huses Regnskab.

Vi skulde meget beklage, om vore Læsere af ovenstaaende kortfattede Referat har modtaget det Indtryk, at man her har et effektjagende Sensationsdrama for sig. Ingen Misforstaaelse kunde være større. Handlingen er ganske vist saa virkningsfuld, at dens blotte Omrids, meddelt paa en mere kunstfærdig og omstændelig Maade end en Dagbladsartikel tillader, vilde give en liden Novelle; men den har ikke Sensationens masseagtige Effekt, den er med dramatisk Mesterskab spændet som en fin Mosaik over det hele Skuespil og Sammenføiningen af dens enkelte Dele røber en realistisk Fuldkommenhed, som ganske vist ikke er overtruffen i noget dramatisk Værk inden den nordiske Literatur.




(28. oktober 1877.)

Samfundets Støtter.

III.

Motto.
en Stemme fra vort Indre lyder,
Og hvisker ængstligt: ogsaa vi
Har Kjød af dette Kjød og Blod, der flyder
I Aarens Strøm, og ve os, naar det bryder
Den Dæmring, der beskjærmer vore Dyder!
En Stemme, der os stærkt betyde skal,
At han, der ilede mod Undergangen,
Har værdigt Krav paa vore Taarers Tal,
Fordi han var et Offer kun for Slangen,
Der lurer dagligt paa vort eget Fald
         Henrik Hertz.  Gjengangerbreve.

Forfatteren af disse Artikler oplevede for nogle Aar siden en temmelig dramatisk Konflikt med en ældre «Kvinde af Folket», hos hvem han havde den ubehagelige Kommission at indkræve en gammel Gjældsfordring; den gamle Kone vægrede sig ikke et Øieblik ved at erkjende Fordringens Rigtighed, men viste derimod en afgjort Utilbøielighed til at indfri den. Jeg søgte i et længere Foredrag at hævde det Umoralske i en saadan Handlemaade og troede at have naaet en rystende Klimax, da jeg udbrød: «Betænker De da ikke, at hvis denne Sag kommer for Offentligheden, vil der for bestandig klæbe en Plet ved Deres Navn?» Til min store Forbauselse modtog Angjældende, der forøvrigt var af et meget kolerisk Temperament, dette Angreb paa hendes Ære med den største Ro. «Pletter, Far», sagde hun tørt og smilede lunt, «det har saamen de pæneste Folk i Byen.» Min Pathos var aldeles brudt.

Over den samme Anskuelse, som denne Folkets Røst med lakonisk Simpelhed udtalte, er «Samfundets Støtter» bygget, og jeg har for mit Vedkommende under Læsningen af dette Værk følt den samme Lyst til at protestere, den samme Maalbundenhed under Sandhedens tunge Vægt, som da jeg overraskedes ved denne ovennævnte drastiske Ytring.

Den, som villigt aabner sit Sind og lader Karsten Bernicks Skikkelse i al sin uhyggelige Klarhed skride derigjennem, gribes uvilkaarlig af en Følelse af Angst. Han ser ikke blot Solpletter i den Hæder, for hvilken han daglig bøier sig, der blir for hans Øine en fuldstændig Solformørkelse, hvorunder han begynder at tro, at al den offentlige Moralitet, han hidtil har skjænket sin varme Anerkjendelse, kun er en Løgn, som ikke har nogetsomhelst Forhold til en sand og dyb, personlig ethisk Følelse; han lader uvilkaarlig alle moralske Autoriteter passere Revue og han synes at spore en umiskjendelig Lighed hos dem Alle med Karsten Bernicks Træk; han holder hans Billede op mod sit eget og med en bævende Følelse af Skam gjentager han Ordene: «Se ind i hvilken Mand du vil, og du skal finde i hver eneste en et mørkt Punkt i det mindste, som han maa dække over.»

