Anonym anmelder i Bergens Tidende

Et dukkehjem anmeldt i Bergens Tidende 18. og 19. desember 1879 (No. 294 (A) og 295 (A), 12. Aarg.).
(18. desember 1879)

Literatur.

Henrik Ibsen, Et Dukkehjem. Skuespil i tre Akter.   (Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag).

Vort lille Lands Literatur har allerede længe udøvet Hegemoniet i den skandinaviske Bogverden; men for hvert nyt Værk, som vore to store Digtere sender ud i Verden, rykker Grænserne for den norske Digtnings Betydning udad, og den omfatter for Tiden hele den germaniske Verden, idet ikke alene den tyske Nation skatter det norske Drama overmaade højt, men tillige i England er vore Digteres Værker oversatte og vel kjendte. Det skyldes Bjørnson og Ibsen, at vor Literatur er kommet frem i første Række, at den saa at sige staar paa Højden af den nordiske og germaniske Literaturbevægelse og fører sin egen, let kjendelige og ejendommelige Fane. «Realismen» har i vor Tid sejret over hele Linjen saavel i den bildende Kunst som i Literaturen, og om end Romantiken endnu hist og her har en ensom Repræsentant, føler man dog levende, at dens Røst, kun er den svage Efterklang af en Bevægelse, der helt har udført sin Missjon. Vore to store Dramatikere har dristig fulgt de nye Veje; med sine senere Værker har de ført vor Literatur direkte ind i de Bevægelser, som overalt i den dannede Verden optager de fremtrædende Aander. Det er overhovedet interessant at iagttage, hvorledes de begge har udført en dobbel Missjon i den nordiske Literatur. Det oehlenschlægerske Drama, der fornyer Literaturen i Aarhundredets Begyndelse, havde sin Styrke i en lyrisk-episk Pathos, der henrev ved sin Billedrigdom, sin poetiske Flugt og høje Idealitet, medens Karakterudviklingen, Tankerne og Livssynet hos de fremstillede Helte havde liden eller ingen Rod i det historisk givne eller formedes med et dybere Blik paa den nordiske Fortids karakteristiske og i sin Storslagenhed ejendommelige Typer. Det blev Bjørnson og Ibsen, som fornyede det nordiske Drama ved at give en Karakterudvikling, der støttede sig til Sagaens og Historiens egne Vidnesbyrd, og som stilledes i Samklang med den Tids Tænkemaade og Livskrav. Har det end ikke lykkedes dem paa alle Punkter, skal det dog indrømmes, at ingen før dem har saa energisk forsøgt at føre det historiske Drama frem til en historisk sandere og hvad Karaktertegning angaar dybere og menneskeligere Opfatning, og Afstanden fra Oehlenschlægers Tragedier til de norske historiske Dramaer er saa iøjnefaldende, at enhver med Undren føler, hvad Literaturen i denne Retning skylder vort Lands Digtere. Efterat have fuldbragt en saadan Gjerning og derved hævet vor Literatur til at være banebrydende i den skandinaviske Bogverden, har de begge gjennem realistiske Nutidsdramaer ført vort Literatur frem ogsaa paa dette Felt til et Stadium, der anviser den Feltherrepladsen i den nordiske Literatur. Med Bjørnson og Ibsen har vor Nation givet Verden et glimrende Vidnesbyrd om vor aandelige Existens.

