Lindbergs Selskab.
«Brand.«Kristiania feirede igaar en Fest.
Jeg skal ikke her dvæle ved de triste Stemninger, som sikkert blandede sig ind i Festens Jubel for dem, som kom til at tænke paa det tragikomiske, at et af vor Literaturs mægtigste og eiendommeligste Værker et fjerdedels Aarhundrede efter sin Fremkomst første Gang fremføres paa en Scene i Norge i et fremmed Tungemaal, der var visselig mange, som blødte indvendig. Jeg skal kun søge at berette, og da først og fremst at et saa talrigt Førsteaftens Publikum har visselig hidtil intet norsk Stykke samlet i Kristiania, og aldrig noget Publikum, som har været sig saa bevidst at ha noget bestemt paa Hjerte, som det vilde finde Udtryk for.
Det var især derfor, at Aftenen igaar blev noget for sig, noget vi aldrig har set Mage til den blev helt igjennem en Taknemlighedens Offerfest til Hr. Lindberg.
De fleste havde sikkert ventet, at «Brand» skulde gjøre et mægtigere Indtryk, end det gjorde; mange var misfornøiet baade med det ene og det andet, men alle samlede sig om Lindberg i taknemlig og beundrende Hyldest, som Manden, i hvis «Vilje der ikke er Brist», som Manden, der ved en eneste Daad udretter mere end ved hundrede Prækener. Det var kanske især, fordi han gav os et lysende Eksempel paa kunstnerisk Mod og Begeistring, at vi hyldede ham saa stærkt, som ingen anden fremmed Kunstner er blit hyldet, og maaske har vi derfor aldrig kommet saa nær ind paa ham i umiddelbar Forstaaelse som igaar, vi mene forøvrigt hvad vi vil om hans Brand.
At Fremførelsen af «Brand» ikke gav noget samlet Helhedsindtryk er sikkert; det opløste sig i mere eller mindre virkningsfulde Scener, hvori de samme Personer optraadte. Det spilledes ikke i den Luft, hvori det er vokset; Ordene var oversat selvfølgelig, og alle Bifigurerne var ogsaa saa at sige oversat, alt det kjendte og hjemlige, Stykkets faste Undergrund, var borte. Tilbage blev altsaa strengt taget kun de to Figurer Brand og Agnes, ganske vist det væsentligste i Stykket, men uden Baggrund. Derved vokste selvfølgelig Fordringerne til en personlig Fremstilling af disse to Figurer til det næsten overmenneskelige.
Det vilde være formasteligt efter én Gang at ha set ham at udtale nogen Dom over Hr. Lindbergs Brand, en Fremstilling som rummer Aars kunstneriske Arbeide og Udvikling, hvori al den Sum af Evner, Intelligens og Vilje, Hr. Lindberg raader over, er nedlagt. Jeg skal derfor blot søge at antyde, hvad han særlig har lagt Vægten paa.
I det Ydre fremtræder hans «Brand» som en høi, slank, sortklædt, nogle og trediveaarig Mand med stort sort Skjæg. Af det rent Ydre er det altsaa ikke let at se, om han har taget noget Forbillede. Men eftersom Spillet skred frem, blev det tydeligt, at han ganske sikkert har taget sit Udgangspunkt i et stort Forbillede, i Kristusfiguren. I Figurens rent plastiske Udformning i Stillinger, i Maaden at løfte Hænderne paa, ja endog i et Par Grupperinger kom det tilsyne, at han har studeret Kristusmaleriet og Kristusskulpturen.
I Overensstemmelse hermed har han da ogsaa særlig fremhævet de mildere, de blødere, de mere Jesuslignende Sider hos Brand. Han bibringer ikke Tilskuerne nogen frysende Fornemmelse af sin Haardhed; han er ikke den vrede om end ubønhørlige Dommer; det overveiende hos ham er den alt overstrømmende Kjærlighed. Netop fordi han elsker, tør han intet Afslag gjøre. Der kom saaledes ikke det mindste umenneskeligt haardt frem, hverken da han i synlig indre Kamp modtar Budene fra sin Mor, eller da han driver sin Hustru Gang paa Gang til at ofre, indtil hun har ofret det siste.
Som Sum kan vi sikkert sige, at i Hr. Lindbergs Hænder blev Brand langt mere menneskelig, end vi i Almindelighed har været vant til at tænke os ham.
Fru Augusta Lindberg gav et Billede et rigtignok ualmindelig helt og gjennemført Billede af Agnes, som sikkert ligger den almindelige Opfatning fjernere, ja neppe nok var rigtig, enten nu dette ligger i hendes Naturel eller i hendes Opfatning.
Efter at Agnes har ofret sin Alf, er vi jo vant til at se hende som en Kvinde, der sidder i blid Sorg og ruger over sin Sorg som sit helligste Klenodie; vi ser hende som en svag Kvinde, der nok vil ofre, men ikke kan ville; hun er blit en Sorgens Monoman. Hun vil saa gjerne ofre videre, hun ved det er hendes Pligt endog og tror det, men hun kan ikke. Naar hun gjør Indvendinger, saa gjør hun det umiddelbart uden at vide om det, fordi hendes Sjæl kun er fyldt af det ene.
Her gav Fru Lindbergs Fremstilling det Indtryk, at Agnes ikke vilde, ja paa enkelte Punkter endog, at hun var sig det bevidst at hun med andre Ord viste aabenbar Trods. Det hele gav derfor nærmest Indtryk af en Kamp mellem hende og Brand, istedenfor at hun skal give sig villig hen til hans Ledelse. Her kan maaske ogsaa en af Grundene søges til, at det strænge, det umenneskelige i Brands Offerkrav som ovenfor nævnt ikke kom saa stærkt frem, som vi er vant til at tænke os.
Men som sagt, Figuren var helt gjennemført og enkelte af Scenerne mellem disse to var af stor Virkning.
Stykkets skjønneste og virkningsfuldeste Scener var, da Brand modtar Budene fra sin Mor, da Agnes med Alf paa Armen spør, hvor Veien gaar og endelig hele Juleaftensscenen i Præstegaarden. Brands Monologer og i det hele en hel Del af de andre Scener tabte meget af sin Virkning, derved, at Replikkerne ikke faldt i vort Øre vi kan jo, de fleste, en hel Del af disse udenad; det tar ialfald Tid, før den fremmede Form kan slaa os.
Af de mindre Rollehavende er der ikke synderlig Anledning til at nævne andre end Fru Dorsch som Taterkvinden og Frk. Englund som Gerd, begge fik ogsaa Applaus for aaben Scene.
Iscenesætningen var i det hele bra, om der end for en Del syntes at ha manglet Plads til en Del af Arrangementet.
Musikken var komponeret og lededes af Hr. Ole Olsen, der gjentagende blev applauderet og tilslut maatte op paa Dirigentpladsen og modta sin Hyldest.
Uagtet alting gik raskt og præcist enkelte talte endog for fort og uagtet Stykket var en Del beskaaret, varede det præcis 5 Timer.