Af en saa almenmenneskelig Natur, af en saa uhyre Rækkevidde er Karaktersatiren i det nye Ibsenske Drama; uafhængige af al sanddru Lokalskildring er disse Egenskaber alene istand til at sikre dets Uforgjængelighed og bære dets Navn vidt ud over det Samfunds Grænser, mod hvem Lokalsatiren er rettet. I denne fine, blændende Dialektik, hvormed Samvittighedens Røst søges bragt til Taushed, en Dialektik, der minder om de Peer Gyntske Underhandlinger med Forsynet, gjenkjender vi en af de mest almenmenneskelige Skrøbeligheder og ingen moderne Digter har paa en smukkere Maade end Ibsen her holdt sig den Hertziske Regel efterrettelig, at Poeten ogsaa i Skildringen af den dybt faldne Synder skal give os Kjød af vort Kjød og Ben af vore Ben. Kun paa et enkelt Punkt af Dramaet viger under den første Gjennemlæsning hin blandede Følelse af Foragt, Sympathi og ængstelig Gjenkjendelse, hvormed vi hidtil har fulgt Karsten Bernicks Udvikling og giver Plads for en udelt Afsky, medens vi dog paa samme Tid bebreider Digteren, at han har forladt den nøgterne og natursande Karakteristik og slaaet ind paa en effektjagende Skildring, der tager sig ud bag Lamperækkerne, men ikke taaler Dagens fulde Lys. Kan, spørger vi, en Mand som Karsten Bernick synke saa dybt, at han sender det raadne Skib ud paa Havet og gjør sig skyldig i bevidst Mord?

Et nøiere Studium af Værket vil hele denne Brudthed i Stemningen og lære os at forstaa den ubønhørlige Logik, hvorpaa den hele Bygning hviler. Her først i Forbigaaende en Bemærkning: tidt og ofte er Læserens Fantasi for mat til at følge den digteriske Flugt, hans Erfaringskreds for snæver til at kontrollere Ægtheden af de Fund, Skalden har gjort. Studsende over det Ubekjendte er han da strax færdig til at afgive den Jurykjendelse, at Digteren farer med Usandhed.

Hvormange af os har under egen smertelig Oplevelse øinet de Afgrunde, hvorimod Angsten og Fortvivlelsen kan jage? Ingen har Poetens geniale Seerblik til at aflure det fortvivlede Ansigt dets mørke Hemmeligheder.

Ved nærmere Overveielse er vi dog maaske istand til at finde Virkelighedsbilleder, der staar i Forhold til det afskrækkende Syn, Ibsen her har fremstillet for os; vi ser den nidkjære Embedsmand, hvis Karakter aldrig har været plettet af nogen uærlig Tanke, ved sin Hustrus Ødselhed, ved sin Kjærlighed til hende og ved sin Svaghed synke ned i en Tilstand af økonomisk Ruin, der driver ham til at forgribe sig paa Statens Midler. Vi ser den stolte Handelsherre, hvis Indre har været ligesaa rent som hans Navn, knuges saaledes ned under en uforudseet Ulykke, der lægger hans Hus øde, at han forkorter sine Dage og forat redde sin Ære pletter sit Navn med evig Skjændsel. Lad os med disse Billeder for Øie igjen vende os mod Karsten Bernicks Udaad, og idet vi tager alle Dramaets Enkeltheder med i vor Betragtning søge at fælde en retfærdig Dom.

Det nøgne Omrids af Hovedhandlingen, som vi i vor foregaaende Artikel søgte at give, tør maaske paa dette Punkt være vildledende. Det var med fuld Bevidsthed om den Ulykke, der vilde ske, yttrede vi i hint Omrids, at Konsul Bernick sendte den pilraadne Skude ud paa Verdenshavet. Ganske vist. Hans Samvittighed gjentager det uophørligt: ««Indian Girl» gaar under! Det er, forat den skal gaa under, forat den Røst, der kunde anklage dig, skal bindes til evig Taushed paa Havets Bund, det er derfor du skikker Skibet afsted.» Men hans Indres beskikkede Defensor mod Samvittighedens Anklage, som han for femten Aar siden ansatte, som i Salar har modtaget en betydelig Formue og en overordentlig moralsk og medborgerlig Anseelse og som i Aarenes Løb har opnaaet en beundringsværdig advokatorisk Dygtighed, denne Defensor tager Ordet og svarer Samvittigheden: Maaske vil «Indian Girl» gaa under; men det Foretagende, jeg vil fremme, er almengavnligt; for hvert Menneskeliv, det koster, vil det ligesaa utvivlsomt fremme mange Hundreders Velfærd.