Det er imidlertid bekjendt nok, at de to Digtere er meget forskjellige, baade hvad deres aandelige Habitus angaar som og i Henseende til Begavelsens Art, og at de udvikler sig paa meget uensartede Maader. Hvad de har tilfælles i deres Virksomhed, er en i det hele taget ligeløbende Udfoldelse af Udviklingen, samt i deres sidste Stadium den samme Evne og Trang til at gaa løs paa Livet, som det er, og træde Opgaven saa nær ind under Øjnene som mulig. De er begge blevne Realister, om end paa forskjellig Maade. Grundforskjellen mellem dem kan kortelig angives saaledes, at Ibsens Værker røber en stærk negativ, Bjørnsons en stærk positiv Digternatur, og heri kan man tillige finde Grunden til den Forskjel, som er saa paaviselig med Hensyn til den kunstneriske Teknik, hvad vi har paavist i en tidligere Anmeldelse af «det ny System». Der er saaledes Grund til, at et læsende Publikum gjør sit Valg, naar der forøvrigt endelig skal vælges mellem to saa selvstændige og originale Digtere som disse, men Valget sker i vore Forholde stundom paa Præmisser, der intet har med selve Spørgsmaalet at gjøre. Man vil hyppig høre, at mange i de stærkeste Ordelag fordømmer den realistiske Poesi og benegter, at den har noget med Poesien at gjøre, naar Talen er om et Arbejde af Bjørnson, ja man taler endog om usædelige Tendenser, fransk Naturalisme o. s. v., medens de samme Folk, der ligeoverfor Bjørnson erklærer den romantiske Digtning for «Poesi» og kun denne, ikke har stærke Lovord nok, naar der bliver Tale om et af Ibsens realistiske Arbejder. Vi har hørt Folk fordømme «det ny System» som væmmelig Realisme o. s. v., og samtidig hæve «et Dukkehjem» til Skyerne som et poetisk fuldendt Værk, uagtet det sidste hvad Realisme angaar ikke staar tilbage for hint, ja, uagtet Ibsen forsvarer Hustruens Ret til at bryde Ægteskabets «hellige» Baand, og uagtet han i sidste Akt fremstiller en Sandselighed, der saa mesterlig den end er givet, dog fra disse Folks Standpunkt maatte fordømmes. De repræsenterer jo ellers vor aandelige Toldvagt her sænker de Vommen. Vi forstaar, at Folk, der gjennem sin Ungdom og Manddom har levet med og beundret og modtaget sine bedste Indtryk fra en ældre Digterskole, ikke kan være med paa vor Tids Realisme, det viser, at de har ladet det være Alvor med sin poetiske Læsning, og at den er bleven et Livsindhold for dem, men disse, der ligeoverfor Bjørnson hævder sine gamle Idealer, og ligeoverfor Ibsen hæver Haanden til Klap, viser kun, at den poetiske, den dybeste og inderligste Del af Spørgsmaalet er dem fuldkommen ligegyldig, det er en aldeles uvedkommende Faktor, den politiske Fanatisme, som afgjør Dommen. Endogsaa i Pressen har vi nylig seet et eklatant Bevis herpaa. I «Morgenbladet» har en Anmelder paavist den høje, ideale Fordring, der ligger til Grund for, at Ibsen i «et Dukkehjem» lader Hustruen forlade sin Mand og sine tre smaa Børn, og finder at dette er en dyb, moralsk Udgang, som han skjænker sin fulde Beundring. Nuvel, men naar Bjørnson lader «Magnhild» forlade Sadelmageren, rejses der i samme Organ og i de samme Kredse, der nu beundrer Opløsningen i «et Dukkehjem», et Ramaskrig over den Letfærdighed, hvormed Bjørnson behandler Ægteskabets «Hellighed», og det uagtet Magnhild staar jomfruelig fri i sit Forhold, medens den anden forlader et otte Aars Ægteskab, der har skjænket hende tre Børn, som kræver moderlig Omsorg. At denne Kritik ledes af helt andre Hensyn end æsthetiske og moralske, er ikke vanskeligt at se; og desværre, saa jammerlig den end er, har den dog mange Tilhængere. Det har derfor været os en Trang, i Indledningen til disse Linjer at stille begge Digtere paa den høje Plads, som de med saa megen Hæder indtager, og uanseet baade politiske og æsthetiske Sympathier, skal vi gaa over til selve Omtalen af «et Dukkehjem».

