Christiania Theater. Den Udførelse, Henrik Ibsens sidste Skuespil «Rosmersholm» fik iaften paa Christiania Theater, da det endelig efter mange Forsinkelser for første Gang kom op paa Repertoiret, bekræfter i fuldt Maal den Erfaring, man har om, at vor Nationalscenes Mangel paa streng Skole, minutiøs Indstudering og et i Detaljerne helt gjennemført Samspil gjør sig mindst gjældende i nationale Dramaer. Den Omstændighed, at Skuespillerne her bevæge sig paa hjemlig Grund, øver for det første en betydelig Indflydelse. Dertil kommer, at man paa Christiania Theater, der er nødt til i Aarets Løb at indstudere et stort Antal Stykker, hvorved selvfølgelig mange afjaskes i temmelig ufærdig Form, gjør prisværdige Undtagelser fra Hastverksprincipet, naar et af vore egne Digteres Arbeider foreligger.
Herom har, som sagt, Aftenens Forestilling tydeligt Præg. Stykket, der iøvrigt kun kræver ringe scenisk Udstyr, var opsat efter den af Forfatteren selv givne Anvisning, der syntes befulgt til de mindste Detaljer. Samspillet gik med Præcision, øiensynlig Frugten af et omhyggeligt Arbeide. Hvad vi særlig ville nævne med Anerkjendelse, er den Rolighed, der vilede over Dialogen, uden at denne derved tabte i fornødent Liv, – en Rolighed, der i den senere Tid som oftest savnes, idet man synes at forvexle Nødvendigheden af Liv i Replikhandlingen med et forceret Jag uden de Pointer, som netop en god Anvendelse af Pause kan laane Dialogen.
Her er ikke iaften Anledning til i Detalj at gaa ind paa den Opfatning, hver enkelt af de rollehavende har af sit Parti og den Maade, hvorpaa denne Opfatning er forsøgt gjennemført. Foreløbig derfor kun nogle spredte Bemærkninger.
Ved Læsningen af «Rosmersholm» frembyder det sig strax for Kritiken, at Stykket synes svagt i dramatisk Henseende, idet der er forholdsvis Mangel paa Handling, fortalte Begivenheder spille en stor Rolle, og der synes at være Ensformighed i Bygningen af de fire Akter. Opførelsen bekræfter imidlertid kun delvis denne Dom. De lange Samtaler faa ikke alene gjennem den udmærkede Sprogbehandling, paa en Tid saa nøktern og farverig, men ogsaa gjennem selve den Rolle, det fortalte spiller ligeoverfor de optrædende Personers Sjeleliv, en Aktualitet, som man forbauses over. Alene i den mystiske fjerde Akt slaar dette ikke til, den dunkle Samtale mellem Rosmer og Rebekka falder pinefuld lang og man puster næsten lettere, da de af sit «frigjorte» Livssyn føres til at søge Døden «saa gladelig» sammen i Møllefossen.
Den Fremstilling af Rosmer, Hr. Hammer giver, er et godt Bevis paa det oven sagte om, at Jaskeriet lægges væk, naar en større national Opgave foreligger. Hr. Hammer, der ellers hyppig snubler baade over sine Ben og sine Repliker, havde iaften forlenet begge Dele med en velgjørende Ro, der bevirkede, at den Varme, han altid raader over, kom dobbelt til sin Ret. Den uklare Drømmer, der gjerne vil tro, at man gjennem dunkle Talemaader om Frigjørelse og lign. kan skabe en Slægt af «glade Adelsmennesker», fik af Hr. Hammer en Fremstilling, hvor paa engang Tankens Uklarhed og Hjertets Nobelhed kom tilbørlig til sin Ret. Mere kompliceret er Rebekka, og Frøken Reimers formaaede kun delvis at pointere de forskjellige Sider hos hende, – en Opgave, der ogsaa er saa meget vanskeligere, som de stærkeste Sider af hendes Karakter og Følelsesliv omhyggelig ere overdækkede selv for dem, der staa hende nærmest. Medens Replikbehandlingen derfor i de første Akter var adskillig samlende, lykkedes Udbruddet i tredie Akt, da hun endelig aabner sin Karakter for de andre, særdeles vel, og et stærkt Bifald var Paaskjønnelsen herfor. – Det schablonmæssige, der hviler over Rektor Krolls Person allerede fra Forfatterens Haand, forbedredes ikke ved det Anstrøg af Karikatur, Hr. Hansson især i sin første Fremtræden gav den. Rollen er vanskelig, da der mangler en nærmere Individualiceren fra Forfatterens Side og ei anerkjende de Anstrengelser, Hr. Hansson desuagtet og ikke uden alt Held gjorde for at skabe en Type deraf. Men det er vistnok mod al Rimelighed, at denne lægges saa langt nede, som her var Tilfældet. Af Vagabonden Brendel gjør Hr. Reimers i første Akt en særdeles morsom Figur. Den glimrende Maade, hvorpaa Modsætningen mellem de ydre Vilkaars Usselhed og den personlige Optrædens Storartethed er skildret af Forfatteren, kommer fuldt til sin Ret. I fjerde Akt derimod synes Fremstillingen noget farveløs. Selv den flotte, udprægede Bergenserdialekt, hvormed R. har udstyret Figuren, kom stundom ligesom bort. Af «Præsidenten» og «Excellensen» Mortensgaard, den radikale Avis´s slu og lurvede Redaktør, har Hr. Clausen skabt en ligeledes meget karakteristisk og morsom Figur, der dog maaske i rent ydre Henseende er lagt lidt unødig lavt. Replikbehandlingen er behersket, hvorved Effekten øges, – de hos Clausen vanlige Overdrivelser af det komiske Element ere rent holdt borte. Frøken Parelius gjør god Figur som Husholdersken.
Bifaldet faldt efter de tre første Akter næsten demonstrativt stærkt. Fjerde Akts Uklarhed virkede imidlertid kjølende, og det var derfor mindre paakrævet, at Regissøren efter denne fremtraadte og meddelte, at «det ærede Publikums Hyldest vil blive Digteren meddelt». Nogle ikke stærke Hurraer for denne istemtes derpaa. Huset var meget godt besat, dog ikke udsolgt. Orkestret burde kunne gjøre Regning paa, at Mellemaktskonversationen ikke dreves fuldt saa høirøstet, naar en Symfoni af Mozart spilles.