Signaturen «G.»

Ethvert nyt Arbeide af Henrik Ibsen vækker Forventning, kalder, naar det er udkommet, Interesserne tillive og vækker Samtale og Diskussion, ofte vel i høiere Grad end nogen anden norsk Forfatters Arbeider. Saa har det vel heller ikke mindst været Tilfældet med «Et Dukkehjem». Ogsaa det har været imødeseet med, tør vi vel sige, sterk Forventning om, hvilke Tanker det bar i sit Skjød, og ikke mindre sterkt har det lagt Beslag paa Opmærksomheden, og har vakt Diskussion i de forskjellige Kredse, efterat det er kommet ud. Og med fuld Ret har det optaget Folks Tanker. Paa den ene Side rører Stykket ved Interesser blandt de dybeste i Menneskelivet; paa den anden Side bærer Verket Præget af Mesterhaanden i en Grad som maaske intet af Ibsens tidligere Arbeider. Det tør vel derfor ikke forundre, at vi finde at burde gjøre Bogen til Gjenstand for Omtale, uagtet vi paa Grund af Omstændighederne naturligen maa komme bagefter Gildet og maa forudsætte, at Bogen allerede er kjendt af vore Læsere og saaledes ikke trænger nogen Anmeldelse fra vor Side. Vi kunne imidlertid fra et andet Synspunkt kun betragte dette som en Fordel, idet vi altsaa nu kunne tale om den som noget kjendt, hvorom vi ville udvexle Mening med vore Læsere.

Henrik Ibsens Dukkehjem er en Bog, som ganske slaar Læseren ved det Indtryk af Mesterskab, man i saa mange Stykker faar af den, et Indtryk, som ikke formindskes ved den fornyede Gjennemlæsning. Allerede Replikbehandlingen giver en sterkt dette Indtryk. Man føres ind i den jevneste naturligste Samtale, der klinger ganske som fra det dagligdags Liv, og dog findes der knapt en Ytring i den hele Bog, som ikke sterkt og ligetil peger hen mod Maalet, mod Udviklingens Opløsning, snart sagt neppe en Sætning, som uden Forstyrrelse kunde tages bort; alting falder saa naturlig og ukunstlet, som vare Ordene ikke engang overtænkte, og dog synes de en at ramme saa sikkert den Tanke, der skulde udtrykkes, at betegne den saa nøiagtigt, saa skarpt tilskaaret, at man vanskelig vilde kunne tænke sig, at den kunde faa et nøiere tilsvarende Udtryk. Og saa gribe de med slaaende Magt ind i hverandre den hele Bog igjennem; det vægtigste Indhold i de simpleste Ord.

Vel ikke mindre viser Mesterskabet sig i Karaktertegningen. Bestemt prægede og vistnok i høi Grad naturlig tegnede træde Personerne os imøde: Den noget cyniske, bitre Doktor Rank med Fortvivlelsen rugende paa Hjertebunden. Den ulykkelige Sagfører, som forgjæves søger at skaffe sig et Fodfæste igjen i Samfundet, og hvem Harmen over at se sig uretfærdig stødt bort fra den Plads, han har søgt at erobre sig der, driver til fortvivlet at sætte alle Hensyn tilside og optræde som den samvittighedsløse Angiver for at tiltvinge sig det tabte Stade. Hvor sjælelig sandt er ikke dette Træk af Menneskelighed, som aabenbarer sig midt under hans kolde beregnede hjerteløse Færd forøvrigt; midt under sin brutale Optræden kjæmper han med Frygten for, at hans Ugjerning skal drage saa store Følger efter sig, at han ikke vil tage Ansvaret for dem, kjæmper med Frygten for, at den skal drive Fru Helmer til Fortvivlelse, og medens han fremdeles haardnakket holder fast ved sin Plan, søger han ængstelig at sikre sig for denne Mulighed. Og saa den fine, æsthetiske, fornemt hæderlige Thorvald Helmer, der elsker sin Kones vidunderlige Nakkebøining og yndefulde Skikkelse, der holder hende gaaende som sin kostbareste Legetøi, der i sine kjælne Drømme ønsker hende udsat for Fare for at kunne vove alt for hendes Skyld, og som saa, naar det kniber, naar Rygte og Velfærd staar paa Spil, saa skjændigt svigter, overøser hende med de bitreste Bebreidelser og kun ser paa ét, det han i Grunden altid har tænkt paa, sit eget kjære Jeg. Mesterlig ironisk har Digteren grebet ham, hvor han lader ham, da Faren er over, behage sig i at tilgive og atter tilgive sit skrøbelige Legetøi, at det har elsket ham. Mange fine pene Folk, baade Ægtemænd og ugifte, skjules under den Skikkelse.