Det er en Ægteskabshistorie. Stykkets første Replik: «Gjem Juletræet godt, Helene, Børnene maa endelig ikke faa se det før i Aften, naar det er pyntet,» udtalt af Husets Frue, samt Mandens Kjælenavne paa sin Hustru i de næstfølgende Repliker: «Lærkefuglen», «Ekornet», «Spillefuglen», lader os strax faa et Indtryk af Lykke og Hygge. Digteren lader dog allerede i den første Scene en Undertone klinge, der, hvor varsomt den end bevæges, dog lader Tilskueren forstaa, at den lille «Lærkefugl» flagrer med en vis Lethed henover enkelte Fordringer, hvis Opfyldelse almindelig ansees for Grundpiller i et velordnet Hus og Samfund. Man faar en spændt Fornemmelse af, at dette legende, glade og barnslig sladrende Forhold mellem Mand og Hustru hviler paa noget, som ikke kan være helt sandt eller sundt, og saaledes forberedt følger Scenen mellem Nora, Hustruen, og hendes gamle Veninde, Fru Linde, i hvilken Digteren, fremdeles varsomt, drager Tæppet mere og mere tilside for Egenskaber i Noras Karakter, som lader én føle sig utryg. I al Elskværdighed siger hun smaa Usandheder, hun udtaler med megen Munterhed, at det at laane Penge har intet at betyde ligeoverfor dem, man laaner hos, «det er jo fremmede», og mange Bemærkninger fra «den søde Lærkefugl» viser, at hendes Begreber om Ret og Uret mildest talt er uklare. Man spørger: hvor fører dette hen? Sagfører Krogstad bringer Svaret, da han, efter den ypperlige Scene mellem Nora og Børnene, træder skjæbnesvanger og truende ind; med ham følger den uhyggelige Vished: Nora har skrevet falsk og er i denne Mands Magt. Samtalen mellem Krogstad og Nora belyser hendes Naturel og Karakter fra mange Hold, og før Akten slutter, er Tilskueren fuldt orienteret med Hensyn til hendes centrale Plads i Skuespillet, og Interessen er levende vakt.