Den anklagende Samvittighed: Du er en Morder!

Defensor: Hvad vover du at sige? Hvem kalder den General, som mister nogle Tropper ved Erobringen af en Skanse, for en Morder?

Samvittigheden: Du bringer Forbandelse over dit Hus!

Defensor: Forbandelse? Er det ikke for Hustru og Barn, jeg handler? Bliver min Ungdomssynd røbet, min Anseelse styrtet, saa er jeg en ruineret Mand og har kun Betlerstaven at testamentere min Søn.

Samvittigheden: Du er en Morder!

Defensor: Stille! Stille! Endnu er jo Intet skeet! Jeg kan jo bestemme mig om igjen!

Saledes føres Proceduren, indtil Skibet reiser. Endnu i dette Øieblik tager Defensor det sidste Ord: Kan ikke Stormen lægge sig? Kan ikke Forsynet, som har holdt sin beskjærmende Haand over mig og givet mig Lykke og Velsignelse i de forløbne Aar, ogsaa tage denne Dødssynd fra mig og vende Alt til det Bedste? Skulde jeg have lyttet til din utidige Frygt, hvor mangt et gavnligt Foretagende var da ikke blevet standset til Skade for de Tusinder, der nu har sit daglige Brød, Glæde og Velsignelse deraf. Desuden, om der tilstøder et Fartøi Noget, saa er det jo heller ikke sagt, at der gaar Menneskeliv tilspilde. Der kan gaa Skib og Ladning tabt, og man kan miste Kufferter og Papirer

Saadanne Dialoger, som den her anførte, har Digteren dels udførlig meddelt, dels antydet og han har paa en saa mesterlig Maade fremstillet den fine Væv af Løgn, hvormed Karsten Bernicks Indre i en Aarrække er blevet omspundet, at Læseren har al sin Opmærksomhed behov for at skille den fra Sandhed og tilfulde kommer til at forstaa, hvorledes ædle og uædle Bevæggrunde uafladelig er blevne forvexlede i dette Menneskes Sjæl.