Størst viser Digterens skabende Evne sig dog i Stykkets Hovedperson «Nora». Der er i tidligere Anmeldelser henpeget paa, hvor fuld af levende Liv hun fremtræder, ret et Barn af det virkelige Liv. Vi tro ogsaa, at dette er sandt, kun at man ikke finder mange Kvinder som denne Nora. Hun er saa indlevet i Løgn og Forstillelser, at hvert andet Ord af hendes Mund er en halv eller hel Usandhed; hun koketterer paa den mest ugenerte Maade med Husvennen, Doktor Rank, hun er saa uløilet i sit Væsen, at hun i et lystigt overgivent Øieblik kun kan give sin Stemning Luft i en Ed: hun er saa blottet for moralsk Sands, at hun i ren Uvidenhed begaar Forbrydelser for at redde sine. Og dog fremtræder hun midt under dette med en saadan livfuld Ynde, med en saadan naiv Uskyldighed, med saa megen naturlig Hjertensgodhed og Elskværdighed, med saa megen stolt Kraft, med saa stærk ideal Trang, med en saadan dyb selvopofrende Kjærlighed, at man bliver ganske fortryllet af hende og rent mister Indtrykket af Karakterens Usandhed og Skrøbelighed, rent taber Syn for, eller ialfald er nær ved at tabe Synet for, at selv hendes dybe Kjærlighed til Manden, og Hjemmet, denne Kjærlighed, der driver ind i den forfærdeligste Død, at den i Grunden bunder dypt i Egenkjærlighed. Den Kjærlighed, som løber ud i Selvmord, kan dog vel ikke bunde i andet. Kjærligheden maatte jo forstaa, at den ikke paa nogen Maade kunde tilføie den elskede en større Smerte, et bitrere Ve. Den sande Kjærlighed tager ikke feil af sligt. Men ypperlig og ganske henførende er Tegningen af denne problematiske Natur. Hvad vi finde vanskelig at gaa med paa, er alene den pludselige Overgang til den sikre klare Holdning, hun efter Stykkets Vendepunkt indtager; dog derom mere siden.

Mindst heldig tegnet tør maaske Fru Linde være. Vi ville kun pege paa et Træk, der tør vise dette. Den forstandige Fru Linde, der af Livet har lært at «handle fornuftigt», der af Livet har lært at være indtil Yderlighed mistænksom, hun, som har solgt sig engang før for andres Skyld og ikke vil gjøre det om igjen, hun giver sig hen til Sagfører Krogstad, den Mand, om hvem hun ikke for Tiden ved andet, end at han er bleven et moralsk forkomment Menneske, og hvis usle Nidingsstreger hun selv har seet; hun giver sig hen til ham, fordi hun tror paa Grundlaget i ham. Bedre psykologisk begrundet vilde vist den Beslutning have været, om Digteren havde ladet hende føle det tungt som sin Brøde, at han var bleven den, han var, og om sterk Selvtillid havde fremtraadt som et af de eiendommelige Karaktertræk hos hende.