Nora har skrevet sin Fars Navn paa et Dokument forat skaffe Penge til en Udenlandsrejse, hvorved hendes Mands Liv efter Lægernes Udsagn alene kan reddes. Hendes Far laa syg dengang: «Hvis jeg skulde have bedt om hans Underskrift, saa maatte jeg ogsaa have sagt ham, hvad Pengene skulde bruges til. Men jeg kunde jo ikke sige ham, saa syg som han var, at min Mands Liv stod i Fare. Det var jo umuligt.» Da Krogstad indvender, at saa havde hun heller maattet opgive Udenlandsrejsen, svarer hun: «Nej, det var umuligt. Den Rejse skulde jo redde min Mands Liv. Den kunde jeg ikke opgive.» Nora er sikker paa, at hun har gjort noget, som ethvert ædelt tænkende Menneske maa give hende Medhold i; her er ikke Tale om en Forbrydelse, men om en opofrende og kjæk Handling fra hendes Side, hverken den borgerlige eller moralske Lov kan negte en Kvinde denne Ret. Højst karakteristisk erklærer hun, da Krogstad gjør hende opmærksom paa, at Lovene ikke spørger om Bevæggrunde, at det da maa være nogen meget daarlige Love, og da han fremdeles gjør hende opmærksom paa, at hendes Fremgangsmaade vil af Retten blive dømt efter Lovene, svarer hun: «Det tror jeg aldeles ikke. En Datter skulde ikke have Ret til at skaane sin gamle dødssyge Fader for Ængstelser og Bekymringer? Skulde ikke en Hustru have Ret til at redde sin Mands Liv? Jeg kjender ikke Lovene saa nøje; men jeg er vis paa, at der maa staa etsteds i dem, at saadant er tilladt .» Hun mener dette i fuldt Alvor, hun trøster sig med, da Krogstad er gaaet med en Trudsel paa Læben, at han bare har villet skræmme hende: «saa enfoldig er jeg da ikke! Jeg gjorde det jo af Kjærlighed!« Uagtet disse Ord udtaler en Egoisme, der ingen Grænse eller Hensyn kjender ligeoverfor «den fremmede» eller Samfundet, er de dog i Slægt med den kvindelige Troskabs og Hengivenheds ægte Følelser; det kriminelle i Handlingen er, naar vi søger at komme til Klarhed om Noras Karakter, rent underordnet, det gjælder psykologisk talt at undersøge, hvorledes hun konsekvent er kommet til et saadant Punkt, at hun tror sig berettiget til at skrive falsk. At hun, da hun gjør det, ikke ved, at det, at hun selv skriver sin Fars Navn paa et Gjældsdokument, er urigtigt, er uantageligt, og det er heller ikke det, hun fremfører til sin Undskyldning. Det er den kjærlige Bevæggrund, der efter hendes Mening aldeles ophæver al Skyld, det er en Kjærlighedsgjerning, hvor Hensigten helliger Midlet. Er dette psykologisk sandt? Digteren har, efter vor Mening paa en ypperlig Maade, begrundet baade hendes skjæbnesvangre Handling og hendes Ræsonnement ved at lade os faa Besked om det Hjem, i hvilket Nora er opvoxet og opdraget; hendes Fader har været en elskværdig, men letsindig Karakter, der i sin Datter har seet sit kjæreste og skjønneste Legetøj, som med sin Sang og Dans og Latter og Sladren har forsødet ham Livet. Det har aldrig faldt ham ind at opdrage sin Datter til noget andet eller mere, hans eget Liv har ikke været baaret af noget dybere Alvor eller en bestemt Pligtfølelse, og hans Datter har indsuget det lette Stof, som Luften om hende var opfyldt af, med denne ubevidste Lethed og ubekymrede Glæde, som hun har ført med sig ind i sit eget Hjem. Man lyver for ikke at forstyrre den jevne Glæde, for ikke at fremkalde en rynket Pande, fordi det ikke er nødvendigt at bedrøve den, man har kjær, man danser og synger for at dække de stadige Løgne og for at danse og synge sig ind i en bestandig sorgløs Tilværelse, man laaner Penge, ikke for at betale dem igjen, men for at holde sit Liv frit for kjedsommelige Næringssorger og Plager; og endelig skriver man falsk eller saadan noget, for at redde sit kjæreste paa Jorden, der er ingen anden Udvej; thi den syge maa ingen Bekymringer kjende. Se det er den Moral, som hendes Hjem har givet hende, hun har været den dansende, syngende Dukke uden Pligter, uden Alvor, uden Ansvar, kun én Opgave: Faderens «Lærkefugl», Faderens «Ekorn».

(Fortsættes.)



(19. desember 1879)

Literatur.

Henrik Ibsen, Et Dukkehjem. Skuespil i tre Akter.   (Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag).
(Slutning).

