Kristiania Teater.
«Gildet paa Solhaug».Kristiania Teater gjorde igaar et Forsøg, der var interessant baade i literær og dramatisk Henseende. Det gjenoptog et af Henrik Ibsens tidligste Skuespil, – et Skuespil, der ligger mer end firti Aar tilbage og forud for den Tid, da Ibsen viste sig som den selvstændige og banebrydende store Dramatiker. Stykket heder «Gildet paa Solhaug» og er et romantisk Skuespil i tre Akter.
Der har været ofret meget Blæk paa at bevise eller modbevise dette Stykkes Originalitet. Nogle har villet gjøre det til en tarvelig Efterligning af «Svend Dyrings Hus»; andre har villet hævde det som et frit og selvstændigt Arbeide af en bevidst og moden Forfatter. Dette er forstaaeligt. Efterat Ibsen er blevet den, han nu er, er det naturligvis ikke vanskeligt eller farligt at finde Spirerne til al muligt, selv i hans tidligste Arbeider; men man kan nok ogsaa forstaa, at Samtidens Kritikere kunde se det anderledes, ikke saa let fik Øie paa det, som vi nu saa let kan se peger fremover. Thi hvad man end vil paastaa, saa maa man indrømme, at det er et famlende Ungdomsarbeide, der i det væsentlige hører Tidens Kunstretning, Romantiken, til – en Retning som endog sang paa sit sidste Vers. Det er værd at lægge Mærke til, at strax efter fik hele Retningen sin udmærkede Parodi i Olaf Skavlans «Gildet paa Mærrahaug». Det gjorde da idethele lidet fra eller til, om man mener, at «Svend Dyrings Hus» paa en Maade danner Forudsætningen for «Gildet», thi nu, da vi har hele Ibsens senere Produktion og idethele Realismen imellem, kan vi jo se, at Karakterer og Handling peger mer i realistisk Retning end hos Hertz.
Dette kom ogsaa stærkt frem ved Opførelsen igaar, og der er neppe Tvil om, at Stykket virkede stærkere paa det talrige Publikum end «Svend Dyrings Hus», der jo ogsaa gik for et Par Aar siden. Dette siste magtede nemlig Kristiania Teater ikke at spille; «Gildet» klarede de forbausende godt. Dette har utvilsomt sin Grund i det mer haandgribelige, det mer realistiske i Ibsens Stykke; thi som vi ofte har set og som rimeligt kan være, vore yngre Skuespillere, der samtlige er opdragne i den realistiske Skole, er ikke med en Gang færdige til at bære den siste Tids Svingning over til Romantiken igjen.
Dette havde igaar som saa ofte ellers den Følge, at det hele ikke blev helt samstemt, om det end igaar var betydelig bedre end ofte ellers. Fløiene dannedes her af Fru Dybwad og Hr. Løvaas, og her var Fru Dybwad paa den rigtige Side og ubestridt den, som naaede høiest, man kan gjerne sige naaede Toppen som Signe. Man vil vanskeligt faa se noget vakrere og inderligere end denne Fremstilling, og den Maade hvorpaa hun havde grebet eller var greben af Versenes Musik, burde friste til Efterligning, – hun var gaat saa op i den, at hendes Deklamation en Gang uvilkaarlig gled over i Sang. En Ting i hendes Fremstilling er lidt vanskelig at forstaa; hvorfor hun i Scenen med Gudmund Alfsøn i anden Akt hele Tiden holder en graadfyldt Undertone. Er det for at fremhæve Stykkets Grundstemning, er det maaske lidt søgt; thi den kommer stærkest frem netop ved Modsætningen til Søsteren.
Denne gaves med Kraft og Inderlighed af Frk. Mejlænder, og det samme gjælder Hr. Roalds Gudmund Alfsøn. Disse to var dog noget mer over til den realistiske Side, og uagtet de begge behandlede Versene med udmærket Forstaaelse, virkede de ikke saa henførende, – de syntes til en vis Grad at mangle Fru Dybwads musikalske Temperament.
Hr. Garmann, der spillede Ægtemanden, bad paa Forhaand om Publikums Overbærenhed, da han var syg. Dette havde neppe været nødvendigt; det mærkedes kun paa, at han i Begyndelsen var en Smule distrait. Efterhaanden spillede han sig op; siste Scene, hvor han spiller fuld, blev en Perle.
Musikken, der er komponeret af Lange-Müller, syntes ikke at slaa videre godt an; men til Gjengjæld var Publikum henrykt saavel over Stykke som over Spil og et usædvanlig vakkert Udstyr.
Begeistringen kulminerede i en Hyldning til de to kvindelige Rollers Fremstillerinder.
H. Å.