Med en ganske beundringsværdig Sikkerhed er Stykkets Handling planlagt: dens enkelte Momenter slaa ind som lysende Ildfunker, visende os de mest virkningsfulde Modsætninger; man erindre sig blot Krogstads Optræden de Par første Gange. Første Gang ringer han paa Dørklokken just, som Nora har endt sine glade Udgydelser om sine nuværende lykkelige Forhold med dette Udbrud: «Aa, ja, ja, det er rigtignok vidunderligt at leve og være lykkelig!» og strax efter viser han sig i Døren som et ulykkesspaaende Forvarsel for sig selv. Anden Gang, da Knuderne for Alvor knyttes, er han kommen ind under Noras glade Leg med Børnene, dette det yndigste Billede af det tilsyneladende saa lykkelige legende Familieliv, han er kommen for at forstyrre. Saa strammes Traadene, saa begynder Kampen; hvor mesterlig er ikke der Sjælsovergangene hos Nora skildrede, da, naar hun alt mere og mere faar Øinene op for Situationens Farlighed, for sit eget Feilgreb og de Følger, hun derved baade i en og anden Henseende har bragt over sig og sine. Disse fortvivlede Forsøg paa at holde det forfærdelige fra sig, disse krampagtige Anstrængelser for at holde fast paa sin tidligere naive Tilstand, den uforstyrrede behagelige Fornemmelse af Tilværelsen, hun i den havde, hvor sandt ere de ikke skildrede. Hvor slaaende træder dette os ikke imøde i Ord som disse: «Fordærve mine smaa Børn ! Forgifte Hjemmet? Dette er ikke sandt. Dette er aldrig i Evighed sandt», eller naar hun ifærd med at pynte Juletræet søger at sætte sig tilbage i den allerede flygtede Følelse af Hygge: «Her skal Lys og her skal Blomster. Det afskyelige Menneske! Snak, Snak, Snak! Der er ingen Ting iveien. Juletræet skal blive deiligt. Jeg vil gjøre alt, hvad du har Lyst til Thorvald; jeg skal synge for dig, danse for dig. « Dette er tegnet slig, tør man vel sige, som det kun var muligt, for den, der selv har oplevet det, der selv i dyb Smerte eller Nød har fornummet, hvorledes Tilværelsen skiftede Skikkelse for ham, og han trods alle Anstrængelser ikke kunde holde fast paa det svindende Umiddelbarhedens Forhold til den. Saa gribe Handlingens Momenter raskt ind i hverandre; det ene tager fat, hvor det andet slap: man skal visselig ikke trættes ved at vente paa, hvad der skal komme; Slag i Slag føre Udviklingens vexlende Optrin os ubønhørlig frem mod Stykkets store Krise, hvor Knuderne ikke løses, men de strammede Traade briste, saa fulgte det med Nødvendighed af de i Stykket givne Forudsætninger og vi stilles ligeoverfor den tragiske Slutning, der ender med det forfuskede Ægteskabs Opløsning. Det skal vel ikke kunne nægtes. Digteren har rullet op for os et gribende Billede af et ulykkeligt Ægteskab, et med alt dets smilende Ydre dog i sin Grund ulykkeligt Ægteskab, ulykkeligt, fordi det var bygget paa skjøre Piller og manglede den sande Kjærligheds, den gjensidige fulde Agtelses og uforbeholdne Fortroligheds faste Grundvolde. Han har med sikker og øvet Haand brugt, om vi tør benytte os af dette Udtryk, sin Dissektionskniv, uden Skaansel skaaret ind i det menneskelige Livs saare Dybder, og saa stillet frem Usseldommen, som han fundet, skabt deraf et Billede af gribende, ja vel af rystende Virkning. Rystende, fordi det er saa sandt, fordi mangt et Ægteskab gaar og bærer paa en lignende Grundskade, paa en lignende indre Opløsning, om end ei Formen, hvori denne Skade træder frem, er den samme, da ikke enhver Hustru er en «Nora», ligesaalidt som mandlig Egoisme altid aabenbarer sig paa samme Maade som hos Thorvald Helmer. Der er nok noget baade for en og anden at tage en Tanke af.