Og Nora bliver derefter gift med en, hvad man kalder, brav Mand, hæderlig, nobel og arbejdsom; han flytter «Lærkefuglen» fra det ene Bur til det andet, hvor hun danser og synger i Maaneskinnet, hvor hun kun fortsætter sit legende Liv, uden at Manden, Advokat Helmer, en eneste Gang forsøger paa eller føler Trang til at stille hende i alvorligt og inderligt Hustruforhold til sig og Moderforhold til Børnene. De begge tror, at de har fanget Lykken, de otte Aars Ægteskab er gaaet hen i Dans og Leg, og ingen af dem har spurgt sig selv, om dette er Kjærlighed i den ophøjede Betydning, der fuldt og helt begrunder det ægteskabelige Samliv mellem Mand og Kvinde. Bestaar de da Prøven, naar den kommer? Ingen af dem. Da det er gaaet op for Nora, at hun har begaaet en Handling, som kan bringe Skam og Ulykke over hendes Hjem, har hun ikke, hvad naturligen ikke kan ventes, moralsk Styrke til at gaa til sin Mand, betro sig til ham saa at de i Fællesskab og i gjensidig Tillid og Kjærlighed kan gjøre op med hinanden. Hun er som Barnet, naar det frygter for Straf og ved, at det har saa og saa lang Tid, førend dets Uartighed bliver opdaget, hun hengiver sig til en forceret, vild Lystighed, hun danser Tarantelen som en vanvittig, hun gaar paa Maskebal, hun taler frivolt med Doktoren, hun har kun en kort Tid tilbage, da bliver alt opklaret, og saa Farvel Dans, Sang, Leg og Sladren, da skal den kolde Fjord skjule hende og frigjøre hende for al denne Bekymring og Uro, som saa pludselig er kastet ind i hendes Liv, dersom ikke «det vidunderligste» indtræffer, det kan redde!

«Det vidunderligste»! det gaar som en Forventning gjennem hele Stykket, man fyldes af noget, der ligesom giver lyse Løfter, selve Ordet klinger saa befriende og smukt. Nora har som i et Syn seet dette «det vidunderligste!» det skyder frem som et herligt Billede for hendes Øje, det føler man i det pludselige Udraab, hvormed det første Gang udtales. I denne Forventning om, at det vidunderligste skal indtræffe, ligger der tillige en gryende, men endnu ubevidst Følelse af, at der er noget i Hjemmet, som trænger helt til at rekonstrueres, noget, som maa opgjøres klart og grejt, forat Hustruen og Moderen skal kunne staa i Sandhed «sorgløs lykkelig» mellem sine kjære, og det er i høj Grad fint psykologisk dette, at hun uden Betænkning lader Afgjørelsen være afhængig af dette ubestemte, halvt romantiske Trylleri, som Forventningen om «det vidunderligste» dækker, istedetfor selv at gribe Opgjøret som en Pligt, som en Kamp, ud af hvilken hun kan gaa som en sand og forynget Hustru. Hun vil, siger hun i første Akt til Fru Linde, ikke sige det til Helmer, fordi han er saa streng i det Stykke! «Vort skjønne, lykkelige Hjem vilde ikke længer blive, hvad det nu er.» Hun vil sige ham det, «naar Torvald ikke længer synes saa godt om mig som nu, naar han ikke længer finder Fornøjelse i, at jeg danser for ham og forklæder mig og deklamerer.» Kan man tænke sig en mere træffende Maade at betegne Noras Opfatning af hendes Ægteskab paa, og er det ikke rimeligt, at denne Kvinde venter alt af «det vidunderligste»? Afgjørelsen kommer. Det er Nat. Ægteparret kommer fra Maskebal, Nora er klædt som Capripige, Helmer er let champagneberuset og sanselig betaget af hendes Skjønhed, hun er varm og urolig, hun kommer lige fra Tarantelen, som hun har danset med «vel megen Naturlighed,» da faar Helmer Brevet fra Krogstad, som aabenbarer Hemmeligheden. Og «det vidunderligste?» den dybeste, mest saarende Skuffelse! Hun havde ventet, at hans Kjærlighed skulde i denne Stund vise sig i det herligste Lys, at han skulde have stillet sig foran hende mod Verden med bredt Bryst og optaget Kampen med Krogstad, at han vilde have forstaaet disse hendes Bevæggrunde, som de kolde, umenneskelige Love ikke vilde anerkjende, disse Bevæggrunde, som var hendes Skjold og Støtte og hendes Stolthed; hun har kun dette ene Ord: «Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i Verdens Rige!» og hun lyver ikke; thi saaledes tror hun, at hun har elsket ham. Helmer bliver næsten brutal, hans Forfængelighed er bleven rammet paa det ømmeste: han, den anerkjendte, hæderlige, noble Mand, har en Falskner til Hustru, det er ikke Ægtemanden, der i otte Aar har fundet sin Hustru saa «henrivende dejlig,» som taler; det er den egoistiske Verdensmand og den kolde Jurist: «det gjælder bare at redde Resterne, Stumperne, Skinnet!» siger han. Og Maaden, hvorpaa dette skal opnaaes, finder sit Udtryk i følgende hjerteløse Linjer: «Sagen maa dysses ned for enhver Pris. Og hvad dig og mig angaar, saa maa det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for Verdens Øjne. Du blir altsaa fremdeles her i Huset; det er en Selvfølge. Men Børnene faar Du ikke Lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro Dig.» Helmers Karakter fremtræder endnu skarpere, da han umiddelbart efter modtager Gjældsbeviset fra Krogstad. Han udbryder med et Glædesskrig: «Nora! Jeg er frelst! Nora, jeg er frelst!» Noras korte Replik: «Og jeg?» falder knusende. De to Ord lyser op som en stikkende, skarp Flamme. Men Helmer mærker ikke Braadden, han svarer hurtigt: «Du ogsaa, naturligvis; vi er frelste begge to, baade Du og jeg. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gjøre Dig noget.« Dermed er Spørgsmaalet afgjort for Helmers vedkommende: Livet i Hjemmet skal nu fortsættes som før i Leg og Dans, han har tilgivet sin Hustru, «det er for en Mand noget saa ubeskrivelig sødt og tilfredsstillende i dette at vide med sig selv, at han har tilgivet sin Hustru,» Verden faar intet at vide, hun skal som før være hans «Lærkefugl», hans «Ekorn», hans syngende Dukke! . . .