Det andet interessante Hovedmoment i Skildringen af Bernicks Karakter er Individets Forhold til Samfundet. Det Enkeltes mere eller mindre berettigede og mere eller mindre storslagne Opposition mod Hævd og Vedtægt har Digteren i sin tidligere satiriske og polemiske Værker, Kjærlighedens Komedie og Brand, paa en aandrig og glimrende Maade fremstillet. I dette hans sidste Arbeide har vi en mere nøgtern og realistisk Tegning af disse Skikkelsers Modsætning, Samfundets Træl. «Vilde jeg», siger Bernick i sidste Akt til Lona Hessel, «gaa et Skridt foran det Syn, som just er oppe i Døgnet, saa var det ude med min Magt. Ved du, hvad vi er, vi, som regnes for Samfundets Støtter? Vi er Samfundets Redskaber, hverken mere eller mindre.» Og her vender nu Satiren sig som et tveægget Sværd mod begge Sider, mod Individet og mod Samfundet selv; mod Individet, fordi det under Paaskud af at arbeide for det almene Bedste tager Skade paa sin Sjæl, fordi det lukker Øiet for den Sandhed, at den Enkelte skal ofre Staten Alt undtagen sin egen Sjælefred, at Hundreders timelige Velfærd Intet har at betyde ligeoverfor Individers egen moralske Sundhed; mod Samfundet rettes Satiren, fordi det ved sin usigelige Bornerthed frister de svage Sjæle over Evne. Fremstillingen af denne Bornerthed, der hører med til Digtningens Kjerne, vil vi i vor Slutningsartikel vende tilbage til; her blot et Par Ord om nogle mindre Figurer, der staar i et nært Forhold til Hovedpersonen. Skibsbygger Aune indtager en lignende Stilling i Arbeidernes Kreds som Konsul Bernick paa Samfundets Høider; han drives af sin Principal til at love «Indian Girl» repareret hurtigere, end det paa en forsvarlig Maade kan ske, foretrækker Forbrydelsen for at tage Afsked og besmykker sin Færd ved at skyde sig ind under det Gavn, han i sin Stilling kan gjøre de lavere Klasser. Han danner et fortræffeligt Modstykke til Bernick og er af Forf. tegnet med megen Varme: han er Haanden, der øver Forbrydelsen og vil i sin Tid blive den, som dømmes af Staten, men Hjertet dømmer anderledes. Den simple, af Læsning noget forskruede Mand, der er ærgjerrig og ærekjær, som holder af sin Gjerning og sit Hjem, som for ikke at miste sin patriarkalske Anseelse i dette Hjem bliver en Bedrager, er skildret paa en gribende Maade og der falder fra Arbeiderens varme Arne et eget Gjenskin over Principalens kolde Mønsterhjem. Grossererne Rummel og Vigeland er skizzerede i faa, men særdeles drastiske Træk. Rummel er en af disse Festtalere, som Ibsen elsker at føre frem forat vise, hvorledes et dorskt og forkrøblet Samfund kun formaar at skue Idealiteten paa Høiden af en Perial, og Vigeland er en med egte Maadehold karakteriseret Type for den gaadefulde Blanding af Religion og Materialisme, der er saa almindelig i vort Land. Han er neppe nogen Hykler, hans Tro er ærlig, men hans Religiøsitet kan dog nærmest betegnes som et betydeligt Antal Hestes Kraft til at drive Forretningen med, Vorherre er første Kautionist paa alle de Vexler, han trækker paa sine Medborgeres Tillid, og han har af Skriftens Ord: I skulle være listige som Slanger og enfoldige som Duer, nærmest tilegnet sig den første Del.

Vi begyndte vor Artikel med at betone det Almenmenneskelige og Rækkevidden i den Ibsenske Karaktersatire, men vi er ikke sangvinske nok til at tro, at Satiren rammer personlig der, hvor den nærmest skulde ramme; thi Poesien er ikke at ligne med en Indremissionærs Røst, der præker Bod og Omvendelse for den Enkelte; dens Aande fylder langsomt, men sikkert, Samfundets Lunger med Sundhed.

Hvad Karsten Bernick selv angaar, saa maatte han ikke være den Mand, han er, hvis han blev uhyggelig tilmode ved Gjennemlæsningen af sin egen Biografi; hans meget omtalte Defensor vil øieblikkelig borteskamottere enhver Gjenkjendelse og Konsulen vil lægge Bogen fra sig med Tak til Gud, der har skjænket vort Land en saa stor Digter og med en endnu varmere Tak, fordi Konsulen lever i en By, hvor en saadan Satire ikke passer. Ved et af hans glimrende Middagsselskaber vil Talen upaatvivlelig dreie sig om «Samfundets Støtter» og man vil da kunne se Kjøbmand Vigeland der selvfølgelig er totalafholdende med sine fem tomme Vinglas som et Hæderens Diadem omkring sig, hensunken i velbehagelige Tanker; man vil kunne høre ham mumle for sig selv, medens han langsomt rører om i Sukkervandsglasset: «Gud være lovet, der giver os Seier over Kjødet, at vi ikke som Ibsens Vigeland vorder Mammons Trælle!» Han afbrydes i sine Betragtninger af Grosserer Rummel, der slaar til Lyd paa Champagneglasset for at udbringe Henrik Ibsens Skaal.




