Henrik Ibsens nye Skuespil:
(Kjøbenhavn, Gyldendal,)
udmærker sig ved den samme uovertræffelig faste Bygning og de præcist faldende Repliker, som alle Ibsens seneste Arbejder.
Man tænke sig noget saa beundringsværdigt som at det fireakts Skuespil, hvori der er tilstrækkelig Handling og spændende Udvikling, foregaar i Tiden fra den ene Dags Morgen til den næste Dags Eftermiddag. Men saa tages rigtignok Natten til Hjælp. Ingen af Personerne kommer af Klæderne den Nat, der ligger mellem de to Dage. Og i dette Tidsrum lærer vi ogsaa det, der er nødvendigt at kjende af Personernes Forhistorie. I Sandhed, kun Henrik Ibsen skaber et sligt formfuldendt Skuespil.
Hvad nu dette Skuespils Mennesker angaar, da maa det være nok at sige (alle skaffer sig jo Ibsens Bog), at Hedda Gabler, den gifte Dame, der kaldes ved sit Pigenavn, er en af de ejendommeligste Kvindeskikkelser, Ibsen endnu har skabt, og det vil, som bekjendt, sige meget. Hvis man nogetsteds skulde bruge Ordet «dæmonisk», da maatte det være i Forbindelse med hende. Hun er noget for Psykologerne. Lad dem nu trevle op hendes Hjerne; det blir visselig et interessant Arbejde. For almindelige Mennesker vil hun komme til at staa baade gaadefuld og tydelig, et Menneske man aldrig kan blive kjed af at studere, tilrækkende og frastødende paa en og samme Tid. Det mest iøjnefaldende ved hende er, at hendes Forsøg paa at faa Indflydelse over sine Omgivelser, Forsøg paa at danne sin Verden slig, som hun vil ha den, uagtet al den Hensynsløshed, hun lægger for Dagen, bliver saa forunderlig matte, glipper ligesom for hende. Disse Mandfolk, som hun tilsyneladende behersker, kommer Fru Hedda ingen Vej med, trods al den kolde Brutalitet, hun anvender. Hendes komisk godslige Mand og den lille Krøltop, Fru Elvsted, de kommer nok til at levere et Arbejde, trods Hedda. Og Assessoren blir ligeledes den overlegne. Hun faar jo rigtignok Eilert Løvborg bragt ud af Verden, men det blev dog ingen Tilfredsstillelse for hende. Den eneste Gjerning, der lykkes for hende, er da det Pistolskud, hun endelig gir sig selv.
Denne stærke, kolde, hede, brutale, kloge, lidenskabelige, smukke, forførende, efter Skjønhed higende Dame, Fru Hedda, hun er i Bund og Grund fejg, egoistisk, simpelt smaaligt beregnende. Det eneste, hun evner, er at dræbe sig selv. Og dog er der et Skjær af Poesi over hende. Hun fantaserer om, at Eile[r]t Løvborg skal have «Vinløv i Haaret». Dette «Vinløv» er som de «hvide Heste» i Rosmersholm. Det gir Farve. Rebekka West passede med det vide, dødningagtige; Fru Hedda maa ha til Baggrund noget blodrødt, som tørt Vinløv.
Strindberg vil sige, at hun kan intet stort udrette, fordi hun kun er Kvinde; derfor er det, alt glipper for hende. Men hun formaar at gjøre meget galt, Kvinde som hun er, og det er det, vi i dette Skuespil skal iagttage.
De mange Smaapudsigheder, der altid hører sammen med de mest ejendommelige af Ibsens Figurer, finder vi ogsaa her. Tesmans stadige: «Tænk det!» maa altid aflokke os et Smil.
Men trods Smaamorsomheder og de fint udførte Detaljer, blir Indtrykket af «Hedda Gabler» bare det storslagne, det, der engang seet, aldrig glemmes. Bare Heddas Skikkelse er saa kolossal og rager saa højt op – uagtet den er saa fint sammensat – at dette Skuespil blir dominerende. En Mesters Værk.
[Bolette C. Pavels Larsen]