Literatur.
Af den norske Digter Henrik Ibsen, hvis udmærkede Drama "Kongs-Æmnerne" langt fra har gjort sin Forfatter saa navnkundig, som han fortjente at være det, er paa den Gyldendalske Boghandels Forlag udkommet "Brand, et Dramatisk Digt". Denne Bog vil ikke lade noen Læser kold; ethvert modtageligt og ukløvet Sind fornemmer, naar Læsningen er endt, et rystende, ja overvældende Indtryk af at have staaet Ansigt til Ansigt med en stærk og indigneret Genius, for hvis gjennemskuende Blik Svagheden tvinges til at slaae sit Øie ned; og hvad der gjør Indtrykket mindre reent, nemlig at denne overlegne Mand ikke i lige Grad er gjennemsigtig for den Læser, i hvis Øre dens Opraab runger, det gjør det til Gjengjæld kun saa meget mer betagende. Var det nu end Synd og Skam, om Kritiken skulde enervere Virkningen af Digtet, forsaavidt som det udflammer og opildner, saa bør den dog luttre og klare det Indtryk, som Bogen umiddelbart gjør, selv om den derved berøver det Noget af den Magt, der slaaer med Stumhed.
Den sande Poesi har en dobbelt Egenskab: den bevæger og den beroliger, den vækker og den forsoner. Dens Kunst er den: frivillig at tabe i Skjønhed for at vinde i Skjønhed, tilsyneladende at udsætte det Skjønne for den største Livsfare og dog; altid at frelse det heelt og holdent tilsidst. Salonpoesien, der Intet vover, vinder heller Intet; men paa den anden Side er en flammende Pathos, som gaaer til Marv og Been, som erklærer Sløvheden Krig paa Liv og Død, dog aldrig mere end et poetisk Element; thi Digtekunsten vil kun Krigen for Fredens Skyld, lader kun Kræfterne brydes mod hinanden for at gjøre Slutningsharmonien desmere fuld og dyb og opløftende. Den blot beroligende Poesi staaer ikke i nogen Fare for at komme udenfor Kunstens Grændser; den sysler endnu den Dag idag med Idealer, der staae Livet meget fjernt som Helte- og Ridder-Skikkelser, hvis Forestillinger om Pligt, om Ære, om den sande Storhed ere vidt forskjellige fra vore. Anderledes den vækkende Poesi: denne, der lidt efter lidt har ladet hine Idealer smelte sammen med Tidens eget Samvittighedsideal, staaer i en meget alvorlig Fare for at komme til at virke saa personlig nærgaaende, saa foruroligende og angribende, at den ophører at gjøre Indtryk af Kunst. Jo mere direkte den gaaer tilværks, desmere udsætter den sig for dette Vovespil. I et Digt som Heibergs "En sjæl efter Døden" var den poetiske Humor endnu saa meget lettere end Virkeligheden, at den bar sin Ballast af Dommens Alvor let som en Fjer, i megen senere dansk Poesi er dens Flugt allerede tungere, i Henrik Ibsens "Brand" er den reent forsvunden. Hos Ibsen raader den bittre Indignation, hvis tunge Vaaben ikke tillade nogen Fjernkamp, men som gaaer Samtiden ind paa Livet uden Naade. Vanskeligheden her er ikke den, at Poesien har en polemisk Karakter. Det havde den allerede, da den i sin Tid forfægtede sin egen Sag mod en Spidsborgerverdens Prosa; men Ulykken er den, at Poesien nutildage kjæmper i det Religieuses Tjeneste, og tidt som f. Ex. hos denne Digter saa hensynsløst og udelukkende, at den træder fjendlig op mod det hele Fantasiliv, hvis forklarede Billede Poesien er. Men denne Selvmodsigelse kan Digtekusten ikke rumme. Der indtræder den Krise, som de Nulevende føle, som hverken kunde eller skulde undgaaes, da den ligger i Udviklingens Medfør, men under hvilken mangt et poetisk Geni vil spredes i store, ud fra hinanden faldende Digterevner og under hvilken mangt et Digterværk vil opløse sig i poetiske Elementer, som først i Fremtiden vor egen eller den næste Slægt vil kunne magte og forme til en Poesi af høiere Natur end det foregaaende Tidsrums. Det betydelige Værk vil under saadanne Omstændigheder naturligst og nærmest fremkalde et Beundringsudbrud som dette: "Hvad vil en Digter med disse Kræfter ikke kunne frembringe, naar han heelt og fuldt er bleven Herre over sig selv!" og et saadant udbrud vil sikkert ogsaa hilse det nye norske Digterværk.