(4. november 1877.)

Samfundets Støtter.

IV.

(Sidste Artikel.)

Vore Læsere har maaske seet en Tegning i Punch fra Sevastopols Beleiring: En gammel Mand, med Nathuen trukket ned over Ørerne, ligger i sin Seng; en Bombe har sprængt Døren og truer med at sende Husets Beboer tilveirs med samt hans Dyner og Puder. Som Text under Billedet læses følgende Ord: «Undskyld, jeg er lidt tunghørt! Jeg synes, det banked? Kom ind!»

Det forholder sig med vort Samfund mener Henrik Ibsen omtrent som med Manden i Sevastopol. Det lader Kampen rase udenfor, forøger ved Hjælp af Nathuen den medfødte Døvhed og raaber først: «Kom ind!» naar Bomben sprænger Døren.

Den nationale Selviskhed og Bornerthed eller hvad han anser derfor har været en af de Synder, som Ibsens Satire med størst Utrættelighed har tugtet; han har ladet Brands vældige Røst tordne mod politisk Egoisme, og hans maaske mest berømte lyriske Digt «En Broder i Nød» er rettet mod denne samme Egoisme; han har ved det underjordiske Lys i Dovregubbens Hal og ved Blinket fra de Vanvittiges Øine i Kairos Galehus vist os det frygtelige Svælg mellem at være sig selv og at være sig selv nok, og han har endelig i «Samfundets Støtter» advaret mod den Gift, der lettelig fordærver Moralen, hvor man ved kunstige Dæmninger søger at hindre Udviklingens frie Løb, og hvor man ved at lukke Ventilerne gjør enhver Luftvexling umulig; det er Bjærkebækianismen i dens farligste Skikkelse den moralske Bjærkebækianisme, Farisæismen, mod hvem Satiren i dette Værk er rettet.

Dramaets typiske Form for denne Egenskab er Adjunkt Rørlund; det er en af disse hvidslipsede, oprigtige, kjærlige, lavmælte, hovmodige, sømmelige og til Brutalitet taktløse Theologer, som her er fremstillet for os med en fin, men dræbende Spot; skulde der paa de lange, under den høit tilknappede Veste omhyggelig skjulte Ender af Halstørklædet findes en guldbroderet Indskrift, maatte det være hine Evangeliets Ord: «Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som denne Tolder.»

