Litteratur og Kunst.
Gildet paa Solhoug, Skuespil i tre Akter af Henrik Ibsen. Chra. 1856, 5½ Ark 8. Chr. Tønsbergs Forlag. Priis 40 Sk.
Vi have nu saagodtsom samtidigt faaet tvende større dramatiske Arbeider – først «Thorarin og Valgerd» og saa det Stykke, hvis Titel her er angivet. Det ene er af en unævnt Begynder paa Digterbanen, dog uden at røbe de for Begynderen betegnende Mangler; det andet, hvormed vi idag skulle beskjæftige os, er Arbeidet af en Forfatter, der forlængst er det læsende Publikum bekjendt under et antaget Navn og det bergenske Theaterpublikum ved flere originale Arbeider. Henrik Ibsen er den Samme som Brynjolf Bjarme, Forfatter af Dramaet «Catilina» (Chr. 1850.) Dette Stykke skrev han endnu inden han blev Student, ja, om jeg ikke tager Feil, endnu inden han tænkte paa at blive det; thi oprindelig var han ligesom Chr. Monsen Pharmaceut. Under samme antagne Forfatter-Navn skrev han senere et lidet Drama «Kjæmpehøien,» som strax blev opført paa Christiania Theater, og desuden flere lyriske Digte. Disse var han just ifærd med at udgive i en Samling, da Ole Bull under sit Ophold her i Christiania i Høsten 1951 blev opmærksom paa ham og antog ham som artistisk Direktør ved det bergenske Theater, og for at uddanne sig som saadan gjorde han det følgende Aar en Udenlandsreise og studerede den sceniske Kunst i Berlin og andre tydske Stæder. I den Tid, han har været ved det bergenske Theater, har han foruden forskjellige Prologer skrevet «St. Hansnatten, Eventyrkomedie i 3 Akter,» opført 2den Jan. 1853, «Fru Inger til Østerraad, historisk Skuespil i 5 Akter,» opført 2den Jan. 1855, og endelig det her omhandlede Stykke, der opførtes 2den Jan. d. A og hvorfor Forfatteren blev fremkaldt. Desuden bragte han den 2den Jan. 1854 paa Scenen en Omarbeidelse af «Kjæmpehøien» hvilken findes trykt i de «Bergenske Blade» for f. A. Denne Forfattervirksomhed er for betydelig til at Ibsen længere kan ansees som en ganske ny Mand i sit Fag. Naar ikke desmindre en af vore Storbladskritikere fortæller, at han har tilstillet Theaterdirektionen sit heromhandlede Arbeide med «megen Beskedenhed,» viser dette, forsaavidt det grunder sig paa Direktionens egen Meddelelse, at denne ikke besidder en lige tilsvarende Grad af Beskedenhed, thi ellers vilde man naturligviis stiltiende have modtaget en Kompliment, der fra den høflige Udfærdigers Side kan være priselig nok, men dog i Grunden ikke er Andet end overflødigt Galanteri. Da «Catilina» for sex Aar siden udkom, blev det af Kritiken (Langes Tidsskrift) modtaget som et Arbeide, der vidnede om poetisk Begavelse, men var af en ufuldkommen Form. Nu har en Anmelder frakjendt Forf. ny Arbeide al poetisk Berettigelse – alle Dyders undtagen Formen og gjort ham til en Digter paa anden Haand. Jeg kan ikke vel rime dette sammen. Publikum har heller ikke kunnet. Det har fundet Behag i Ibsens nye Stykke. Nu, «Publikum det store, miserable» kan vel ikke tillægges afgjørende Vægt med Hensyn til Bestemmelsen af æsthetiske Sagers Værd. Det lader sig bedaare af ydre Fortrin, ved Vexler paa dets egne Skrøbeligheder. Men det har dog nogen Betydning, naar man veed, at Ibsens Stykke savner hvad det udannede Publikum pleier at tage som Livret. Bestiller det Nogen, er det ikke den Udannede men den Dannede, ikke med grov Madding, men med Digtningens tilladeligste Middel, med Poesien. Men, indvender man – Tilskuerne henrives ikke af Stykkets Poesi, men af dets skjønne Vers, der forresten ere lidet poetiske og indholdsløse. Dette er det aandelige Proletariats Indvending. Indrømmer man, at Stykkets Vers ere skjønne, kan man ikke frakjende dem Poesi, thi Skjønheden, den fuldkomne Samklang af Tanke og Form, kan ikke opnaaes, uden Poesiens Tilstedeværelse. Den fuldendt skjønne