Den almindelige kritiske Tilstand har nemlig ganske særlig fundet sin Mand i Ibsen, hvem den ublide Skjæbne synes at være beskikket, som Repræsentant for den stridende Poesi at skulle dokumentere Vendepunkter i Udviklingen; og det allermest fordi Ibsen, skjøndt allerede indtraadt i den modnere Manddomsalder, endnu ikke har taget sig selv fuldstændig i Besiddelse som Digter.
For denne Sætning leverer hans nye Digt et alsidigt Beviis. Det første Vidnesbyrd afgiver den udvortes Form. Ikke ret mange have sagtens noget levende Indtryk af, hvilken Færdighed i Versifikation og hvilken Magt over Sproget der udfordres til at skrive saa stor en Bog fra Ende til anden i (ofte tre- og fiirdobbelt) rimede korte Verstrofer, hvis Schema ingen Afvigelse tilsteder fra en engang given Norm; Enhver begriber imidlertid, at der skal Meget til. Men agter man nu nøiere paa disse raskhenkastede Vers, da vil man finde, at det forholder sig med dem ligesom med Versene i "Kjærlighedens Komedie" af samme Forfatter, de have vel Fart og Flugt, ja paa det Høieste endog en sand guddommelig Furor, men Farten er gaaer saa rigtignok ogsaa over Stok og Steen, som var Musens Cothurner selve de røde Sko fra Andersens Eventyr; man snubler snart over en, smagløs Ordsammensætning, snart over en lidet træffende Lignelse, snart over et Udtryk, der kun ufuldkomment dækker Tanken, og man har kun den Trøst, at man meget hurtig reiser sig igjen. Et Exempel kunne de følgende to Linier afgive:
den Løgntrøsts Brød i Skrækkens Stund
blier koldt for Mad af Naadens Mund:
hvilke næst efter det gebrokne makaroniske Latin i Slutningsreplikerne ere de uskjønneste Vers i hele Digtet. Føler man nu hertil, at Fremstillingen, der paa nogle Steder er ligefrem sublim i sin Simpelhed, paa andre som f. Ex. i de lange Dialoger mellem Fogden og Brand falder, utilbørlig i det Brede, saa kan man ikke nægte, at selve det flydende Foredrag, hvori Ibsen har sin Styrke, ingenlunde beherskes med nogen uindskrænket Magt af Eenhed i Stiil og Tone.
En gammel Sætning siger: Indignationen gjør Vers, og gives der noget Digt, hvorpaa denne Sætning finder Andvendelse, da er det "Brand". Men ligesom Pennen undertiden er fløiet for rask i Digterens Haand, saaledes er hans Indignation, der paa Byrons Viis især vender sig mod hans egne Landsmænd, stundom ogsaa løbet af med ham, saa at han har skadet den Virkning, han ellers vilde have opnaaet. Han har nemlig ladet de Personer, der ere Skiver for hans Satire, gjøre saa mange Tilskuerbemærkninger om sig, fremstille sig selv med en saadan Selvironi, at de give sig det ene Slag paa Munden efter det andet. Saaledes gjør f. Ex. Einar i 5te Akt Nar ad sin egen Person efter en utrolig Maalestok, og Fogden bruger om sig selv det Udtryk: "jeg er synlig rørt": Ved at lægge Farven saa tykt paa den tegnede Skikkelse berøver Digteren den netop dens naturlige Liv.