Som om enhver Henvendelse til en saadan Mand maatte være stilfærdig, er den hele Fremstilling baaret af den roligste og dybeste Ironi. Den, som er fortrolig med den Ibsenske Digtning og kjender hans Muses Valkyrienatur, kan gjennem Ironiens Slør skimte det harmblussende Aasyn, hvormed hun betragter en Skikkelse som Adjunkt Rørlund; hans moralske Fornemhed ligeoverfor Lidenskaber, som han aldrig selv har anet, end sige bekjæmpet, den fuldkomne Mangel paa personlig Gjennemlevelse af Lidelsens og Kjærlighedens Lære, Ængsteligheden for at denne Lære skal angribes en Ængstelighed, der er naturlig begrundet deri, at hans hele Livsanskuelse hviler paa et dogmatisk Pindeværk og Intet kjender til Seierherrens trygge Besiddelse, fordi den aldrig har prøvet Kampens og Tvivlens Nød, aldrig fornummet Jakobs Glæde, da han brødes med Gud og tilkjæmpede sig hans Velsignelse alle disse Træk hos den værdige Adjunkt skulde man have ventet vilde oprøre Brands Digter og bringe ham til at slaa forbittret løs med tunge og drabelige Hug. Men den Ibsenske Satire har, som i en tidligere Artikel antydet, i dette hans sidste Værk skiftet Form. Der er ikke længer den homeriske Vrede, ikke den brede Strøm af haanende Ord, hvormed hvert Sværdhug ledsagedes; det er en stille Fægtning paa Liv og Død, og man hører ingen Ramlen med Harnisk eller Klirren af Sværd; under aandeløs Taushed iagttager man den elegante og ridderlige Fægters sikkre og gjennemborende Stød. For ikke at tale i Billeder: Satiren har vundet i Objektivitet uden at tabe i Kraft og medens de tidligere Værker med sin overstrømmende satiriske Lyrik undertiden stormede og sprængte Dramaets Skranker, slutter selve disse Skranker sig her let og naturligt om en Støbning, der i sin rolige Harmoni og plastiske Klarhed minder om de antike Kunstværker. Mange vil maaske foretrække den lyriske Skjønhed og epigrammatiske Farvepragt for den dramatiske Strenghed Ynglingens Skjønhed for Mandens; for os er det tilstrækkeligt at notere, at neppe nogen af Ibsens tidligere Satirer kan stilles ved Siden af «Samfundets Støtter», hvor det gjælder at lade Handlingen selv tegne Karaktererne og lade Replikkerne med den høieste Grad af Naturlighed afspeile den Talendes ikke Forfatterens Eiendommelighed og bøie sig for den dramatiske Situations Krav. Vi henter et Exempel fra den Figur, hvormed vi netop beskjæftiger os, Adjunkt Rørlund. Forholdet til Dina Dorf, der er et af Dramaets Knudepunkter, giver os tillige i faa og skarpe Træk Billedet af Adjunktens hele Personlighed; han bemærker gjentagende, at han ægter hende i det Haab, at dette ikke vil mistydes, det vil sige: Alle, mener han, vil forstaa, at han egentlig gjør det for at frelse og støtte et i moralsk Henseende svageligt Væsen: Kraftigere kan denne kvalme og usunde Moralitet, der aldeles har gjennemtrængt og bedøvet ham, ikke betegnes; han indbilder sig ved dette Ægteskabstilbud at have gjort en god og fortjenstfuld Gjerning, medens han i Virkeligheden har tilfredsstillet sin Egoisme og forbrudt sig mod Ægteskabets høieste ethiske Lov, en dyb og inderlig, gjensidig Kjærlighed; han tror at have opfyldt den barmhjertige Samaritans Pligt, mens det virkelige Forhold er, at han som Røveren i Parablen staar i Begreb med at mishandle den værgeløse.

I skarp og ægte satirisk Modsætning til Adjunkten staar «Student» Hilmar Tønnesen, et haabefuldt ungt Menneske hvis sandsynlige Alder maa anslaaes til mellem 30 og 40 Aar. Medens Adjunkten, ikke uden en vis Ret, glæder sig ved den Overbevisning, at han er en nyttig Borger, ja en solid «Samfundets Støtte» med en alvorlig Livsopgave, hvis Værd han rigtignok betydelig overvurderer, men som han dog ærlig søger at løse, har Hilmar Tønnesen ikke Spor af Trang til en saadan Opgave. Betragter vi Menneskelivet selv som et Drama, kan Hr. Tønnesen betragtes som en snart gabende, snart ret interesseret Parquettilskuer, der aldrig i sit Liv har gjort Mine til at gribe ind i Handlingen. Hans Yndlingsinterjektion Uf! har han rimeligvis først faaet Brug for efter en mislig Examen Artium, senere igjen anvendt, da hans Komedie gjorde Fiasko og derpaa adopteret som et mere eller mindre passende Omkvæd ved Livets Foreteelser; hans Helbredstilstand, en høi Grad af Overanstrængthed og Nervøsitet, der undertiden overfalder Folk, som Intet har at bestille, tvinger ham ogsaa til hvert Øieblik at udstøde tidtnævnte Interjektion.

