Anonym anmelder i Aftenposten

Opførelsen af «Kongsemnerne» paa Vasatheatret blev igrunden ikke saa lidet af en Skuffelse. Ganske vist var Stykket sat særdeles smukt i Scene, men Udførelsen svarede ikke dertil. Ganske vist vilde man paa Dramatiskan havt langt bedre Kræfter til de fleste Hovedroller, men man har dog før paa Vasatheatret greiet sig saapas godt med det større Drama, at man ogsaa denne Gang var berettiget til at vente noget bedre, end der blev givet.

Selvfølgelig var Stykket optaget i Anledning af Ibsenjubilæet, men dets første Opførelse Mandag fandt Sted til Fordel for Hr. Hillberg, som spillede Bisp Nikolas. Ganske vist blev denne Præstation betydeligere end nogen af de øvrige, men det skyldtes væsentlig et Par fortræffelige Enkeltheder, særlig i 2den Akt hans Opeggelse af Skule under Henvisning til den Engel, der reiste sig mod Lyset og blev mægtigere end alle Jarlerne deroppe; desuden et enkelt Punkt i Dødsscenen i 3die Akt. Men taget i sin Helhed blev denne Menneskeskildring ikke særlig dyb. Det er med Rette blevet indvendt, at man her saa mindre af den høiættede, i sin Kløgt og sine fint spundne Intriger drevne Statsmand, end man kom til i mangt og meget at tænke paa den drastiske Skildring af hin Mand af Folket, Gert Bokprentare, den Glansrolle, som Hillberg nylig gjenoplivede. Det var egentlig kun Klæderne, som skilte; de tykt strøgne naturalistiske Træk var de samme.

Derfor blev ogsaa den ellers meget taknemlige Dødsscene af langt ringere Virkning end visselig i den omhyggelige naturalistiske Udarbeidelse beregnet. Man saa for meget af Overfladens Detaljer og for lidet derindenfor. Og betegnende for, hvad Hillberg har søgt i Rollen, er det, at han har kunnet helt give Slip paa den for den hele Nikolasskildring saa karakteriserende Gjenfærdsscene, der var aldeles strøgen, skjønt ogsaa Skules sjelelige Tilstand i Slutningsscenen bliver vanskelig forklarlig uden den.

At Hillberg denne Gang ikke rigtig lykkedes at give noget som Helhed betydeligt, om der end fandtes nogle virkeligt gode Enkeltheder, det erkjendes iøvrigt ogsaa af en større Del af Stockholmspressen, der ellers ikke gjerne øver Kritik paa ham eller vil skjelne mellem, hvad der er ham givet og hvad der er ham negtet.

Alligevel blev dog denne Præstation det kunstnerisk værdifuldeste i Udførelsen. Uden en virkelig Skule Jarl er det naturligvis ikke saa lysteligt at se «Kongsemnerne», og man kan kun forbauses over, at en ellers virkelig begavet Karakterskuespiller som Hr. Svennberg saa fuldstændigt mislykkedes i at give den ydre Figur Indhold. Han har dog før i det høiere Drama vist Tilløb til noget dyberegaaende Karakteristik, men her var det saa omtrent aldeles tomt. Fra den første Akt til den sidste var der aldeles fladt, farveløst og øde, og man maa antage, at han har gaaet til Opgaven uden at interessere sig særlig for den og uden alvorlig Stræben efter at forstaa og gjennemtrænge den. Og om man i Hr. de Wahls Kong Haakon end maaske anede noget mere Arbeide med at komme lidt indenfor Klæderne, saa maa dog ogsaa her i det store taget det samme siges, at der var rent tomt.

Den i Virkeligheden farveløse Diktion, der søger ved Skrig at opnaa «Klem» i Repliken, viste sig noksaa gjennemgaaende, og det var derfor behageligt i en af Rollerne i andet Plan, Hr. Bror Olsons Jatgeir, at høre en virkelig naturlig, temperamentsfarvet Tale, der havde Klang indenfra, skjønt Kunstnerens Personlighed maaske ikke passer ganske til Fremstilling af den sværmeriske Skald. Men naar dette Anerkjendelsens Ord er lagt til, hvad man jo maa yde Hr. Hillberg for visse Dele af hans Fremstilling, saa kan man ogsaa lægge Pennen ned, da det her ikke kan være paa sin Plads at gaa i Detail med, hvad der i enkelte Biroller var tilfredsstillende.

Vasatheatret havde altsaa denne Gang ikke været ganske heldigt, men det maa haabes, at Stykkets egen Magt virker saaledes paa Publikum der isaafald nok tager tiltakke med lidt grovere Kunst at Theatret ikke afskrækkes fra at fortsætte Forsøgene med det større Drama. Strindbergs «Mester Olof» gik jo, om end ingenlunde fuldkomment, saa dog bortset fra Titelrollen gjennemgaaende adskillig bedre, og Rom blev ikke bygget paa en Dag.

Saa skal vi paa Søndag, selve Festdagen, altsaa have en Formiddagsforestilling med Dele af «Brand» paa Operaen i Kristiania kjender man jo Hr. og Fru Lindbergs Udførelse af Hovedrollerne fra før af samt om Aftenen paa Dramaten «Fru Inger» med Fru Engelbrecht i Titelrollen og Hr. Skaanberg som Nils Lykke.