Det gaaer med Begeistringen som med den Indignation, hvori den aabenbarer sig. Hos Digtets Heros kunde den ikke være for stærk og for ildfuld; men den burde ikke have smittet Digteren saaledes, at han ganske og aldeles reves med af sin Helt, hvis Eensidighed han dog til Slutningen vil dømme. Men Ibsen har her fremmanet en Mand, han ikke selv formaaer at besværge. Han bruger Brand som Organ for saa mange Tanker, hvis Sandhed han selv vil staae inde for, at man af hans Værk faaer et Indtryk, som raabte han ud i Verden: "Jeg føler, at der i alt dette maa være en Feil, men hvori den egenlig stikker, det formaaer jeg ikke at gjøre klart." Derfor lyder ogsaa Digtets siste Ord uden overbevisende Fynd; thi Brand har slaaet enhver betydning af Marken og har fortræffelig gjendrevet ogsaa den, han i sit Dødsøieblik hører, at han ikke har forstaaet, at Gud er Kjærlighed. Men af denne Grund forvandler ogsaa et Angreb paa Brand sig altfor let til et Angreb paa Digteren, der hverken har ladet Helten møde en Sandere Heros eller en stærkere Ironi. At Brand stiller de yderste Fordringer til Andre, medens han selv er midt i sin Udvikling, at han anlægger den høieste Idealitet som Maalestok, medens han selv tager sig en Hustru, at han mangler ikke blot den Klogskab, men ogsaa den Viisdom, uden hvilken man ikke kan tjene det Gode, alt dette lader Digteren lade gaae hen. Ja, selv hvor Brand næsten bliver komisk som den stærke norske Mand, der hverken kan fryse eller græde, selv der faaer Ironien ikke Lov til at see sit Snit og gjøre Misforstaaelsen klar; thi Digteren har selv ladet sig imponere af sin Helt. Vel behøvede ikke Dommen at følge Handlingen i Halene hele Stykket igjennem, men berøvet alle Motiver klinger den dog som en uberettiget Afgjørelse. Den Sætning, den ifører sig, har allerede Slapheden brugt, og saa dybsindigt et Træk, som det er, at Fristelsen og Naaden kunne føre selvsamme Tale, saa Lidet er der gjort for at gjøre Forskjellen imellem dem klar.
Hvad mangler altsaa - Grundtanken som poetisk Idee? Retfærdiggjørelse; thi Digteren har overladt det til Læseren at gjøre sig Heltens Gensidighed gjennemsigtig. Hvad mangler da Helten i at være et sandt Ideal? Berettigelse; thi hvor Digteren har villet fremkalde Indtrykket af den, der oprøres for det Meste Læseren. Og hvorledes hedder saa denne Mangel i Æsthetikens Sprog? Der kaldes den Mangel paa Motivering; thi at motivere er æsthetisk at berettige. Det Umotiverende i en Handling, Mangelen på Plan, paa Hensigt og Formaal kan selv være motiveret ved den Handlendes Sindstilstand, og saaledes er det tildeels, hvor Brand i sidste Akt vandrer ud i Landet med den hele Folkeskare efter sig; men langt hyppigere føles den i Digtet som en Ufuldkommenhed. Det gjalder om det Vigitge som om det mindre Betydelige, det brister næsten heelt igjennem paa tilstrækkeligt Motiv. Man overraskes, naar man treffer paa noget saa dybt og fyldestgjørende Motiveret som Agness Anvendelse af Sætningen: Hvo der seer Jehova, døer; thi Digteren har ikke vænnet os til Sligt. Hvorfor haster Brand i første Akt fortvivlet? Hvor kan han i fjerde Akt haabe saa Meget af at faae Kirken bygget om? Disse og mange andre saadanne Spørgsmaal faae intet tilfredsstillende Svar. Og saa dybt er denne Mangel paa Motiv rodfæstet i Digtets Grund, at den endog som Mangel paa det reent logisk-Tvingende frister Forstanden til at chikanere. Hvor Brand nødes til at opoffre sin lille Søn, er Kollisionens Dilemma saa lidet skarpt, at den mindst poetiske Læser her har let for at gjøre Digteren Bryderier.
Det Udviklede maa nu paa ingen Maade forstaaes, som om det Umotiverede i Digtet kom reent uforaarsaget: Det Allermeste har sin dybere Aarsag, sin Hensigtsaarsag i, hvad Grundtanken netop paa dette Punkt kræver og fordrer, og det er da kun den nærmere og faktiske Motivering, som mangler, saaledes ved alt det, der enten kan eller maa forstaaes symbolsk, f. Ex. Ombyggelsen af Kirken. Symboliken er vel heelt igjennem mere dyb end klar, men et saadant Træk, som at Brand til Slutningen havner i Naturens vilde Iiskirke (i hvilken Enhver, der forlader de bestaaende Aandskirker, staaer i saa stor en Fare for at ende), et saa mesterligt Udtryk for en dybsindig Tanke forsoner med megen Uklarhed. Dog kan det ikke nægtes, at den Omstændighed, at mange enkelte Træk kun lade sig symbolsk forklare indenfra, men ikke indbyrdes fuldt forklare hinanden, peger hen paa en Inkommensurabilitet mellem Digterens Fantasi og hans Tanke, der er et Tidens Tegn, og som turde være den egenlige Kilde til alt det mindre Tilfredsstillende i dette i sit Anlæg gigantiske og i Udførelsen geniale Værk.