Henrik Ibsen: «Rosmersholm».
I «Vildanden" var det en anskudt og indfangen Fugl, som gjemte Stykkets Tanke under sin lamme Vinge; i det ny af Henrik Ibsen udgivne Skuespil «Rosmersholm« farer den om ved Nattetider paa «den hvide Hesten" – et Spøgelsedyr, som paa den gamle Slægtsgaard varsler Undergang for Folk og Planer.Johannes Rosmer er den sidste Mand af Slægten. Forfinet i Sind og Sans har han været skræmt tilbage af Lidenskaben i sin Hustrus Kjærlighed. Hun blev da tungsindig, efterhaanden næppe sig selv mægtig, og under Indflydelse af en kløgtig, ung Kvindes beregnede Ord søgte hun Døden i Møllefossen, fordi hun trode, at hun kunde give sin Mand Lykken i denne samme Kvindes Arme. Men «den hvide Hesten" blev paa Gaarden. I usynlige Ringe lagde den Baand paa Baand om Rosmersholm og magtstjal hver Vilje der. Johannes Rosmer, der intet anede om den sande Bevæggrund til sin Hustrus Selvmord, drømte nu sammen med den kloge, unge Kvinde Rebekka, hans Husbestyrerinde, store Drømme om at gribe ind i «Dagens levende Liv», «vinde Sindene og Viljerne og skabe Adelsmennesker», og hun vilde have Lise for sit rasende Begjær i Rosmers Kjærlighed. Men det blev til, at han opgav alt i det samme Øjeblik, han mødte den første Hindring paa sin Vej i det levende Liv, og hun var da allerede bøjet og brudt i selve sin Attraa: Samlivet med den aandig anlagte Rosmer havde for længst tvunget alle opjagede Magter i hende til Tavshed. Og saa havde hun faaet Skyldbevidsthedens Byrde i Stedet. Da nu Begivenhederne vende det til, at han af et fuldt Hjærtes Trang beder hende om at blive hans Hustru i «Fryd og i Lidenskab», vil hun det ikke. Hans Livssyn har «adlet" hendes, hun vil kun den stille Kjærlighed. Men han, som ikke længer har nogen Tro paa sin «Livssag», og som ikke stoler paa hende, fordi han af hendes egen Mund har erfaret, hvad det er for Planer, hun har næret med ham, forlanger dels for at faa troen paa sig selv tilbage og dels som Vidnesbyrd om, at hun virkelig har «den store Kjærlighed», at hun skal gaa den samme Vej som hustruen – i Møllefossen. Det vil hun. Men da erklærer han hende for sin rette Hustru at være og følger hende i Fossen. At det er «den hvide Hesten" paa Rosmersholm, som tager dem, kan ses deraf, at netop da han faar den Betingelse opfyldt, som han kræver for at udrette noget i Livet – om den opstillede Betingelse duer til nogen Verdens Ting, maa blive et Spørgsmaal for sig -, saa vil han intet, og deraf, at uagtet hun faar Vished for, at det uhyre Offer, hun vil bringe, er omsonst, saa bringer hun det dog. Saaledes handler ikke Mennesker, som ikke er under en eller anden Paavirkning ude fra, og det siges da ogsaa til Overflødighed baade af Rebekka og Rosmer, at de er under det «Rosmersholmske Livssyn" – det er det navn, den hvide Hest jævnlig bærer i Skuespillet. Den kaldes ogsaa «Slægtstvivl" eller «Slægtsangest" og «Slægtsskrupler».
Vi er komne ind i noget, der ligner de gamle Skæbnetragedier og dog ikke er det. Ibsen synes at ville sætte Slægt for Skæbne og vise, at ikke alene Slægtens Medlemmer, men ogsaa de, der af Venskab eller Beregning slutte sig til den, maa bøje sig for dens Magt. Der er heri noget overmaade dunkelt, og naar man tror allerbedst at have arbejdet sig ind til Ibsens Mening, er man ikke sikret imod, at ikke det hele i næste Nu sprænger bort som et Blændværk paa Spøgelsehesten.
Hvad man ved om Rosmersholmerne er nemlig kun givet i Antydninger og enkelte Bemærkninger, der peger i forskjellige Retninger, og saa i, hvad der kan udledes af selve Johannes Rosmers Personlighed. Men saa meget synes at staa fast, at medens Slægtsangesten paa den ene Side gjør denne den sidste Ætling til et i det praktiske Liv udueligt Menneske, har Slægtsvanerne paa den anden Side Magten til at døve Vildskab og hæmme Falskhed. Det viser sig i alt Fald paa Rebekka. Dog ogsaa dette svømmer ud i den hvide Taage, hvori Hesten kommer til S yne; thi det er jo netop den eneste tilbagelevende Rosmersholmer, der for sin Del uden egen Skyld hidser to Kvinders Lidenskab i den Grad op, at den ene bliver vanvittig, den anden en Forbryderske, og begge maa de i Møllefossen.
Ligesom man imidlertid i «Vildanden" ikke havde synderligt Udbytte af at fordybe sig i den Fugls Historie, som gav Stykket Navn, saaledes gaar det ogsaa her i «Rosmersholm». Hvad Ibsen har ment eller ikke ment med denne Slægt; hvoraf der kun er en Mand tilbage og nogle Portræter, bør vistnok overlades til hver enkelts Skarpsindighed at udgranske. At sætte almengyldige Tanker til rette paa den hvide Hest, medens den farer koglende ud i Natten, vil næppe lykkes.