Stykkets gribende Magt maa fuldt ud erkjendes. Naar man derimod (Morgenbladets Anmelder) har sagt, at denne storartede Effekt er naaet med de enkleste Midler, da kunne vi deri ikke være enige. Vistnok bevæger Handlingen sig indenfor en Dagligstues Vægge, og vistnok er der ikke sat synderlig af ydre Apparater igang for at faa frembragt den tilsigtede sterke Virkning. Alt dette maa fuldt indrømmes. Men ellers har Digteren just ikke sparet paa Virkemidler. Naar vi i et Stykke med ikke større Scenebredde end dette stilles Ansigt til Ansigt med ikke mindre end tre Selvmord eller (Selvmordsforsøg,) naar dette skal til for at give Billedet tilstrækkelig dybe Skygger, saa skulle vi tale smaat om Nøgternhed i Virkemidler. Vi sige tre Selvmord eller (Selvmordsforsøg): thi skal man dømme efter Indicier, betegner jo Doktor Ranks Visitkort med det sorte Kors, at han er gaaet hjem for at tage sig selv af Dage; Sagfører Krogstad har gaaet og tænkt paa det samme for fuldt Alvor; kun Mangel paa Mod har efter hans egen Mening afholdt ham derfra; under Noras Kamp endelig bliver jo netop Spændingen dreven til den yderste Spidse derved, at den sandsynlige Udgang paa samme er den selvvoldte Død. Men naar Digteren indenfor samme Stuevæg lader os møde ikke mindre end 3 Tilfælde af samme uhyggelige Slags, da kan han neppe roses for Sparsomhed med Hensyn til Virkemidler; ei heller tyder dette hensynsløse Greb ned i Menneskelivets uhyggeligste mørkeste Dybder paa synderlig Varsomhed i Valg. Saa lader han Taratellaens vilde Lyst spille ind i den ulykkelige Kvindes fortvivlede Kamp: dette kan man vel heller ikke regne til de svage Doser, allermindst naar Stykket bevæger sig indenfor et norskt Hjems Vægge, hvor den Slags Leg visselig ikke hører til dagligdags Kost, og endelig kunne vi ikke undlade at pege paa, hvorledes Forfatteren balancerer saa yderligt ude paa Anstændighedens yderste Rand i Scenen mellem Helmer og Nora efter Maskeradeballet, at man neppe tør indestaa for, at Grændsen ikke er overskreden. For vort Vedkommende have vi ved Synet af denne vovsomme Brug af Virkemidler ikke kunnet undlade at drage os til Minde Blomstermaleren i Wergelands «Jan van Huysums Blomsterstykke», der hensynsløst lægger Haand paa alt, Blomsterliv og Menneskeliv, og raner det for at tilfredsstille Kunstnertrangen i sit Indre.

Med denne Betragtning forener sig igjen nøie en anden Tanke, Spørgsmaalet nemlig om, hvilken Aand der vel behersker det Kunstverk, der med saa sterk en Frihed granser i Livets dybeste Skygger ligesaafuldt som i dets vildeste ydre Udtryk, og for hvilket neppe noget synes ukrænkeligt, kan det blot benyttes til at give Billedet dets rige Fylde, dets sterke Træk. Men ikke alene den her paapegede Eiendommelighed ved Stykkets Udformning lægger os denne Tanke nær; dets Slutning med dens eiendommelige tragiske Udgang gjør det til en uafviselig Trang at beskjæftige sig med dette Spørgsmaal. Det har vist derfor ogsaa været et Spørgsmaal, som stadig er blevet reist under de Samtaler, der have været førte om Bogen: Kan denne Udgang være tilfredsstillende? Kan det være Digterens Mening at ville sige, at det var ret under deslige Forhold at forlade Mand og Børn og Pligterne mod Hjemmet?

Vi skulle visselig ikke kunne paatage os at besvare dette Spørgsmaal tilfredsstillende. Det staar meget mere for os, som om denne Bog i Lighed med saa mange andre af Ibsens senere Verker ender med et stort Spørgsmaal, og at Digteren lader os i Uvished om, hvad han egentlig har tænkt ved at give Stykket den Udgang, det har faaet. Paa den ene Side er meget, som forbyder os at antage, at Digteren har villet gjennem Noras Mund udtale Løsningen af noget ethisk Problem. Nora, der af ham selv er skildret tidligere som et i ethisk Henseende som umyndigt Menneske som vel muligt, hun skulde dog vel ikke gjennem et Øiebliks bitre Erfaring være bleven saa forvandlet, at nu ved hun og hun alene den rette Maade at forholde sig paa i et Ægteskab, der mangler de rette ethiske Forudsætninger. Hun, som selv i det Øieblik, da hun forlader sin Mand og bryder sin Ægteskabspagt med ham, maa erkjende sig selv i Vildrede om alle Ting, i Vildrede om Religion, i Vildrede endog om hun selv har nogen moralsk Følelse. Nei da kan det nok ligge langt nærmere at tro, at Digteren her kun har villet sige: Saadan er den Kvinde bleven i et saadant Ægteskab, naar hun der faar Øinene op for Forholdets dybe Brøstfældighed, da mangler hun al Evne til at finde sig tilrette i Forholdet, og saa river hun med sand kvindelig Ensidighed det hele istykker. Det kunde ligge nær at tro dette og saa at tænke sig den Gjenforening, som tilslut stilles i Udsigt som Digterens egentlige Løsning. Idealet, som stilles op imod alt dette forkvaklede, alle de forvildede Skridt, der tages under Kampen, er et Ægteskab, hvor virkelig Kjærlighed danner Grundvolden for et sandt Samliv mellem Personer med virkeligt ethisk Værd.