«Det vidunderligste,» som Nora havde ventet som den eneste Redning, indtraadte ikke, noget rædselsfuldt, noget uanet frygteligt mødte hende i dets Sted. Torvald, hendes skjønne, elskende, noble, mandige Torvald, var en Pjalt, en selvgod Verdensmand, en kold Egoist, en brutal Ægteherre, for hvem Hustruen kun skulde være som en dansende Houri, det var den sande, kolde Virkelighed. Han havde ikke bestaaet Prøven, ved hans Side kan hun ikke haabe at blive Menneske, sandt og helt Menneske, der har en Opgave i Verden og som kan gjennemføre den. I den sidste Samtale med Manden siger hun: «Naar jeg nu ser paa det, saa synes jeg, jeg har levet her som et fattigt Menneske, bare fra Haanden til Munden. Jeg har levet af at gjøre Kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo hae det saa. Du og Pappa har gjort stor Synd mod mig. I er Skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.» Nora er gaaet sejrende ud af Krisen, forsaavidt som hun pludselig er bleven vakt til fuld Bevidsthed om, at hendes Liv har været en Leg og en Løgn, og at hun maa begynde forfra, dersom hun vil række frem til at blive et sandt og dygtigt Medlem af et Samfund, som hun aldrig har lært at forstaa. Hun elsker ikke mere sin Mand: «i den Stund gik det op for mig, at jeg i otte Aar har levet her sammen med en fremmed Mand, og at jeg havde faaet tre Børn aa jeg taaler ikke at tænke paa det! Jeg kunde rive mig selv i Stumper og Stykker.» Hun forlader sin Mand samme Nat, hun «kan ikke blive liggende Natten over i en fremmed Mands Værelser,» og hun drager bort til sit gamle Hjemsted. At Digteren med ubønhørlig Logik har draget denne yderlige Konsekventse, har vi intet at indvende mod, naar der ikke var et Moment, som det forekommer os, at han enten har overseet eller ikke tillagt tilbørlig Vægt. Er det ikke at drive Logiken udover det menneskelige, naar han lader en Moder forlade Hjemmet, uden at hun en Gang ytrer Trang til at tage Afsked med sine tre smaa Børn? Skulde en Moder ikke finde, selv om hun har lidt Skibbrud i Ægteskabets ofte stormfulde Havn, at hun havde en stor og skjøn Opgave ligeoverfor Børnene, og at hun netop igjennem den vilde finde frem til at blive et sandt og helt Menneske og en sand og hel Moder? Kan overhovedet en Moder skyde dette saa ganske fra sig? Vi har en Anelse om, at Digteren her har gjort Vold paa en menneskelig Følelse, der, hvad enten den nu er instinktiv eller bevidst, ikke lader sig brænde ud i et enkelt Moment, det forholder sig anderledes med Kjærligheden mellem Mand og Kvinde end med Moderens Kjærlighed til sine Børn, og vi tror, at Mødrene Landet rundt vil dele vor Tvivl.