Der staar tilbage at bedømme de Skikkelser, som vise sig i den klare Dag. Foran dem alle gaar den alvorlige Rebekka. Hun har kæmpet sin Kamp og stridt sin Strid. Fra at være et hensynsløst, endog ubændigt og voldsomt Menneske, som havde Magt til bedaarende at dølge den Hede, der glødede i hende, er hun bleven en fremad stræbende, stille bevæget Kvinde, som elsker i Selvfornægtelse og Ro. Hun har faaet en Slags begejstret Tro paa det godes Sejer i Verden, og hun driver den Mand frem til Handling, som har bevirket Omslaget i hende. Har han blot ved i et fortroligt Samliv at vise sig som den ædle Natur, han er, kunnet forvandle hende fra en Slags sejdbryggende Troldkvinde til et opofrende og sandhedskjærligt Væsen, hvad maa han da ikke kunne udrette i Verden naar han umiddelbart træder op for at adle Menneskene? Ibsen havde i Gregers Werle drevet Manden med «den ideale Fordring" ud i Taabelighedens Yderligheder, og der er noget lignende, som forstyrrer ved Rebekka. Hvorfor kan hun ikke faa den let paavirkelige Rosmer til i al Tarvelighed at tage sig sin stille Gjerning paa i Livet og virke forædlende, saa langt som hans – ikke betydelige – Evner rækker? Hun har jo dog en Fortid, som ikke synes at have været saa helt upraktisk endda, hvad skal disse store Ord om en Verdensmission til over for en Mand som Rosmer, der ikke har andet at byde Menneskene end sin bløde Bravhed? Det overdrevne i de Synsmaader, hun bringer ind paa Rosmersholm, forstyrrer Billedet, som «den ideale Fordring" gjorde det i «Vildanden». Hun er ikke sand længer end til det Øjeblik, da hun har skildret, hvad hun oprindelig vilde, og hvad Udfald hendes Hensigter har faaet. Den store Strid, der har staaet mellem hendes Begjær og Rosmers milde Usanselighed, er den Del af Digtet om Rebekka, som kan bruges i Norge og her; hvad der gaar ud over dette, staar for Ibsens Regning som Fantasi.
I «Vildanden" gik Doktor Relling om og bragte de forvirrede Ideer i Trit og Følge paa ny, men her i «Rosmersholm" er der kun Redaktør Mortensgaard til at tage sig af den sunde Fornuft, og hans Forestillinger veje ikke tilstrækkelig op imod de andres Storhedssyner. Han er et solid opfattet lille Virkelighedsmenneske, og i det ene Optrin, som er betrot ham, faar Stykkets Ide ikke synderlig Væxt; han er kun kommen med for at vise, at Digteren dog ikke helt har undladt at lodde det Farvand, hvor han har sendt sin Skude ud.
Det er dog netop denne utrygge Følelse af, at vi her sejle paa Indskydelse og genialt Forgodtbefindende, som vil bevirke, at «Rosmersholm" ikke faar tilnærmelsesvis den Betydning, som «Gjengangere" og «Et Dukkehjem" og til Dels vel ogsaa «Vildanden" har haft. I Johannes Rosmer har Digteren ikke formaaet at give os det skjønne Mandsbillede, som Rebekka har set. Han er en svag Person, der til Trods for, at han har gjennemgaaet den samme aandelige Udvikling som en stor Del af de stræbende Nutidsmennesker, ikke kan finde sin Plads i Verden, og hvor meget vi end maa agte ham som Karakter, er det dog med forholdsvis Ro, at vi se ham gaa i Møllefossen. Der er ganske vist ikke nogen tvingende Grund for ham til at vælge denne Udvej, naar vi ikke tage «den hvide Hesten" med i Beregning, men vil han gjøre en Ende paa sit Liv, maa vi indrømme, at Verden kan undvære ham.
Rektor Kroll er de norske «dannedes" udmærkede Repræsentant, men synderlig fængslende er hans Skikkelse ikke, og hvor frisk end den mislykkede Komediant Ulrik Brendel gaar løs paa sit Togt ind i Livet paa ny, saa fanger heller ikke han dog ret vort Øre. Han er for konstrueret, og særlig er han det ved sin Gjenkomst efter det lidte Nederlag. Man undres over, at hans Ord kan faa anden Betydning end den, det snurrige Mundsvejr har.
«Rosmersholm" er et Skuespil, der mere er skrevet om Tanker end om Mennesker.
Det synes, som om Ibsen er bleven grebet af et af de virkelige Familiesagn fra det sydlige Norge, hvor slige Besiddelser som Rosmersholm findes – der er ikke mange af dem -, og han har da digtet Forholdet om til en Kamp mellem en Nykomlings Overbegjær og Slægtsmathedens gjemte Styrke. Der er sublime Ting i dette – og mærkelige Urimeligheder. Paa nogle vil de ophøjede Forestillinger fortrinsvis virke, der er andre, som ikke vil kunne glemme Urimelighederne. Men man er heller ikke forpligtet i saa Henseende. Ibsen har selv mere end nogen anden lært os, hvad et Virkelighedsdrama vil sige, og vi er ikke forbundne til at gaa Vejen tilbage til «Brand" og «Kjærlighedens Komedie», fordi Digteren uden at vare os pludselig vil det saa. Og vi er ikke advarede. «Rosmersholm" gjør Fordring paa at have sit virkelige Sted i det stenede Norge; Elven løber der virkelig forbi, men saa vil vi ogsaa have, at det skal være virkelige Mennesker, som springe i dens brusende Vand. Men Rebekka og Johannes Rosmer er tænkte, ikke sete Personer. – At Ibsen tænker bedre, end mange andre ser, kan ikke her være afgjørende.
E. Skram.