Kristiania Theater. Den første Opførelse af Henrik Ibsens «Rosmersholm» gaves iaftes for et fuldt Hus, væsentlig bestaaende af det samme Publikum, som ialmindelighed udgjør Premierpublikumet, naar et Værk af vore nationale Digtere bringes paa Scenen. Stykket, der gjennemgaaende fik en god Udførelse, og som var sat meget smukt i Scene, fulgtes med stor Interesse, og livligt Bifald lød saavel efter hver Akt som ved Tæppets endelige Fald, hvorefter Regissøren, som sædvanlig ved lignende Leiligheder, traadte frem og meddelte Publikum, at Theatret vilde give Digteren Underretning om den Lykke, Stykket havde gjort. Som alle Ibsens Stykker, viste ogsaa «Rosmersholm» sig at være et dramatisk virkningsfuldt Arbeide, om end det uklare og taagede i dets Ide og Handling neppe kan siges at vinde nogen større Klarhed og Anskuelighed ved Opførelsen. Noget Repertoirestykke vil «Rosmersholm» neppe blive.
Kristiania Theater. Den Omstændighed, at Opførelsen af Henrik Ibsens nyeste Drama «Rosmersholm» paa Kristiania Theater tilfældigvis kom til at finde Sted samtidig med, at Efterretningerne om dets store Sukces i Tyskland naaede hid, maatte om mulig end ydermere øge den Interesse, hvormed dets Opførelse paa vor egen Scene, ialfald af en Del af det theaterinteresserede Publikum har været imødeset, og Spændingen efter at erfare, hvilken Virkning det vilde komme til at gjøre, tolket af vore egne kunstneriske Kræfter. «Rosmersholm» har, som bekjendt, hidtil ikke egentlig kunnet rose sig af noget særdeles Held i Skandinavien. Det kgl. Theater i Kjøbenhavn har ikke fundet Plads for det paa sit Repertoire, i Bergen, hvor det først kom til Opførelse, gjorde det kun tynd Lykke, og i Gøteborg forsvandt det fra Scenen efter nogle faa Forestillinger. Da det ved Juletider udkom i Trykken, var det ogsaa, som det vil erindres, Gjenstand for en høist forskjellig Bedømmelse i Pressen. Medens det fra enkelte Hold løftedes til Skyerne som et Mesterverk af første Rang, og betegnedes som et af Digterens dybsindigste Verker, fandt andre, at det snarere maatte betragtes som et Arbeide af temmelig tvivlsomt æsthetisk Værd – et uhyggeligt Produkt af den ensomme Grublers syge Tvivl og dybe Menneskeforagt. Men hvilken Mening man nu end forøvrigt i saa Henseende maatte hylde, kunde man dog ved Læsningen af dette Ibsens nyeste dramatiske Arbeide vanskelig frigjøre sig for Indtrykket af, at det Livsbillede, Digteren her har tegnet, savnede noget af det stærke realistiske Materiale, hvoraf hans tidligere Dramaer var bygget, og at man istedetfor et virkeligt levende Digterverk, havde faaet et Kunst- og Tankeprodukt, – et Arbeide, hvis Ide og Indhold, uanset dets formelle Fortrin, neppe kunde siges at være tilgjængelig for alle, og hvis Totalindtryk ubetinget var mattere end Tilfældet havde været med Ibsens tidligere Dramaer. Selv om man før ikke i et og alt havde kunnet sympathisere med den Ibsenske Digtning, saa stod man dog altid beundrende ligeoverfor den Iagttagelsens Sikkerhed, hvormed Digteren havde formet sine Personer og det dybe Greb, han havde forstaaet at gjøre ned i Virkelighedens Verden. Men i hans seneste Arbeider synes det som om Grunden svigter; det realistiske Stof er her bleven alt tyndere og tyndere, den psykologiske Udvikling og de ledende Grundtanker dunklere og uforstaaeligere; hvad der igjen i Forening med at Genren i det Hele taget turde have tabt endel i Sympathi, væsentlig har bidraget til den svagere Interesse, hvormed disse Arbeider er bleven omfattet af det store Publikum.
Imidlertid kan dog meget af hvad der ved Læsningen af et Drama, staar mindre klart vinde frem til Liv og Anskuelighed gjennem Opførelsen, og man havde derfor saameget mere Grund til at være spændt paa at erfare, hvorvidt den sceniske Tolkning vilde bidrage til at bringe større Klarhed over og en dybere Forstaaelse af «Rosmersholm». Og nægtes kan det vistnok heller ikke, at ialfald flere af Figurerne har faat en større Individualitet ved at iklædes menneskelig Skikkelse, ligesom at enkelte Partier af Handlingen, der ved Læsningen syntes at virke stillestaaende og ensformig gjennem Opførelsen faar dramatisk Liv og Aktualitet; men Totalindtrykket bliver dog ikke destomindre uklart og utilfredsstillende. Scenens Kunst formaar ikke at bringe Løsning paa Stykkets store Gaade og at gjøre det til et virkeligt levende Digterverk, om den end giver Anledning til at beundre den ydre Teknik og den Korrekthed, hvormed Digteren har forstaat at opkonstruere Dramaet og stramme Handlingens Konflikt.