Form er ikke mulig uden tilsvarende Tanke, og derfor er det en modsigende Tale den, der saa ofte føres om «smukke Vers, uden Tanker.» Dog, jeg skal ikke opholde mig ved hvad der maaskee er en Skjævhed i Tidens æsthetiske Opfatning, hvori da Ibsen ligesom de Andre maa finde sig, men ile med at paapege Retningen af hans nye Digtning. «Gildet paa Solhoug» er skrevet deels paa Prosa, deels i Kjæmpevisevers. Versene udgjør den langt overveiende Deel af Dialogen, idet kun de mest hverdagslige, for Stykkets Økonomi nødvendige Ting siges paa Prosa. Denne Anvendelse af Kjæmpeviseverset istedetfor de af Oehlenschläger brugte femfodede Jamber er først forsøgt af Henr. Hertz i «Svend Dyrings Huus,» men har hidtil ikke fundet nogen Indgang. Og dog er dette Versemaal i langt høiere Grad, end noget andet, egnet til at lade sandt folkelige Toner komme til Gjennemklang, ligesom Folkepoesien overhovedet til at berige den dramatiske Diktion. Vore Kjæmpeviser eller rettere gamle Romancer kunne vorde ligesaa rige Fundgruber for den dramatiske Poesi, som de have været for den episke, naar blot Nordens Dramatikere ligesom de spanske forstode at anvende dem. Hertz gjorde som sagt det første Forsøg, og en i Dramatiken saa fyndig Mand, som Joh. Ludv. Heiberg gav det sit fulde Bifald. Man naar det er blevet ved Begyndelsen, saa er dette vel ikke saa meget af Mangel paa Villie, som paa Mod til at overvinde de Vanskeligheder, Forsøg i den Retning koste. Intet kan synes lettere end at skrive Kjæmpevisevers, men Intet er vanskeligere, naar de skulle være noget mere end regelløse Knittelvers, naar Uregelmæssighederne ikke skulle komme, hvor det falder Skriveren beleiligt, men hvor Tanken gjør en usædvanlig Vending, ligesom reiser sig i klirrende Plader. Det er en smal Sag, at sige en Ting saa ufuldstændigt og afbrudt, at Ingen kan blive rigtig klog paa Meningen, eller at betegne den med en Hoben eenstydige Ord; men det er en Hemmelighed, som kun Digteren forstaar, at kunne ligesom Kjæmpevisen være ufuldstændig og afbrudt, saaledes at der fra Anelsens Baggrund siges hundredegange mere end om Tanken var nok saa fuldstændig udført, eller ogsaa at gjentage det samme saaledes, at det lyriske Udtryk paa rette Sted styrkes, at Billedet ligesom fremtræder i Klangen af de ophobede Ord, eller den eensformige Gjentagelse bliver en synlig indre Følelses bedækkende Pantser. Alt dette forstaar Ibsen meget godt. Han har afluret Kjæmpeviserne alle deres «Fif» og deres Grundtone med. Han har begrebet den Kunst, at der ogsaa siges Noget ved hvad der forties, ved hvad der slettes. Man vil kalde dette en Paradox – men jeg anseer denne Fortielse, der afvexler med en paa sine Steder stor Snakkesalighed, for en af Kjæmpevisernes største Hemmeligheder. Det er ved denne Fortielse Scenen saa ofte rykker os saa overraskende nær ind paa Livet, retsom Alt allerbedst seer ud til at gaae saa bedageligt roligt til. Som et Belægsted ved Siden af de ovenfor gjorte Bemærkninger turde Signe's Replik (S. 46) maaskee passende tjene.
«Jeg mindes, vi sad ved Arnens Glød
En Vinterkvæld, – nu er det længe siden –
Du sang for mig om den Jomfru liden,
Som Nøkken havde lokket ned i sit Skød.
Der glemte hun bort baade Fader og Moder,
Der glemte hun bort baade Søster og Broder,
Hun glemte bort baade Himmel og Jord,
Hun glemte sin Gud og hvert christent Ord.
Men tæt under Strande den Smaadreng stod,
Han var tilsinde saa mødig og mod;
Med Kvide han slog sin Harpes Strenge,
Saa vide det klang baade lydt og længe.
Den Jomfru liden på Kjærnets Bund
Vaagned' derved af sin tunge Blund,
Nøkken maatte slippe hende ud af sit Skød,
Mellem Liljerne hen over Vandet hun flød; –
Da kjendte hun igjen baade Himmel og Jord,
Da fatted' hun tilfulde baade Gud og hans Ord!»
