Theatret i Thisted. Henrik Ibsens «Gjengangere« havde i Aftes paa det nærmeste trukket fuldt Hus. En vis Spænding hvilede over Publikum, før Tæppet gik op; de, der havde læst dette den nyere Literaturs mest realistiske Drama, var nysgjerrige efter at se, hvorledes det tog sig ud paa Brædderne, og de, der ikke havde læst det, men kun hørt det omtale, var nysgjerrige efter at lære det at kjende. Saa gik Tæppet da op, og Spillet begyndte; men det viste sig snart, at de spillende havde paataget sig Opgaver, som de ikke mægtede at løse, da de laa langt over deres Kræfter. Et Kæmpearbejde som Osvalds Rolle var det umuligt for Hr. Züberlein at gjennemføre; for det første er han for gammel, og dernæst forstaar han ikke at gjengive de med uhyggelig Nøjagtighed udpenslede Enkeltheder. At hans Stemme paa sine Steder er lav, kan være rigtig nok, men at den undertiden blev uhørlig, er selvfølgelig en Fejl. I Fru Recke-Madsens Fremstilling af Fru Alving var der enkelte gode Partier, men som Helhed var hendes Spil for ensartet, for kraftløst; Skildringen af det ulykkelige Ægteskab blev i hendes Mund for svag og egnede sig ikke til at fremkalde den Rædsel, Digteren har tilsigtet. Pastor Manders' og Snedker Engstrands Fremstillere, d'Hrr. Sahlertz og Heilessen, var ikke de uheldigste; den første havde en ret god Mimik, og den sidste var ikke saa ilde maskeret. Frøken Svane er derimod en Umulighed i Regines Rolle; den halv rutinerede, frastødende Frækhed og Letsindighed, der ligger i Rollen, blev under Frk. Svanes Behandling til noget pjattet, barnagtigt Tøjeri, der hverken var Fugl eller Fisk.
«Gjengangere» er skrevet med stor dramatisk Kraft og danner ved sit uhyggelige Thema en skarp Illustration til Ordene om Fædrenes Synder, der hjemsøges paa Børnene. Sønnen, Osvald, er aandelig og legemlig ødelagt som Følge af Faderens Udsvævelser; det er denne Hovedtanke, hvorom Dramaet et voxet op. Digteren svinger Svøben over Tidens Synder, og gjør det med rystende Sandhed og stor Dristighed. De Skuespillere, der skal fremstille Stykket i Digterens Aand, maa være Kunstnere i deres Fag – men det, der i Aftes præsteredes her i Theatret, var ikke Kunst; derfor blev der noget ufuldendt, afdæmpet og formløst over det hele, der blev saa meget mere iøjnefaldende, fordi Publikum var gaaet i Theatret i den Tro, at de vilde faa noget ganske extra at se og høre – noget, der ikke tidligere var budt dem her fra Scenen.