Fra Theatrets Side er der aabenbart lagt meget og omhyggeligt Arbeide paa Stykkets Indstudering ligesom ogsaa det ydre Udstyr, hvori det præsenteres, er stilfuldt og nøiagtigt efter Digterens egen Anvisning. Allerede ved Synet af den gamle, ærværdige Stue paa Rosmersholm, hvis Vægge er bedækkede med Familieportræter af den Rosmerske Slægt, fornemmer man som et Pust af den tunge Luft, der hviler over den hele Handling. Af de Rollehavende har Fremstillerne af de to Hovedpersoner, Johannes Rosmer og Rebekka West de betydeligste Opgaver; begge Roller frembyder Vanskeligheder ved sin Mangel paa Klarhed, om end Rosmer er en enklere og mindre kompliceret Karakter end Rebekka. Der var en velgjørende Ro og et Præg af Nobelhed over Hr. Hammers Fremstilling af Rosmer, paa samme Tid som ogsaa det veke og viljesvage kom frem hos den ideale Drømmer, der har brudt med sin geistlige Fortid for at vie sit Liv til Arbeidet paa Menneskenes Frigjørelse, en Opgave, der for ham væsentlig former sig som en uklar Theori om at kunne forsone de stridende Partier ved at skabe en Slægt af «glade Adelsmennesker». At bringe en Karakter som Rebekka til fuld Forstaaelse vil neppe lykkes for nogen Skuespillerinde. Det vil altid blive uforstaaeligt, baade hvorledes denne energiske og lidenskabelige Kvinde kan fatte et saa stærkt sanseligt Begjær efter den fine, usanselige Rosmer, at hun endog i sin Hensynsløshed kan ofre et Menneskeliv for at naa frem til sit Maal, som at en Kvinde med Rebekkas Fortid og Naturel kan paavirkes og forædles eller om man heller vil magtstjæles af hvad hun kalder det «Rosmerske Livssyn». Det er imidlertid i denne sidste Udviklingsfase, at vi møder hende i Stykket; af hendes Fortid er der tilsyneladende ikke meget tilbage. Hun gaar stilfærdig omkring paa det gamle Rosmersholm som dets Eiers ædle og uundværlige Veninde, indtil Magter udenfra griber forstyrrende ind i dette «skjønne, rene Venneforhold» og bringer hende til at gjøre den Tilstaaelse, der omsider hidfører Katastrofen. Efter først af Forfatteren selv at være bestemt for Frk. Constance Bruun, er Rollen under hendes Sygdom gaaet over i Frk. Reimers Hænder. Naar man tager i behørig Betragtning, hvorlidet denne Skuespillerindes kunstneriske Temperament staar i Rapport til en Rolle som Rebekka West, maa man yde Frk. Reimers den største Anerkjendelse, for hvad hun her har præsteret. Der kunde maaske gjennemgaaende lægges noget mere Personlighed ind i Fremstillingen; i de første Akter gaar hun tildels ved Siden af Rollen, og Diktionen bliver her lettelig noget monoton, men der er til Gjengjæld i de mere bevægede Udbrud en Stemning over hendes for al opstyltet Pathos og Effekt befriede Spil, der gjør et sandt og ægte Indtryk. Af de øvrige Rollehavende maa vi først og fremst nævne Hr. Reimers som Rosmers fordums Lærer Ulrik Brendel. Brendel er, saaledes som vi gjør hans Bekjendtskab i Stykkets første Akt, en fortrinligt tegnet Figur. Han er et af de mislykkede Genier, hvoraf en tidligere Periode ikke havde saa faa at opvise Existenser, der havde lidt Skibbrud ude i Livet og som helst gav dette Skylden herfor, medens det vel i de fleste Tilfælde var dem selv, der havde styret sin Skude paa Grund, fordi de til sit ideale Livssyn manglede det rette Livsalvor og den fornødne personlige Vederhæftighed. Hr. Reimers havde grebet Figuren lige i Centrum. Overlegenheden og Forlorenheden stod i en fortræffelig Modsætning og der var en uforlignelig Svada og et fint Humor i den høitravende Maade, hvorpaa han deklamerede sine hule Fraser. Naar Figuren alligevel virkede svagere i sidste Akt end i første, saa er det neppe Hr. Reimers, men snarere Forfatteren, som bærer Skylden herfor. Den sentimentale Livslede, der har grebet Brendel ved den pinible Opdagelse, at han er aandelig bankerot og indgivet ham «Hjemve efter det store Ingenting» er neppe i fuld Overensstemmelse med Karakterskildringen forøvrigt; Ulrik Brendel taber ikke saa let sit gode Humør, og hans fornyede Nærværelse synes nærmest kun at skulle tjene til at lede Rosmers Tanker hen paa det Offer, denne senere fordrer, at Rebekka «gladelig» skal give ham ved for hans Skyld at gaa i Møllefossen. Hr. Hanssons Rektor Krol var ligeledes en baade original og godt set Figur. Det er et for Hr. Hansson nyt Rollefag, hvori han ved denne Leilighed optræder, og denne Omstændighed har maaske bidraget sit til, at han ialfald ved den første Opførelse var tilbøielig til at bruge vel stærke Farver, ligesom ogsaa at Spillet blev noget ujævnt. Der har været anket over, at Hr. Hansson karikerer Figuren formeget, men hans Opfatning af denne er vistnok i fuld Overensstemmelse med Forfatterens Intention. Af «Blinkfyrets» Redaktør Peder Mortensgaard havde Hr. Klausen baade ved sin Maske og sit Spil med Held bestræbt sig for at give en individuel Personlighed, der dog maaske for det Ydres Vedkommende var lagt en Smule vel lavt. Som den gamle Husholderske Mad. Helseth spillede Frk. Parelius sikkert og godt som sædvanlig, men den lille Rolle havde dog ikke givet hende Anledning til at forøge sit Repertoire af lignende Roller med nogen egentlig ny eller væsentlig karakteristisk Figur.
Theatret har Ære af sin Opførelse af «Rosmersholm», og de Spillende fortjener Paaskjønnelse for den Energi og det Arbeide, de har lagt paa de dem tildelte Opgaver, men om Stykket vil vinde nogen varig Plads paa Repertoiret, tør dog være et tvivlsomt Spørgsmaal.