Den dræbende Monotoni, der er eiendommelig for Folk som Hilmar Tønnesen og som er en Følge af, at deres Livsaander aldrig kommer i Bevægelse, gjør i Begyndelsen Læseren blind for, at denne Mand, der i Livets Drama er en fuldstændig ørkesløs Tilskuer, i Skuespillet selv korresponderer med saagodtsom alle de Personer, der optræder i Hovedhandlingen: I sin fuldstændige Ansvarsløshed staar han ligeoverfor Adjunkten, i sin lamme og blodløse Egoisme danner han et eiendommeligt Modbillede til den egenkjærlige, men energisk kjæmpende Konsul Bernick, og i sit Forhold til «Ideen», hvis Hane han er, frembyder han en interessant Kontrast til Lona Hessel, Johan, Martha og Fru Bernick, tilsyneladende prosaiske Hverdagsmennesker, der neppe nogensinde har taget «Ideen» i sin Mund, men som desbedre forstaar at lade dens Guld glimte frem i sit daglige Liv. Endelig kaster han en komisk Reflex over den hele Samfunds-Opfatning. Medens «Støtterne» befinder sig inderlig vel i det hermetisk tillukkede Samfund, i de smaa Forholde, i den usle Landsby, hvor de selv er de Første, pranger Hilmar Tønnesen med en komisk Higen mod det Store og ubekjendte, mod eventyrlige Bedrifter; han beklager sig over, at man paa Smaastæderne ikke har Anledning til «at se Gauchoen jage over Pampas paa sin fnysende Mustang», og hans Længsel efter Udenverdenen er ligesaa latterlig som hans Omgivelsers Frygt for den.

En og anden Læser vil maaske beklage sig over, at der ligeoverfor det lille Samfunds Bornerthed ikke findes opstillet positive Idealer; naar det er galt, vil man sige, at vi lukker os inde, hvorfor fører da ikke Digteren frem for os de store Kulturideeer, som vi skal tilegne os? Er Kristendommen en forældet Livsanskuelse, hvorfor ser vi den da ikke bukke under for den frie Tanke? Er Kvinden hos os underkuet, hvorfor møder vi da ikke Emancipationen i en klarere Type end Lona Hessel, der meget mere er en djærv, ædel og kjernesund Natur, som foragter Kvindelighedens ydre Attributter, end en Tolk for Kvindens Ret ligeoverfor Manden, for hendes Stilling i Lovgivningen etc. etc.?

Denne Betragtning beror paa en fuldkommen Misforstaaelse; hvad man end kan bemærke om det Negative hos Henrik Ibsen, med Hensyn til det her berørte Punkt, er enhver Anke uberettiget; det foreliggende Drama kræver nemlig efter sit hele Anlæg ingensomhelst Debat om Nutidens brændende Spørgsmaal, her er ikke Tale om at gjøre Propaganda for de moderne Ideer, det gjælder kun at vise Frygten for det Nye, Ængsteligheden for at prøve, kjæmpe, vælge eller forkaste som en dominerende Magt, der er Satiren hjemfalden. Det er ene og alene denne Kryben i Skjul, som den geniale Polemiker betragter med fornem Foragt og mod Kristendommens eget Væsen findes der ikke det svageste Tilløb til Polemik; thi ingen ærlig og oprigtig Kristen kan føle sig forarget over, at Vexellerere som Grosserer Vigeland drives ud af Templet eller at der peges paa de Afgrunde, hvortil en blot og bar dogmatisk Sikkerhed, der ikke hviler paa en sand og dyb personlig Gjennemlevelse, kan føre. Skal Forfatteren kunne siges at have udtalt nogensomhelst Anskuelse om Kampen mellem Tro og Tænkning, da maa denne Anskuelse nærmest kunne formes saaledes: De Kristne bør ikke skjule sig i underjordiske Katakomber forat undgaa Forfølgelsen; med Helligdommene i Spidsen skal de drage op i Dagen og med Sværdet ved sin Side kjæmpe for sin Tro.

Om Kvindens Emancipation indeholder som ovenfor antydet Samfundets Støtter hverken statistiske Oplysninger eller belærende og opbyggelige Betragtninger, men desto fyldigere og varmere er Skildringen af hendes stille Heltemod, Forsagelse og Underkuelse, en Underkuelse, som Loven aldrig kan ramme, men hvis vemodige, bævende Klage trænger ud fra Hjemmets lukkede Døre til den lydhøre Digter, for hvem Form og Bogstav gjælder Intet mod Aand og Sandhed.