Mærkværdig er den Kunst, hvormed Ibsen omskrivende gjentager hvad der ligesom danner det lyriske Udtryks Spidse, for desto dybere at indprente dette. Saaledes her Glemselen, og saaledes S. 16 Mindet:
«Fuldtvel jeg kjendte den deilige Sang;
Gudmund har sjunget den mangen Gang;
Gudmund har sjunget den mangen Kvæld,
Og Alt, hvad han har sjunget, det mindes jeg vel.»
Saaledes ogsaa S. 50, hvor Margit tænker sig at kunne og kvæde som Hulderen for at lokke den elskede, men mod hende ligegyldige Gudmund til sig:
«Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde baade Nætter og Dage!
Hvor skulde jeg lokke den freidige Svend
Gjennem Lierne grønne til Bjergets Kammer!
Der kunde jeg glemme al Verdens Jammer,
Der kunde jeg brænde og leve med min Ven!»
Eller S. 28, hvor Margit med indædt Bitterhed beskriver den store, for hende eensformig tomme Herlighed, hun lever i:
«Og er jeg da ikke hædret og fri,
Kan jeg ikke byde, som det huer mig bedst,
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, raade?
Her er jeg den Første, Ingen sidder mig næst,
Og det, veed I, var mig altid til Maade.»
Eller endelig S. 34, hvor Margit skildrer sin Kamp for at skjule sin Sorg for Gudmund:
«Jeg dulgte min Nød, jeg gjemte min Kvide;
Thi du maatte mindst af Alle den vide.»
Et andet Beviis for hvorledes Digteren er trængt ind i Kjæmpevisernes Charakteer afgiver hans ganske til denne svarende Maade at indrømme den romantiske Naturbetragtning sin Plads. Det er faa Billeder, der anvendes, men det er saadanne, som ved sin Storhed og Begribelighed allerede for det barnlige Sind nødvendigviis maa trænge sig i Følelsens Forgrund og, ligesom ubevidst henkastede, lade ane Mellemleddene – det Underordnede. Det er Fuglenes Sang, Skoven og Lien og Blommer smaa, men dette er ogsaa hvad der først maa vække og nære den sværmende Opfatning af Naturen. Af denne saa indskrænkede Benyttelse af Billeder fra et rigt Folk kan man ikke slutte sig til nogen poetisk Armod; – man læse kun Digterens tidligere Arbeider, for at overbevise sig om at Armoden her ialfald er selvvalgt. – Endnu en Bemærkning maa knyttes til en Udsættelse, der er gjort paa Stykket. Man har fundet det Dansk i Tone, fordi Kjæmpeviserne i dansk Digtning først ere blevne anvendte paa den Maade, som deri forsøgt. Hertil siges: har Ibsen forstaaet at anslaae Kjæmpevisens Grundtone, bliver hans Digtning ikke dansk eller unorsk, fordi en dansk Digter først har gjort det samme. Kjæmpeviserne ere ikke eiendommelig danske, men nordiske og væsentlig fælles for de trende skandinaviske Folk; og derfor gjenkjender ethvert af disse deri Kjød af sit Kjød og Been af sine Been. Deres Toner finder som en velbekjendt længe halvdæmpet Røst Gjenklang i Folkets Bryst, fordi dette overalt har bevaret en Følelse af et indre Forvandtskab dermed, fordi de i sin Eiendommelighed synlig pege tilbage til fælles Udspring.
Jeg har her kun dvælet ved Stykkets poetiske Eiendommeligheder, der tillige udgjør dets bedste Kræfter, hvilket jeg saameget tryggere kan gjøre, som Stykkets dramatiske Mangler ere meer end rundelig forkyndte for Publikum af en anden Anmelder, der endelig har stillet dets nøgne Skelet tilskue; jeg vil saaledes ikke, ved at forbi gaa den Side af Sagen, kunne beskyldes for at have fortiet, hvad jeg ikke med frelst Samvittighed kunde rose. Jeg vil endog tilføie, at mine Udsættelser paa den dramatiske Behandling ikke vilde blive saa faa. Men de vilde dog i langt mindre Grad end et Par andre Anmelderes Dom ramme Hovedpersonen Margits Charakteer, til hvis Retfærdiggjørelse jeg finder mange indre Motiver, og overhovedet vilde alle dadlende Bemærkninger, der kunde gjøres, mere end overveies af den Roes, der maa ydes Stykket som Digterværk, som et ved en eiendommelig poetisk Behandling, dyb Lyrik og vidunderlig Musik i Sproget tiltalende Værk.