Vi har forsøgt i det foregaaende at vise, dels hvilken overordentlig interessant Kvindetype, Ibsen denne Gang har valgt at behandle, dels med hvilken overlegen Sikkerhed og fuldendt Kunst han har udført Karaktertegningen. At Nora bliver en af de interessanteste Opgaver, som kan stilles en scenisk Kunstnerinde, vil enhver føle, og da Digteren har udstyret hende med en Mængde levende og karakteristiske Smaatræk, der mangfoldiggjør Opgaven, maa den sceniske Kunstnerinde individualisere Rollen med sprudlende og naturlig Originalitet. Den hele Udvikling er saa dramatisk beregnet, at Læseren uvilkaarlig under Læsningen lader det foregaa for sit indre Blik paa Scenen, og Illusjonen bliver saa stærkt vakt, at man tror, man har seet og ikke læst dette Skuespil. Sjelden har Ibsens kunstneriske Evne til at forme den sceniske Bygning med alle dens utallige Hensyn til en plastisk fri og logisk klar Enhed opnaaet et sikrere Resultat, og man maa ligemeget beundre de enkelte Scenes begrænsede Afrundetheder, som den overordentlige Sikkerhed, hvormed de er kjædet sammen Led for Led til et organisk hele.

Stykkets Bipersoner er ikke mange, men til Gjengjæld er især Doktor Rank af megen Interesse. Omendskjønt Hovedinteressen er saa overvældende stærkt knyttet til Stykkets Midtfigur, Nora, er det dog lyk,kedes Forfatteren at vække levende Opmærksomhed for Rank, der er en ny Figur i det norske Drama, i al Fald i den noget krasse Form, hvori han her præsenteres. Der er noget uhyggeligt memento mori-agtigt over denne Figur, der ved, at han om nogen Tid «ligger og raadner oppe paa Kirkegaarden;» han kaster en kold Skygge foran sig, som Forfatteren anvender med megen Virkning, men paa den anden Side vækker Figuren liden Sympathi, uagtet de sorte Kors paa hans Visitkort er en døendes sidste Hilsen. Doktor Rank er forøvrigt tegnet med sikre Træk, hans noget frivole Blaserthed, der især kommer tilsyne i Samtalen med Nora i anden Akt, udtrykker smerteligt den Selvopgivelse, som hans Sygdom har avlet hos ham, og hans Selvbetragtning bærer Spor af en let Kynisme, som i ethvert Fald ikke kan virke godt ligeoverfor en Kvinde som Nora. At Doktor Rank desuagtet er Husets bedste og fortrolige Ven, er derfor meget betegnende for Noras og Helmers Ægteskab. Fru Linde og Sagfører Krogstad hører til de mere gjængse Drivhjul i det dramatiske Maskineri, hun den opofrende Veninde, han den uhyggelige Skurk, der senere angrer og forbedres. Begge er dog, som man kan vente, udstyrede fra Forfatterens Haand med individuelle Træk, og begge repræsenterer selvstændige Typer.

Publisert 22. mars 2018 12:02 - Sist endret 22. mars 2018 12:02