«At elske, ofre Alt og glemmes, det er Kvindens Saga», saaledes klager Anders Skjaldebrands Hustru i Kongsemnerne og Følelsen af Mandens Egoisme ligeoverfor den forsagende og Alt opofrende Kvindes Kjærlighed har skabt flere af Henrik Ibsens mest poetiske Skikkelser. Vi møder denne Følelse i Kong Haakons Forhold til Dronning Margrethe, thi den vennesæle Konge udmærker sig ikke ved nogen udsøgt Hensynsfuldhed ligeoverfor sin Hustru, som han har taget tilægte, af Grunde, der i politisk Henseende kan være høist priselige, men ikke staar i nogen Forbindelse med Kjærlighed; vi ser i Peer Gynts Solveig Idealet af vi kunde fristes til at sige Symbolet for den uransagelige Kvindetroskab, for Kvindesjælens Renhed og Finhed ligeoverfor den forstenede, mandlige Egoist; men medens Solveig er en Skikkelse, der er omgivet af en Helgenglorie og for abstrakt til at kunne gjøre fuld Virkning, er Kvindegalleriet i «Samfundets Støtter» saa rigt paa Varme og Virkelighed, at det kaster Lys over vore nærmeste Omgivelser og reiser det alvorligste Søgsmaal mod det saakaldte stærke Kjøn. Fru Bernicks lidende Træk er en Hverdagshistorie om Tusinder af Kvinder, som Mændene har røvet og forraadt thi kan der fra et ethisk Synspunkt bruges mildere Betegnelse om den, der foregjøgler en Kvinde sin Kjærlighed, forat tilvende sig hendes Penge? I den Scene, hvor Dina Dorf, uden et Suk eller et Skrig om Hjælp, forlader Skuepladsen forat blive Adjunktens «lykkelige» Hustru, gribes vi af Rædsel ved Tanken paa de utallige Sjælemord, som foregaar rundt omkring os; hvorofte benytter man sig ikke af den Stærkeres Ret og tvinger Kvinden ind i Forhold, der gjør hendes Liv til en bitter Trældom og truer det Bedste i hende med Undergang?

Vi føler, at den Maade, hvorpaa hun tidt og ofte direkte eller indirekte drives til Brudeskammelen, er oprørende og i moralsk Henseende staar lidet over Slavehandelen, som dog de fleste Kulturfolk nu synes at være enig om at betragte som forkastelig; Billedet af det Bernickske Mønsterhjem, hvor Hustruen aldeles tilsidesættes og holdes udenfor Mandens hele Gjerning, medens det dog er hende som i hans høieste Nød bringer ham Frelse, retter endelig et Alvorsord til den Hærskare af Ægtemænd, for hvem Hustruen er en Husholderske, som betragter sin Forsørgerpligt opfyldt, naar de skaffer hende det daglige Livsophold, men som glemmer, at «Mennesket lever ikke af Brød alene.» Til en sand og aandig Frigjørelse af den under Hævd og Mandens Egoisme underkuede Kvinde arbeider Ibsens sidste Værk hen, en Frigjørelse, der løfter hendes Aands og Hjertes skjulte Skatte frem i Lyset og stiller hende op ved Mandens Side som hans Medkjæmper i Livets Strid. Vi tør ikke opgive Haabet om, at den mandlige Del af Menneskeheden sent eller tidligt vil tage Lærdom af Lona Hessels Ord: «Jert Samfund er et Samfund af Pebersvendsjæle! I ser ikke Kvinden!» og at vort Land ogsaa i denne Henseende vil lære at forstaa, at Frihedens og Sandhedens Aand er Samfundets Støtter.

Publisert 2. apr. 2018 16:20 - Sist endret 2. apr. 2018 16:21