Det kunde ligge nær at opfatte Tanken saa, men det tør vanskelig siges, at det har været Digterens Mening. Det falder nemlig vanskeligt at forstaa, hvorfor Digteren i denne sidste Del af Stykket lader Nora optræde med denne rolige Sikkerhed og Overlegenhed ligeoverfor sin Mand istedetfor, hvad der kunde synes det naturligste, at lade hende netop i Uklarhed og i Uro gjøre det Skridt, hun gjør, i Fortvivlelse over at se sig bedragen i sin «usvigelige» Tro paa Mandens Kjærlighed. Vi ere vistnok ikke blind for, at denne hendes Overlegenhed er motiveret i den dybe ideale Trang, hun i Modsætning til Manden har baaret paa midt under alt hendes Livs Skrøbelighed, men just fordi den er saa sterkt motiveret, og fordi det synes at have været Digteren særdeles om at gjøre at stille frem i Lyset denne hendes Klarhed og Sikkerhed, denne uomstødelige, uangribelige, rolige Fasthed i Beslutning, have vi vanskeligt ved at standse med den Tanke, at det kun skal være Meningen at vise, at der bor noget mere hos hende i al hendes Umyndighed end hos den Pjalt af en Mand. Men har Digteren dermed villet udtale noget mere, hvad kan dette mere være? Ja da have vi vanskelig for at opfatte det anderledes, end at hun, ledet af sin ideale sædelige Trang, gjennem den bitre Kamps Veer har lært et, midt i al sin Uklarhed har lært at se, hvor hun har Fæste, og hvor hun ikke har det, og altsaa virkelig har forstaaet, at et Ægteskab uden Kjærlighed er en uethisk nedværdigende Forbindelse, og at en saadan Forbindelse maa brydes. Uvis om alt andet, om Religionens Ret, om Samfundets Ret, siger hendes sædelige Instinkt hende dog dette med uryggelig Sikkerhed. Vi stille denne Opfatning af Stykkets Aandsretning frem til Overveielse, uden at vi dog som sagt tør paastaa at have truffet Digterens virkelige Mening; han har i dette Stykke ladet os blive staaende i Uvisheden. Vi ville imidlertid gjøre opmerksom paa, at denne vor Opfatning ogsaa synes at finde megen Støtte i den Omstændighed, at vi intetsteds i Bogen finde Antydning til, at der bag det menneskelige Livs Forvirring staar noget høiere Princip. Selv hvor der tales om en Forandring som Krogstads, der fra en Slyngel i et Øieblik synes at blive en rettænkende Mand, da synes det at ske alene ved den samme hans egen Kraft, som skulde holdt ham paa ret Kjøl, om hans Forlovede ei havde svigtet, ved en Viljesbeslutning, fremkaldt ved, at hun nu tror paa ham og tør betro sig til ham. Men tyde vi disse Træk ret, da kunne vi ikke andet end erklære Bogen for et Produkt af den moderne vantro Aandsretning og maa antage, at en af dens Tendentser ogsaa er paa sin Vis, med et vist Alvor i Opfatningen at forkynde den frie Kjærlighed, at den er et Forsøg paa at give denne Tanke en dybere ethisk Begrundelse. Skulde dette være Digterens Tanke og den moderne vantro Aand være den, som gjennem dens Blade aander os imøde, saa maa vi naturligvis, hvor vi fremhæve de Skjønheder, Bogen indeholder, de alvorlige Sandheder, den lægger os paa Hjerte, gjøre dette med en Anvendelse af Skule Jarls Ord om Jatgejr Skald i «Kongsemnerne»: «Islændingen er visselig Skald. Han taler Guds dybeste Sandhed og ved det ikke.»